Når børn stjæler

13 Shares

Når børn stjæler – hvad betyder det, og hvad gør vi?Når børn stjæler - hvad skal jeg gøre?

Der er nogle situationer og typer af adfærd, der kan sætte både sind og følelser mere i kog end andre hos os forældre. Èn af dem er, når vores børn stjæler. Det kan både vække skam, afmagt, vrede og bekymring. Alle sammen følelser fra den kraftige og tunge ende af skalaen, som ingen af os synes, det er særlig behageligt at danse med.

Afmagt låser

Det er heller ikke særlig nemt at finde smidige og hensigtmæssige måder at håndtere svære situationer på, når man står med begge fødder dybt plantet i afmagten. Ikke desto mindre er afmagten et sted vi stort set alle kommer til at opleve for som forældre, for det er mere almindeligt end de fleste af os tror, at opleve at ens børn stjæler på et eller flere tidspunkter op igennem deres opvækst. Det hjælper heller ikke på skammen og pinligheden i det, som forælder at tro, at vi står alene lige dér, og ikke vide at fænomenet er normalt og forekommer i langt de fleste familier.

Derfor vil jeg i denne artikel give afmagten og skammen modspil og beroligelse ved at gennemgå:

  • Hvilke mekanismer og årsager er på spil, når børn stjæler? Hvorfor gør de det?
  • Hvordan kan vi også forstå det at børn stjæler?
  • Hvad sætter det i gang hos de voksne, når børn stjæler?
  • Hvordan kan man som forælder håndtere det, når ens børn stjæler?

Skam, ensomhed og angst

Som sagt kan vi som voksne blive vældig urolige og skamfulde, når noget med at stjæle kommer på banen. Måske har du selv stået i den situation.
Så har du mærket uroen og skammen vokse eksplosivt, hvis du kom til at se dit barns handling som bevidst, intenderet, manipulerende, ondskabfuld, grådig eller andet fra den kategori. Mange forældre tænker ”Jamen, han ved jo godt, at han ikke må. Hvorfor gør han det så alligevel? Og det ser ud til at det er med vilje. Er der noget galt med ham? Er han et ondt barn?”

Og derfra ruller de overvældende tanker og angsten for, hvordan det skal gå både ham selv i fremtiden, og hvor det stiller jer som forældre at have et barn, der på den måde bryder med hvad der er socialt acceptabel adfærd.

Lad os derfor dykke lidt ned i, hvad der egentlig er på spil, når børn stjæler, og få lidt ro på både hjerner og hjerter, så du kan hjælpe både dig selv og dit barn lige dér, hvor både du og det har brug for, at nogen (=du) holder hovedet koldt og hjertet varmt.

Mit barn stjæler – hvorfor?

Grundene til at børn stjæler varierer i takt med deres alder. Det er selvfølglig altid lidt kunstigt at dele børn op alene efter deres alder, for alle 4 årige er ikke ens hvad angår følelsesmæssig og kognitiv udvikling. Men med den fleksible forståelse af udvikling in mente kan det alligevel give god mening at tage barnets alder i betragtning, når det gælder dets forståelse af mekanismerne omkring at stjæle.

Det lille barn undersøger

Når børn stjæler - det lille barn undersøgerFor det helt lille på barn 1-2(3) år, er der reelt ikke rigtigt tale om at stjæle, da barnet på op til 3 år mest af alt bare undersøger
verden i takt med, at det bevæger sig rundt i den. I den forbindelse vil det samle ting op, bære dem med sig, putte dem ind/ned i noget andet og tage dem op igen. Alt sammen som en del af dets naturlige undersøgelse af, hvordan verden hænger sammen, og hvilke ting der kan puttes ind i andre, og dermed også hvilke ting der er for store og små til at passe ind i hinanden. Det er den undersøgelsesmekanisme som fx udspiller sig, når det lille barn leger med en helt klassisk puttekasse. I takt med at det bliver større, bevæger det sig mere rundt i verden på egen hånd og har blot taget den kompetence og undersøgelsesmekanisme med sig og bruger den nu friere.

