Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles? Et spørgsmål ingen forældre for alvor har lyst til at stille sig selv. Og samtidig meget relevant at overveje, hvis man står i situation, der peger mod skilsmisse.
At blive skilt er en stor og svær beslutning, og den kan for mange trække ud, fordi tanken om at skulle fortælle børnene om beslutningen nærmest er uudholdelig.
For hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles? Hvordan fortæller vi dem det, på en god måde? Findes det overhovedet?
Uanset hvordan I fortæller jeres børn om jeres beslutning, vil det være en svær besked for dem at modtage, og på den måde er der ingen ”nem løsning” eller nemt svar på spørgsmålet: ”Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?”.
Men der er en række forhold I kan tage med i jeres overvejelser og derigennem gøre det nemmest muligt for jeres børn at modtage den besked, ingen forældre har lyst til at give, og ingen børn har lyst til at modtage.
Her får du min hjælp til før, under og efter samtalen med børnene.
Lad os allerførst zoome ind på, hvornår det overhovedet er et godt tidspunkt for at åbne ”Kære Børn, vi skal skilles”- snakken.
Hvornår fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
Før ”hvordan” kommer ”hvornår”. Hvornår er det bedste tidspunkt at overbringe nyheden til jeres børn?
Helt overordnet er der to vigtige hensyn at tage, når I fortæller, at I skal skilles
Det ene er, at det kan være hensigtsmæssigt at sige det på et tidspunkt, hvor I har udsigt til et par fridage sammen. Børns reaktioner kan være meget forskellige og også vise sig i forskellige tempi og på forskellige tidspunkter. Derfor er det godt at have et par dage, hvor I er tilgængelige for hinanden, og hvor der er tid til at reagere. Samtidig kan det være rart for børnene ikke at skulle ud og forholde sig til børnehavevenner eller klassekammerater kort efter en sådan besked. Nogle, især større, børn kan have brug for at opsøge venner, og de kan på den måde selv vælge det til.
Et andet aspekt at have in mente er, at det er godt at kunne tilbyde barnet noget ny og helt konkret viden i samme ombæring, som I som forældre fjerner det fundament og den hverdag, som er kendt og trygt for barnet.
Derfor kan det være godt at vente med at sige noget til børnene, før I kan sige konkret hvor mor/far skal flytte hen, hvordan samværsordningen bliver, om alle får deres eget værelse eller nogen skal dele, om det betyder skift i institution/skole osv.
Dette kan være en svær balance, for børn kan også meget nemt mærke, når der er noget på spil, og når noget er anderledes, end det plejer. Dermed kan I være nødt til at sige noget, før I har alle de konkrete ting på plads, som I ellers gerne vil have, inden I siger det. Børn har nemlig en tendens til at tolke alt hvad der sker som deres skyld. Så hvis der er noget i luften som er usagt, og ingen har taget ansvar for, vil børnene gøre det, og kan begynde at tolke på flere ting i situationen, som deres skyld.
Det helt perfekte tidspunkt for at fortælle jeres børn at I skal skilles findes dermed sjældent, og det vil ofte være et spørgsmål om at finde det bedst mulige.
Lad dem høre det fra jer
Pas på med at fortælle det til for mange andre, før I fortæller jeres børn, at I skal skilles. Jo flere der ved det, jo større er chancen for, at nogen taler over sig, eller at jeres børn overhører en samtale, ingen troede, at de kunne høre. Jeres børn skal høre det fra jer. De har brug for at kunne stole på, at I har deres ryg og jeres loyalitet. Især i en sårbar situation som en skilsmisse er.
Og lad os så gå til før, under og efter i spørgsmålet om: Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
Før:
Stå sammen om beskeden
Uanset hvad grunden er til jeres skilsmisse, og uanset om I er enige om beslutningen, vil jeg opfordre jer til at blive enige om en fælles fortælling om, hvorfor I skal skilles. Den behøver ikke at være fuld af mange detaljer, men det skal indeholde et ”vi”, og kan i sin korteste form lyde ”Vi har besluttet, at vi skal skilles”. Den kan udbygges med, “fordi vi ikke er gode til at være kærester mere”, eller med andre formuleringer, der giver en kort og overordnet forklaring på jeres valg.
