Når børn lyver – hvis det er det, de gør?

“Du lyver!”

Måske har du hørt om sagen med de to søskende, der tilsyneladende blev kastet i vandet af ukendte gerningsmænd ved Nakskov. Et par dage efter politianmeldelsen viste det sig dog, at der ikke havde været nogen gerningsmænd, men at børnene selv var hoppet i vandet og efterfølgende havde opdigtet en historie, som de senere trak tilbage.

I forrige uge blev jeg ringet op af Go’Morgen Danmark, der inviterede mig i studiet, for at give mit bud på, hvordan vi kan forstå det, når børn fortæller noget, der ikke passer.

Af flere forskellige grunde kunne logistikken ikke gå op, og jeg takkede pænt nej til deres tilbud. Men fagnørden i mig gik straks i gang med at kredse om, hvad jeg ville have sagt der i studiet. Og når jeg nu ikke kan dele det med dig gennem TV skærmen, så vil jeg gerne dele det med dig gennem denne skærm.

 

Børns forståelse af sandhed og løgn

Når vi taler om begreber som sandhed og løgn i forbindelse med børn, er det vigtigt at holde for øje, at de to fænomener ikke er så skarpt opdelte i et lille barns verden som for os voksne. Helt enkelt kan man sige, at barnets hjerne endnu ikke er klar til at skelne tydeligt mellem fantasi og virkelighed. Af samme grund kan drømme og mareridt virke meget voldsomme for mindre børn, fordi de ganske enkelt ikke kan forstå, at det bare er billeder deres hjerne har skabt, og ikke noget der er sket i virkeligheden.

Lyver hjernen? Det er komplekse kognitive (hjernemæssige) processer, der skal udvikles for at mestre den skelnen, og op til 6-7-8 års alderen kan det godt være svært for barnet. En leg og det univers der bygges op omkring den, kan virke så livagtig for barnet, at det helt reelt tror at det er virkelighed, og kan derfor hårdnakket insistere på at kunne flyve eller at have andre magiske evner. På samme måde kan noget være et så stærkt ønske for barnet, at det for en stund bliver virkeligt. Fx at mor og far flytter sammen igen, eller at den seje bil der kom med hjem fra børnehaven ikke var en kammerats, men var barnets egen.

Børn er eminente til at være nærværende og til at lade sig optage og føre med, af det der opstår lige nu og her. De har ikke et blik på sig selv udefra og tager ikke hele tiden deres tanker, handlinger og udtalelser op til grundig inspektion, sådan som vi voksne kan have (overdreven) tendens og evne til. Derfor kan en god historie også pludselig være blevet rigtig god og have grebet om sig, uden at barnet har en opfattelse af at det lyver.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke dømmer vores børn for at lyve og at gøre det med vilje. For oftest er det reelt ikke det der sker, når vi taler om børn op til 7-8-års alderen. Børn i den alder er ikke beregnende, men derimod lyststyrede. Og derfor kan en lille hvid løgn, som opstår for at få noget barnet har lyst til, eller slippe for noget det ikke har lyst til, pludselig være vokset ud af proportioner, uden at barnet har opdaget, at det var det der skete.

 

Børns forståelse af konsekvens

Børn i samme unge alder har heller ikke de fulde forudsætninger for at kunne overskue konsekvenserne af deres handlinger.

Konsekvensberegninger a la ”A fører til B, som fører til C” og ”Hvordan mon det ser ud fra mors perspektiv hvis jeg vælger at gøre X ? Eller Y?” er komplekse kognitive processer, som kræver at refleksionsevne, hukommelse og impulshæmning er udviklet på et forholdsvist højt plan.

Derudover skal barnet kunne planlægge nye handlinger på baggrund af tidligere erfaringer med lignende handlinger, samt have et nogenlunde nuanceret billede af sig selv og sine relationer til andre.

Det er en hel del!

 

Værn om tilliden

De fleste forældre bliver forskrækkede, vrede og skamfulde, når de opdager, at deres børn har fortalt noget der ikke passede, og som har haft alvorlige konsekvenser som fx en politianmeldelse. Dermed kan man som forælder umiddelbar have lyst at skælde sit barn ud, straffe det, eller på anden måde gøre det meget tydeligt, at det har gjort noget meget forkert.

Det er meget forståeligt og naturligt i et her og nu-perspektiv, men ikke særlig hensigtsmæssigt i et mere langsigtet perspektiv.

Når dit barn fortæller dig, at det er kommet til at lyve, eller at det har gjort noget det ikke måtte, har du en unik chance for at bevare og udbygge den tillidsfulde relation, der eksisterer mellem jer. Og selv om du har lyst til at råbe og skælde ud, vil jeg stærkt anbefale dig at lade være.

Hvis du formår at lytte roligt til dit barns fortælling og tage imod dets tillid og usikkerhed lige dér, er der store chancer for, at dit barn også kommer og fortæller dig, næste gang det har gjort noget uheldigt. Når du har god og tillidsfuld kontakt med dit barn, har du også meget bedre muligheder for at hjælpe det (og dig selv), hvis det skulle komme ud i noget rod (igen).

Og så giver du ikke liv til den mindre konstruktive strategi barnet kunne vælge at benytte fremover – nemlig at undlade at fortælle hvad der er sket, eller fortælle en alternativ version, for at undgå at blive skældt ud.

 

Men skal man så slet ikke fortælle barnet, at det har gjort noget forkert?

Når du har lyttet til dit barns fortælling og været sammen med det om det usikkerhed og forvirring det står i, kan du roligt og konstruktivt hjælpe dit videre.

lyver børn?Nogen børn ved godt bagefter, at de har gjort noget uheldigt, og i så fald er det ikke nødvendigt, at forældrene bliver ved med at understrege det. Det kan tværtimod føles voldsomt for barnet.

Andre børn skal hjælpes til at få øje på, hvilken indflydelse deres handling har haft på andre. Vær opmærksom på at barnet kan blive vældig flov eller skamfuld, når det opdager at dets handling har haft (negative) konsekvenser for andre, hvilket med al sandsynlighed ikke barnets intention.

