– Om at lade børn se, at voksne også er sårbare til tider.
”Er du ked af det, mor?”
”Er der noget galt?”
”Græder du?”
Hvis du har børn, gætter jeg på, at du har mødt af et af spørgsmålene ovenfor – eller en variation af det.
Børn skal nemlig ikke være ret gamle, før de evner at give udtryk for alt det, de lægger mærke til omkring sig. For det gør de. Altså lægger mærke til. Også alt det vi som voksne tror, de er for små til at fange, eller at vi kan skjule for dem.
Hvad svarede du?
Synes du det var svært? Du er ikke alene. For hvad er lige et godt svar på sådan et spørgsmål? Det ved du, når du har læst denne artikel færdig.
Den voksnes ansvar – ja, men hvordan?
En hel del forældre siger (i bedste mening) noget i retning af:
”Nej nej, det er jeg ikke”
”Nej, der er ikke noget galt”
”Jeg er bare træt”
eller
”Nej, jeg har bare lige fået noget i øjet”,
mens de skynder sig at tørre tårerene væk og går i gang med at lave aftensmad eller noget andet, som kan aflede både dem og barnet fra den situation, som er blevet lidt akavet, og som stadig hænger i luften.
Vi har jo alle sammen hørt, at vi ikke skal belemre vores børn med vores problemer og sorger. At vi skal tage ansvar. At det ikke er barnets opgave at passe på forældrene. Derfor kan det være fristende at lade som om, der ikke er noget galt. Selvom der tydeligvis er noget som gnaver og har betydning.
Forvirring, utryghed og tvivl
Det er rigtigt, at det er vores ansvar at tage os af det, der udfordrer os. Samtidig er det også vores ansvar, at være trygge og forudsigelige voksne for vores børn. Og lige præcis trygheden og forudsigeligheden sætter vi over styr, når vi ikke er ærlige overfor vores børn.
Det er ærgerligt. Af flere grunde.
For når du som voksen siger til dit barn at ”nej nej, der er ikke noget galt”, når der ER noget galt, så efterlader du barnet et uheldigt sted, hvor det skal håndtere forvirring, utryghed og tvivl.
Forvirring fordi barnet står tilbage og tænker: ”Hmmm…. Jeg kan mærke, at der er et eller andet i luften her, og mor ser ked af det ud. Men hvis det jeg kan mærke ikke er, at hun er ked af det, hvad er det så jeg mærker?”.
Utryghed fordi du, som er et af barnet allervigtigste mennesker, bliver uigennemskuelig og uforudsigelig for barnet, når der ikke er overensstemmelse mellem de signaler du sender med dit kropssprog, og de signaler der kommer ud via dine ord.
Tvivl, fordi barnet bliver i tvivl om, om det kan stole på, hvad det selv mærker. Det bliver ganske enkelt i tvivl om, om det kan regne med sig selv og sine egne følelser og sansninger. Alle der har fået mere eller mindre af den slags tvivl med sig, ved hvor meget bøvl det kan give på alle mulige planer i løbet af livet.
Så hvad skal du så svare, når barnet spørger dig, om du er ked af det, eller om der er noget galt?
Du skal såmænd bare være ærlig og svare dit barn så lige-ud-ad-landevejen som du kan, og sige ”Ja, jeg er lige lidt ked af det lige nu”. Hvis du vil, kan du tilføje ”Jeg skal bare lige være ked af det lidt, så går det over igen”.
Du behøver ikke at give barnet en lang detaljeret forklaring på, hvorfor du er ked af det. Hold dig blot til en overskrift a la:
”Der var en på mit arbejde, som sagde noget til mig i dag som jeg blev ked af” eller ”Min hjerne har alt for meget at tænke på for tiden, så nogen gange kan den ikke følge med, og så bliver jeg ked af det”.
Måske spørger barnet slet ikke til, hvad det handler om, men tilbyder i stedet et knus eller henter en bamse eller dyne til dig.
Lad barnet komme til med sin omsorg. Den må du ikke afvise. At tage imod et barns omsorgsfulde knus er ikke det samme som, at du giver barnet ansvar for at trøste dig, og det er alt for ærgerligt at få blandet de to fænomener sammen.
Tårer er ikke farlige – tværtimod!
Mange er bange for at blive endnu mere kede af det, hvis de står ved at der reelt er noget om snakken, og af den grund sniger de sig uden om, når barnet spørger.
Langt oftest er det dog ikke det der sker. Der kan meget vel komme et par tårer mere i forbindelse med den lettelse der er i at blive mødt lige dér, hvor noget er svært og give sig selv lov til at dele det. Men det der sker lige derefter er tværtimod, at der falder mere ro på. Hvilket er rart for både den voksne og for barnet at være sammen om.
Hvad lærer dit barn?
Når du svarer din barn ærligt på spørgsmål i kategorien ”Er du ked af det?”, lærer du det:
● At voksne også er mennesker, og at de kan blive kede af det.
● At det er naturligt at blive ked af det, at man kan trøste, og at det går over igen.
● At man ikke behøver at klare det selv eller være alene, når man er ked af det.
● At barnet kan regne med dig, fordi der er sammenhæng mellem det du siger, og det du (din krop) viser barnet.
● At det ikke er farligt at være ked af det, og at der ikke behøver at være noget drama knyttet til det.
● At barnet kan stole på, hvad det selv mærker.
Dobbelt op på hjælp
Hvis du er vokset op med forældre, der altid skjulte det, når de var kede af det eller på anden måde sårbare, kan det være svært at stå ved din egen ked af det hed, fordi du er blevet vist, at det er noget man ordner selv, det er ikke velkomment, og det er ikke noget man kan dele.
Jeg håber at du alligevel kan give det en chance.
Du hjælper nemlig dig selv, samtidig med at du hjælper dit barn med at lære en helt anden og meget mere hjælpsom historie om, hvad følelser er for nogen, og hvad man gør med dem.
Alt det bedste til dig
– Heidi
LÆS også:
★ En god nok mor – hvad er det?
★ Kunsten at lytte uden at fikse
★ Hvordan har du det? Tør du spørge, så du får et ærligt svar?
Sikke en god artikel. Min mand og jeg har ofte haft diskussionen fordi han mener børn bliver bange, hvor jeg mener de bliver mere bange hvis man afviser og lyver om det. Jeg har meget nemt til tårer og det er en torn i øjet på ham, hvorimod min ældste datter tidligt lærte, at intet hjælper så godt som et dejligt varmt kram fra hende.
Så tusind tak for en rigtig god artikel.
Mvh, Karina Brandt