Det afgørende her er, at I, udover at bryde barnets billede af jer to som en udelelig enhed, ikke også stiller barnet i et loyalitetsdilemma, ved at udpege den ene af jer som skurken. I gør det lettest for barnet at navigere i en svær situation, hvis det ikke samtidig skal forholde sig til jeres indbyrdes vrede og bitre bemærkninger og ikke skal følge sig presset til at tage parti eller passe ekstra godt på den ene af jer.
Så I er muligvis ikke enige om beslutningen om eller årsagen til skilsmissen, men jeg håber, at I kan være enige om at gøre situationen smidigst mulig for jeres børn.
Derfor er det også optimalt, hvis I begge er tilstede, når beskeden skal gives, og I kan give den sammen.
Undgå at udstille hinanden og gør hver især det, der skal til for at I kan sidde sammen og være loyale over for det fælles budskab, I giver jeres børn.
Rollefordeling
Det kan være hjælpsomt på forhånd at have aftalt, hvem der siger hvad, og så have respekt for den andens måde at formidle det på. I kan selvfølgelig hjælpe hinanden tilbage på sporet, hvis I skulle ryge ud ad en tangent, men undlad at afbryde og rette på hinanden. Jeres fornemste opgave er at stå sammen og signalere ro og overblik i en situation, der naturligt slår jeres børn lidt ud af kurs.
Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
Under:
Lav ikke pandekager og kakao
Mange forældre prøver i bedste mening at opbløde den ubehagelige situation, hvor beskeden ”vi skal skilles” skal gives, med noget hyggeligt, fx at lave pandekager eller servere noget andet hyggeligt og lækkert. Jeg forstår godt intentionen, men jeg vil alligevel bede jer lade være. Hvis der ikke er sammenhæng mellem, det situationen indbyder til, og så det der reelt sker, bliver barnet forvirret, og kan have svært ved at finde ud af, hvordan det skal forstå, hvad der sker, når I sender flere slags (modsatrettede) signaler på én gang. Og pandekager vil aldrig smage hyggeligt igen…
Det er jeres beslutning – IKKE barnets skyld
Gør det tydeligt for barnet/børnene, at det ikke er deres skyld. Det er en beslutning, I har taget som voksne, og børn kan ikke få deres forældre til at blive skilt.
Børn er tilbøjelige til at tage skyld på sig, og de har måske hørt jer skændes om noget, der har med dem at gøre, som fx uenighed om opdragelse og grænser, eller om hvorfor det altid er den ene af jer der skal aflevere og hente.
Der kan være brug for at gentage flere gange, at det ikke er børnenes skyld, men et voksent ansvar. Også i fremtiden.
Fortæl barnet/børnene, hvad det konkret betyder for dem
Det første spørgsmål i børnehøjde vil oftest være ”Hvor skal jeg bo?”. Giv god tid til at få afklaret alle den slags spørgsmål og vær så konkret som det er muligt. Hvor skal børnene bo? Skal de bo sammen? Hvor mange dage skal de være hos hver af jer? Skal de skifte på de samme dage? Hvad med evt. kæledyr? Hvordan med fødselsdage? Og jul? Og hvad med kontakten til bedsteforældre? Hvem skal hjælpe mig med matematik, når jeg er hos dig mor? Det plejer far jo? Er der plads til at have venner på besøg det/de nye steder?
Hav fokus på hvad der skal ske
Hav for øje at fortælle, hvad der skal ske fremover, frem for hvad der ikke skal ske.
Dvs. mere af: ”Mor har lejet et hus nede ved biografen, og I skal fortsætte på skolen” og mindre af ”Vi skal ikke bo sammen mere, og I kommer ikke til at se far ret meget, mens han bor hjemme ved farmor og farfar”.
