Skæld ud – Nej tak! Men hvordan så?

– Skæld ud er som at slå med tungen.

– Skæld ud stjæler selvværdet.

– Skæld ud virker ikke.

Vi hører det igen og igen – og det er svært at være uenig i de udtalelser et bredt udvalg af ekperter indenfor børneområdet byder på.

Ingen forældre skælder ud med vilje, og vi vil alle sammen gerne gøre noget andet og bedre. Men hvad er det? Og hvordan gør vi det?

Lad os kigge på det!

I denne artikel gennemgår jeg:

*Hvad skæld ud er

*Hvad skæld ud ikke er

*Hvad der sker med barnet, når det bliver skældt ud

*Hvorfor skæld ud ikke virker

*Og selvfølglig også hvad du kan gøre i stedet for at skælde ud.

Artiklen har en vis længde – så tag gerne en kop kaffe med.

Hvad er skæld ud?

Skæld ud er et af de begreber, som vi alle sammen synes, vi ved hvad betyder, men som det er svært at finde en entydig og almen definition på.

I min forståelse er skæld ud, når den voksne irettesætter barnet på en bebrejdende og verbalt hård måde. Når den voksne skælder ud, er relationen mellem voksen og barn ikke længere ligeværdig (som i: Vi er lige meget værd som mennesker, uanset at vores relation er asymmetrisk, fordi jeg er voksen og du er barn). Den voksne benytter sig derimod af den magt, man har i kraft af sin position som voksen, og gør barnet mindre værdigt i relationen end sig selv.

Skæld kan komme til udtryk som bebrejdelser, nedladende og nedværdigende udtalelser, eller som voldsom markering af grænser.

Skæld ud har ofte en anklagende tone og foregår tit med hævet stemmeføring og et lidt anspændt og/eller ophidset kropssprog.

Skæld ud kan også indebære trusler og efterfølges af konsekvenser eller straf for barnet. Dette er dog ikke nødvendigt, for at der er tale om skæld ud.

Hvad er skæld ud ikke ?

I min verden er det ikke skæld ud at sige ”Nej”, ”Hold op” og ”Det må du ikke”, lige som det heller er skæld ud at sige ”Jeg vil ikke have, at du…..” eller ”Nu skal du altså tage skoene på”.

Man kan sagtens vise/markere grænser og sige til og fra på en måde, der ikke har noget med skæld ud at gøre. Og jeg er stor fortaler for at vise grænser og være tydelig. Det kan man sagtens gøre med både stemmen, nervesystemet og pulsen i ro. Og det er vigtigt at gøre det.

Relationen mellem barn og voksen er asymmetrisk (og skal være det), fordi man som voksen har andre kompetencer (følelsesmæssigt, kognitivt og fysisk) og samtidig også ansvar for at sætte retningen og rammerne for hele familien og for børnene.

Som barn er man i gang med at lære og udvikle kompetencer, og det er alt rigeligt. Derfor skal man som barn ikke have ansvar for at styre det skib en familie er. Det kræver kompetencer, barnet ikke har endnu, så derfor er det den voksnes job. Med til det job hører også at guide børnene i, hvad der er hhv. ”go” og ”no go”, og hjælpe dem med at komme tilbage på sporet, når de på den ene eller anden måde ryger ved siden af.

Og det kan man heldigvis gøre på mange andre måder end ved at skælde ud.

Skridt for skridt bliver relationen mellem forældre og barn mindre asymmetrisk i takt med som barnet bliver voksen. Uanset alder er relationen mellem børn og voksne som udgangspunkt ligeværdig, forstået på den måde, at vi alle sammen er lige meget værd, alene fordi vi er dem vi er.

Når vi skælder ud, ryger det ligeværd.

Hvad sker der, når man skælder ud ?

Når den voksne skælder ud, sker der flere ting.

Allerførst ryger noget af trygheden i relationen mellem forælder og barn. Det er uhensigtsmæssigt, fordi børn er så superafhængige af deres forældre og ikke mindst af relationen til dem. Hvis den relation er uklar og utryg, er et barn temmelig meget på dybt vand. Ensomt dybt vand.

Skæld ud skaber samtidig afstand. Det er en voldsom oplevelse at blive talt hårdt til, måske endda råbt af, af et menneske der er meget større end en selv, og som man samtidig er afhængig af og elsker.

