Jeg er så ked af min fars opførsel. Hvordan undgår jeg at gå ned over det?
Hej
Jeg har et problem med min familie.
Jeg har brug for hjælp til at håndtere, hvorfor jeg bliver så trist over forholdet til min far. Efter et kontrovers med et andet familiemedlem har jeg ikke kunnet undgå at blive såret over, at min far ikke reagerede og forsvarede mig.
Jeg vil gerne undgå at gå ned på det. Plus at jeg oplever en manipulation fra et familiemedlem, som jeg tror er skadende.
Hvordan bliver jeg stærk nok til ikke at blive ked af det over min fars passive holdning til, at jeg bliver såret?
Og hvordan bliver jeg stærk nok til ikke at tage manipulation til mig? Hvis det er det, der er tilfældet.
Handler det om, at jeg ikke er stærk nok, eller skal jeg lade være med at finde mig i den behandling, som jeg har fået?
Det skal siges, at jeg var meget glad inden det skete, og havde et godt forhold til min far. Og at det er ca. 3 år siden nu. Der findes ingen åbenhed overfor konfrontation hos familiemedlemmet, ej heller hos min far.
Jeg er en kvinde i slut 20’erne, der prøvede at genetablere kontakt til min far og mine søskende efter afstand, hvilket lykkedes, men så kom der det her i vejen.
Laura
Hvordan undgår jeg at være ked af det, min far har gjort?
Kære Laura
Tak for dit spørgsmål.
Det lyder som om du står et svært sted, som både er lidt forvirrende og og lidt ensomt eller skuffende.
Du spørger om flere ting og jeg skal forsøge at svare så fyldestgørende jeg kan, ud fra de oplysninger du har givet mig.
Relationen til din far
Allerførst er det lidt uklart for mig, hvordan din relation til din far er. Du skriver både, at du har haft et godt forhold til din far, men også at du prøver at genetablere kontakt til ham og dine søskende efter afstand. Jeg ved ikke, om du mener geografisk eller relationel / følelsesmæssig afstand. Men uanset har I været mere eller mindre fra hinanden i en periode i en grad, der fik dig til at tage initiativ til at komme tættere på din far og dine søskende.
Jeg nysgerrig på, hvad der er gået forud i relation til din far, inden den kontrovers med et andet familiemedlem opstod. Eller med andre ord; hvordan ser det grundlag ud (relationen mellem dig og din far), som de enkelte episoder og erfaringer, I har sammen, ligger på?
I de fleste tilfælde vil det nemlig være noget nemmere at komme ovenpå og mødes igen efter en uheldig eller ubehagelig episode, hvis relationen grundlæggende er i sund og i orden.
Derimod vil en relation, som er mere skrøbelig i sin grundsubstans og som måske allerede har fået nogle store skrammer og buler på vejen, i højere grad kunne rystes og måske gå helt eller delvist i stykker efter sådan en episode.
Det lader til, at det mest er det sidste, der er sket. At jeres relation er blevet fyldt så meget af skuffelse, ked af det hed og undren fra din side, og måske stædighed, ligegyldighed, manglende opmærksomhed, eller tvivl fra din fars side (vi kan kun gætte), at det er meget svært for den at leve og smidigt bevæge sig mellem jer.
Jeg forstår det sådan, at I har haft sparsom kontakt siden , og at det ikke umiddelbart føles, som om der er nogen åbning for at tage fat om det her.
At skabe kontakt igen
Jeg ved ikke hvordan du og I har grebet opgaven an, men jeg lægger mærke til, at du skriver ”konfrontation”. Jeg vil gerne invitere dig til at slippe ideen om konfrontation og i stedet tænke i, hvordan du kan invitere din far til kontakt.
Når man skal tage hul på noget svært, er det altid en god ide at støvsuge alt det man siger, for alt hvad den anden part kunne tolke som angreb, bebrejdelse, krav eller som værende dømmende på den ene eller anden måde.
Det er allernemmest at undgå ved at holde fokus på sig selv. I dit tilfælde er jeg dermed sikker på, at du kommer længst ved at sige noget om dig selv, og ikke sige ret meget om din far.
Jo mere lige-ud-ad-landevejen du kan sige det, jo nemmere er det for din far at høre. Det kunne fx lyde sådan her:
“Far, jeg er rigtig ked af at det er gået skævt mellem os. Jeg savner dig. Vil du være med til at finde ud af hvordan vi kan få det rarere med hinanden igen?”
Det er meget nemmere at lytte, hvis man ikke skal være på vagt overfor at blive bebrejdet, og det er enklere at forholde sig til en, som siger noget om sig selv, end at føle sig selv sat på plads eller (mis)tolket.
Jeg vil derfor anbefale dig at holde fokus på dig, og hvad jeres relation eller mangel på samme gør ved dig, hvad du længes efter, hvad du håber på, at I kan sammen fremover osv.
Og hvad er det så?