Den måde du bedst hjælper dit barn videre er ved at give det nye handlemuligheder. Altså tale med det om, hvad det kunne gøre en anden gang det stod i samme eller lignende situation. Hvad kunne det konkret gøre? Hvem kunne det bede om hjælp fra? Hvordan passer det bedst på sig selv i sådan en situation? Sådan en snak skal selvfølgelig tilpasses barnets alder, og dermed dets evne til at forstå, reflektere, huske osv.

 

Hvad står du tilbage med?

Vær som forælder opmærksom på hvad hele situationen gør ved dig. Måske er du blevet rigtig forskrækket eller vred – og det skal du give plads og tage dig af. Måske har du gavn af at tale med andre voksne (din ægtefælle, en god ven, en bror) om hvad hele situationen rører ved i dag, sådan at du ikke kommer ikke at lade dit barn bære din reaktion.

Tænk på sådanne situationer som erfaringer I alle har mulighed for at lære noget vigtigt af. Jeg vil anbefale dig at sortere alt hvad der handler om skyld, skam og bebrejdelse fra. Skyld og skam har en fastlåsende effekt. Hvis du gerne vil hjælpe dit barn videre, har det ikke brug for at være låst fast, men at kunne bevæge sig – og gerne i trygt selskab med en vigtig voksen.

 

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke kender til specifikke forhold vedrørende sagen fra Nakskov, og at denne artikel behandler børns forståelse af sandhed og løgn ud fra et generelt udviklingspsykologisk perspektiv.

 

Du er velkommen til at lægge en kommentar i feltet herunder.

 

➡ ➡ Læs også artiklerne:

Mit barn lyver

Løgne fra min eksmand sætter min søn i klemme

Mit barn trives ikke i skolen – hvorfor?

 

 

22 Responses to Når børn lyver – hvis det er det, de gør?

  1. Anne 28. januar 2016 at 13:56 #

    Hej Heidi. Søgte på nettet om børn der lyver og faldt over denne tråd 🙂 Håber at du kan hjælpe mig! Jeg har en datter på 6 år der lyver hver dag 🙁 Det er som regel småting, som at hun har sagt til kammeraterne i skolen at hun har en x-boks, at det er hende der har lavet en tegning (som en voksen har lavet til hende), at hun skal til fødselsdag, ud og rejse osv. Hendes kammerater fanger hende for det meste i løgnen og siger så til hende at man ikke må lyve. Når jeg kommer og henter hende kan de også finde på at spørge mig “er det rigtigt at…?” og så plejer jeg at sige noget i retning af “nej, det skal vi ikke, men det kunne Malene nok godt tænke sig” (med et smil, for ikke at gøre hende forlegen). Er bange for at hun mister alle sine venner hvis hun bliver ved, da flere af dem hun legede med tidligere allerede er hoppet fra. Hun lyver også overfor os, om alt muligt. Det kan være lektier, om hun har vasket hænder, om hun har taget noget legetøj fra sin lillesøster osv. Føler nærmest at hun lyver mere end hun fortæller sandheden 🙁 Hendes lillesøster på 2 1/2 har haft problemer med at ville spise siden hun var 1 år og jeg stoppede med at amme, og hun har været ekstremt mor-syg siden, men det er efterhånden ved at være bedre. Nu tager min mand hende ligeså meget som jeg. Hun er dog meget mere opsøgende og åbenlyst kærlig end min store pige, men min store pige er ekstremt følsom så jeg forsøger også at give hende en masse kram og at rose hende når hun gør noget godt. Vi har nok desværre haft tendens til at give den mindste hvad hun ville have, nogengange på bekostning af storesøster, og har været meget åbenlyse omkring hvor nuttet vi syntes hun er. Har flere gange sagt til min store pige at det jo er fordi at jeg stadig ser den lille som en baby og at hun er den store pige men også er sød og skøn og min lille skat. Så kysser og krammer jeg hende (men hun gider ikke kyssene, så dem tørrer hun af). Hvad kan jeg gøre, udover at anerkende min store pige og fortælle at jeg også elsker hende meget højt og at de begge 2 er mine prinsesser? Hvad kan jeg gøre for at få hende til at stoppe med at fortælle løgne konstant? Mvh og pft Anne

    • Heidi Agerkvist 6. februar 2016 at 11:14 #

      Hej Anne.
      Allerførst: Super fint at du passer på din datter, når kammeraterne spørger “Er det rigtigt at….”, ved at glide lidt af og ikke konfrontere hende.

      Dernæst tænker jeg ud fra din beskrivelse, at jeres udfordring ikke handler så meget om løgn/sandhed i sig selv, som om noget andet; nemlig din datters billede af sit værd og sin position i familien. Du beskriver at meget har handlet om lillesøster – ikke af ond vilje men af gode grunde – og nu står I med konsekvensen af det.

      Det har stor betydning for børns selvværd og for søskenderelationen, hvis man som barn oplever at vokse op med en søskende, som på den ene eller anden måde havde lettere adgang til forældrenes kærlighed og anerkendelse. Jeg gætter på, at din store datter er usikker på sin position i familien, og der kan løgne mm være én af måderne at håndtere sin usikkerhed og sit savn på.

      Jeg har skrevet en hel del artikler om søskende, og alt hvad der er på spil på det felt. Bla den her om søskendejalousi. Der kan du måske finde inspiration.

      Og i forhold til at få din datter til at holde op med at lyve – og evt indrømme, har jeg svaret på et lignende spørgsmål her.

      Har du lyst til at dykke endnu mere ned i søskenderelationen og dine børns selvværd, så kig med her.

      Og ja, giv endelig masser af anerkendelse og kærlighed til din datter. Både i ord, men også rigtig gerne uden ord og i handling i stedet. Prøv at skifte dit fokus hen på, hvordan du kan vise din datter, at hun er vigig for jer og der er masser af kærlighed til hende, som et vigtigt supplement til at sige det.

      Bedste hilsner
      Heidi

  2. Jane 26. juli 2015 at 23:25 #

    Hejsa Heidi,

    Min datter; næsten 7 år, har en livlig fantasi, og det synes jeg faktisk godt om.
    Men indimellem løber den af med hende og i dag brød hun hulkende sammen – snot og øjne og alt flød ud. Hun hviskede at hun har fortalt en historie – og ikke vidste hvordan hun skulle få fortalt sandheden – historien er ligesom vokset hende over hovedet.