Ind i mellem bliver barnet afledt og glemmer at tage den givne ting ud af tasken eller lommen igen, og så opstår balladen. For så har barnet vel stjålet? Der ligger jo noget, der ikke er barnets ejendel i barnets lomme eller taske.

Jeg vil mene, at det i dette tilfælde og med børn i denne alder ikke giver mening at tale om det, som om barnet stjæler. Der er ingen bevidst intenderet planlægning af at opnå et bestemt resultat involveret her. Barnet gør blot det, som dets hjerne er indrettet til at gøre i den alder; Nemlig at undersøge på alle mulige måder, hvordan verden hænger sammen.

Børnehavebarnet er lyststyret

For børn i alderen cirka 4-6 år bliver billedet lidt mere tåget, men dog stadig relativt klart.

At tage noget man godt ved er en andens, er ikke nødvendigvis det samme som at stjæle, når man er 4 år. Ikke hvis vi forstår det at stjæle, som at handle bevidst og planlægt for at opnå et bestemt resultat, som ofte vil være en form for berigelse og ofte også være på bekostning af andre.

Det 4 årige barn er ikke kognitivt i stand til at planlægge en så relativt kompleks kognitiv proces. Slet ikke hvis det kræver at lyve om det.

Det 4 årige barn er blot impulsstyret, og tager tingen fordi det har lyst. Den handling har for så vidt ikke noget med andre personer at gøre. Det handler blot om, at den 4 årige har lyst til at have den ting, og ikke om at have lyst til at tage den fra en anden.

Stjæler mit barn?Derfor giver det heller ikke rigtig mening at tale om at stjæle her.

Børn under skolealder er primært lyststyrede. Det betyder ikke, at de ikke kender til fornuft og logik, men i situationer hvor både lyststyring og fornuft er på spil, vil lyststyringen stort set altid vinde. Det lille barns hjerne svømmer i impulser, der giver lyst til alt muligt lækkert og sjovt og ufornuftigt hele tiden. Det er en temmelig svær disciplin at hæmme alle de impulser. Derfor kan det, når vi kigger med voksne øjne på barnets adfærd, se ud som om, at det ind imellem stjæler fra andre.

 

➡️  Læs også: Når børn lyver – hvis det er det, de gør..

 

Det 7-10 årige barn kommer i klemme

I takt med at børn bliver ældre øges antallet af forbindelser til frontallapperne i hjernen, og der bliver dermed nemmere adgang til fornuft og til at handle ud fra det perspektiv. Men impulserne er stadig mange og stadig dominerende et godt stykke op i skolealderen.

Det betyder at det 7-10 årige ban kan komme til at stå i nogle vældige dilemmaer. For der bliver mere og mere adgang til fornuft, og det 7-årige barn har efterhånden helt styr på at skelne mellem dit og mit. Men det kan også stadig nemt blive fristet.

I nogen grad har det stadig ikke nødvendigvis noget med den anden part at gøre, når et barn i denne alder tager ting, og det giver derfor heller ikke altid mening at se det som at stjæle.

Samtidig kan børn i denne alder stadig have svært ved at gennemskue de fulde konsekvenser af en handling, og kan derfor lande i nogle situationer, der blev meget mere dramatiske og komplekse end barnet havde nogen chance for at forudse, da det bare handlede hurtigt og ikke særlig velovervejet på en impuls.

Den tidlige pubertet bringer svære sociale dynamikker på banen

I alderen 11-13 år har barnet fint styr på dit og mit og kan også langt hen ad vejen håndtere sine impulser til at tage ting, så længe det er på egen hånd. Men i denne alder indtræder nemlig en ny udfordring i sociale sammenhæng. Gruppepres og grænsesøgende udfordringer mellem store børn. Børn i denne alder har helt styr på, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Den viden kan dog være svær at handle på og kan trumfes af trangen til at høre med i en flok, og angsten for at blive lukket ude, hvis man ikke gør som gruppen (oftest gruppens leder) siger.

