Jeg er inde i en stime af variationer over det samme spørgsmål:
“Hvordan taler jeg med mine børn, om noget der er svært?”
Fx at nogen skal dø, at vi skal skilles, eller at far har fået en depression.
Børn mærker mere, end du tror
Børn er sansende og intuitive væsener. De opfanger langt mere, end vi tror. Også det vi prøver at skjule. Måske især det.
Og fordi børn er afhængige af deres forældre, er de særligt opmærksomme på dem. De mærker straks, når der er noget på spil.
Nogen børn trækker sig, når de mærker at der er noget i luften. Nogen påtager sig en klovnerolle, og begynder at fjolle og gøre mindre heldige ting, for at dreje opmærksomheden væk fra det svære. Nogen gør noget helt tredje, og nogen spørger direkte: Hvad er der galt?
Mange forældre tror, at det er bedst at skåne børnene og derfor lade være med at fortælle dem noget.
Det er det ikke!
Det er en myte, at børn er bedst tjent med ikke at blive snakket med om ting, der er tunge og svære – også selvom de bliver kede af det.
Hvad børn ikke ved, har de ondt af!
En ramme at forstå i
Børn har brug for hjælp til at forstå, hvad der foregår. Hvis de ikke får hjælp til at ‘lægge puslespillet’, vil de forsøge selv. Og de vil typisk fylde ud med tanker og overvejelser om, om mor græder på grund af noget, de har gjort eller ikke gjort:
* ‘Var det mon fordi jeg ikke ville rydde op på værelset?’
* ‘Måske var far ikke blevet deprimeret, hvis jeg ikke hele tiden havde spurgt, om han ville spille fodbold?’
* ‘Mon morfar er blevet syg, fordi jeg har smittet ham? Jeg var jo forkølet lige inden han kom på sygehuset.’
Selvom det kan føles svært at få taget hul på det overfor børnene, er det den bedste måde at hjælpe dem på. De har brug for en ramme at forstå deres verden i.
Læs også: Sådan snakker du med dine børn om flygtningesituationen
Svar på det de spørger om
Små børn har ikke brug for den samme detaljerede viden som voksne. De har brug for forklaringer, der giver mening på deres udviklingsniveau.
En god tommelfingerregel er, at svare på det de spørger om. Og ikke mere. Vent med at give dem mere information, indtil de spørger igen. Børn spørger om det, de er klar til at forstå. Og de kan typisk forstå en lille bid ad gangen. Når de har fået den mængde information de har brug for, vil de forlade emnet igen og gå i gang med noget hjemmevant fra deres verden. Og så vil de vende tilbage med et nyt spørgsmål, når de er klar til at forholde sig til endnu en lille bid af det store billede.
Så når barnet spørger, om det godt må gå ud og cykle, lige efter at du svaret på, om farfar godt kan blive rask igen, er det altså ikke fordi barnet er ligeglad med farfar, eller på anden måde er ufølsom eller uopdragen. Det er blot tegn på, at det har fået tilpas information for nu, og at du har formået at give et svar, der gav barnet, hvad det havde brug for. Lad roligt barnet smutte ud og cykle, og vær så klar med flere svar, når dit barn vender tilbage med flere spørgsmål.
Hvad nu hvis de spørger om noget, som jeg ikke kender svaret på?
Ofte sætter store begivenheder som død, sygdom eller skilsmisse mange tanker i gang hos børn.
‘Kan du også dø, mor?’ ‘Hvornår dør jeg?’ “Kommer I til at bo sammen igen?”, “Gør det ondt at være deprimeret?” osv. Det kan føles overvældende at skulle svare på det hele – både fordi der ikke nødvendigvis er ét klart svar, og fordi spørgsmålene ofte også rører ved stærke følelser i dig.
Mange forældre har et ønske om at være stærke for deres børn, og ikke lade børnene se forældrenes tårer. Det er umådelig hårdt arbejde at gå og holde på en sorg eller fortvivlelse, og det tager fokus fra kontakten med dit barn, hvis du hele tiden skal bruge kræfter på at holde noget (naturligt) tilbage.
Jo mere du kan acceptere dine egne følelser og tanker i situationen, jo mere rolig og nærværende kan du være med dit barn i snakken om de store emner, og jo mindre dramatisk og overvældende vil det opleves for barnet.
Du hjælper barnet bedst ved at svare så ærligt og letforståeligt som muligt, mens du samtidig rammer dit svar ind på en måde, der giver barnet tryghed. Det er vigtigt, at du ikke siger noget til barnet, som er direkte usandt (selvom det er for at beskytte det), for så vil du senere få et troværdighedsproblem, når barnet opdager at verden hænger helt anderledes sammen. Og gad vide hvad mor så ellers har sagt, som ikke passer?
På spørgsmålet om hvorvidt du kan dø, kan du fx svare ‘Ja, det kan jeg godt, men det skal jeg først, når jeg bliver gammel’. På den måde er du ærlig og respektfuld over for dit barn, og giver det samtidig en ramme at forstå i, der gør at det ikke behøver at gå og være bange for, at du dør hvert sekund.
Barnet har ikke brug for alle nuancer (fx at ingen kan vide hvornår vi dør), men det har brug for at blive taget alvorligt og ikke at blive løjet for.
En bedre måde at være ked af det på
Hvis du får lyst til at fortælle barnet en masse – også efter det er løbet ud for at finde cyklen – er det måske et signal til dig om, at du har brug for nogen at tale med og at blive lyttet til. Overvej om det kunne gøre dig godt at tale med et andet familiemedlem, en veninde eller kollega, så dit barn ikke skal lægge skuldre og ører til dit voksne behov.
Hvis du står i en svær situation lige nu, sender jeg dig mine varmeste tanker, og ønsker for dig at du har al den støtte og omsorg, du har brug for. Måske kan det hjælpe dig at vide, at alting foregår i bølger. Det der er svært lige nu, vil ikke være svært for evigt. Og det tunge bliver lidt mindre tungt, hvis I kan bære det sammen.
Som en søn til en døende far sagde til mig for nylig: “Det er en bedre måde at være ked af det på.”
Læs også:
★ Sorg er lidt ligesom feber
★ Skal mit barn med til begravelse? Og skal han se sin oldemor død?
★ Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet en bror. Nu vil han selv dø
Skriv din kommentar