    Kort fortalt har hun fortalt en veninde, at hun har en lillesøster, som er bor hos mormor og morfar – og denne lille søster har hun så digtet en hel verden rundt om. Og veninden skulle efter sigende tro på det. Jeg kan høre at det er gennem lang tid, måske 2 måneder og og hun har gjort det, som hun siger, fordi hun ville være sej. Hun er nu hunderæd for at den veninde, hvor de har lovet hinanden at være bedste veninder, at hun ikke vil være veninde mere og at moren; som er ret streng, vil sige de ikke må lege mere. Jeg har lovet at fixe det.

    Hun har ikke fået skænd, en kun masse kys og kram, hun var så pænt ulykkelig og vel vidende om at det var forkert. Hun har lovet at det gør hun ikke igen – og hun sagde, at hun ikke turde sige det til mig, fordi jeg blev nok vred. Hvortil jeg svarede, at det var hellere ikke så godt og hun nok ikke skulle gøre det igen. Tacklede jeg det rigtigt? Og hvad fanden siger jeg til den mor?

    Min datter har ingen søskende og ingen far – så tænker også der ligger lidt ønsketænkning i historien. Det har hun gået rundt med i uger eller måske måneder. Stakkels unge.

    Skal jeg gå dybere ind i årsagen til historien og se om der er et savn? Eller skal jeg lade den ligge?

    Mange hilsner
    Jane

    • Heidi Agerkvist 5. august 2015 at 16:27 #

      Kære Jane

      På mange måder er din fortælling en meget fin historie om helt naturlig og forklarlig adfærd hos børn, og jeg tænker at den kan være med til, at mange andre forældres skuldre kan sænke sig.

      Som du selv er inde på handler din datters opdigtede historie dels om ønsketænkning og dels om fantasi og undersøgelse. Det er “gratis” for din datter at lege med hele universet omkring dét at have en søster, når ingen andre kender til hende, fordi hun meget belejligt bor hos mormor og morfar :-).
      Og det er langt hen ad vejen dét din datter gør. Hun undersøger. Hvordan føles det at være sådan én, der siger “Min søster….. har blå øjne / siger at…/ elsker at lege med dukker osv”. Hvad nu hvis jeg havde en søster? Hvad ville vi så lege? Hvordan ville det så være at være familie? Osv.

      Du skal ikke være nerøs for din datter og hendes fremtidige forhold til sandheden om dette og hint. Din opgave lige nu er at hjælpe hende med at redde trådene ud med veninden og hendes mor. Tag en snak med din datter om, hvad der kunne være en god måde at sige det til de to på. Er der noget der ville være rart for din datter? Og noget du absolut ikke må gøre?

      Jo mere oppe fra og ned du kan tage det hele, når du skal fortælle venindens mor, hvad der er sket, jo mindre en “historie” bliver det. Du behøver ikke at give lange forklaringer, men blot et par overskrifter på hvad du tror, der har været på spil.

      Lad din datter vise dig, om du skal gå mere ind i det eventuelle savn af en søster. Lad et spørgsmål eller en kommentar falde om emnet, og se om hun griber muligheden for at uddybe.

      Situationen her åbner for mange gode snakke om “at komme til”, om hvad sandhed er, om længsler og drømme, og om tillid og mod til at sige, når man har jokket i spinaten.

      Point til dig for ikke at have skældt din datter ud, men derimod taget i mod hende med tilgivelse, da hun viste dig tillid. Nu er der ganske stor sandsynlighed for, at hun kommer til dig igen en anden gang, når noget presser sig på.

      God fornøjelse!
      – Heidi

  3. Line 13. maj 2015 at 15:37 #

    Hej Heidi

    Jeg er godt klar over dette er en gammel tråd, men jeg håber alligevel du kan hjælpe mig.

    Vi har 3 drenge på henholdsvis 3, 9 og 11 år. Det er vores 11 årige dreng som giver os store bekymringer. Jeg er bange for at han ikke stoler på sin mavefornemmelse og lade sig påvirke for meget af hvad andre siger han skal gøre – nogle gange ting som hans sunde fornuft burde sige ham er forkert. Derudover lyver han os ofte direkte op i ansigtet, og går først til bekendelse når vi helt konkret kan modbevise hans løgn.

    Af situationer kan jeg nævne at han købte for 900kr til et computersppil – da vi fik regningerne ind på tlf, nægtede han i lang tid, indtil vi kunne vise ham at de var købt fra hans computer. Konsekvensen var at han ikke måtte spille i 1 mdr, hvilket han i øjeblikket syntes var fair, men efterfølgende har plaget om at få omstødt.

    Det kan også være andre ting – som at drikke cola i køleskabet og hårdnakket benægte til vi finder colaglasset på hans værelse, lektier han ikke har for til vi kigger på hans ipad. Han går på pizzaria med hans kammerater efter skole, på trods af at han ved han skal have lov af os forinden.. og disse eksemplre er der mange af.

    Vi har prøvet at tale med ham på en pædagogisk måde – at vi gerne vil have et forhold der bygger på tillid, men at det er svært når han gang på gang bryder den ( muligvis en helt forkert fremgangsmåde?), vi har taget ting fra ham når vi tog ham i en løgn og derudover prøvet at tale til hans sunde fornuft… som jeg ikke rigtig føler er der!?

    Vi er i syv sind lige nu – han er kun 11, men hvis hans adfærd fortsætter i den retning, kan det virkelig få negative konsekvenser for ham.

    Håber du kan give et godt råd med på vejen.

    Mvh

    Line

    • Heidi Agerkvist 16. maj 2015 at 10:52 #

      Kære Line

      Tak for dit spørgsmål.
      Gammel tråd eller ej – emnet er stadig relevant.