Her opstår en ny type dilemma, for barnet i denne alder kan langt hen ad vejen godt gennemskue konsekvenserne af sin (forkerte) handling, men kan føle sig presset til at gøre det alligevel, og kan så blive meget skamfuld og følelsesmæssigt ramt, hvis det opdages og konfronteres.

Hvor normalt er det, når børn stjæler?

Det er meget normalt. Mere normalt end de fleste af os tror. At opleve at ens barn stjæler er altså ikke noget, der er forbeholdt
”dårlige familier” eller familier hvor ”de ikke har styr på det”.

at stjæle er skamfuldt
Faktisk er det så normalt, at langt de fleste børn stjæler noget på et eller flere tidspunkter i løbet af deres liv.

Udover det, der foregår i børnehaven og i tidlig skolealder, som vi ikke rigtig kan kalde at stjæle, så vil de fleste unge fra 11-12 år og op stjæle noget en eller flere gange. Fra forældres lommer og tasker, fra butikker, fra skolen eller ungdomsklubben. Så det foregår sikkert også hjemme hos dig. Mange børn og unge gør det blot i så begrænset omfang, og er så forsigtige med det, at langt de fleste forældre ikke opdager det.

Og for langt de flestes vedkommende er det en engangsforeteelse, og noget det ganske hurtigt løber ud i sandet igen. Som noget der kan vinges af a la ”Så har jeg prøvet det, og så fedt var det alligevel heller ikke”. Det er nemlig muligvis meget fedt med den der tørshampoo på hylden eller det nye cover til telefonen. Men alle de børn med almindeligt udviklet moralkodex mærker også, at det svier lidt i maven hver gang blikket falder på de ting, der ikke er kommet ærligt ind på værelset. Og så sød en svie er det ikke i længden.

Hvordan kan vi forstå det, når børn stjæler?

Adfærd er kommunikation – også når børn stjæler

Så hvis det i langt de fleste tilfælde op til 10-12 år ikke giver mening at forstå barnets handling som bevidst planlagt tyveri med et mål for øje, hvad kan vi så forstå det som?

Al adfærd er kommunikation, så det giver altid nye perspektiver og handlemuligheder at kigge lidt grundigere på adfærden, og gerne ”bagom”, ”under” eller ”igennem”. Det der på overfladen ligner tyveri, hvad kunne det også være et signal om fra barnet, hvis vi tager de forudindtagede voksenbriller af og går lidt på besøg i barnets verden?

Med andre ord: Hvad er det barnet (prøver at) fortælle(r) os med sin adfærd, når det ”stjæler”?

Impulser

For de mindste børn er det stort set altid et udtryk for lyststyring – altså: ”Jeg gør bare hvad min hjerne er indrettet til at gøre i min alder”.

BehovsopfyldelseNår børn stjæler - hvad prøver barnet at fortælle os?

Et andet hyppigt fænomen er, at barnet blot går direkte efter sit behov. Mindre børn er ikke så optagede af sociale normer for hvornår gør hvad, så hvis de fx er sultne og ser en banan stikke op af en kammerats taske, er der ikke langt fra behov til handling. Heller ikke selvom en voksen har sagt, at der er frokost om 10 minutter.

Trang til opmærksomhed

De lidt større børn, som har fundet ud af, at det at tage ting, kan sætte forældre i gang og vække deres opmærksomhed, kan bruge det som et middel til at tiltrække sig opmærksomhed. Og selvom selve måden at gøre det på kan synes uhensigtsmæssig, er det en hensigtsmæssig strategi. For opmærksomhed er børns næring, og de er heldigvis gode til at opsøge den på nye måder, hvis de først afprøvede ikke virker tilstrækkeligt.

Kan jeg regne med dig?

