Hvorfor hører mit barn ikke efter?

“Hvorfor hører mit barn ikke efter?”

“Hvordan lærer jeg ham at forstå en besked første gang?”

“Hvorfor skal jeg sige de samme ting SÅ mange gange?”

Hvorfor hører mit barn ikke efter?

Kender du det?

Et emne der giver anledning til MANGE konflikter og MEGET frustration rundt i børnefamilierne. Måske også hjemme hos dig?

I så fald: Læs videre.

For i dag vil jeg gerne gøre dig lidt klogere på, hvad der sker lige der, hvor dit barn tilsyneladende ikke forstår noget, og du hører dig selv sige det samme igen og igen – i en tiltagende skinger og frustreret tone. Jeg vil selvfølgelig også give dig et par tips til at få det hele til at glide lidt nemmere og til at forstå spørgsmålet; ”hvorfor hører mit barn ikke efter?”.

Hvorfor forstår han det ikke bare?

For nylig talte jeg med en mor, der var temmelig frustreret. Hun havde et stærkt ønske om at lære sin søn på 6 år at forstå en besked første gang, og hun var ved at gå ud af sit gode skind over at skulle gentage sig selv så mange gange – uden det store resultat. For det var jo helt almindelige dagligdags ting, hun bad ham om, som at tage sko på, komme til aftensmadsbordet, og børste tænder inden han skulle i seng.

“Hvorfor gør han det ikke bare”, spurgte hun. “Han kan jo godt”!

Og ja, det kunne vi hurtigt blive enige om. Han kan godt. Han kan godt finde ud af – sådan helt motorisk og teknisk – at børste tænder og tage sko på. “Så hvorfor gør han det ikke? Hvorfor skal han have det at vide så mange gange? Hvorfor skal jeg næsten blive sur og irriteret, før der sker bare lidt? Hvorfor hører mit barn ikke efter?”, spurgte hun.

Det lyder enkelt

At forstå en besked første gang. Hvor svært kan det egentlig være?

Her er vi nødt til at skelne mellem at forstå og at handle på.

Et barn på seks år, forstår godt hvad det betyder, når mor eller far siger “tag sko på” eller “børst tænder”. Men det er langt fra det samme, som at kunne handle på det. Altså at gøre det. Og at gøre det med det samme.

Lige her kan der være mange ting på spil, og her får du nogle af dem:

🟢 Børn er impulsstyrede

Jo mindre børn er, jo mere impulsstyrede er de. Impulsstyret betyder kort fortalt, at de gør det, de har lyst til lige nu og her. Det de får impuls til. Det er tit noget andet, end forældrene og deres egen fornuft synes, de skal. Men impulsstyringen er så stærk, at den trumfer fornuften lynhurtigt, og derfor ser vi fx børn iklædt festtøj og fine sko hoppe direkte ned i en stor og lækker vandpyt, selvom både forældrene og de selv lige har sagt “Man skal have gummistøvler på, hvis man skal hoppe i vandpytter, ik?!”.

De kan godt (med deres fornuft) svare rigtigt på, om man må hoppe i vandpytter med festsko eller ej, men impulserne til at hoppe direkte ned og få vandet til at sprøjte superflot og højt op, er meget stærkere end fornuften, så sådan bliver det. Til forældrenes store frustration – og jo større barnet er, og så til dets egen frustration. For barnet vidste jo godt, at det ikke måtte, men gjorde det alligevel. “Dumme mig”, kan det tænke og blive ked af det. Det er en svær klemme at stå i som barn – mellem sin egen fornuft og sin utilregnelige impulsstyring.

Når man er 6 år, er der stadig ret godt blus på impulsstyringen. Især hvis man er dreng. Det er først fra 6-7-8-årsalderen, der for alvor begynder at blive hul igennem til impulshæmningen, så fornuften kan begynde at vinde over impulsstyringen. De fleste gange.

Så når vi beder vores børn om at gøre noget tilsyneladende enkelt, som fx at tage sko på, forstår de det godt. Men hvis impulserne samtidig fortæller dem, at de liiiige skal…. [indsæt selv dit barns mest typiske adfærd her], så kan det være lidt op ad bakke med at få de sko på.