Det betyder ikke, at I skal tale alting op, og lade som om det sorgfulde og svære ikke er der. Det betyder blot, at det er nemmere for os at bevæge os videre, når det er tydeligt for os, hvad vi bevæger os videre mod. Derfor kan I hjælpe jeres børn med at skabe retning i noget, der ellers kan føles som kaos ved at gøre holdepunkterne tydelige for dem.
Tag ansvar for det, der stadig er uklart
Som nævnt er det optimalt at kunne give jeres børn noget konkret i stedet for det, der nu ikke længere er gældende. Samtidig vil det for de fleste være umuligt at have styr på alle detaljer på det tidspunkt, hvor det giver bedst mening at fortælle det til børnene. Det behøver I hellere ikke have, så længe I tager ansvaret for at afklare det på jer. Igen handler det om at signalere til børnene, at I har hånd om situationen. Det kan I gøre ved at sige ”Det ved vi ikke helt endnu, men vi er i gang med at finde den bedste løsning på det”.
Giv barnet plads til at reagere
Reaktionerne kan se ud på mange måder alt efter barnets alder, temperament, personlighed, og også alt efter hvordan jeres relationer i familien er, og hvordan I plejer at håndtere følelsesmæssigt svære situationer hjemme hos jer.
Der kan både være vrede, ked af det hed, sorg, modløshed og usikkerhed på benene. Barnet kan udtrykke det primært udadtil eller primært vende det indad. Barnet kan trække sig og foretrække at være med sig selv, eller det kan have brug for ekstra tæt kontakt og forsikring om, at du/I er der.
Tag hånd om din egen sorg
Det kan være svært at se sit barn meget ked af det og vide, at man selv er årsag til det. Det kan få os til at prøve at få situationen overstået hurtigst muligt, og fx komme til at sige ”Så så, du skal ikke være så ked af det. Du har jo stadig dit værelse her og så får du også et helt nyt. Det bliver da spændende, hva!”.
Undlad så vidt muligt at håndtere din egen sorg og smerte ved at stoppe barnet i at give udtryk for sin. Din sorg skal også have plads – sammen med andre voksne. Jo bedre du tager hånd om den, jo bedre kan du være med barnet i dets sorg og smerte.
Falsk håb trøster ikke
På samme måde kan vi også fristes til at trøste barnet lige nu og her på den korte bane ved at skabe håb om, at I måske kan finde sammen igen. Enten ved at sige det direkte eller svare lidt uldent på barnets spørgsmål om netop det. Lad være med at skabe falsk håb på den lange bane, for at trøste barnet på den korte bane.
Tårer er velkomne
Du må gerne blive ked af det og lade et par tårer løbe under snakken med børnene. Det viser blot, at du er et menneske med følelser, tanker og omsorg, og at der er plads til at blive ked af det. Det er selvfølgelig hensigtsmæssigt, at du ikke bryder helt sammen, da der er brug for, at du som voksen er i stand til at tage ansvar for den situation, I står i som familie, som konsekvens af jeres handlinger og valg.
Har du brug for at give slip og græde ud, så find en voksen, der kan være sammen med dig i det.
Lad børnene vise, hvad de har brug for svar på
Mange forældre tror, at de skal sige en masse og har forberedt lange passager. Selvfølgelig skal børnene have tilstrækkelig information, men ofte er tilstrækkelig info dels mindre info, end vi tror, dels opdelt i bidder af fordøjelig størrelse, og dels noget andet, end det vi som voksne tror er vigtigst. Når I har givet overskifterne og gjort klart hvad det handler om, kan I med fordel lade børnene vise jer, hvad der er vigtigt for dem at vide. Når de begynder at spørge, så følg deres vej. De spørger til det de har brug for at vide, og det de er klar til at høre. Det er ikke nødvendigvis det samme, som vi voksne tror de har brug for, eller som vi gerne vil sige.
