Terrorangreb i børnehøjde. Hvordan kan jeg (blive ved med at) berolige mit barn, når verden bliver mere utryg?

Bruxelles, Paris, Istanbul, Nice, Berlin, Stockholm, Skt Petersborg.

Og nu Manchester.

Igen er over 100 uskyldige civile blevet såret og 22 har mistet livet pga et terrorangreb.
Denne gang var målet børn og unge.

 

Terrorangreb udløser både tanker og følelser
Vi rystes hver gang nogen viser en adfærd som er uforståelig, urimelig og dødelig, og vi mærker både undren, frygt og de mange spørgsmål der presser sig på.

  • Holder det aldrig op?
  • Kan det ske her?
  • Hvad skal vi frygte næste gang, når nu børn og unge ikke engang skånes mere?

 

 

Èt er den frygt og usikkerhed vi mærker på egne vegne. Men noget helt andet er det, der gælder vores børn og vores rolle i den forbindelse.

Jeg har allerede haft fire mødre og to fædre i telefonen siden i mandags. Alle reflekterede, kærlige og omsorgsfulde forældre. Og alle spurgte de mig med desperation og afmægtighed:

 

”Hvad skal jeg sige til mit barn?

Hvordan kan jeg blive ved med at berolige mit barn og forsikre det om, at verden er et trygt sted, når der bliver ved med at ske terrorangreb?

Og hvad skal jeg svare når det spørger, hvorfor nogen vil slå børn ihjel?”

 

Det er et godt spørgsmål.
Et virkelig godt spørgsmål.

Et af dem der borer sig helt ind i knogler og celler, og efterlader os der, hvor vi kan mærke den tyngde livet også byder på.

 

Hvad skal jeg sige til mit barn om det seneste terrorangreb?

Der findes desværre ikke noget enkelt svar eller en løsning i tre smarte trin. Men der er noget, der er mere beroligende og hjælpsomt at gøre end andet.

Og jeg vil gerne dele det med dig.

 

At skabe ro i en situation med terrorangrebOverordnet kan man sige, at det skaber uro hos barnet at høre om terrorangreb, og derfor er det korte svar, at du skal sige det, der skaber ro hos barnet. Det betyder først og fremmest, at du skal tale i børnehøjde.

Børn har ikke brug for lige så mange detaljer, som vi voksne har adgang til og kan håndtere. Børn har derimod brug for hjælp til at skabe overblik og en eller anden grad af sammenhæng i en situation, der umiddelbart virker helt usammenhængende og meget skræmmende. Det behøver derfor ikke at være en meget lang snak, for de har ikke brug for at vide alt det du ved. De har derfor brug for ro både faktuelt og følelsesmæssigt.

Lad mig herunder give dig en række måder at gå til det på og samtidig et par punkter at være opmærksom på undervejs.

 

Skal jeg aktivt fortælle mine børn om det seneste terrorangreb, eller skal jeg vente til de selv kommer og siger noget?

Det afhænger helt af barnets alder.

Jeg vil anbefale dig som udgangspunkt at lade børn under skolealdren leve i det, vi meget passende kalder lykkelig uvidenhed om den ondskab og uretfærdighed, som verden også indeholder, så længe de kan få lov til det.

Større børn, som via skole, smartphones, sociale medier, programmer som UltraNyt osv. har adgang til en større viden om verden, kan du med fordel aktivt fortælle om, hvad der er sket i forbindelse med terrorangrebet.

Terrorangreb i børnehøjde. Hvad skal jeg sige til mit barn?Hvis du er i tvivl, om dit barn vil blive præsenteret for den viden, kan et pejlemærke være, om dit barn har hørt om eller talt om nogen af de tidligere angreb. Hvis det har det, vil jeg anbefale dig selv at tage initiativ til en snak om begivenhederne med dit barn, for så er der meget stor sandsynlighed for at nogle brudstykker eller større mængder information også når dit barn denne gang.

Når jeg anbefaler dig aktivt at tilføre dit større barn denne type viden, er det fordi det er meget rarere for barnet at få denne knapt så rare viden i en tryg sammenhæng, sammen med mennesker det stoler på og er tæt forbundet til, end det er at få den i skolen eller til fodbold.

Samtidig ved barnet også, at det kan komme til dig/jer efterfølgende, hvis det har brug for mere viden eller der opstår nye spørgsmål, for du har tydeligt vist, at det er muligt og helt legalt at snakke om sådanne emner i jeres hjem. Det er i sig selv beroligende for barnet at vide og mærke.