      Jeg lægger mærker til to ting i din beskrivelse.
      Du er i tvivl om om din søn lytter nok til sin egen (fornuftige) mavefornemmelse, eller om han lader sig påvirke for meget af hvad andre siger.
      Der kan være mange grunde til at børn og unge i perioder overhører deres egen små alarmsignaler om, at det de er på vej til at gøre, nok ikke er så god en ide. Dels er der en helt almindelig erfaringsdannelse med ”hvad sker der, hvis jeg gør xxx?” og dels kan din søn være del af en gruppedynamik, hvor han føler sig presset til at gøre noget, han godt ved ikke er smart, men som giver anerkendelse og medlemskab af gruppen. Det at høre til i en flok er umådeligt vigtigt for os som mennesker, og ønsket om dette kan ind imellem få os til at gøre ting, som strider imod vores billede af retfærdighed, god opførsel og ordentlighed.
      Måske står din søn lige nu i den situation, hvor han føler sig klemt mellem jeres forventninger, kammeraternes forventninger og sine egne forventninger.

      Det andet jeg lægger mærke til er de ord du bruger i relation til spørgsmålet om tillid. ”Hårdnakket” og ”modbevise” giver mig en fornemmelse af, at I er røget ind i en lidt hård og kantet retorik og kontakt på det her felt.
      Kunsten er at gøre det tydeligt for jeres søn, hvilke handlinger der er acceptable og hvilke der ikke er, uden at fordømme ham eller tage afstand fra ham, når han ”fejler”.
      Han er 11 år og har stadig stort behov for jer, for jeres tillid og opbakning, og hvis han bliver usikker på den, vil han forsøge at dække endnu mere over de situationer, han godt ved kan sætte jeres tillid til ham endnu mere på spil.

      Mange siger om tillid, at det er noget man skal gøre sig fortjent til. Det er det som sådan også, og den opgave går begge veje. Så I skal som forældre også gøre jer fortjent til hans fortrolighed. Og tryk avler modtryk. Så når I bliver kantede og kører (hård) bevisførelse, er han nødt til at opruste eller trække sig.

      Jeres søn har brug for hjælp til at ændre en vane, et handlemønster. Prøv at tænke i hvordan I kan hjælpe ham med det, og lægge bebrejdelsen og fordømmelsen lidt på hylden for en stund. Vær nysgerrige på hans relationer. Kig bagom hans adfærd og gå på opdagelse i hvad hans motivation kunne være for at gøre som han gør, og hjælp ham så med at finde en alternativ og mere konstruktiv måde at opnå det samme på.

      Jeg forestiller mig at du bliver vred og irriteret, fordi du bliver usikker på hvad du skal stille op, og også bekymret for, hvor det her bærer hen.
      Du kan hjælpe dig selv til at mindske usikkerheden ved at have en plan, og samtidig lade din søn føle sig hørt og inddraget ved at lave planen sammen med ham.

      Så hvad kunne være en plan omkring colaen? Start med at spørge ham, hvad der får ham til at snuppe cola (og skjule det). Måske kan han bare virkelig godt lide cola, og oplever at I siger, at han aldrig må få noget. Så hvor kan I mødes der? Hvis han ved at han må få et glas cola om dagen eller tre om ugen, så har han noget konkret at forholde sig til, og behøver ikke at sørge for sig selv i et skjulte. Og så åbner det samtidig for en række gode snakke om, hvad man gør når der er noget man har rigtig meget lyst til, som man ikke kan få lige nu og her. Del situationer fra dit eget liv med ham, hvor du har skullet håndtere, at du ikke kunne få det du havde lyst til lige med det samme, og hvad der hjalp dig i den situation. Det er en værdifuld kompetence at have med sig videre i sit liv at kunne udsætte behov.

      I forhold til computerspillet er der jo helt konkret nogle penge der er brugt, som ikke var hans. Så tag det op med ham, så konkret som muligt og spørg ham hvad han selv synes er en rimelig konsekvens, hvis det skulle ske igen. Giv jer tid til at lytte til ham og snakke jer til rette om en konsekvens, der niver nok til at den kan holde ham tilbage, og som samtidig er realistisk at gennemføre for jer, hvis det bliver relevant. Hvis han oplever at I bruger lang tid på at tale om regler og konsekvenser, som så viser sig at være urealistiske og ikke bliver overholdt, bliver det utroværdigt og der er ingen hjælpsom læring i det.

      Anerkend ham i hans ønske om at købe ekstra tilbehør til computerspillet – det er et naturligt og letforståeligt ønske. Og hjælp ham så samtidig til at stoppe sig selv inden han roder sig ud hvor han ikke kan bunde – evt ved at stille ham noget, han er motiveret for at opnå, i udsigt om fx en måned.

      Han har brug for at lære at dreje sit blik en lille smule – fra et her-og-nu perspektiv til et lidt længere perspektiv. Den proces kan I hjælpe på vej ved at lægge en lille ”godbid”, som både er motiverende og meningsfuld, for enden af det lidt længere perspektiv. Tænk det som hjælp til læring, frem for belønning.

      I må gerne stille konsekvenser op for ham, når han bryder aftaler, bruger penge I ikke har aftalt osv. Men vær opmærksomme på, at I ikke samtidig trækker jer i kontakten til ham. Han har brug for jeres hjælp og trygheden i kontakten med jer for at kunne ændre vaner og handlemønstre og bevæge sig ind på en ny og mere konstruktiv vej.

      De allerbedste hilsner
      Heidi

  4. Diana 20. december 2014 at 22:07 #

    Har en datter på 7, der længe har prøvet mine grænser, da hun ofte ikk hører efter, griner mig direkte op i ansigtet eller bliver vred, når hun får en besked og begynder at kaste med ting osv. Jeg er alene med hende og hendes lillebror på 2. Når hun reagerer så voldsomt på en besked, så reagerer lillebror med gråd og jeg er begyndt at bede hende gå på værelset, da jeg fx ikk vil have, hun kaster sin børste, så den nemt kunne have ramt hendes lillebror. Ofte er hendes svar et råb: nej jeg vil ej, og hun fortsætter… Jeg har derfor flere gange måtte tage fat i en kæmpende datter, der råber og skriger. Jeg sætter hende ind på hendes seng, og her får hun lov at sidde til, hun kan gøre det hun er blevet bedt om og kan tage det roligt igen. Dette tager som oftest max 5-10 min. Hun har flere gange truet med; jeg flytter hjem til far (eller bare væk fra mig) og jeg siger i skolen, du slår mig (og her siger jeg så, det gør du bare for jeg ved, jeg aldrig har slået dig. Ja jeg tager dig ind på værelset men din opførsel er simpelthen ikk ok!). Nu der så sket det, at hun rent faktisk har fortalt i skolen, jeg slår både hende og lillebror. Skolen har selvfølgelig lavet en underretning og heri står også at de aldrig har set tegn på vold. Kommunen overvejer nu politianmeldelse. Og jeg er i vildrede. Har virkelig aldrig rørt mine børn, og har kun fysisk flyttet på min datter når hun har en voldsom udadreagerende adfærd. Jeg vil egentlig gerne have hjælp til hende, for føler at hendes adfærd tager overhånd, og har svært ved at håndtere både konflikten med hende og samtidig sørge for bettebror. Men løgnene om vold… Jeg er så bange for, de ikk tror mine ord, og tør ikk tænke konsekvenserne til ende. Hvad pokker stiller man op med så grove løgne? Løgne som jeg efterhånden frygter hun selv, tror på…. Ja er de overhovedet løgne i hendes verden, for hun oplever jo konflikten og at blive fjernet fysisk fra os andre?

