Hej Heidi
Vi har en dreng på næsten 3 år. Lige nu går han hjemme hos mig og lillebror indtil om få måneder, hvor han skal starte i børnehave. Han har været hjemme hos mig i tre måneder nu.
Han er utrolig urolig især ved spisesituation (vi lægger sikkert mest mærke til det der, da vi gerne vil have han kan sidde lidt roligt bare lige 2 min).
Han har svært ved at holde koncentrationen især ved stille lege som puslespil, tegne og læse bog. Vil sige at de ting er næsten umulige sammen med ham.
Idag da jeg var afsted i legestue, var der noget forskelligt underholdning som sange, en bamse der kunne snakke, og nogen andre lege. Hans interesse kan være fanget i måske to min – tre hvis man er heldig. Mens de andre er i gang, går han f.eks ned af trappen, ned og sætter sig på en bænk og to min efter over på en anden bænk, leger med nogen små lys, kalder på mig selvom jeg står lige ved siden af.
Han ville også gerne lege med bamsen, men bare ikke på samme tid med de andre. Vil sige hvis alle børnene havde rendt rundt som ham, så havde det ikke været til at lave en leg.
Han hygger sig, men på sin egen måde, og generer egentlig ikke de andres leg. Men jeg undrer mig bare lidt over, hvorfor alle de andre kan sidde og være med, og nogen af dem var yngre end ham.
I vuggestuen havde de en fysioterapeut til at kigge på ham, fordi de mente han var hypermobil, og derfor havde svært ved at sidde stille.
Vi har prøvet at låne en kuglepude på biblioteket, som han har siddet på i 1 1/2 mdr, men uden nogen virkning, så den har vi droppet.
Ved aftensmaden har vi de sidste dage prøvet at sætte æggeuret, og så skal han hoppe ti gange og så ind og sidde igen (det var en fysioterapeut som anbefalet os det)
Vil ikke sige det virker endnu, han sidder ikke mere stille og venter bare på uret ringer, så han kan komme ned og hoppe.
Han sidder på en trip trap stol, han er ikke god til at spise selv og hans mad skal helst ligge udenfor tallerken, og han vælter stort set sit mælk hver dag.
Han har lige lært at hoppe for ca en mdr siden, den 3 hjulet cykel kan ikke køre på, og han kan ikke selv tage noget af sit tøj på.
Han er utrolig god til at huske og ser hver en lille ting som er ændret, og spørger ind til mange ting. Han er meget følsom overfor lyde og bliver nemt bange ved høje lyde.
Nogen gode råd til os? Er drenge bare sådan?
Siden han var helt lille har vi tænkt han var særlig sensitiv, men nu tænker vi lidt, om han måske har ADHD.
Hilsen fra
Fortvivlede forældre til en dreng med krudt i røven
Hvad er ADHD? Er det forklaringen på vores søns adfærd?
Kære fortvivlede forældre
Tak for jeres spørgsmål.
I tager her fat i et felt, som kan være svært at finde tydelige svar i, for i de tidlige år har normaludviklingen vide rammer. Hvad er individuelle forskelle mellem børn? Hvad er personlighed? Hvad er ”bare” forsinket udvikling? Og hvornår er der tale om deciderede psykiske/psykiatriske lidelser.
I skriver, at I et stykke tid har tænkt ham som særlig sensitiv, men at tanker om, om det kunne være ADHD, nu også har meldt sig. Det giver god mening, at I leder efter svar og mening, når I oplever at jeres søn har en lidt anden adfærd end de fleste af hans jævnaldrende.
Lad mig gøre mit bedste for at hjælpe jer til lidt mere klarhed over, hvad der er på spil? Er der overhovedet tale om ADHD? Og hvad er ADHD egentlig?
Hvad er ADHD?
Helt kort fortalt er ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) en betegnelse for en forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.
Den korrekte psykiatriske betegnelse for ADHD er hyperkinetisk forstyrrelse. Tidligere blev betegnelse DAMP (Deficits in Attention and Motor control and Perception) brugt for samme symptombillede. Så også her har kært barn mange navne.