🟢 Skift er svære

Der foregår utroligt mange skift i løbet af en dag for et hvilket som helst barn. Skift fra søvn til vågen. Fra seng til morgenbord. Til at tage tøj på. Til at børste tænder. Til at skulle ud ad døren. Til at skulle sige farvel og slippe sine forældre. Til at sige goddag til vuggestue/børnehave /skole. Fra inde til ude. Fra struktureret aktivitet til fri leg. Fra skole til SFO. Til at blive hentet. Til fritidsaktivitet. Til hjem. Til at stene med en film. Til aftensmad. Til bad. Til tandbørstning. Til putning. Fra vågen til søvn.

Og det er bare “i grove træk”. Der er masser af miniskift ind i mellem. 
Skift i aktivitet. Skift i lokation. Skift i relation fra nogle voksne til nogle andre. Skift i forventninger og rolle.

Skift er svære. Jo mindre børn er, jo sværere er de. Og jo mere træt man er, jo sværere er de også.

Som voksen kan man tænke “Jamen, vi har jo spist aftensmad hver eneste dag i hans liv. Hvorfor kan han ikke bare komme ud og sætte sig. Han ved jo godt, at vi skal spise. Hvorfor hører mit barn ikke efter? Det kan da ikke være nyt for ham”.

Nej, det er det heller ikke. Men skiftet er stadig krævende for ham. Og jo senere på dagen det foregår, jo sværere er det at udføre. Han ved godt, at I skal spise aftensmad. Men at udføre skiftet fra det, han er i gang med til at komme ud og sætte sig, er svært.

Igen er der altså forskel på at forstå og kunne handle på det. 
Især sidst på dagen.

Måske kender du selv det med at være landet tungt i sofaen sidst på aftenen og godt vide, at det ville være klogest og bedst for dig at gå rigtigt i seng, men det virker helt uoverskueligt at lave det skift.
Der kan man godt have brug for en, der hjælper lidt til, og kærligt siger “Kom, nu følger jeg dig i seng”. Ligesom dit barn kan have brug for hjælp til at foretage et skift – selvom han godt forstår fornuften i det.

🟢 Puttetid lugter af farvel

Moren jeg talte med beskrev, at det især var ved puttetid, og de rutiner der fulgte med der, at det blev svært, og at de ofte endte med høje stemmer og irritation på hinanden.

Puttesituationen er anledning til meget bøvl og mange tårer i mange familier. Og det er der egentlige gode grunde til, hvis man lige kigger lidt på det.

Dels er det det tidspunkt på dagen, hvor alle har mindst overskud. Alle er trætte, og mange forældre kan ikke sige sig fri for et element af “at ville have det overstået”, for efter putningen er der udsigt til et lille øjeblik alene som voksen/voksne, og det kan være tiltrængt. 
Så der er pres på dagens sidste kræfter hos både store og små, og tålmodigheden er lav.

Og dels er alle rutinerne op til putningen signaler til barnet om, at der er et lille farvel forude. Når barnet skal sove, skal det sige farvel til forældrene. Også selvom de evt. sover sammen. I søvnen er vi alene. 
I det lys er det ikke så mærkeligt, at børnene lige skal alt muligt for at trække tiden, som vi kalder det. De trækker relationen og kontakten så længe de kan, og det kan vi vel ikke fortænke dem i. Hvem har lyst til at sige farvel til dem, der skaber tryghed og udgør den vigtigste forbindelse? Det har ingen.

🟢 For høje krav

Og midt i alt den “udsolgt på energi” og opvarmning til at sige farvel, står vi så med vores krav om, at de skal tisse og børste tænder (selv) og tage nattøj på (selv) og finde en bog (selv) og sidde stille og lytte og så falde i søvn (selv).

“Jamen”, sagde moren. “Jeg børster hans tænder om morgenen, og så er aftalen, at han selv skal om aftenen. Og han kan jo godt”. Jeg forstår godt hendes rationale. Og der er som sådan heller ikke noget galt i at træne, at han selv kan børste sine tænder. Det er jo en god kompetence at have med sig i livet. Men måske er det en overvejelse værd, om tidspunktet for den træning er det bedste lige der?