(Og når man så alligevel ikke kan lave en så simpel opdeling, er det jo fordi at nogen børnehavebørn har ældre søskende, som har adgang til mere viden og som bringer den med ind i hjemmet, og de mindre børn derfor også vil høre hele eller dele af samtaler om terrorangrebet. I så fald skal de selvfølgelig hjælpes med at lande den viden på en mere roligt sted).

 

Hvor meget skal jeg sige? Kan man sige for meget?

Ja, det kan man! Man kan sagtens komme til at give barnet meget mere viden, end det kan forholde sig til at håndtere.

Heldigvis viser dit barn dig meget tydeligt, hvad det er klar til høre. Måden du finder ud af det på, er ved at lytte til hvad det specifikt er, barnet spørger om.

Børn spørger nemlig typisk om det, de er klar til at høre savret på. Hvis barnets hjerne kan ”finde ud af” at formulere et givent spørgsmål, er samme hjerne også parat til at modtage svaret.

Så lyt til hvad barnet egentlig spørger om, og svar så på det. Og kun det. Og formuler dit svar så simpelt og lige ud ad landevejen, som du kan. Hold dig så vidt muligt til fakta, og undgå at tale det dramatiske element op ved at bruge malende beskrivelser af blod, og af hvor bange de børn og unge må have været i den situation, når de samtidig var adskilt fra deres forældre.

Du behøver med andre ord ikke at fortælle, at gerningsmanden gik specifikt efter at ramme børn og unge, hvis ikke dit barn spørger om det. Og det er fint at sige, at ”der var en mand, der sprængte en bombe” og undlade at gå i blodige detaljer, om at han sprængte sig selv ihjel.

(Hvis du får lidt ondt i maven eller kvalme af at læse de forgående sætninger, (hvor jeg har skruet bare en lille smule op for dramaet i mine ord), så har din krop præcis understreget min pointe om, hvorfor du kun skal svare på det, dine børn spørger om, og ikke mere. De har nemlig ikke behov for mere info, end de kan håndtere).

 

Ofte vil man opleve, at et barn stiller 3-4-5 spørgsmål, og så pludselig siger ”Jeg vil gerne have en mad” eller ”Må jeg gå over til Storm og lege?”. Det er tegn på, at barnet har fået nok information for nu, og lige har brug for en pause. Så kommer det måske igen efter et par timer eller i morgen og har lige to spørgsmål mere. Og så svarer du bare på dem – og ikke mere. Lad dit barn vise dig, hvor meget du skal fortælle – og hvornår.

 

Okay, så man kan sige for meget. Kan man også sige for lidt om et terrorangreb?

Ja, det kan man også.

At tale med børn om terrorangrebDet kan være fristende at forsøge at beskytte barnet ved at svare lidt undvigende, når barnet kommer og spørger om, hvad det egentlig er der sket ala ”Det er ikke så vigtigt” eller ”Det skal du ikke bekymre dig om”.

Det beskytter ikke barnet. Det efterlader det helt alene. For det står jo lige der og bekymrer sig, og det har brug for dig til at hjælpe det med at skabe overblik og sammenhæng i den situation.

Så snak med dit barn. Det behøver ikke nødvendigvis være en lang snak – men tag i mod barnet og dets behov for at skabe klarhed.

 

Fortæl de gode historier

Det handler altså om at skabe ro i en situation, som er alt andet end rolig.
En måde at skabe ro hos vores børn er at fortælle de gode historier.

Fortæl at alle der havde brug for hjælp har fået det, og at de fik det lige med det samme. De dygtigste læger er tilkaldt. Der er ekstra personale i gang. Ham der gjorde det er selv død, så han kan ikke gøre det igen. Politiet arbejder effektivt på at finde ud af, hvordan det kunne ske, så man kan undgå at det sker igen. Folk i byen har tilbudt mad og varme tæpper og senge til dem, der havde brug for det. Rigtig mange har hjulpet med at sætte børn og forældre hurtigt i forbindelse med hinanden. Osv.

Sørg for at fortælle alt det gode, der heldigvis også er at fortælle i sådan en situation.

 

Husk proportionerne. Der er ikke terrorangreb over det hele – hele tiden.

Fordi vores adgang til nyheder og information er så nem og går så usandsynligt hurtigt i dag, kan det virke, som om vi går fra det ene terrorangreb til det andet med få dages mellemrum. Det er som om, det pludselig er over det hele.

