Jeg holder af hverdagen – eller lyver jeg lidt?
Velkommen til en scene fra mit liv. En eftermiddag for et par år siden, som bød på lav sol over en græsplæne, og en samtale mellem to helt almindelige mennesker godt og grundigt viklet ind i hverdagen.
“Det er nemt nok at holde af hverdagen, når man ikke har noget arbejde, ryger hash dagen lang og ikke rigtig går så meget op i det der med at tage sig af sine børn”.
Brudstykke fra en samtale med en ven….
Jeg var vist kommet til at brokke mig lidt over min hverdag, og drømte om at holde lidt mere af den.
Ligesom Dan Turell tilsyneladende gjorde.
Jeg holder af hverdagen
Helt ubesværet og poetisk let.
Min ven satte med en enkelt sætning det hele lidt i perspektiv med ordene: “Det er nemt nok at holde af hverdagen, når man ikke har noget arbejde, ryger hash dagen lang og ikke rigtig går så meget op i det der med at tage sig af sine børn”.
Vi grinede lidt.
For ja, det er da nemt nok at holde af hverdagen, når man dulmer alle sine bekymringer om livet og forældreskabet med øl og hash.
Måske.
Måske er det ikke så nemt lige nede under overfladen.
Var det Dan?
Nu er det for sent at spørge.
Egentlig er det også lige meget.
For min hverdag har ikke noget med Dans hverdag at gøre.
Eller din. Eller min nabos.
Min hverdag er min.
Og hvis jeg ikke holder så meget af min hverdag, som jeg længes efter, så må jeg tage fat i den og gøre hvad der skal til for, at den bliver mere holde-af-bar. Få os til at matche lidt bedre – mig og hverdagen.
Faktisk er det jo mig, der bestemmer, hvordan min hverdag ser ud.
Selvom det nogen gange kan se ud, som om det er hverdagen, der bestemmer og jeg bare må hænge på, så godt som jeg nu kan.
Lige dér bliver den lidt svær at holde af.
Hvem elsker en slavepisker, der brøler “Hurtigere! Hurtigere!” ind i hovedet på en?
Dér på græsset, i en tynd men insisterende solstråle, sammen med min gode ven, savnede jeg vist, at hverdagen bød på lidt mere søvn. Og lidt mindre af fornemmelsen af at have havregrød, dér hvor hjernen forventedes at være. Jeg var så udmattet af at blive vækket af børn igen og igen og igen.
Og så savnede jeg ro til at forbinde mig med min mand. Du ved, fornemmelsen af at være connectet, også selvom vi oftest var hvert sit sted, optaget af hver sin praktiske opgave, hvert sit barn, hvert sit arbejde. Fornemmelsen af at være et team. At være to. Sammen. Forbundet.
At kunne sige “Jeg holder af hverdagen” – og mene det…….
Da vi havde grinet færdigt, blev jeg lidt opgivende. Sukkede. Tænkte et kort øjeblik på, om man virkelig er nødt til at ryge hash for at blive gode venner med hverdagen? Det virkede på flere måder både uoverskueligt og ikke særlig holdbart.
Og så mærkede jeg trods. A la “Det skal eddermame være løgn, skal det”. Jeg nægter at have en hverdag, som jeg ikke kan holde af. Det er der simpelthen for mange hverdage tilbage i mit liv til.
Lang historie kort: Jeg tog ansvar og lavede de justeringer, der skulle til.
Jeg var nemlig kommet til at slippe det ansvar, jeg godt vidste var mit. Jeg var blevet så udmattet, at offer-rollen og “Det er for dårligt, at…” og “Det er synd for mig…” havde kunnet snige sig en lille smule indenfor.
Det er den sikre vej til endnu mere udmattelse.
Det lyder vupti, ik?!
Det var det ikke.
Livet er sjældent vupti.
Det behøver det heller ikke at være.
Det er ikke det, det går ud på.
Her nogle år efter er min hverdag stadig ikke udelukkende happy happy og fuldstændig renset for udfordringer eller forstyrrende og irriterende og kedelige elementer. Det bliver den heller aldrig.
Jeg skal stadig tømme opvaskemaskine og finde ud af, hvad vi skal have til aftensmad (lige dér er der stadig havregrød i stedet for hjerne), og jeg skal håndtere konflikter, og nogen gange sige de samme ting rigtig mange gange, og ryge ud af connection med min mand, og være alt for træt til at tage stilling til alle de der voksen-ting, man skal forholde sig til, osv.
Så for nu at sætte det på spidsen, så tror jeg ikke at man kan sige, at jeg er evigt jublende lykkelig for min hverdag. Der er da bestemt dage, hvor det er ret med på det jævne med det der jubleri.
Men jeg tog et valg om at øge “jeg holder af hverdagen”-niveauet bid for bid.
Og vigtigst af alt: Holde det ved lige.
Og det betyder, at jeg stadig skal tage ansvar. Det ansvar der er mit.
Livet er for værdifuldt til at sløse med hverdagene.
Det jeg er allermest (jublende) glad for er, at jeg godt ved hvad der skal til.
Hvad jeg skal gøre.
Igen og igen.
Og igen.
Og lige så vigtigt hvad jeg ikke skal gøre, fordi det gør det hele meget værre.
Når man ved hvad der skal til, er det trods alt nemmere at komme igang med at gøre det.
Hvad med din hverdag?
Holder du af den? Eller er der noget du skal have justeret på? Få taget ansvar for at handle på?
Ved du godt, hvad der skal til? Eller har du brug for en hånd i ryggen?
Ved du hvor du kan få den hjælp, du har brug for (hvis du har brug for hjælp)?
Nogen gange skal der virkelig ikke så meget til for at skabe en stor forandring.
Jeg hepper på dig!
Bedste hilsner
Heidi
LÆS også:
★ Kom godt tilbage til hverdagen efter ferie
Skriv din kommentar