For nogle børn kan der også være et element af usikkerhed på spil . En usikkerhed i forhold til om de kan have tillid til, at de får deres behov opfyldt, hvis de ikke selv tager handling. Altså en usikkerhed på, om de kan regne med at de voksne omsorgspersoner omkring dem ser, hvad de har brug for og kommer dem i møde på de behov. Det kan handle om sult, opmærksomhed, tøj eller andre ting, der fx udløser mobning eller gruppepres i sin nuværende form osv. Og selvom det er uhensigtsmæssigt at stjæle, er det hensigtsmæssigt at tage handling i sit eget liv, hvis man har en række erfaringer med, at dem der skulle gøre det, ikke gør det.

Kan du lide mig?

En fjerde vinkel i forståelsen af hvorfor børn stjæler, kan være en ganske almindeligt fænomen, som udspiller sig i betydningsfulde relationer; nemlig testen af ”Kan du stadig lide mig, hvis jeg viser dig, at jeg også indeholder evne til at gøre noget, som ikke er helt fint i kanten?”. Altså et indirekte spørgsmål fra barn til forældre om: Kan du lide hele mig? Kan jeg være fuldstændig tryg ved, at du har min ryg? Også når jeg gør noget dumt og forbudt? Kan jeg komme til dig med hvad som helst, og så elsker du mig stadig?

En mekanisme som ses i alle relationer af tilknytningsmæssig betydning, og som bedst mødes og beroliges med kærlighed, også selvom måden der ”spørges på”, kan vække irritation.

Hvad sætter det typisk i gang hos de voksne, når børn stjæler?

En cocktail af stærke følelser

Det skaber angst hos forældre, når børn stjælerSom voksne bliver vi både forskrækkede, oprørte, pinlige og skamfulde, når vi opdager at vores børn stjæler.

Vi kan føle os afmægtige og ikke mindst bekymrede for fremtiden. Tanker som ”Hvor skal det ikke ende med hvis han/hun allerede nu er på vej i en skæv retning?” og billeder af blinkende politibiler ræser afsted for vores indre blik.

Skæld ud

Afmagt er en lammende følelse, og fra det perspektiv kan det være svært at få øje på nogen som helst løsning. Derfor kan vi få lyst til at handle hurtigt, og skynde os at få det til at stoppe.

En del forældre skælder ud her. Ikke fordi de egentlig har lyst til det, men fordi der er så mange voldsomme følelser på spil.

Straf

Straf kommer ofte også på banen her i håb om at ”så må han da forstå, at han skal stoppe!”. Herunder ligger også et ønske om, at han (eller hun) stopper for sin egen skyld, for forældre har overordnet som ønske at sende deres børn ud i verden på en måde, hvor verden tager bedst muligt i mod dem. Så der er mange værdier og ønsker på spil her.

Straf har i bedste faldt ingen effekt. I værste fald forstærker den adfærden. Og så slider den på kontakten og tilliden mellem forælder og barn, hvilket er sårbart når begge parter står i en situation, hvor de har brug for at føle sig sikker på den anden part. Det samme gælder skæld ud. Især hvis det der ligger bag barnets adfærd er spørgsmålet fra før: Elsker du mig også, selvom jeg bryder reglerne? Kan jeg regne med, at du bakker mig op uanset?

Lad os derfor kigge nærmere på, hvordan man som forælder kan hjælpe situationen ud af afmagt og ind i et mere roligt farvand.

Hvad gør vi som forælder, når børn stjæler?

Da jeg ovenfor har gennemgået, hvorfor det i mine øjne ikke giver mening at forstå den adfærd mindre børn har, som at stjæle,
gælder denne del af artiklen børn fra 7-8 år og op, og primært for børn over 10 år.

Her kigger vi nemlig på hvad du som forældre kan gøre for at hjælpe både dig selv og dit barn, når det har stjålet.