    • HSA 29. december 2014 at 14:45 #

      Kære Diana

      Tak for din mail. Det er en krævende situation I står i, din datter og dig.
      Som du selv er inde på, tror jeg ikke at kernen i jeres situation lige handler om sandhed vs løgn.

      Der er flere elemeneter i din beskrivelse af din datters adfærd, der giver mig et billede af at hun prøver at råbe dig op på forskellige måder. Hun truer med at flytte, hun bliver vred, hun kaster med ting osv. Alt sammen, tror jeg, for at komme i kontakt med dig. Jo mere du sender hende væk (ind på værelset), jo mere vil hun kæmpe for at komme i kontakt med dig.

      Selvom det kan virke voldsomt med en underretning, tror jeg bestemt, at der kan komme noget godt ud af det. Se det som en mulighed for at komme i kontakt med nogle dygtige fagfolk, der kan hjælpe dig og din datter med at få brudt nogle ærgerlige vaner, og få skabt god og tryg kontakt med hinanden i stedet for. Dybest er det det I begge ønsker, gætter jeg på.

      Jeg får indtryk af, at du er en god og kærlig mor, der er hårdt spændt for lige nu. Når vi er pressede, kommer vi til at gøre ting, vi godt ved ikke er helt optimale, og som vi bagefter ærgrer os over, som fx at skælde ud eller på anden måde kæmpe med vores børn. Derfor kan kontakten med kommunen blive en god hjælp til jer, og kan forhåbentlig byde på nogle konkrete veje at gå, og få stoppet beskyldninger og mistanker.

      Du er velkommen til at kontakte mig, hvis der skulle vise sig at være ventetid på hjælp fra kommunen, eller hvis du har brug for yderlige hjælp og støtte i processen.

      Alt det bedste til dig og dine børn.

      De bedste hilsner
      Heidi

  5. Karin 13. december 2014 at 15:22 #

    Hej Heidi.

    Min 12 årige datter brød grædende sammen her i dag og fortalte at hun nogengange løj overfor 2 af hendes veninder og hun vidste ikke selv hvorfor.
    Da vi havde snakket lidt fik hun selv fremstammet, at hun følte sig udenfor og mindreværd, men hun havde bare så svært ved ikke at lyve. Jeg spurgte selvfølgelig ind til om det kun var dem hun løj for, eller om der var andre af hendes veninder eller venner det skete for. Men det var kun lige de to.
    Jeg ved jo godt at det handler om både jalousi og usikkerhed på hvor hun har dem, men jeg har brug for råd til at få det stoppet, for hvordan kommer hun ud af det igen og videre herfra, så hun ikke begynder at lyve mere og hvor ender vi så henne?

    Hilsen Karin

    • HSA 14. december 2014 at 20:58 #

      Kære Karin

      Som du selv er inde på, er der vist mere og andet på spil for din datter her, end hvorvidt hun kender sandheden eller ej. Hun er godt klar over, at hun kommer til at sige noget der ikke passer, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at ændre på situationen.

      Jeg tænker ligesom dig, at der er noget på spil i pigeflokken, og at din datter bliver usikker og måske forkert eller på anden måde udenfor.
      Jeg synes det er supergodt, at hun kommer til dig og deler sin sårbarhed og sine handlinger med dig. Det skal du give hende credit for. Du behøver ikke fortælle hende en masse om, hvor usmart det er at hun kommer til at lyve – det ved hun godt selv, og det piner hende allerede. Hav i stedet fokus på, hvad der skulle til for at ændre situationen, sådan at hun ikke ville føle sig så fristet af at lyve.

      Jeg forstår godt din bekymring. Den skal du tage sig af og drøfte med andre voksne i dit netværk. Prøv om du kan nedtone din bekymring overfor din datter, så din datter ikke føler sig (endnu mere) forkert og måske trækker sig fra dig og jeres fortrolighed. Hun har brug for at føle sig sikker i sin base lige nu.

      Måske kan du have gavn af at snakke med din andre pigers forældre og evt lærerne i klassen. Mange piger i den alder føler sig sårbare og i tvivl om nærmest alting, så det kunne måske hjælpe både dem og jer forældre at dele viden om, hvad der fylder i de enkelte familier.

      Rigtig god fornøjelse!
      Bedste hilsner
      Heidi

  6. Louise 1. december 2014 at 7:59 #

    Hej Heidi. Uha ved ikke hvor jeg skal starte. Vi har de første 5 år af vores datters liv, haft en utrolig velfungerende datter. Da hun blev 5 år, kom lillebror til verden. Han krævede meget af min tid og samtidig havde jeg en fødselsdepression. Der har ikke været tvivl om, at Vores datter reagerede på det hele. Vi arbejdede meget med at hun skulle have alenetid sammen med os og gør det stadig. Men det er som om nok ikke er nok. Hun ville i en lang periode gerne undgå at lillebror kom med til noget, det har hun dog accepterer her næsten 4 år efter. Vores bekymringer om vores datter vender hele tiden tilbage. I de første to år i skolen var hun meget vellidt og opførte sig super. Men i starten af 2. Kl bliver vi ringet op, han hun har tegnet på vægge, ødelagt nogle lerskulptur m. M på skolen. Var egentlig lidt i chok og tror stadig ikke helt på at det kan passe. Hun begyndte at tage ting, som ikke var hendes, det er hun stoppet med igen. Hun lyver og når vi taler med hende om det, har man ikke fornemmelsen af, at hun 100% lytter. Og det virker ikke til at blive bedre. Egentlig virker hun bare ligeglad og lidt små grinene. Jeg må indrømme at vi ofte er kommet med tomme trusler om konsekvenser, men har ikke gennemført det. Det kunne fx være næste gang du lyver må du ikke ride i en mdr. Det er også for ringe, men føler os bare så magtesløse. Vi andre lever igen som en kærlig og dejlig familie og vi trives. Vil bare så gerne have vores helt fantastiske datter med.
    Mvh
    Louise

    • HSA 5. december 2014 at 9:55 #

      Kære Louise

      Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at situationen fylder for dig!

