Kære Verden – Jeg er blevet mor

En anderledes bog om moderskabet

Kære verden jeg er blevet morHvordan bliver man egentlig til en mor? Nogen vil sige, at det sker i det øjeblik barnet fødes og kommer ud til dem, der i netop det øjeblik bliver deres forældre.

Meeeen det er vist ikke gjort med det, selvom en fødsel i sig selv er vild og skelsættende nok. Der er både tid før og efter fødslen, som også former en mor.

Der er bøger nok om graviditet, forældreskabet og barnets første år. Bøger man kan søge viden og råd i, men som de færreste for alvor føler sig hjulpet af. Og så er der de anderledes, skæve, varme, ærlige og finurlige bøger om forældreskabet, som kan tilbyde noget helt andet. Julie Højsgaard har skrevet en af dem.

 

Kære Verden – jeg er blevet mor

Julie kan noget med ord, og bogens små tekster har en finurlig poetisk tone, der tegner billeder og stemninger med få linjer. Det er som at få lov at læse i Julies dagbog (på den ikke-”roser er røde violer er blå” -teenage kiksede selvoptagede ”verden er ond og det er synd for mig”- måde). Hun inviterer læseren ind i sine dage og nætter, tanker og følelser og deler dem nøgent og ærligt, uden at det på noget tidspunkt bliver udstillende, selvmelidende eller unødigt dramatisk. Det er en kunst at holde den balance, og det formår Julie. Selv de kapitler der tager kaos og de stærke overvældende følelser under behandling, formidles med en fin og sprød ro, der får billederne til at tegne sig endnu klarere og de følelsesmættede scenarier til at kravle under huden.

 

Sved, kærlighed og identitetsforvirring

De 108 små kapitler besøger alle de almindelige, genkendelige, tilsyneladende ubetydelige, men netop derfor stærkt betydningsfulde situationer mødet med moderskabet indeholder.

Kapitel i Kære verden jeg er blevet mor

Læseren inviteres rundt i landskabet af akavede ammestilllinger, overvældende følelser, de mange velmenende gode råd, sved, rygkramper, bodega-agtig lyst til at pande naboer, der larmer mens barnet sover, en på kassen, glæden ved de små ting, medlemskabet af den hemmelige klub, der har lys i stuerne om natten, barnevognsture i regnvejr, løvemorens voldsomme instinktive trang til at beskytte sit barn fra mistænkelige personager i gule busser, usikkerhedens dans med taknemmeligeheden, den overvældende kærlighed og den dybe forbundethed med det lille væsen, den forbløffende pludselige trang til at skabe traditioner, det bøvlede ved at have mistet den velkendte kontrol, stærke møder med hidtil ukendt vrede, stjålne frikvarterer i byen med hæle der klikker mod brosten og mælkebryster der vokser undervejs, moderhjernen der bliver ligeglad med nyheder, men på ingen måde med mandelolie og d-dråber, kærligheden til sin mand, det svære i at skulle adskilles ved vuggestuestart, om vejen ind i hverdagen igen og om at lære sig selv at kende på ny.

 

I kærlighed til alle mødre

Bogen er skrevet som en hyldest til alle mødre til alle tider, med ønsket om at vi alle husker på, at alle gør det bedste de kan – hver dag. Læs den hvis du har brug for en kærlig fortælling fra en anden mor at spejle dig i, der hvor du står nu.
Bogen går godt til en kop te og et varmt tæppe i lænestolen. Den er både et højt ”RESPEKT” og ”JEG SER DIG” til alle mødre derude, og den er en blid hånd i ryggen og en invitation til fællesskab mellem kvinder – præcis så forskellige og mangfoldige som vi er.

 

Julie er en del af duoen Jegermor

Er du nysgerrig på mere fra Julies hånd, så besøg Jegermor universet, som hun har skabt sammen med Laura Vilsgaard. De to har sammen lavet en app fuld af lydserier til mødre. Her er varme hjerter, højt til loftet og plads til alle mødre.

Hvis du vil have en smagsprøve på app’en, kan du hente en times podscast, hvor jeg gæster Laura og Julie og mikrofonerne til en times samtale om, hvad der sker med parforholdet, når vi bliver forældre HER.

 

Julies bog Kære Verden Jeg er blevet mor kan købes hos Saxo her

Appen Jegermor kan hentes i AppStore.

 

Psykolog Heidi anmelder Kære Verden jeg er blevet mor



Bedste hilsner

Heidi

 

 




Kære Verden – Jeg er blevet mor, er en bog i min serie af anderledes bøger om at blive/være mor.

Læs også: Hver dag starter det forfra – En anderledes bog om at være mor, vol 1.

Kender du en bog, der skal med i rækken, så giv mig endelig et tip om den.

 

Der er mange flere boganmeldelser at finde her hos mig.
Læs fx også om Marie Brixtoftes bog: Kun når det regner.

 

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien
Psykolog Heidi Agerkvist

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

You have Successfully Subscribed!