Allerførst: Forhold dig til lige nu

Drop skrækscenarierne om alt det, der måske kan ske i fremtiden. Dels kan vi ikke vide om det overhovedet sker, og dels er den eneste vej til at have indflydelse på fremtiden at forholde sig til de (handle)muligheder du har lige nu.Når børn stjæler - hvad gør vi som forælder

Så kom tilbage til lige nu og her. Kig på situationen med helt åbne og registrerende (ikke dømmende) øjne. Dit barn har taget noget, der ikke var dets. Forhold dig til det alene lige nu, og undgå at tolke på, hvad det siger om dit barn eller om dig som dit barns forælder. Og hvis du har brug for at falde lidt mere til ro, så se om du kan se det hele lidt i perspektiv:
Dit barn har stjålet noget, og der er ikke nogen der er døde.

Det er selvfølgelig vigtigt, at du tager dig af situationen, (også selvom ingen er døde), men vi er ikke på ring 112 niveau her. Du har tid til at trække vejret og tænke dig roligt om.

Undlad at jokke for meget rundt i, hvor forkert det er

Dit 11 årige barn ved godt, at det har gjort noget, der er forkert. Som nævnt kan det blive meget forlegent og beklemt ved at blive opdaget. Hvis det ydermere bliver konfronteret med lange og sandsynligvis også lidt vrede forklaringer om, hvor forkert det, der er sket er, vil det betyde at barnet er nødt til at skærme sig lidt fra sin egen skam og følelsen af at være forkert. Det kan det gøre på to måder. Barnet kan enten vende det hele indad, lukke ned og lukke sig inde i sig selv. En mere udadvendt måde at lave den samme beskyttelse på er at forsøge at stoppe de mange ord fra forælderen ved at sige/råbe noget a la ”Ja Ja, jeg har fattet det”, evt. efterfulgt af at barnet forlader rummet, og muligvis smækker en dør lidt efter sig. Barnets udsagn betyder egentlig bare ”Du behøver ikke sige mere nu, for jeg ved det godt, og jeg bliver bange for, om du kan lide mig, når du bliver ved med at fortælle mig, hvor forkert jeg er”. Ofte har den mere udadvendte reaktion fra barnet end provokerende effekt på forælderen, der så kvitterer med at skrue endnu mere op for ord og volumen, og så ruller konflikten.

Så undlad i det omfang du overhovedet kan at jokke for meget rundt i, hvor forkert du synes dit barns adfærd er. Dit barn ved godt, at det ikke må stjæle, og er rigeligt klemme med sig selv i forvejen.

Hold relationen tyk og vær på samme hold

Det er forståeligt, at du som voksen bliver forskrækket og bekymret og måske provokeret. Alle de følelser skal du finde en anden voksen at dele med. Det slider på relationen mellem dig og dit barn, hvis den skal bære alle de stærke følelser.Når børn stjæler - vær på samme hold

I udfordrede situationer som dem, der opstår når vores børn stjæler, gælder det om at smede med jernet er lunkent, og ikke mens det er allermest overophedet.

Så gør hvad du skal gøre for at komme i ro, så du igen får adgang til alle de finere funktioner i hjernen, såsom at reflektere, være kreativ, berolige dig selv og dit barn og kunne få øje på, at første skridt til at løse den her situationer er, at du og dit barn er på samme hold. Ikke at du skal billige eller blåstemple barnets adfærd som rigtig og i orden, men at du kan sende tydelige signaler til dit barn om, at I er to (tre, hvis der er en forælder mere på jeres matrikel) om at løse den her situation. I er ikke hinandens modstandere. Når barnet ved det, får det også hul igennem til de mere komplekse funktioner i sin hjerne igen, og kan også lagre denne situation som en erfaring det kan trække på i en anden lignende sammenhæng a la ”Jeg bor i en familie, hvor jeg kan få hjælp – også når jeg har gjort noget ret uheldigt”. Det er en langt mere brugbar erfaring at have med sig, end en læring om at barnet skal skjule, nægte eller gå alene med det, hvis det sker igen.