      Jeg forstår din datters adfærd som et udtryk for, at hun prøver at kommunikere noget til jer. En pige i 2. klasse ved godt, at det ikke er ok at tegne på væggene eller ødelægge inventar i klassen. Så hvad handler det om, når hun gør det alligevel?

      Ud fra din korte beskrivelse tænker jeg, at din datter af en eller anden grund ikke er i så høj trivsel, som hun kunne være. Du beskriver, at det var hårdt for din datter at blive storesøster, og det er ganske sandsynligt, at en af nøglerne til at skabe forandring for din datter ligger i relationen mellem hende og hendes bror.

      Som mennesker er noget af det vigtigste for os at føle, at vi hører til en flok. Hvis vi bliver i tvivl om det, gør det rigtig ondt, og vi kan finde på at gøre mere eller mindre desperate ting, for at blive set og få næring i form af kærlighed. Jeg kunne have en hypotese om, at din datter elsker sin lillebror, men at hun er blevet usikker på sin plads i familien, efter han kom til.

      Hun er en stor pige, så du kan godt snakke med hende om det. Spørg hende stille og roligt, om det er sådan det føles for hende, og giv dig god tid til at lytte til hendes svar. Ofte kan det, at du stiller dig til rådighed med dine ører og dit hjerte gøre en stor forskel, selvom I ikke nødvendigvis ændrer på en hel masse andet samtidig. Hvis din datter kan blive mødt i, at hun har det svært med sin bror og sin plads i familien, og at hun kommer til at gøre uhensigtsmæssige ting i skolen, så bliver det nemmere for hende at rumme sin egen følelse, og så vil en hele del af “dramaet” omkring den opløse sig. Hvis du vil give din datter de bedste muligheder for at kunne lytte 100%, er det vigtigt at du indstiller dig på at lytte til hende, og ikke komme til at bebrejde hende noget imens.

      Som du selv er inde på, er de tomme trusler ikke hensigtsmæssige. De er med til at skabe afstand mellem og de giver grobund for yderligere tvivl om jeres kærlighed hos din datter. Lige nu er det, der er allermest brug for netop kontakt og plads til at have alle følelser – også dem der er besværlige og lidt forbudte.

      Jeg har skrevet en artikel om relationen mellem søskende, som måske kan inspirere dig yderligere. Den kan du finde her.

      Rigtig god fornøjelse!
      De bedste hilsner
      Heidi

  7. Henrik 30. november 2014 at 19:04 #

    Hej Heidi

    Vi har igennem nogen tid haft problemer med vores søn på næsten 7, som går i første klasse. Der har på det seneste været nogle ret voldsomme episoder, hvor han har taget kvælertag på flere af drengene i klassen samt truet et barns mor med at skære halsen over på hende. Ved konfrontation med disse hændelser benægter han fuldstændigt, at han har gjort noget og enten har det slet ikke fundet sted eller også var det de andre, der gjorde det ved ham. Som du skriver så går sådanne diskussioner i hårknude, hvor han på ingen måde vil indrømme noget.

    Hvordan vil du foreslå vi griber dette an i stedet? Skolen ser på det med (forståeligt nok) ret alvorlige øjne, så på den ene side vil vi jo meget gerne gøre noget ved det men på den anden side virker det ikke med en konfrontering af ham.

    Han er umiddelbart intelligent og faglig dygtig i skolen og vi oplever ham som en kærlig dreng herhjemme så det er primært i skolen, der er problemer. Ud over disse episoder har han generelt svært ved at skelne fantasi og virkelighed og kommer ofte med “røverhistorier” af mere uskyldig karakter. Han er en del af en drengegruppe i klassen, som opildner til lidt for meget ballade i skole- og SFO-tid og det er oftest disse drenge ham kommer i klammeri med.

    Mvh
    Henrik

    • HSA 14. december 2014 at 21:40 #

      Kære Henrik

      Tak for din kommentar og spørgsmål.

      Jeg vil foreslå dig/jer, at I helt dropper kampen om at afgøre, hvem der har ret. Det skaber bare frustration og afstand mellem jer. I stedet vil jeg opfordre jer til at snakke med jeres søn om, at én situation kan opleves på flere forskellige måder af forskellige personer.
      Vi kan alle have vores ide om sandheden, og vi kan bruge rigtig lang tid på at diskutere, hvem der har den “rigtige” oplevelse. Det fører sjældent noget konstruktivt med sig.

      Snak i stedet med ham om, at andre kan have oplevet situationen anderledes end ham, og at det er I alle – ham, jer, lærerne, de andre kammerater, nødt til at tage med i betragtning, når I sammen skal finde en god måde at løse de situationer der opstår på.
      Din søn kan nemmest åbne sig for ideen om at andre oplevede noget andet, hvis han ikke samtidig skal kæmpe for at forsvare sit eget perspektiv. Det betyder, at I skal stoppe med at så tvivl om hans sandhed.

      Det er vigtigt at alle hans vigtige voksne begynder at anerkende hans perspektiv og skridt for skridt introducerer andres perspektiver for ham, hvis han skal kunne give slip på “kampen” og dreje sit blik.

      Du beskriver ham som en kvik dreng, så det er meget muligt, at han selv vil have gode input og ideer til, hvordan I fremover kan løse de tilspidsede situationer. Hans kreativitet og intellekt har blot ikke så gode muligheder for at udfolde sig, så længe han føler sig presset/truet.