Tag det i etaper
Lad også jeres børn vise jer, hvornår de har fået nok information i første omgang. Mindre børn kan spørge ”Nå men må jeg godt få en pølsemad?”, midt i det hele. Større børn vil sige ”Er det ok, jeg går ind på værelset?” Det er tegn på, at der ikke er plads til mere information og flere ord lige nu. Så giv en pause og lad barnet komme tilbage, når det er klar igen. Måske er det senere på dagen, måske er det i morgen eller om et par dage.
Hvis dit barn (dit unge menneske) trækker sig og ikke kommer tilbage eller ikke kommer ind på emnet af sig selv i flere dage, skal du opsøge det. Det er ikke sikkert, at I skal snakke en masse, men du vise, at du er der og er til rådighed for kontakt.
Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
Efter:
Informer barnets andre vigtige voksne og børn
Sørg for at orientere de andre vigtige voksne omkring barnet om, at barnets verden fra i dag (eller i går) ser afgørende anderledes ud. Det gælder barnets pædagoger, lærere, evt. spejderleder og svømmelæ
rer, bedsteforældre og anden familie. Det er også hjælpsomt for barnet, at dets venner og klassekammerater ved det.
For mindre børn kan du/I orientere på vegne af børnene. For større børn – alt afhængig af deres modenhed – fra 7-8 år og op, kan du/I med fordel inddrage deres perspektiver og ønsker for, hvordan det kan siges på en god måde. Måske vil de gerne selv sige det i klassen – evt. sammen med dig/jer alt efter deres alder. Her kan I også fortælle andre om barnet gerne vil spørges til og/eller hvordan det kan signalere, at det nogle gange ikke orker flere spørgsmål og mere opmærksomhed på netop det.
Vær tilgængelig for flere spørgsmål
Der er brug for mere end blot én samtale om så vigtig en begivenhed. Derfor er det vigtigt, at du i dagene og ugerne efter den første samtale er ekstra opmærksom på og tilgængelig for både kontakt og omsorg for dine børn og for yderligere spørgsmål og afklaring. Lad igen barnet vise vejen i forhold til, hvad han/hun er klar til at høre og forstå.
Spørgsmål kan opstå og dumpe ned hos jer ”ud af ingenting” / uden logisk anledning den næste tid – også på steder og tidspunkter, hvor det kan føles upassende eller pinligt. Det bedste du kan gøre er at svare så udramatisk og lige-ud-ad-landevejen på dit barns spørgsmål. Også selv I står i køen i Netto og dit barns stemme lyder pinligt høj lige der.
Hold jeres aftale
Aftalen om at være fælles om ansvaret for beslutningen gælder også efter selve samtalen med børnene. Selvom det i et svagt øjeblik kan være fristende at komme med en spydig bemærkning om den anden, eller sige ”Ja, hvis ikke far havde fundet en anden, så stod vi jo ikke her”, så gør alt hvad I kan for at lade være.
Det er sket på voksenplan, og det hører til på voksenplan at håndtere det. Uanset at I ikke er par mere, er I stadig forældre for jeres børn. Sammen.
Har I brug for hjælp til at fortsætte med at være forældre sammen, kan det være en god ide at kontakte en fagperson, der kan hjælpe jer til at holde fokus på det vigtige og slippe det mindre vigtige. Det behøver ikke at være et langt forløb. På 2-5 samtaler kan man komme langt, og den indsats er godt givet ud for det samarbejde der ligger forude – resten af livet.
Alt det bedste til jer og jeres børn og alle jeres bløde hjerter i en svær tid.
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
🟢 Skilsmisse – hvordan arver mine børn, hvis jeg bliver skilt?
🟢 Aktuel skismisseprocent = 50,8% Hvorfor ? Og hvad betyder det?
🟢 Hvordan kommer jeg videre efter skilsmisse?
Skriv din kommentar