Og så gør det noget ved selvværdet – netop fordi ligeværdigheden og respekten i relationen ryger, når der skældes ud. Barnet eller den unge efterlades med et billede af, at ”Jeg er sådan en, man kan tale sådan til”. Det kan man tolke til at betyde mange forskellige ting, men de fleste måder at forstå det på, vil have et element af ”Jeg er ikke særlig meget værd” eller ”Jeg er forkert” over sig.

Det betyder også, at gentagen skæld ud dæmper barnets naturlige lyst til at undersøge verden, være nysgerrig og prøve nye ting af.

Dels fordi selvværdet bliver mindre over tid, og barnet bliver usikker på, om det har en plads i de sammenhænge det allerede indgår i, og de sammenhænge det egentlig kunne have lyst til at opsøge og tage del i.

Og dels fordi barnet bliver trænet i at opføre sig på måder, der udløser mindre skæld ud – ganske enkelt for at undgå noget, der ikke er rart.

Derfor kan der også komme løgn, fortielser og hemmeligheder på banen, når barnet bliver stort nok til at kunne navigere i to versioner af virkeligheden på én gang. Og det slider så endnu mere på trygheden i relationen.

Hvad gør hjernen, når den bliver skældt ud?

Når vi bliver bange og føler os truede, går vores hjerne i det, man omtaler som kamp-flugt eller frys-flugt position. Når vi mærker en trussel, bliver vi optagede af, hvordan vi overlever den. Ja, det føles som ”liv og død”, for det er de helt gamle basale dele af hjernen, der tager over her.

Det skaber én af tre reaktioner hos barnet:

Kamp:

Barnet kan forsøge at forsvare sig ved at gå til modangrab og puste sig selv op til at blive lige stor og truende som forælderen i et forsøg på at vinde. Det lykkes oftest ikke, fordi barnets modangreb får forælderen til at skrue endnu mere op.

Flugt:

Barnet trækker sig, og vil ofte vende det indad og bebrejde sig selv a la ”Det må være mig, der er et forkert barn, når mor kan blive så sur på mig”

Eller ”Jeg må gøre noget meget forkert. Selvom jeg gør mit bedste er det åbenbart helt forkert. Måske er der noget galt med mig”.

Eller ”Jeg må anstrenge mig endnu mere for ikke at gøre far i det humør, for det er ikke rart.”

Frys:

En tredje mulighed for barnet er at gøre sig mindst muligt påvirkelig af at blive skældt ud. Ved at lukke ned og gøre sig følelsesløs, kan barnet holde mest muligt skæld ud ude, og dermed undgå den smerte, det ellers ville give.

Hvorfor virker skæld ud ikke?

Når man er bange eller bruger energi på at lukke ned og holde noget ude, er det svært at få gode ideer og være fleksibel.

Som voksen skælder vi oftest ud, fordi vi gerne vil have barnet til at forstå noget, eller til at gøre noget andet end det, det lige har gjort. Derfor skyder vi os selv i foden ved netop at skælde ud.

Det er nemlig sværere at ”komme igennem” til et barn, der føler sig truet og er i gang med at kæmpe imod truslen, eller til et barn der har lukket ned for vigtige dele af sig selv – herunder kontakten – for at beskytte sig.

Det er derfor nogen kan opleve, at de skal skælde mere og mere ud, for at blive hørt. Det giver god mening, at der skal mere og mere til for at komme igennem, hos et barn der bygger større og større forsvar for at beskytte sig.
Det vi gerne vil er, at barnet skal forstå, hvad vi vil have det til/ikke til, og så gøre noget andet. Det bliver sværere for barnet at gøre noget andet, hvis dets udgangspunkt er at føle sig forkert

Fra den position bliver det krævende at prøve noget nyt og tro på, at man kan.

Endelig lærer børn ikke noget nyt af at blive skældt ud. Kun at det og dets handlinger er forkerte. Men det efterlades uden nogen hjælp til at finde ud af, hvad der så er smart at gøre.

Hvorfor skælder vi så ud alligevel?

Når vi nu alle sammen godt ved, at det ikke er smart at skælde ud, hvorfor gør vi det så alligevel. Det kan der være flere grunde til.

