En anderledes bog om at være mor vol. 4
Læs vol. 1, vol. 2 og vol. 3 her.
Nogle gange er det de små ting, der gør det største indtryk.
Det kan godt være at den er lille, relativt tynd og hurtigt læst. Men den er ikke ligegyldig.
Jeg læste Tine Skovmøllers bog ”Mor” for nylig i toget på vej til klinikken. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men ordene greb mig langt mere, end jeg åbenbart troede ville ske.
Det er, som titlen afslører, en fortælling om at blive, men mest om at være mor. Det er Tines personlige fortælling. Men det er også rigtig mange andre kvinders fortælling. Og på mange måder en parallel til min, selvom ingen fortællinger selvfølgelig er helt ens.
Kærlighed og ærlighed
Der løber en tyk tråd af kærlighed gennem hele bogen. Kærligheden til det lille væsen, der vokser indeni, kommer ud og er fuldendt i sin egen lillebitte storhed. Kærlighed og dyb forbundethed til sit eget afkom, sådan som det har været i årtusinder.
Men kærligheden har følgeskab af tvivl, af uro og af skam. For moderskabets normer er mange, og vejen er smal at gå. Og hvad stiller man op med sig selv, hvis man ikke har det, som fortællingen foreskriver, at man skal have?
Tine er bundærlig hele vejen igennem. Det er befriende, og det gør det let at tage hendes ord ind, og lade dem klinge og spejle sit eget indre undervejs.
Tine beskriver, hvor poleret og fint det ser ud, når hun kigger sig rundt. Som om alle andre mødre trives med moderskabet. De siger ”Pyt med at vi ikke får sovet. Vi hygger os sådan, og vi sætter pris på hvert enkelt øjeblik i denne helt særlige tid, som barslen er” og ”Det er skønt ikke at skulle på arbejde”.
Men sådan har Tine det ikke. Overhovedet. Hun savner sit arbejde. Hun savner at den del af hende, der trives med at arbejde og skabe ting dér kan få lov at komme i spil. Hun elsker barnet, klart, men hun er ikke komplet tilfredsstillet af moderskabet.
Det er ikke nok for mig at være mor
Med fortvivlelse og skam mærker hun: ”Barnet er ikke nok for mig”. Og sådan skulle det vist ikke være. Det er vist bedst, hvis man føler sig helt fyldt op af moderskabet, og at ens liv giver meget mere mening nu. Det skal helst være fuldendt. Der er måske ingen, der siger det direkte, men det er alligevel helt tydeligt. Og hvor går man så hen med savnet af sit arbejde? Savnet af sit gamle liv? Savnet af sin mand, tosomheden og tiden til hinanden. Og med den klare oplevelse af, at moderskabet alene ikke er nok til at gøre en lykkelig fra nu af?
Oftest gemmer man den indeni. Alene. For det passer ikke ind i den fortælling og moderskabet og livet med børn, der stadig er den herskende, selvom vi betragter os som såkaldt moderne, frisindede, rummelige og den slags.
Insisteren på at holde fast i sig selv
Så mange normer og så mange retoucherede og polerede fortællinger. Så meget tvivl og så meget skam. Og så svær en opgave at holde fast i sig selv undervejs.
”Mor” er en fortælling om det og en udstrakt hånd at gribe i, når man selv står der, og lige som Tine er i tvivl, om moderskabet egentlig overhovedet er noget for én. Om man er egnet til den opgave. Når man nu tilsyneladende har det helt forkert i det, og ikke føler sig som et perfekt og altomsluttende match med det.
Det er en fortælling om at insistere på at holde fast i sig selv undervejs – både for ens egen og for barnets skyld. Om at træffe valg der går mod ”sådan gør man”, og deale med alt det det vækker i andre, når de ser, man går mod normen og fx lader sit barn starte i vuggestue 6 måneder gammel. Om at blive ramt helt ind i det dybeste af knoglerne af en ”forskning siger, at det skader børn, at….” – avisartikel, og om at stole nok på sig selv og på forbindelsen til sit eget barn til at sige avisabonnementet op og rydde sit intime lørdag morgen space for elementer, der forstyrrer det fine og sunde, der udfolder sig i mor og i barn og i relationen mellem dem.
En fortælling om at lære og lære og lære undervejs, og hvordan det er bøvlet, når det etablerede ”pensum” for moderskabet ikke er tilstrækkeligt. Og nogen gange direkte forstyrrende.