Derfor er det vigtigt at holde proportionerne for øje. Danmark er stadig et af de allersikreste steder at bo og være barn. Det er et faktum. Og selvfølgelig kan forfærdelige ting også ske her, men risikoen er meget meget lille. Det er også et faktum.

Husk også på at langt langt langt de fleste mennesker er søde og fornuftige og omsorgsfulde og opfører sig respektfuldt og kærligt. Det er et lille bitte fåtal ud af verdens samlede befolkning, som opfører sig så rabiat og ekstremistisk. Det er også et faktum.

 

For et dansk barn udgør trafikken på skolevejen stadig en langt større sikkerhedstrussel, end terror gør. Det er også et faktum.

Og nu er det ikke fordi du skal tale faren ved dit barns skolevej op, og gøre dit barn bange for den også. Tværtimod.

Tal i stedet ind i de mange erfaringer barnet har med at cykle i skole uden problemer.”Tænk hvor mange gange, du har klaret det uden problemer overhovedet, og uden at det føltes det mindste farligt”. Og fortæl  så, at terror er en langt mindre trussel end sådan en cykeltur.

 

Det er forbudt at lyve!

Bevar troværdigheden når du taler med børn om terrorangrebAlternative facts er for nogen det nye sort. Og i situationer hvor de reelle fact er barske, kan vi få lyst til at fortælle vores børn en alternativ og lidt mere skånsom version af virkeligheden. Fx kan det være fristende at sige, at der ikke var nogen der døde. Eller i hvert fald ikke så mange. Eller i det mindste ikke nogen børn.

Men det er jo løgn……

Løgn æder troværdigheden. Og hvis der er noget børn har brug for i en situation, hvor deres verdensbillede bliver rystet, så er det forudsigelige troværdige voksne, de kan regne med.

Så lad være med at lyve – også selvom du tænker, at det er i en god sags tjeneste.

Det et som at tisse i bukserne. For barnet finder jo på et tidspunkt ud af, at realiteterne hænger anderledes sammen, end hvad du lod som om. Og hvor skal barnet så gå hen næste gang, det har brug for tryghed og gennemskuelighed fra en troværdig voksen, hvis det ikke kan regne med dig……..?

 

Afdramatiser barnets reaktioner sammen med det. Det er helt sikkert helt normale.

Sådan en begivenhed som den i Manchester gør noget ved os. Måske også mere og/eller andet end vi troede.

Det, der gør angrebet i Manchester anderledes and øvrige terrorangreb, er at identifikationsgraden er øget betragteligt for vores børn og for os som forældre. Dels er Manchester ikke specielt langt væk, men endnu vigtigere, var det børn og unge det gik ud over. Det sætter tanker og følelser i gang hos både børn og forældre.

 

Vi kan ikke længere tænke om terror, at det er noget, der foregår langt væk i lande, hvor man har en hverdag, der er langt fra at ligne vores.

Med angrebet i Manchester er det blevet sværere at adskille sig fra terror og tænke, at det ikke har noget med os at gøre.

Derudover er kun to uger siden at samme sangerinde gav koncert her i Danmark. Derfor vil de børn og unge og deres forældre, som var til den danske koncert, være mere påvirkede (gennemsnitligt) af mandagens terrorangreb i Manchester. Fordi det ganske enkelt er meget nemt at tænke ”Det kunne have været mig” eller ”Det kunne have været vores barn”. Muligheden for identifikation er høj her.

 

Og ja, det kan føles mærkeligt at være ekstra påvirket på den ene eller anden måde (angst, bekymring, gråd, ondt i maven, søvnbesvær mm), for det VAR jo ikke mig / mit barn. Der skete jo ikke noget til den danske koncert, og alle er fint tilbage i deres helt ufarlige hverdag. Så er det ikke skørt at gå rundt og føle sig ekstra sprød nu – der er jo ikke nogen rationel grund til det?

Det er rigtigt, men én ting er rationalitet og fornuft og logik. Og noget helt andet er følelser. De opererer ikke rationelt – ligesom en del af vores tanker heller ikke gør.

Så det er helt forståeligt og forventeligt og mest af alt normalt at føle sig påvirket af uforklarlige grunde, selvom man går rundt her i Danmark og har det godt.

Det kan i sig selv være beroligende at vide, så man ikke skal til at panikke over, om man selv eller ens barn nu er blevet helt skør eller måske sindssyg, eller bare unormal, når der er (rationelt) uforklarlige følelser i spil.

Det er helt normalt.

 

Er det virkelig mig, der skal snakke med mit barn om terrorangreb? Kræver det ikke en ekspert?

