Hvordan har du det? Tør du spørge, så du får et ærligt svar?

”Og ellers går det godt?”

Smag lige på det: “Og ellers går det godt?”

Er det egentlig et spørgsmål? Eller er det en konstatering?

Er det rettet mod mig? Eller mest tilbage mod afsenderen?

Jeg blev selv i tvivl. Og så blev jeg både så ærgerlig og faktisk også så provokeret, at jeg (efter at have fået ”spørgsmålet” mange gange, fra nogen tæt på mig) svarede: ”Jamen det er da godt at høre”.

Det var måske mere provokerende end godt er. Tilgiv mig. Jeg var en del yngre end jeg er nu, og vidste ikke hvordan jeg, på en mere konstruktiv måde, kunne fortælle ham, at jeg ville ønske, han turde spørge til mig – sådan rigtigt.

Jeg blev ærgerlig over, at vi ikke var tættere, end vi var, når vi nu ”på papiret” havde en relation, der fortalte, at vi burde være det, og jeg også synes, at vi gik glip af rigtig meget ved ikke at være det.

Og så blev jeg provokeret, eller måske mere forvirret, over at blive stillet i en situation, som på den ene side efterspurgte, at jeg sagde noget om, hvordan jeg havde det, men samtidig kun gave mig to – meget snævre muligheder; At sige ja eller nej. Og hvad nu hvis jeg sagde nej? Var det egentlige det afsenderen gerne ville høre og lagde op til med sit ”spørgsmål”, eller var det mest af alt en konstatering, han håbede jeg kunne bekræfte.

Jeg har det meget sjældent enten rent ”ja” eller rent ”nej”. Det tror jeg, de færreste har.

Bare noget psyko-snak?

Og ja ja, kald mig bare sippet, nærtagende, fintfølende, ordkløver osv. Det er jeg sikkert også. Og feel free til at konkludere, at ”det er bare fordi du er psykolog og sådan en føle-føle én”. Det er jeg helt sikkert også.

Men når jeg nu alligevel tager fat i det her, og ligefrem skriver et indlæg om det, så er det fordi jeg ved, at det har betydning, hvordan vi spørger til hinanden. Ikke kun for mig, og ikke kun for dem, der sidder i min klinik. Dem, der fortæller, hvordan de ikke synes, de kan snakke med nogen om, hvordan de har det, for de  har det ikke godt nok til, at andre mennesker kan bære det – og så må de jo selv bære det i hemmelighed, hvilket ikke bidrager positivt til deres samlede trivsel.

Det har betydning for alle mennesker, om vi føler os lyttet til. Om vi mærker, at nogen er interesserede i os – i hele os – også de dele der ikke er perfekte og fulde af solskin. Om vi kan mærke, at vi har nogen omkring os, der kan rumme og derigennem være med til at bære det, der er tungt at bære alene – hvad det så end er.

Hvordan har du det – egentlig?

Der er mange måder at spørge på – og nogen er mere inviterende end andre.

”Ellers går det godt?” er den mest lukkede jeg personligt har mødt

I midten af skalaen ligger ”Har du det godt?”, som mere tydeligt er et spørgsmål, men som samtidig stadig udstikker en retning for, hvilke svar der er mest velkomne.

I den anden ende af skalaen ligger ”Hvordan går det?” og den allermest åbne, som også kræver mod at begive sig ud i, nemlig; ”Hvordan har du det – egentlig?”.

Jeg vil gerne invitere dig til at vove dig et par skridt længere op mod denne ende af skalaen. Hvorfor? Fordi mennesker trenger mennesker som de siger i SKAM (Det er norsk og betyder: Mennesker har brug for mennesker). Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at blive inviteret ind i et fællesskab, hvor vi kan være dem vi er, med det der fylder lige nu.

Om det er sorg over at have mistet en nær person. Om det er angst for at miste lige om lidt. Om det er sygdom, som ingen ved hvor ender og med hvilke konsekvenser. Om det er den krise, der kan opstå, når man lige er blevet forældre og ingenting er, som man havde troet eller håbet det ville være, og man bliver i tvivl, om det overhovedet var en god ide med det barn. Om det er svære overvejelser om, om parforholdet overvejende går i plus eller minus.

Eller om det bare er helt almindelige hverdagsudfordringer og – oplevelser der fylder.

Vi kan ikke tåle ikke at være i kontakt, og vi er ikke skabt til at klare os selv. Tværtimod. Derfor er vi nødt til at vove at rykke tættere sammen og spørge så åbent til hinanden, at vi giver mulighed for at svare ærligt og mere nuanceret end ”Fint nok”.

★★★ LÆS også: Er du ked af det, mor?

Men hvorfor føles det så vildt at sige ”Hvordan har du det?”

Det der typisk holder os tilbage fra at gøre, hvad der er naturligt for os, nemlig at forbinde os med hinanden, er:

Angst for at gøre nogen (endnu mere) kede af det

Mange har ikke lyst til at ”pære rundt i et åbent sår”, og vælger derfor af gode intentioner at lade være med at spørge til noget, de i forvejen ved, er svært for den anden. For hvad nu hvis jeg gjorde det hele meget værre? Det er meget forståeligt, at ingen har lyst til at gøre det værre for et menneske, man holder af.