Stærke normer og egne veje
Om lysten til at stikke af fra det hele. Om det umulige i det projekt. Om nødvendigheden af at finde en måde at være mor og familie på, hvor der er plads til alle – også moren. Som helt menneske. Og om at den slags tager tid og og er fuld af knubs og omveje. Og at det ikke kan lykkes uden at sortere kraftigt i den unuancerede, ensrettede one-size-fits all model for moderskabet, som stadig har fat i os og hvisker os i ørerne om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er måske i virkeligheden den vigtigste læring i moderskabet, selvom d-dråber og opskrifter på grøntsagsmos selvfølgelig også skal have plads.
Tine skriver om bogen i dens forord at: ”Det er en samling af upyntede oplevelser og tanker, jeg gerne selv ville have læst da jeg blev mor, og som har hjulpet mig til at stå fast på det, der er rigtigt for mig. For min familie”.
Det lyder nemt, ik? Det er det ikke. Til gengæld er det vigtigt.
Du kan få fingrene i Tines bog ved at sende hende en mail på tinesskov@hotmail.com (140 kr inkl. porto). Bogen er pt. udsolgt fra forlaget.
Bedste hilsner
Heidi
Jeg er mor til 3 på 4, 7 og 9. Jeg er pt ledig og har derfor masser af tid til at være mig og være alene. og jeg nyder det – selvom jeg samtidig er fyldt op med dårlig samvitiighed over ikke at hente mine børn tidligt, når jeg nu alligevel er hjemme. Hvorfor er hjemmet ikke cleanet og ryddeligt, når jeg nu alligevel er hjemme.
Jeg forsøger at tage mig tid til det jeg gerne vil, fordi jeg godt ved at det er godt for mig og resten af familien. Men hvordan kommer man af med eller mindsker den dårlige samvigtighed ?
Kunne godt ønske at de bliver talt mere om hvor hårdt det er at være mor, at det er hårdt arbejde i lange seje træk. Vedholdenhed og tolmodighed.
Det lyder som en god bog, som næsten enhver mor burde have. Når man har tvillinger, hvoraf den ene er infatil autisk, skaber det uro, indtil man får værktøjer til at finde den rette vej, til hverdagen.
Jeg har 7 af slagsen, altså børn, 5 drenge og 2 piger og har nok altid gjort tingene på min egen måde langt hen ad vejen. Men synes stadig jeg har en masse at lære og vil rigtig gerne vinde den her lille bog.Der er noget der kalder på mig i din anmeldelse af den <3
Det jeg allehelst ville have vidst var at det er så pokkers svært at blive enige som forældre,om alle de tinge der omhandler tilgangen til børn.
Lyder som en skøn bog!! Moderskabet har vendt op og med på alt i mit liv og også værdier og selvforståelse på godt og ondt. Ikke så naturlig og intuitiv rejse som jeg havde forestillet mig
Meget spændende.
Hej Heidi
Jeg troede ikke man skulle læse bøger – men det giver faktisk mening, ihf. for dem af os der er opdraget med det “gamle” børnesyn.
Jeg var ikke forberedt på at al min frihed ville forsvinde fuldstændigt – sådan har det ihf. føltes meget af tiden. Jeg nød den første barsel. Men husker også følelsen af frihed da jeg tog på arbejde og kunne bevæge mig rundt på arbejde uden hele tiden at skulle have fokus på en anden. Synes stadig jeg føler det “klaustrofobisk” nogle gange. Så ville ikke bytte. Men mangler nogle løsninger til at få mere luft.
Christina
Jeg havde nemme graviditeter og fødsler, men inden den første, kunne jeg især godt have ønsket mig at vide, at de fysiske følger kunne være meget smertefulde. Jeg fik hæmorider og var to måneder om at få lært at amme rigtigt, så blod og tårer flød i stride strømme … Det havde INGEN forberedt mig på. Smerterne var langt værre end fødslen, alene af den grund, at jeg ikke vidste hvornår de fik en ende.