Nix, ingen eksperter kan tale bedre med dit barn om terror og om den aktuelle situation, end du kan. Det er dig, der er den allervigtigste for dit barn. Ikke en ekspert (hvad det så end er for en).

Vi må simpelthen ikke underkende vores værdi som forældre i denne situation. Vi er de allervigtigste for vores børn. Det er os, der kender dem bedst. Det er os der ved, hvad de har brug for (jo, det ved du). Og det er især os, der er den allervigtigste kilde til tryghed og ro.

Det kan ingen ekspert erstatte.

Det allervigtigste er, at vi er til rådighed for vores børn – for at tale, for at kramme, for at grine. Præcis hvordan vi taler med dem om ting, som terror er mindre vigtigt, end at vi er til rådighed for at være i kontakt med dem, når de har brug for det.

Så kør ikke dig selv ud på et sidespor, fordi du kommer til at tro, at nogen er bedre til at tale med dit barn, end du er. Det er præcis dig, der er bedst.

 

Jeg føler mig ikke særlig rolig selv. Hvordan kan jeg så berolige mit barn?

Som voksne bliver vi naturligt også påvirkede af så alvorlige og skræmmende begivenheder som et terrorangreb er. Det er vigtigt, at du som voksen også husker at tage dig af dig selv.

Hvem kan du tale med om terrorangrebSom voksne har vi brug for at tale med andre voksne om de ting, sådan et terrorangreb sætter i gang i os. Det skal vi ikke tale med vores børn om. De skal som sagt tales med, på en måde der giver dem ro.

Så hvem kan du tale med om det, der fylder i dig? Hvem kan du dele dine tanker og følelser med på en måde, hvor de bliver lidt nemmere at bære bagefter, og ikke i samme grad kan stikke af med dig?

Husk at tage vare på dig selv. Både fordi det er rarere for dig end ikke at gøre det – og fordi det hjælper dig til at hjælpe dit barn.

 

Skal jeg kunne svare på alt?

Nej, det skal du ikke. For der er virkelig mange svære og kringlede spørgsmål, der knytter sig til en situation, som er så uforståelig.

Mindre børn stiller som regel mere faktaprægede spørgsmål, som generelt ikke er præget af stor kompleksitet, mens større børn med højere refleksion kan stille spørgsmål med et filosofisk eller eksistentialistisk præg, som godt kan være svære at svare på.

 

Tillad dig selv ikke at have et svar på alt klar på to sekunder, og lad det være ok at undre dig sammen med dit barn.

Efter at have stille et par faktuelle spørgsmål, sagde min ældste datter (13 år) imorges: ”Jeg synes altså det er svært at forstå det der terror”. Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Det er virkelig svært at forstå, for det er så langt fra vores hverdag, vores værdier og vores billede af, hvad et godt liv for os selv, og dem vi omgiver os med er.

Så det er ok ikke at have svar på alt. Måske har du ikke altid et svar. Men du har altid dig – og din evne til at være i relation med dit barn. Også når noget er virkelig svært at forstå. Og det er meget mere værdifuldt end et svar lige dér.

 

Bevar håbet og kærligheden og troen på at mennesket grundlæggende er godt

Det kan lyde pladderromantisk, naivt og ja-hat agtigt.

Måske.

Men hvad er alternativet?

 

Hvad har vores børn netop brug for lige der, hvor verden føles ond og angribende og utryg? De har brug for tykke trygge bånd til deres vigtigste mennesker og forvisning om, at der er andet i verden end alt det, der føles farligt og uoverskueligt; Nemlig kærlighed, ro, fællesskab og håb.

Derfor er vi som voksne, som mennesker, som forældre nødt til at insistere på at skabe plads til håbet og til troen på, at mennesket grundlæggende er et godt væsen, båret af kærlighed og næret af relationer.

Mister vi troen på og tilliden til andre mennesker og gør os utilgængelige for relation, så bliver det fattigt og smertelig. Og det hjælper ikke vores børn.

Så bliv ved med at vise dine børn, hvor meget kærlighed og tryghed der er i verden. Især lige dér hvor du er – som en tryg tilknytningsperson og kærlighedstank for dem.

 

 

Heidi Agerkvist om terrorangreb

 

Alt det bedste til dig og dine allervigtigste mennesker

– Heidi

 

 

 

 

 

 

 

LÆS også:

Sådan taler du med dine børn om flygtningesituationen

Tal med dine børn om det der er svært

Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet en bror. Nu vil han selv dø.

 

 

 

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

.

You have Successfully Subscribed!