ADHD diagnosen centrerer sig om tre hovedelementer.
Det første er forstyrrelse i opmærksomhed, hvilken betyder at barnet (eller den voksne) har svært ved at fokusere sin opmærksomhed på en given opgave eller aktivitet. Det betyder blandt andet også, at det kan være svart at lytte fokuseret til det, der bliver sagt, og at det kan være svært at handle på en instruks.
Det andet af de tre hovedelementer er hyperaktivitet. Dvs at der er et øget niveau af aktivitet, og at det kan være svært at finde ro ved fx aftensmaden og i stillesiddende aktiviteter.
Det tredje og sidste element er impulsivitet, hvilket i praksis betyder, at barnet handler på alle impulser (både ude- og indefrakommende) med det samme. Det er derfor, børn med ADHD kan komme til at gøre rigtig mange ”dumme ting”, selvom de med deres fornuft godt ved, at det ikke var smart gjort. De når nemlig at handle, før de tænker. Lidt populært kan man sige, at der ikke rigtig er ”hul igennem” til fornuft og omtanke, men at impulserne hele tiden står forrest i bevidstheden, og at man som barn mere eller mindre er styret af sine impulser, frem for at man styrer dem. Et impulsstyret barn har hele tiden travlt. Det afbryder, kan ikke vente på tur, er på vej, undersøger osv.
Har jeres søn så ADHD?
Hvis man kigger på beskrivelsen af diagnosekriterierne og jeres beskrivelse af jeres søn, ja – så er der jo flere ligheder.
Det betyder dog langt fra, at vi kan konkludere, at der er tale om ADHD, og det ville klæde mig virkelig dårligt at sidde her og fjerndiagnosticere på så relativt lille et grundlag.
ADHD er en af de diagnoser, der er flest bud på hvordan skal forstås og stærkest holdningsudveksling omkring. Jeg tror at I kan få mange forskellige svar på spørgsmålet ”Hvad er ADHD? Hvad skyldes det? Og har vores søn ADHD?” alt efter hvem I spørger.
Jeg tror dog godt, at jeg uden at tage munden for fuld kan sige, at ADHD diagnosen betegner et samlet billede af symptomer (i de tre hovedkategorier). Og for egen regning (klinisk erfaring og faglighed) kan jeg så også sige, at alle de symptomer på ADHD, der optræder i den fulde diagnosebeskrivelse, optræder hos alle børn på et eller flere tidspunkter i deres liv. Ikke nødvendigvis samtidig og ikke altid for fuld styrke.
Men alle to-tre årige handler på impulser, har svært ved at styre opmærksomhed og er til tider hyperaktive. Det ligger i alderen og i hjerneudviklingen.
Det er 7-8 årige børn for så vidt også. Og vi som voksne kan også udvise de symptomer i særlige situationer eller perioder. Som eksempel har jeg haft perioder med relativt store forstyrrelser af min opmærksomhed i de perioder hvor mine børn har sovet meget afbrudt, og jeg derfor også har fået alt for lidt søvn.
⇨ ⇨ Læs også: Mit barn hører ikke efter! ⇦ ⇦
Hvornår er det ADHD, og hvornår er det ikke?
Det interessante her (og i relation til alle andre psykiatriske diagnoser) er, om adfærden og styrken af symptomerne falder indenfor det der betegnes som normalområdet. Og også på hvilken baggrund de opstår.
Det der gør det ekstra svært at sige noget entydigt om, hvad der er på spil for jeres søn, er hans alder. Der er nemlig relativt vide rammer for normaludvikling i de tidlige år. Kigger du rundt i legestuen, vil du ganske sikkert se stor forskel på børnenes sproglige og motoriske udvikling. Nogen er langt fremme og nogen er ikke kommet helt så langt endnu. Det samme gælder de kognitive funktioner som opmærksomhedsstyring osv. Det kan være nærmest ekstremt store forskelle på to 2-årige, og det kan give anledning til bekymring nu og her. I langt de fleste tilfælde udligner det sig dog helt af sig selv / ved hjælp af almindelig stimulation og relation. Og hjernemodning.
