❓ Hvordan sætter jeg grænser for mit barn, så det virker?
❓ Skal jeg virkelig blive så vred, før han forstår det?
❓Jeg synes, min datter har en grænseoverskridende adfærd, men jeg orker ikke, at vi skal blive uvenner hele tiden. Jeg vil bare gerne have det rart med hende, og hun bliver rasende, når jeg siger til hende, at hun skal stoppe.
Kender du det?
Grænsesøgende adfærd er…
Det er et felt, der er nemt at fare lidt vild i. For hvad er der egentlig på spil, når børn har en grænsesøgende adfærd? Og er der ikke en smidigere vej at gå end hele tiden at skulle markere grænser?
Jo, der er en anden vej at gå, og den starter med, at vi forstår, hvad den grænsesøgende adfærd egentlig gør godt for.
Og derfor vil jeg gerne gå direkte til min pointe i denne her sammenhæng, som er:
➡️ Lad os omdøbe grænsesøgende adfærd til informationssøgende adfærd ⬅️
Jeg vil gerne lave den omdøbning fordi:
Grænsesøgende adfærd er et udtryk, der har en masse negative associationer koblet til sig. Det er meget nemt at forbinde grænsesøgende adfærd med forkælet, grådig, egoistisk, manipulerende, skabagtig, grænseløs og irriterende adfærd. Med dårlig opdragelse og med børn, der er trælse at være sammen med. Og når noget har så meget negativitet knyttet til sig, er det meget svært at være både kreativ og konstruktiv i sin tilgang til det.
Den anden grund til at jeg meget hellere vil kalde grænsesøgende adfærd for informationssøgende adfærd er ganske enkelt, at det er dét, der er tale om. Barnet søger ikke at få sat en grænse (som i begrænsning eller afgrænsning) i sig selv. Det søger information om, hvor den grænse befinder sig. Og når man vil have noget at vide, er man jo nødt til at spørge, hvis det er ikke er tydeligt for en.
Der er en mening med det hele – også grænsesøgende adfærd
Som medlem af en børnefamilie – og som menneske i det hele taget – kan det være godt at huske på, at der er en mening med al adfærd. Også den der virker helt meningsløs eller bare irriterende eller forstyrrende. Og også med den man ikke forstår. Jeg gætter på, at du mange gange har tænkt om dit barns (også måske også din partner) adfærd: Hvorfor bliver du ved med at gøre det der? Du bliver jo ved med at skabe en dum situation for dig selv på den måde?
Det er meget nemt at komme til at tænke sådan om et barn, der har en såkaldt grænsesøgende adfærd. For den type adfærd kan godt være lidt irriterende for den voksne, der ”modtager” den.
Men der er en mening med den. Og det kan føles noget nemmere at være med den, hvis man kan dreje sit blik lidt og se den i et andet lys.
For når et barn har en grænsesøgende adfærd, betyder det jo bare, at barnet søger en grænse. For at finde ud af hvor den er. Det søger information om grænsens placering. For at kunne bruge den som pejlemærke på sin vej i familien og sin udvikling og i livet som sådan.
Barnet søger den ikke for at være irriterende eller manipulerende eller flabet – som vi nemt kommer til at tro. Det søger grænsen, fordi det har brug for den information, der ligger i den. Og den tryghed der ligger i at kende det landskab, man bevæger sig i.
Så når barnet søger en grænse, søger det information. Hvor er du mor? Hvor er din grænse? Hvad kan du lide, og hvad kan du ikke lide? Hvordan fungerer du, og hvad betyder det for, hvordan det er rarest for os to at være sammen? Og hvordan er spillereglerne her?
Hvis grænserne er utydelige, er det svært at finde ud af, hvordan man skal gebærde sig, og så kan man jo blive usikker og trække sig lidt, eller forsøge at finde den information, der kunne være rar at have.
Insisterende informationssøgende
Så pointen er, at når et barn søger en grænse, søger det information. Og hvis den information er uklar, bliver det ved med at lede efter den.
Lad mig give et eksempel:
Måske kender du det der med, at barnet spørger, om det må få en is eller noget mere fredagsslik eller den slags, og du kan høre dig selv svare lidt vagt. ”Måske”. Eller ”Lidt senere”. Eller ”Det ved jeg ikke lige”.