De hyppigste er:

Når vi selv er vokset op med skæld ud

En del af os er selv vokset op med det og har lært og mærket, at det er ”sådan man gør”, og at det er en naturlig del af relationen mellem forældre og barn. Selvom vi så gerne vil gøre noget andet som voksne i relation til vores egne børn, kan det være svært at gøre, fordi vi skal opfinde dette andet selv, samtidig med at vi skal undlade at gøre noget, der udspiller sig mere eller mindre automatisk for os.

Vi giver jo det videre, som vi selv har fået med på godt og ondt, og det er nemmest at give det videre vi kender til. Det kræver en indsats at opsøge andre redskaber – især hvis man slet ikke ved, hvad man skal lede efter.

Når vi tror, det er nødvendigt

Hvis vi selv er vokset op med det, og på den måde har fået det ind som en del af vores opvækst, kan vi tro, at det er nødvendig del af en almindelig opdragelse.

Mange siger ”Min far var ikke bleg for at sætte mig på plads, og det var han nødt til, for jeg var også en strid knægt.” Det bliver en selvbekræftende forståelse af skæld ud som et nødvendigt element, når barnets adfærd samtidig ses som strid, urimelig eller som noget, der skal afrettes.

Når afmagten tager over

Og så er der alle de gange, hvor vi gerne vil gøre noget andet, og hvor vi har anstrengt os for det, og også er nået et godt stykke. Men hvor vi bliver tilstrækkeligt pressede eller afmægtige til, at det føles nødvendigt at bruge skæld ud for at blive hørt.

Der er ingen forældre, der bevidst tænker: ”Nu vil jeg bryde ligeværdigheden og få mit barn til at blive bange og føle sig forkert”. Men vi kan alligevel af forskellige grunde, bl.a. de ovennævnte, lande i en situation, hvor vi kommer til det. Sådan er det at være menneske. Vi er ikke perfekte, og vi kommer til at lave fejl og gøre ting, vi ikke ville.

Heldigvis hører det også til det at være menneske, at vi kan kigge på os selv både indefra og udefra, og justere vores handlinger alt efter hvad vi får øje på, når vi kigger på os selv, så vi næste gang kan få øje på endnu mere af det, vi gerne vil se i os selv.

Hvad gør man så i stedet for skæld ud?

Der er mange veje til mindre skæld ud, og her får du nogen af dem:

Juster dine forventninger til et realistisk niveau

Meget af det børn bliver skældt ud over er, at de gør noget andet, end det forældrene kunne ønske, at de gjorde. Men er dine forventninger til hvad din 2-årige, 4-årige, 10-årige og 14-årige kan honorere realistiske? Eller kommer du til at stille for store krav?

Hvis man over tid mødes med større krav, end man føler man kan leve op til, bliver man både usikker og småstresset, og reagerer på den ene eller anden, ofte uhensigtsmæssige, måde. Det kan skabe endnu mere grundlag for skæld ud, når det usikre barn forsøger at navigere udenom sin usikkerhed.

Så kig dine forventninger, til hvad dine børn skal kunne, lidt efter i sømmene, og se hvad der sker, hvis du sætter dem lidt ned. Giv dit barn en hjælpende hånd hist og pist. Det gør hverken dig til en curlingforælder eller dit barn til en hjælpeløs egoist. Overhovedet.

Minimer mængden af ”ikke”

Helt kort fortalt forstår vores hjerne ikke særligt godt ordet ”ikke” (hvilket i sig selv gør denne sætning helt håbløs).

I stedet for at fortælle dit barn, hvad det ikke må, kan du med fordel hjælpe det med at forstå, hvad du gerne vil have det til.

Lad mig illustrere pointen:

Hvad sker der, når jeg fortæller dig, at du IKKE må tænke på en lagkage?

Du tænker selvfølgelig straks på en lagkage 🙂

Og er du tilpas motiveret for at spise lagkage, kan tanken være rigtig svær at få ud af hovedet igen.

Det samme sker for dit barn, når du siger ”Du må ikke tegne på væggen”. Det sidste barnet hører er ”tegne på væggen”, og du har opnået det modsatte af hvad du ville, for du har præcis fået barnet til at fokusere endnu mere på at tegne på væggen.

Fortæl hellere barnet, hvad du gerne vil have det til i stedet for. Fx at tegne ved bordet.

Det kan lyde som en banal teknik og lidt som noget ordkløveri, men det er virkelig effektfuldt.