I nogen få tilfælde udligner det sig ikke. Men bliver tværtimod sværere i det afstanden til de andre børn, som udvikler sig i et almindeligt tempo øges.
Derfor er det godt, at I har opmærksomhed på jeres søn allerede nu, så I kan holde øje med om det går i den rigtige retning.
Jeg vil gerne invitere jer til at tage ”Vi går ud fra at han er en helt almindelig dreng, som bare lige skal øve sig lidt på en række kompetencer, og det skal vi nok hjælpe ham med”-brillerne på.
Både for jeres egen skyld – fordi det er slidsomt og anstrengende at gå og bekymre sig hele tiden, og fordi bekymringer vokser af at nogen bekymrer sig om dem.
Og for hans skyld – fordi den bekymring kommer til at ligge i relationen mellem jer og kan spærre for det hel umiddelbare og nærværende samvær med jer. Samtidig bliver det sværere for jer at få øje på alt det der går godt og helt almindeligt med ham, hvis I har et stærkt fokus på at holde øje med det der (måske) er galt.
Mød ham der hvor han er
Jeg kan læse ud af jeres beskrivelse, at I har et godt blik for, hvad han kan, og hvad der bliver svært for ham. Det er et rigtig godt udgangspunkt for at møde ham præcis hvor han er, og løfte ham derfra.
Som forældre kan man blive både bekymret og irriteret, når noget er svært for ens barn. Det kan hjælpe på begge dele at vende tanken ”Der er noget galt!” til ”Her er noget han skal lære – og vi skal hjælpe ham med at øve sig”.’
Og hvordan gør man så det?
I praksis betyder det, at I først og fremmest skal forsøge at slutte fred med/acceptere, at han lige nu ikke kan agere lige så roligt, koncentreret og opmærksomt, som de andre børn i legestuen fx, og i stedet for møde ham på det stadie hvor han er lige nu.
Lad mig prøve at blive endnu mere specifik.
Et stormasket filter
Det lyder på jeres beskrivelse som om det ”filter”, der skal sortere i mængden og stimuli, informationer og påvirkninger og hjælpe ham med kun at tage de relevante stimuli ind, har ret store masker. Han tager derfor nærmest alle stimuli og informationer ind, og tror også at han skal handle på dem alle sammen. I det lys giver det mening, at han bliver urolig, for der er tryk på og meget at holde styr på.
Det er vigtig viden for jer, for med den viden i mente kan I hjælpe ham med at begrænse stimuli for ham, for han kan ikke selv endnu. Så en måde at hjælpe ham til at koncentrere sin opmærksomhed om det, I gerne vil have ham til at fokusere på, er at fjerne alle de overflødige stimuli for ham. Ved aftensmaden kan det fx være at slukke for radio og tv, mens I spiser. Kun have det I skal bruge til aftensmaden på bordet, så der ikke ligger papirer og nøgler og telefoner der bipper, og som kan stjæle hans opmærksomhed. Selv være rolige undervejs, ved fx at sørge for at have alt det I skal bruge på bordet, når I starter, så I ikke skal rejse jer og skabe mulighed for at inspirere ham til også at rejse sig.
Tænk i at sortere i stimuli, så han ikke skal forholde sig til unødig ”støj”, og i stedet kan bruge sit krudt på at forholde sig til det, I gerne vil have ham til at fokusere på.
⇨ ⇨ LÆS også: Mit barn trives ikke i skolen ⇦ ⇦
Sæt tempoet op – med mening
Nu kan det lyde som om jeg sender jer i træningslejr, og at I bare skal køre på. Det skal I ikke. I skal finde både et tempo og en vej at gå, som jeres søn kan følge med til. Og så skal I tage en pose tålmodighed med til jer selv undervejs.
Et lille tip til at få det hele til at gå lidt hurtigere er at tænke i, hvad der giver mening for ham. Hvor ligger hans interesser? Hvad kan motivere ham?
Hvis det er svært at læse bøger, er det helt sikkert umuligt at læse en bog om noget, der slet ikke giver mening for ham. Men hvad kunne han fanges med? En bog om traktorer? Særlige dyr som har hans interesse lige nu?