Jeg var 32 da jeg fik den første og genkender i også ensomheden ved manglende voksenkontakt under barslen, savnet efter den identitet jeg havde på mi studie / min arbejdsplads og desuden en tvivl på, om mit parforhold ville kunne rumme mit moderskab. Jeg synes det er så bravt, at mødre som linejensen_illu (på instagram) og nu Tine Skovmøller tør krænge de svære ting ud til os andre. Deres fortællinger ville have gjort mig en gladere og mere tryg mor dengang …
Jeg ville så inderligt gerne ha’ vidst og troet på, at lige nøjagtig MIN mode at være mor på, og definere moderskab på, er LIGE så god og rigtig som alle andres. Og at ingen andre end jeg er ekspert i mit barn (man kan blive SÅ intimideret af andre erfarne folks meninger og holdninger, i sær når de lige pludselig også er en autoritet)… Og tvivlen viser af og til sit grimme ansigt, når jeg glemmer at huske på disse to vigtige præmisser. Det er svært ikke st tvivle, så man bevæger sig i sådan en perfekt, poleret og korrekt verden – i hvert fald som verden fremstår på overfladen.
Mor til 2 skønne, finurlige, særlige, kærlige, egenrådige, og pisse irriterende drenge på hhv 1 og 3 år 🙂
Kære Anne
Bogen skal afsted til dig!
Jeg håber du kan få skabt dig en uforstyrret læsestund og slubre dig i ærlighed og mor-støtte i Tines ord.
Bedste hilsner
Heidi
Jeg synes det er vigtigt også at italesætte at det er vigtigt at man også passer på sig selv, og får gjort nogen af de ting man selv lader op af. For hvis ens egen batteri er helt tomt, kan man alligevel ikke være den mor man gerne vil være. Det bliver desværre hurtigt opfattet som egoistisk hvis man prioriterer at lave noget uden sine børn, men det er faktisk lige omvendt. Man kommer hjem med fornyet energi, som man kan øse ud over børnene, og man kan meget bedre rumme alt det kaos der nu engang følger med titlen som mor <3
Jeg er enig i, at man skal huske at det er OK at gøre noget godt for sig selv som mor – netop for at have overskud til at gøre noget for resten af familien. En i min anden mødregruppe var stewardesse – det er lige som iltmasken i flyet. Tag masken på selv og tag et skud ilt, før du kan hjælpe andre.
Jeg ville gerne have vidst at der følger så meget usikkerhed med. Jeg troede, som mange andre har jeg erfaret, at det med at være mor ville ske helt af sig selv, at det ikke ville skabe den tvivl på mig selv og mine evner som det gør. Jeg har lært at hvile i det og tænke at jeg kun kan gøre mit allerbedste. Og så har jeg lært at det er okay at parkere mor-rollen ind imellem og gøre noget for mig selv, for min skyld og som jeg har lyst til – som f.eks. at tage i byen med mine med-mødre og danse på bordene, eller gå en tur om aftenen selvom der er vasketøj og alt muligt andet, der skal ordnes.
Jeg er mor til 3 på knap 1, 4,5 og 7 og står nærmest i min livs første krise. Ikke ment sådan at jeg er ved at bryde sammen, men jeg synes det er så svært at finde mig samtidig med at jeg skal give plafs til mand og 3 forskellige individer, som alle har forskellige behov. Det var nemt med er barn, men de andre to passer sgu ikke ind i den samme kasse som storesøster! 🙄
Jeg havde en helt grundlæggende tro på, at det ville være det mest naturlige i verden, at blive mor. At jeg helt instinktivt ville vide, hvad jeg skulle gøre – altid. Men jeg vidste ikke en fløjtende fis! Så jeg ville nok gerne have vidst at der var mange andre som mig, derude.. At jeg ikke er alene om ikke at kunne overskue at være alene med mine børn. At det ikke kun er mig, der glæder sig til at komme på arbejde efter weekend og få lidt RO.
Og ikke mindst ville jeg godt have vidst, at min egen intuition ALLIGEVEL er god nok! At mine børn sagtens kan overleve, selvom vi ikke gik til 400 barselaktiviteter om ugen, sjældent serverede anden grød en den man rører sammen, med kogende vand, fra Semper, og at det er helt okay, at de kun kommer i bad to gange i ugen og vi aldrig renser deres ører (faktisk har lægen rost os for sidstnævnte to! 🤩).
Det er så sårbart at blive mor – der er så mange råd og holdninger, så det er sommetider næsten ikke til at holde ud. Gid nogen havde givet mig det råd jeg altid selv giver: Stol på dig selv og din egen mavefornemmelse – du kender dig og dit barn bedst og ved hvad der er rigtigst for jer at gøre! ❤️
JA <3