“Måske behøver han ikke at bevise, at han godt kan børste de tænder, lige der hvor både han og du er allermest trætte”, sagde jeg til moren. Og hun blev helt blød.

På samme måde er det heller ikke lige der, der skal trænes nye færdigheder. Det bliver sjovest for alle parter, hvis det foregår på et tidspunkt, hvor der er lidt mere overskud på kontoen, end der er i yder-tidspunkter. Ligesom det ikke er fedt, når chefen beder dig løse en opgave i det helt nye og komplicerede it-system kl. 15, når du allerede har været på arbejde og løst komplicerede opgaver i 7 timer, og ikke har så meget mere at give af den dag.

Vi rundede lige det der med forskellen på at være en curlingforælder og så at give sine børn relevant hjælp og stille tilpasse krav. For der er nemlig stor forskel. Men fordi curlingmor er blevet det nye skældsord og skræmmebillede, er der en del forældre, der er blevet bange for at hjælpe deres børn for meget, for hvem har lyst til at falde i den forhadte curling-kategori? Og derfor kan situationer med for høje krav og børns naturlige reaktion på dem nemt opstå i situationer, hvor overskuddet til at tage sig relevant og roligt af det, er meget lille.

Lige der kan det være svært at huske på, at barnet godt forstår, at det er puttetid, og at han skal børste tænder, men at det ikke er det samme som, at han kan handle på det helt uden slinger og afstikkere.

Læs også: Mit barn hører ikke efter – og jeg er lige ved at eksplodere over det!

Hvorfor hører mit barn ikke efter – 3 ting du kan gøre!

Her kommer et par tips til dig, der trænger til at “hvorfor hører mit barn ikke efter”-situationerne kunne blive blødt lidt op.

1️⃣ “At forstå” er ikke det samme som “at kunne handle derefter”

Der er stor forskel på at forstå en besked, og så at kunne handle på den. Så et lille trick er at ændre din egen formulering af, hvad der sker fra “Hvorfor hører mit barn ikke efter” til “Hvorfor kan mit barn ikke handle på det?”. Det giver mulighed for at spørge dig selv (på barnets vegne) om, hvad der er på spil?

❓ Er det utydeligt for mit barn, hvad jeg bad om?

❓ Er det et for stort og svært krav?

❓ Har mit barn brug for hjælp til at lave et skift?

❓ Er der noget andet der “lokker” mit barn lige nu (a la den meget fristende vandpyt)?

❓ …..

❓ …..

På den måde bliver det lidt nemmere for dig at se, hvordan du kan hjælpe dit barn videre til næste skridt i processen, fremfor at være låst i frustration over “at han ikke bare kan høre efter”.

2️⃣ Børn har brug for gentagelser

Der skal mange gentagelser til, før noget former sig til en erfaring, barnet kan lagre og hente frem i relevante situationer. Så når dit barn ikke “hører efter”, og du skal gentage dig selv, så se om du kan vende irritationen over det, til en slags skulderklap til dig selv over at have leveret endnu en stak af de gentagelser, som er nødvendige for, at barnet over tid kan danne sig en brugbar erfaring om den type situation I står i. Ingen ved hvor mange gentagelser der skal til i alt, men for hver gentagelse du leverer, er der én mindre tilbage i stakken.

3️⃣ Vælg tidspunktet med omhu

Hvis dit barn “ikke hører efter”, så tag lige et tjek på tidspunktet for kravet. Er der mere energi tilbage på kontoen, eller er der udsolgt? Skyldes det, at barnet “ikke hører efter”, at der ganske enkelt ikke er mere at give af lige nu?
Det gør en verden til forskel, om vi ser vores børn, som nogen der ikke vil, eller som nogen der ikke kan (lige der). Det gør det også meget nemmere at tilbyde den hjælp, barnet har brug for. 
Og det bliver også nemmere at se kærligt på os selv som forældre (fremfor som nogen der ikke har styr på det).

Alt det bedste til dig og dine ❤️

Bedste hilsner

Heidi

Relaterede…

Min far gør mig ked af det. Hvordan undgår jeg det? Storesøster skubber sine mindre søstre væk Marie Brixtofte: Kun når det regner Ferie med børn – afslapning eller kampzone?