Kom ham i møde på hans interessefelter – og lusk så lidt læring og øvelse ind ad bagvejen imens.
Brug for at øve sig – i overskuelige bidder
Generelt læser jeg ham som en dreng, der har brug for at øve sig. Lige som alle andre børn på hans alder. På mange måder er det jo det barndommen går ud på. At undersøge hvordan verden hænger sammen og øve sig i de kompetencer, der er brug for for at navigere i den.
Så hjælp ham med at øve sig.
Men hav samtidig i mente, at det er hårdt arbejde at øve sig i noget, man ikke kan helt endnu. Undgå at køre på så længe, at I ryger ud over kanten for hvad han har kræfter (mentale såvel som fysiske) til, for så ender I bare med en dårlig oplevelse, og så bliver det svært at komme i gang igen.
Giv anvisninger
Og så til sidst et helt simpelt tip, som kan gøre en stor forskel.
Som forældre til et barn med en adfærd som jeres søn, kan man komme til at sige meget nej og irettesætte, fordi han gør uhensigtsmæssige ting relativt tit. Nogen gange endda i en grad så det kan være farligt, og der er det jo helt på sin plads at gribe ind.
Hav samtidig opmærksomhed på at give ham positive anvisniger – altså sige hvad han gerne må, og hvad han kan gøre i stedet for.
Det gør en stor forskel for ham, fordi han så bliver hjulpet videre fra det, han ikke skal, til noget han gerne må, og skal ikke selv finde ud af, hvad det er. Samtidig forstår vores hjerne ikke særlig godt ”ikke”, så hvis vi som forældre har fokus på at fortælle vores børn, hvad de ikke må, vil vi temmelig tit opleve, at de gør præcis det.
Og en forskel for jer, fordi man kan blive træt af at høre på sig selv irettesætte hele tiden. Det kan endda bidrage til yderligere bekymring hos jer a la ” Der må da være noget galt, når vi hele tiden skal være sådan efter ham”.
Motorik og/eller opmærksomhed?
I forhold til hans motoriske udfordinger, er det interessant at se på, om de skyldes ren motorik, eller om de også bliver forstærket af hans udfordringer med at styre sin opmærksomhed?
Hvis han hele tiden flakker væk fra opgaven pga opmærksomhedsudfordringer, får han over tid også mindre øvelse med at fuldføre en motorisk opgave, og også mindre erfaring med at komme i mål og opnår succes med den type opgaver. Han går derfor glip af den motivation for at gentage noget, som man får, når man har oplevet at lykkes med det.
Prøv at hjælpe ham med opmærksomhedsdelen ved at fjerne unødige forstyrrelser og gøre det helt tydeligt for ham hvad han skal, når han fx skal tage tøj på. Gør det en forskel for hans motoriske evner og præstation?
Så summa summarum; tænk I at hjælpe ham med at gøre det lettere at øve sig på det, han har brug for at øve sig på.
Og husk så samtidig på, at I ikke kan komme igennem med mere, end hans hjernestruktur kan følge med til.
Er drenge bare sådan?
Lige præcis på de her parametre, som optræder i ADHD diagnosen, kan man godt sige at drenges hjerner generelt er lidt langsommere i optrækket. Det handler ikke om intelligens, men om de hormonpåvirkninger drengehjerner møder undervejs i deres udvikling.
Hvis I har lyst til at dykke mere ned i den viden, kan jeg anbefale bogen ”Pæne Piger og Dumme Drenge” af hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Hun forklarer både letforståeligt, kærligt og humoristisk hvad der sker i drenge og pigehjerner.
Jeg kan ikke give jer et svar på, om det er særlig sensitivitet eller ADHD eller noget helt tredje, der er på spil for ham. I virkeligheden er det heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, hvordan I hjælper ham med at navigere i sin og jeres verden og skridt for skridt opnå flere og flere kompetencer. Det håber jeg at I har fået nogen ideer til her.
Alt det bedste til jer
– Heidi
Skriv din kommentar