★ Læs også: Kunsten af sætte grænser for børn

Hav tålmodighed – der skal mange gentagelser til.

At skabe nye ”veje” i en børnehjerne under udvikling, kræver en hel del gentagelser. Især hvis den vej, man gerne vil skabe, peger i en anden retning end den sværm af impulser, sådan en børnehjerne er oversvømmet af. Derfor skal der mange gentagelser til. Så mange, at man som forælder kan blive ret utålmodig. Særligt hvis man troede, at det gik hurtigere med de der veje……

Det gør det så ikke.

Hav tålmodighed med både dig selv og dit barn undervejs. Barnet er skabt til at undersøge, og først når det har fået det samme resultat af sin undersøgelse mange gange, bliver det lagret som ”sandhed”. Undtagelsen er hvis en oplevelse har traumatisk karakter. Så skal der kun én gang til.

Så vid at hver gang du tålmodigt og tydeligt og roligt siger det samme én gang til, så hjælper du vejen i barnets hjerne endnu et skridt på vej, fra at være en lille grussti til, at blive en flersporet motorvej.

Et blik på dit billede af dig selv

Noget der også spiller en rolle, for hvor meget skæld ud, der kommer på banen, er din opfattelse af dig selv og din egen autoritet.

I hvor høj grad har du tillid til dig selv og tro på, at du sagtens kan få dit budskab igennem på en rolig og respektfuld måde?

En del forældre, jeg har talt med, har haft så mange oplevelser af ikke at kunne komme igennem til deres børn, at de har mistet troen på, at det kan lykkes for dem. De har givet lidt op.

De omtaler sig selv cirka sådan her:

”Det er kun ”de rigtige” forældre, der kan det. En særlig slags forældre. Jeg er ikke sådan en. Jeg kan ikke finde ud af det, og jeg bliver nødt til at skælde ud. Det kræver noget jeg ikke har, at kunne opdrage uden at skælde ud. Og jeg er jo nødt til at gøre et eller andet for at sætte mig i respekt”.

Jeg ved godt, at det lyder virkelig psykologagtigt på den helt klichéagtige måde, det jeg siger nu, men jeg gør det alligevel.

Hvis du har det sådan, er det i første omgang ikke børnenes respekt for dig, det handler om, men din respekt for dig selv, der er på spil.

Hvis du har givet op og udstråler, at det du siger, er noget man ikke behøver at lytte til og handle efter, så fortæller du indirekte dine børn, at de ikke behøver det. Og så fortsætter de forståeligt nok med det, deres lyststyrede hjerne driver dem til.

Hvis selvrespekten hænger lidt, er du nødt til at puste liv i den. En af måderne, du kan gøre det på, er som et eksperiment efter modellen:

– Hvordan ville jeg sige det, jeg skal til at sige nu, hvis jeg var sådan en, der ikke var i tvivl om, at der er respekt om det, jeg siger?

Eksperiment-vejen er en mere ”uforpligtende”, men meget virksom måde at bevæge sig ind på nyt land på.

★ Læs også: Ulvetimen – 12 tips til mindre kaos og mere ro

Genetabler kontakten

Når du så alligevel kommer til at skælde ud, selvom du ikke ville, så husk altid at tage ansvar for at genetablere kontakt. Ræk ud og inviter til kontakt igen. Slip det der lå imellem jer og undgå at bære nag.

Vi mennesker laver fejl, misforstår hinanden, er uopmærksomme, kommer til at skælde ud, og alt muligt andet der bryder kontakten.

Det vil ske, og det er som enkeltelementer ikke så farligt. Men det er farligt og voldsomt ubehageligt, hvis kontakten ikke etableres hurtigt igen. Vi kan ganske enkelt ikke tåle at være afskåret fra kontakt med dem, der er allervigtigst for os.

Så den bedste måde du kan reparere og sige undskyld til dit barn efter at være landet (ufrivilligt) i skæld ud, er at gå forrest og tage ansvar for at genetablere kontakten mellem jer. Den er livsvigtig.

Rigtig god fornøjelse – og del gerne dit bedste tip til mindre skæld ud i kommentarfeltet herunder.

Heidi Agerkvist
Familiepsykolog

Relaterede…

Ferie med børn – afslapning eller kampzone? Når børn stjæler Børnetestamente – hvorfor og hvordan? Tid til at slappe af – mit bedste trick