Når vi bliver skuffede, som du er blevet over din fars adfærd, er det et tegn til os om, at vi havde håbet på eller ønsket noget andet.
Så hvad ville du have ønsket, din far havde gjort eller sagt? Hvis han havde handlet på en måde, hvor du ikke var blevet skuffet, hvad havde han så gjort? Og hvis han han gjort netop det i stedet for, hvad havde det så betydet for dig? Hvor havde du så stået, i stedet for at stå der, hvor du står nu?
Tanker og tolkninger
Vær opmærksom på hvordan du får tolket din fars adfærd. Vi kan lynhurtigt ryge ind i ærgerlige og oftest også urealistiske tolkninger a la:
”Hvis min far elskede mig, ville han have taget mig i forsvar der”
”Min far må være ligeglad med mig, når han bare kunne lade mig stege helt alene på den måde”
”Betyder jeg overhovedet noget for min far, når han kan være tavs så længe”.
Den slags tanker vokser hurtigt, og de griber om sig. De har særligt gode vilkår for at blive uhensigtsmæssigt store og mange, hvis de ikke bliver ”realitetstestet”. Den opgave står du alene med, hvis du ikke kan få kontakt til din far, og få tankerne prøvet af a la ”er det rigtigt at det hænger sådan sammen, som jeg går og tror, eller er der andre udgaver af virkeligheden?”.
Som jeg forstår det, har dine tanker og tolkninger haft 3 år til at vokse sig ud af deres egen vej og ind i deres egen verden, uden at få (særlig meget) modspil fra virkeligheden. Det gode ved det er, at det måske slet ikke er så svært at mødes, som dine tanker har fået bildt dig ind!
Hvad længes du efter – og hvem skal give dig det?
Jeg læser en stærk længsel mellem linjer. En længsel efter noget fra din far. Det giver mening. Han er jo din far.
Hvad længes du efter? Anerkendelse? Beskyttelse? Opbakning? Opmærksomhed? Kontakt?
Kan han give dig det? Hvordan kan du hjælpe ham med at give dig det? På hvilken måde kan du sætte rammerne, så det bliver nemmere for ham at give det? Og nemmere for dig at få øje på at han giver dig det – også selvom det måske ikke kommer i præcis den form eller det omfang du havde ønsket dig?
En god start er at lægge bebrejdelse, krav, tvang og skyld på hylden, og række ud for kontakt.
Håbet
Jeg kender ikke din far, og jeg kender heller ikke dig og jeres relation.
I nogen tilfælde er det desværre sådan, at lige meget hvor meget den ene part inviterer og kommer i møde og rækker ud, så kan den anden part ikke være med på det. Det kan der være mange gode og også ærgerlige grunde til.
Og hvis det er sådan hos jer, at du bliver ved med at række ud og invitere, og døren bare er lukket, så kan det være at du skal stoppe med at banke på den.
Det er ikke nemt, og der følger en periode med sorg, når man har været nødt til at opgive håbet om at kunne komme i gennem til én, der er vigtig. Der er stærke kræfter i håb. Nogen gange må man sætte både sig selv og den anden – og håbet – fri.
Du spurgte om noget helt andet
Du spurgte slet ikke om, hvordan du skulle tage kontakt til din far, og du bad mig ikke om at dykke ned i hvad du længes efter, og hvad der har såret dig.
Tværtimod bad du om hjælp til at undgå at blive ked af det, og blive stærk nok til ikke at blive påvirket.
Det ved jeg godt.
Men det kan jeg ikke hjælpe dig med.
Jeg kan ikke give dig et trick til ikke at blive påvirket af hvad din far, som naturligt er en vigtig person i dit liv, gør og ikke gør.
Jeg kan derimod hjælpe dig med at håndtere den situation I står i, som tydeligvis gør ondt på dig. Og også på din far, gætter jeg på. Også selvom det ikke ser sådan ud.
Jeg håber at mine input kan hjælpe dig til at tage hånd om dig selv og dine reaktioner, så du netop ikke går ned på det, som du skriver – uanset om det lykkes at genetablere relationen til din far eller ej.
Alt det bedste til dig – og din far.
Kærlig hilsen
Heidi
PS:
Hvis jeg skulle hjælpe dig på vej i relation til det (måske) manipulerende familiemedlem, skulle jeg vide lidt mere om hvordan det udspiller sig.
Men helt overordnet kan man sige, at hvis der reelt er tale om manipulation, så kan en måde at håndtere det på være at trække sig helt fra den person i en periode, indtil du får lidt mere overblik over, hvad der er på spil, og hvor du selv står i det. I den proces kan en anden persons påvirkning i form af stærke holdninger, input og måske grænseoverskridende adfærd forvirre og påvirke mere end godt er.
Lige nu er det dig og din far, der er allervigtigst.
Læs også:
★ Udsat for psykisk terror fra min søster. Jeg ligger vågen om natten.
★ Kunsten at sætte grænser for børn (som jo senere bliver voksne)
Skriv din kommentar