      Endelig kunne det lyde som om, at der også var andre gode grunde til at mødes med skolen/SFOen og aftale fælles retning for at hjælpe din søn og resten af drengeflokken.

      Rigtig god fornøjelse!

      Bedste hilsner
      Heidi

  8. Judith 7. november 2014 at 19:54 #

    Hej.

    Min datter er 8 år og kommer ofte med historier som ikke er sandt eller kun delvis sandt. F.eks havde hun slået sig til spring, og gik rund på hælen, dette gjorte hun også dagen efter i skolen. Da jeg hentede hende i skolen, kommer en klassekammerat hen til mig og spørger indtil min datters læge besøg, og at det var da træls hun have forstuvet foden. Vi havde dog ikke været til lægen. Da jeg kom hjemme med et barn som dårligt kunne gå. Jeg fortalte damen at jeg ikke vidste at hun havde været ved lægen og at jeg synes at hun skulle stoppe med at gå på den måde. Jeg anerkendte hende i at hun havde slået sig, og havde gjort ondt, men at hun godt kunne gå på foden. Så kunne hun 5 min sener, gå og løbe uden at have noget tegn på smerter.

    Sådan nogle livlige fantasier kunne jeg godt fortælle flere af.

    Må sige helt ærligt at jeg synes at det er meget svært, hvornår kan jeg stole på hende og hvornår ikke. Hvordan kan jeg hjælpe hende at stoppe med at leve i denne fantasi verden.
    Hvad søger hun med det……opmærksomhed eller kan hun ikke andet??

    Hilsen Judith

    • HSA 10. november 2014 at 14:56 #

      Kære Judith

      Tak for dit spørgsmål.
      Jeg tror der kan være flere ting på spil her.

      En mulighed kunne være, at din datter har brug for at blive set og få lidt mere opmærksomhed, og at hun selv er gået i gang med at skabe den mulighed på en meget kreativ facon. Det er svært for mig at afgøre ud fra din beskrivelse, og jeg vil nødig gætte i øst og vest. Men prøv at kigge hele vejen rundt om din datter. Er det andet der peger på, at hun søger efter mere opmærksomhed, end hun får? Er der andre små tegn på, at hendes trivsel ikke er helt i top? Og hvilken effekt ville det mon have at skrue op for opmærksomheden et par uger?

      En anden mulighed er, at din datter undersøger, hvad man kan sige hvornår – og hvad man kan “slippe af sted med”. Hvad sker der, når man siger, at man har været til lægen? Er der så nogen der spørger ekstra ind? Må man slippe for at være med til idræt? Kan man få en særlig status i klassen den dag?
      Jeg kan huske at jeg en gang, da min børnehave var på besøg på sygehuset, kom til at række hånden op, da sygeplejersken spurgte, hvor mange der havde prøvet at brække noget. Jeg synes det lød ret spændende og havde lige lyst til at mærke, hvordan det føltes at høre med i flokken af dem, der havde prøvet det.

      Det er i sig selv harmløst at undersøge på den måde, og det er der ikke noget unormalt i. Men det betyder selvfølgelig, at du bliver forvirret, og ikke ved hvad du kan regne med. Og netop det, synes jeg er en relevant viden, at give din datter med. Nemlig at vores adfærd ikke er “gratis”, men at den har betydning for andres reaktion på os og forståelse af os.

      I sådan en situation, hvor du opdager at din datter har digtet lidt, og at det måske medfører, at der er en række tråde, der skal reddes ud, kan de reaktioner eller følelser, der ligger først for nemt være ærgrelse, irritation, pinlighed og måske lyst til at irettesætte. Hvis du kan lægge det til side for en stund og oprigtigt interesseret spørge ind til din datters baggrund for at sige som hun gjorde, har I mulighed for at mødes på mere konstruktiv vis. Samtidig kan du gøre hende opmærksom på, hvad det gør ved dig, når hun fortæller den slags historier. At du bliver forvirret og måske også irriteret, og at du har brug for hjælp fra hende til at vide, hvornår hun fortæller den ene eller den anden slags historier.

      Jeg tænker ikke, at hun lyver bevidst med det formål at sige noget, der ikke passer. Hun har et andet formål med det, og det kan I sammen gå på opdagelse i hvad er.

      Jeg håber at det kan bringe jer videre.

      Bedste hilsner
      Heidi

  9. Eva Toftkær Lisse 27. oktober 2014 at 12:26 #

    Hej Heidi.

    Min søn på 11 år kommer ofte med en påstand som er løgn for at dække over noget han ikke ved, ikke gider lave eller ikke har fået gjort. Feks at han har tjekket elevintra og ikke kunne se at han havde lektier for. Eller han har en tyk bog ovre hos sin far om 2. verdens krig, og har styr på alle historiske detaljer. Han løber nogen gange sur i sin forklaring, eller begynder at mumle hvis man beder ham uddybe. Jeg synes vi er åbne herhjemme for at ingen kan vide alting, men han er vant til at være “den kloge”, og det betyder åbenbart meget for ham at blive bekræftet som sådan. Mit spørgsmål er hvordan jeg tackler hans fortællinger og påstande? Jeg synes jo det vil være frygteligt for ham, hvis eller når han kommer i en situation hvor hans venner afslører ham, eller at de måske ender med at blive trætte af hans besserwisser-hed.

    Vh Eva

    • HSA 10. november 2014 at 14:27 #

      Kære Eva

      Tak for dit spørgsmål.

      Umiddelbart tænker jeg, at de små hvide løgne din søn kommer med, for at slippe for at lave noget han ikke gider, er relativt harmløse. De er selvfølgelig bøvlede og småirriterende i længden, og de kræver af dig som forælder, at du bliver ved med at signalere, at der er ting der skal gøres, også selvom de ikke altid er lige spændende – lektier fx.

      Derimod bliver jeg nysgerrig på i hvilken sammenhæng din søn er vant til at være den kloge, og om han bliver udfordret på den position pt? I så fald bliver det vigtigt at vise ham, at han også har værdi på andre fronter end det at være klog. Anerkend ham rigtig meget for, at han er så klog som han er, og hjælp ham samtidig med at få øje på, hvilke andre værdier han også har. Måske er han rigtig god til sport, en god kammerat, har musisk talent, en særlig humor eller noget helt femte.