Men det gør du heller ikke på nogen måde, hvis du spørger åbent til, hvordan nogen har det og er klar til at lytte til svaret. Tværtimod udgør du lige dér en planke for den anden, som lige nu sejler rundt på åbent hav. Eller du bekræfter jeres nære og kærlige relation ved at spørge til, hvordan han/hun har det i stort og småt lige dér midt i hverdagen.

Angst for at blande sig (for meget)

En del er også bange for at virke anmassende eller snagende eller grænseoverskridende, hvis de spørger så direkte og vedkommende.

Slip den misforståelse og hav tillid til, at den du spørger selv kan dosere, hvad der skal deles lige der. Der er intet grænseoverskridende i at spørge et menneske, du betyder noget for, hvordan han/hun har det. Tværtimod er der stor omsorg, interesse og kærlighed i det.

Angst for at mærke sin egen sorg

En anden joker, der kommer på banen og kan spænde ben her, er spørgerens bekymring for at mærke den sorg/forvirring/længsel/ osv hos sig selv, som er forbundet til den situation, der spørges ind til hos den anden. Spørger du fx en veninde, hvordan hun har det, efter at hun har mistet sin mor, er det meget oplagt for dig at mærke den sorg, det vækker i dig. Både ud af din empati for hende, men også din egen sorg (fx over at have mistet din egen mor, eller sorg knyttet til et andet vilkår i dit liv).

Fordi vi ikke altid orker at mærke vores egen sorg, kan vi komme til at lade være med at invitere andres sorg til at få plads og opmærksomhed.

Der kan være mange grunde til ikke at orke at mærke din egen sorg. Måske er du vokset op med at ”rigtige drenge græder ikke”, eller du har allerede grædt så meget, at det føles som om det aldrig holder op. Eller du synes det er upassende eller pinligt overhovedet at sørge stadigvæk, for “nu er der jo gået et år”.

Og sådan kan vi alle sammen komme til at gå alene med vores sorg (eller fortvivlelse, eller længsel, eller skam), fordi vi glemmer at invitere os selv og hinanden til at give den plads. Det bliver så tungt og ensomt, og det er slet ikke sundt for os.

Angst for ikke at kunne løse det (ikke at slå til)

En sidste faktor, der spiller en rolle for, om vi får spurgt ”hvordan har du det?”, er afmægtigheden i ikke at kunne løse de udfordringer, den vi spørger så kunne finde på at fortælle om.

Rigtig mange af os er vokset op med forældre, der enten fortalte os, at ”det er ikke noget at blive ked af det over”, eller stak os en løsning og sagde ”du skal bare lige gøre xxx”.

Meget få af os har derfor lært, at dét der hjælper allermest lige dér, hvor noget er svært, ikke er at fikse / ordne / regne ud / løse – altså at gøre en masse. Det der hjælper og forløser er at være. Bare at lytte og give tid og blive i kontakten med kærlige øjne og åbne kanaler til hjertet.

Det gør ondt at se en, du holder af have det svært. Har du ikke selv har mærket det nærende i, at nogen kan være med dig, mens du har det svært, kan du komme til at tro, at du skal fixe noget, sige noget helt vildt klogt, eller du kan slet og ret få lyst til, at det går væk hurtigst muligt, så du ikke skal konfronteres mere med din egen afmagt over ikke at kunne løse det.

Du skal ikke løse det. Du skal bare være der.

Og hey, så er der jo faktisk også den store mulighed, at du spørger ”Hvordan har du det?” og han/hun svarer:

“Jeg har det fantastisk, og hvor er det fedt du spørger, for jeg vil gerne dele det med dig – også!!”.

Og dig?

Hvordan vil du gerne selv spørges, hvis du nu skulle være helt ærlig?

★ På en måde, der dirigerer dit svar i en bestemt retning med begrænset plads til nuancer?

★Eller på en måde, der inviterer dig til at svare præcis så åbent og ærligt, som du vil (og tør)?

Ledende spørgsmål, I know. Men du kan roligt regne med, at alle dem der betyder noget for dig, og som du betyder noget for, inde bag ved de fire former for angst, jeg nævner ovenfor, allerhelst vil mærke din oprigtige interesse for hele sig, og de håber sådan, at du tør.

Tag chancen og gør det alligevel

Er det akavet, så sig det, men spørg alligevel. Fx ”Det føles lidt mærkeligt det her, men jeg håber du vil tage godt i mod det, for jeg har lyst til at spørge dig ”Hvordan har du det?” sådan rigtigt, du ved”.

Lad det være akavet, men spørg alligevel!

Vov det, tag en chance, stil dig til rådighed for at forbinde dig med én du holder af, og som lige nu måske mere end nogensinde har brug for, at du vover at sige ”Hvordan har du det?” – med øjenkontakt, et varmt hjerte og god tid.

Jeg hepper på dig!

Bedste hilsner
Heidi

Del gerne dine egen oplevelse med at spørge og blive spurgt i kommentarfeltet herunder – og lad os hjælpe hinanden til at komme lidt tættere på dem vi holder af.

Læs også:
Kunsten at lytte uden at fixe

Om kommunikation i parforholdet

Er det et spørgsmål eller en ordre?

Relaterede…

Sådan arbejder jeg som parterapeut En håndfuld nuancer til “godnat og sov godt” – debatten Kunsten at lytte uden at fixe Synes du aldrig, at en klient er irriterende?