Hjælp dit barn ud af situationen, hvis det har fået sig viklet ind i noget bøvl

Som sagt kan børn fra 10 år og op blive vældig ramt af den klemme, de ikke kunne forudse at de ville komme til at sætte sig selv i. Derfor har de brug for en hånd til at få viklet sig selv ud af den evt. bøvlede og pinlige situation, der nu er opstået rundt om dem.

Fristelser for små børn - stjæler de?Der er brug for dig som forælder her til at være en støtte. Afhængigt af barnets alder, personlighed og graden af hvor ramt det er af situationen, kan du høre barnet, hvordan det selv ser på situationen og om det har nogle bud på, hvad der kunne være næste skridt, og herfra kan du så supplere.

Som udgangspunkt er det en god ide at aflevere genstanden tilbage til rette ejermand, hvad enten det er en kammerat eller i en butik. Det kan gøres på mange måder. Barnet kan gøre det selv. Du kan hjælpe det. Enten blot i relation til det andet barn, eller ved at orientere barnets forældre om den lidt prekære situaiton, og om hvordan dit barn nu gør noget svært og sårbart ved at række ud og aflevere tilbage, og evt. bede dem hjælpe til, at det bliver en god erfaring for begge parter.

At aflevere noget tilbage i en butik kan være lidt sværere at forudse konsekvensen af. Målet er, at det gerne skal blive en god erfaring med at gøre det rigtige for barnet. Det bliver det naturligvis ikke, hvis medarbejderen er lidt til den firkantede side og vil registrere og anmelde hændelsen, selvom den for så vidt ikke er aktuel mere. Her kan du som forælder gå forrest og med et opkald afklare, hvordan pågældende butik forholder sig, og hvad dit ærinde med at aflevere tingen tilbage er. Er du usikker på, om det bliver en hensigtsmæssig oplevelse for dit barn at gå tilbage til butikken, er der mange andre måder at vende en ærgerlig situation til noget godt. Her kan I være kreative og sammen finde på andre måder, og for hvem (udenfor hjemmet) den pågældende ting kan gøre gavn, hvis den ikke kan komme tilbage. Alt det er jeg sikker på, at I finder ud af.

Det vigtige her, er at du dels hjælper barnet ud af den klemme det står i, og dels at den eller de ting der er kommet ind i jeres hjem på ærgerlig vis skal afleveres tilbage, alternativt ud af jeres hjem på en anden måde. Men ud skal de, så de ikke ligger der og ”ulmer og lugter”. Og så skal I lufte ud. Både på værelset og i stemningen og relationen mellem jer, så I kan lægge bekymringer og skam bag jer og gå ren og friske videre – med en vigtig erfaring og læring i lommen.

3 allersidste ting at huske på – når børn stjæler

Jeg håber, at denne artikel både har givet dig større viden, flere veje at gå og mere ro, når det gælder børn der stjæler.

Her til allersidst får du lige tre ekstra ting at huske på, som forhåbentlig kan være med til at berolige både bekymring, skam og afmagt.

🟢 Husk at det er et normalt fænomen og en del af normal udvikling, og det behøver ikke at være mere dramatisk end vi gør det til.

🟢 Langt de fleste børn har prøvet at stjæle noget om gennem deres opvækst. De fleste har også løjet om enten det eller om noget andet.
Det til trods er det meget begrænset hvor mange vaneforbrydere og lystløgnere vi har blandt os.

🟢 Har du mon ikke også nuppet noget, der ikke var dit engang? Og er det ikke gået meget godt med dig alligevel ?

 

Alt det bedste til dig og dine børn.
Med ønsket om, at I kan teame op og være på hold sammen i de svære situationer.

Når børn stjæler

 

 

 

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

 

Læs også:

 ➡️  Når børn lyver – hvis det er det, de gør?

 ➡️  Mit barn lyver – jeg vil have at hun indrømmer!

13 Shares

Skriv din kommentar