      Og hvordan kan du så hjælpe ham med, ikke at få rodet sig ind i en lang forklaring, som han kan blive opdaget i, eller som hans venner bliver trætte af? Først og fremmest, er det jo en gave, at han har en mor, der er opmærksom på, hvordan han er ved at spænde ben for sig selv! Og det er fint set, at han over tid kan komme til at vikle sig selv mere og mere ind i kringlede historier. Til sidst vil han have mast sig selv så meget op i et hjørne, at det for alvor bliver svært (eller pinligt, eller grænseoverskridende) for ham at træde frem og sige “Okay, det passer ikke” eller “Du har ret. Jeg har sagt mange gange, at jeg ikke havde lektier for, men det har jeg”.

      Jeg vil foreslå dig at sætte ord på det du ser overfor ham. Sig stille og roligt på en ikke-belærende og ikke-dømmende måde, at du har lagt mærke til, at han nogen gange får rodet sig ud i nogen lidt lange og nogen gange lidt sære forklaringer. Og lad ham vide, at du godt kan forstå, at det ikke altid er skægt at lave lektier, eller at blive konfronteret med noget man ikke ved, men at den måde han løser det på lige nu, måske kan komme til at betyde, at hans venner bliver trætte af ham.
      Inviter ham til at komme ud af “hjørnet” ved at være til rådighed for ham på en imødekommende og forstående måde, og vise ham at du har set, hvad der er på spil for ham i hans hverdag lige nu.

      Du skal nok ikke forvente, at I kan få en lang snak, som er fuld af forståelse og indrømmelser. Hvis du er heldig, kan du få lov at spørge, om han ved hvad du kan gøre, for at hjælpe ham med at gøre noget andet fremover. Det vigtige lige dér er heller ikke, at I får en lang snak, men at han mærker, at han godt kan ændre strategi og måske gøre en lille indrømmelse uden at tabe alt for meget ansigt, eller blive mødt med “at det var da også på tide”.

      Rigtig god fornøjelse!

      Bedste hilsner
      Heidi

  10. Liv 27. august 2014 at 15:43 #

    Hej
    Jeg har en dreng på 4 år som ikke siger sandheden om hans handlinger.
    Jeg kan se at han fx tager legetøj fra et andet barn og siger at han ikke har gjort det eller at han sparker et andet barn og siger at det ikke var ham, selvom jeg har stået lige ved siden af og set det.
    Hvordan håndtere vi det? Lader vi som ingenting (og trøster det andet barn), konfronterer vi ham i situationen eller hvad gør vi?
    løgnene er blevet ret hyppige og hvor han før indrømmede sine fejl står han nu fast på sin uskyld også selvom han ved jeg har set det.
    Liv

    • HSA 3. september 2014 at 14:41 #

      Kære Liv

      Tak for dit spørgsmål.
      Jeg vil anbefale jer at tænke i, hvordan I kan tage “kampen om sandheden” ud af relationen mellem jer og jeres søn. Jo mere I presser på, for at få ham til at indrømme, jo mere vil han holde på sit, for ikke at tabe ansigt – eller bare tabe kampen.

      Prøv i en periode at give slip på jeres ønske om at ville have ham til at indrømme. Sæt ord på hvad I ser, og fortæl ham hvad han kan gøre i stedet for. Fx “Hov, du kom da vist lige til at sparke Sebastian. Hvis du gerne vil have den cykel, han har, kan du spørge, om du må få den efter ham”. Tilbyd evt din hjælp med at spørge. Det er rart for din søn at føle sig set af dig, og at mærke at du gerne vil hjælp ham, frem for at jeres relation bliver præget af diskussion og mistillid.

      Jeg forstår godt, at du gerne vil fortælle ham, hvad der er rigtigt og forkert, og at du kan få lyst til at insistere på, at han tager sine handlinger på sig. Som jeg skriver i artiklen er det mest af alt et voksent behov. Så prøv om du kan slippe det for en stund, og hvil i at du ved hvad du så, også selvom han ikke skal eller vil indrømme noget.

      Og tænk så i hvordan du bedst muligt kan hjælpe ham med at lære det, du gerne vil lære ham. Nemlig hvordan han kan handle klogere/bedre/smartere næste gang han står i en lignende situation. Han får gode muligheder for at lære noget nyt (og svært), når han kan mærke, at du gerne vil hjælpe ham, og at du ikke fordømmer ham, fordi følelserne løb lidt af med ham et øjeblik.

      Rigtig god fornøjelse
      Heidi

  11. Luise 23. maj 2014 at 14:31 #

    Hej Heidi

    Lige emnet løgn eller om man fortæller det rigtige har været oppe og vende herhjemme i denne uge. Vores søn på 5 år har 2 gange indenfor nogle dage spurgt den ene af os om han måtte noget og fået et nej. Derefter har han spurgt den anden forældre som så har spurgt om hvad mor/far har sagt. Min søn har så valgt at fortælle det som passede bedst for ham og altså ikke at han havde fået et nej. For os virker det meget bevidst og næsten også beregnede. Men det er de ikke er det sådan jeg skal forstå din artikel?
    Med venlig hilsen
    Luise

    • HSA 24. maj 2014 at 20:58 #

      Kære Luise

      Tak for dit spørgsmål.
      Du har ret i, at det kan virke beregnende, når din søn spørger på den måde. Det jeg gerne vil sætte spot på med artiklen er, at vi skal passe på med at antage, at børn har samme forståelse af sandhed og løgn, som vi voksne har.
      Når din søn spørger som han gør i dit eksempel, er han styret af lyst. Hans motiv er at få lov til det han gerne vil, og han er ikke optaget af spørgsmålet om sandhed eller ikke sandhed imens. Med andre ord er hans fokus ikke på hvad han siger, men på det han gerne vil opnå, med det han siger. Og derfor er det uhensigtsmæssigt at konfrontere ham med sin handling som løgn.
      Hvis det var et voksent menneske, som havde udviklet alle de kognitive kompetencer jeg beskriver i artiklen og var fuldt bevidst og reflekteret om sin udtalelse imens, var det en anden sag.

      De bedste hilsner
      Heidi

Skriv din kommentar

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

.

You have Successfully Subscribed!