Det er der jo reelt ikke meget information i. Så barnet spørger igen. “Jamen må jeg?” Og du svarer igen lidt vagt. Og barnet spørger igen. Og sådan kan det forstsætte noget tid, indtil du så kan høre dig selv sige ”Ja, så tag dog for h….. den is!”og tænker, at det var da utroligt, som det barn kan plage. Eller ikke kan forstå en besked.
Men… hvis vi lige skal vende blikket lidt mod os selv, så var der måske heller ikke så meget klar besked at forstå. Og egentlig var det bare det, barnet forsøgte at få. Klar besked. Må jeg få en is mere? Ja eller nej.
Det ærgerlige er, hvis vi kommer til at se vores børn i et negativt lys, fordi vi ikke får givet dem den information, de efterspørger.
At vise grænser kræver selvindsigt
Så hvorfor giver vi ikke bare børnene den information, de søger? Det lyder jo let nok. Eller hvad….?
Grænse = nedbrud i kontakt
Det gør vi dels ikke, fordi mange af os er vokset op med, at dét at blive vist en grænse har været koblet sammen med skæld ud eller afvisning eller anden form for nedbrud i kontakten. Og det ønsker vi ikke selv at give videre til vores børn. Vi vil gerne være sådan nogle forældre, der er til at snakke med. Vi har ikke lyst til at være skrappe.
At vise grænser har reelt ingenting at gøre med at være skrap. Men mange af os har alligevel fået den forståelse med os. Vi har selv mødt skraphed i forbindelse med grænser. Og måske også urimelighed og en snert afstraf eller nedladenhed. Og det skal vi ikke bede om mere af. I forsøget på at undgå det og være søde i stedet for, bliver vi så utydelige og vage og får ikke givet barnet den information, det helt reelt spørger til.
Orker du at tage stilling?
Vi får heller ikke altid givet barnet den information, det spørger efter, fordi det kræver, at vi skal tage stilling og stille os frem med det, vi mener og står for. Det kræver energi. Og nu er det jo lige lørdag morgen eller fredag aften, og kan vi ikke bare lige hygge os?
Og vupti… så røg den hygge så, fordi vi var utydelige, og barnet derfor efterspurgte mere tydelighed og information, og så landede vi alle i nogle ærgerlige blikke på hinandens og vores egen adfærd.
Tydelighed er også sårbart
For nogle er det også svært at stille sig tydeligt frem, fordi vi kan bære på nogle erfaringer om, ikke at blive mødt særlig godt, når vi har gjort det op gennem livet. Og måske heller ikke har fået respekteret egne grænser lige der. Med de erfaringer i lommen, kan man jo godt få lyst til at snige sig helt udenom alt det der med grænser, for der har været så mange afvisninger knyttet til det gennem tiden. Det bøvlede er, at det også bliver bøvlet, når vi prøver at snige os udenom.
Informationssøgende adfærd er en invitation til samarbejde
Dybest set prøver barnet at samarbejde. At finde vej. At gøre det godt.
Det har brug for information om sin verden, sine omgivelser og sine relationer for at kunne det. Det er blot den information, det søger, når det leder efter en grænse.
Udfordringen opstår, når vi som voksne ikke selv kender vores egne grænser, ikke handler på dem eller ikke står ved dem. For hvordan skal vi så kunne give barnet information om dem? Og hvad skal barnet så pejle efter? Hvordan skal barnet vide, hvor de grænser, det skal respektere, er?
Vores børn spejler sig i os hele tiden. Kigger på hvad vi gør. Leder efter information i vores signaler, kropssprog, adfærd, ord og anvisninger, som de kan bruge som hjælp til at finde ud af, hvad deres næste skridt er.
Børn samarbejder dagen lang. Og det bliver allernemmest for dem, hvis det er tydeligt for dem, hvad de skal samarbejde om.
Og ja, nogle gange skal man sige det samme en del gange. Det handler ikke om, at dit barn er dårligt begavet eller ikke kan høre. Det handler om, at det søger den samme information flere gange for at være sikker på, at det kan regne med, at det er sådan her hver gang. Altså at det er dét stykke information, der skal lagres, og ikke en tilfældighed eller en undtagelse. Så hav tålmodighed både med barnet og dig selv her.
Jeg har tidligere skrevet en anden artikel om at vise grænser for børn. Den finder du her:
Kunsten at sætte grænser for børn
Alt det bedste til dig og dine ❤️
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
➡️ Konflikter er egentlig bare…..
➡️ Er det et spørgsmål eller en ordre?
➡️ Hvorfor hører mit barn ikke efter?
Skriv din kommentar