Et effektivt tip til færre konflikter
[Psykosnack: Læsetid max 3 minutter]
Kender du det her?
Du kommer ned i børnehaven (vuggestuen / skolen / sfo’en / til legeaftalen / indsæt selv….) for at hente dit barn. Du spotter ham / hende på gyngen og
går over og siger ”hej”. I småsnakker lidt. Du småsnakker måske også lidt med en pædagog eller en anden forælder, mens dit barn stadig gynger. Alt er hyggeligt, og du tænker ved dig selv: ”I dag kan den her hentesituation da ikke gå (lige så) galt (som den plejer)”.
Du trækker luft ind, og siger så venligt til dit barn: ”Nå Oliver / Sofie, vil du med hjem?”
Men det vil dit barn ikke. Du mærker irritationen snige sig frem, og din ryg blive fugtig. Du siger ”Nå, men det skal du altså”, så venligt du kan. Dit barn hopper af gyngen, løber hen til klatrestativet og klatrer hurtigt så højt op, at du ikke kan nå det. Og derfra kan du selv fortsætte scenariet, som det plejer at udspiller sig for dig / jer. Ofte ender den slags situationer i noget med at trække et protesterende barn ud af legepladsen eller høre sig selv komme med en trussel al a ”så må jeg jo køre uden dig” eller ”så er der ikke noget fredagslik”. Efterfulgt af ærgerlig stemning, dårlig samvittighed og andet fra den skuffe.
Hvorfor går det så galt?
Det gør det, fordi vi som forældre gerne vil være så venlige og i øjenhøjde / anerkendende / rummelige / alt-det-vi-får-at-vide-vi-skal-være-hele-tiden-så-vores-børn-ikke tager-skade, at vi bliver utydelige. Og uretfærdige.
Når vi siger ”Nå Oliver, vil du med hjem?”, mener vi jo ”Kom, nu, skal vi hjem!”. Men det hører Oliver ikke. Han hører et spørgsmål, han kan sige ja eller nej til. Og når det så ikke er en reel mulighed at sige nej alligevel, så bliver han dels forvirret, og dels føler han sig snydt. Måske bliver han også vred. Med rette.
Forestil dig at chefen på dit arbejde kom til dig og sagde ”Susanne er sygemeldt. Kan du tage de her opgaver og løse dem inden jul?”. Så ville du måske sige ”Jeg vil rigtig gerne hjælpe, men jeg har i forvejen aflastet Niels med to sager, og jeg har ekstra pres på i mit eget område pt, så det må jeg desværre sige nej til”, hvorefter din chef så sagde ”Nå, men det skal du”, og lagde opgaverne på dit bord og gik. Jeg gætter på, at du også ville føle dig både forvirret og snydt. Og vred.
Hvad kan du gøre?
Tippet her er: Brug 5 sekunder på at tjekke med dig selv, om det, du skal til at sige, reelt er til forhandling, altså noget I skal finde en løsning på sammen, eller om det er noget, du (med rette) har bestemt, hvordan skal være.
I første tilfælde, kan du servere det som et sprøgsmål, for der kan barnets input reelt tages i betragtning.
Men har du bestemt dig på forhånd, kan du spare dit barn og dig selv for et ekstra lag i konflikten ved at stå ved, hvordan du har bestemt at situationen skal være. Fx at nu skal I hjem, eller at du vil læse to (og ikke fire) kapitler ved puttetid, eller at nu skal barnet være med til at rydde legetøj op i stuen.
Det kan sagtens være, at barnet stadig bliver træt af at skulle hjem eller at skulle rydde op. Og det er helt fint. Så kan I forholde jer til det. Men I kan spare jer selv for et ekstra lag af forvirring og uretfærdighedsfølelse, hvis du fra starten ved hvad dit mål er, og står ved det.
Det er også det jeg kalder ”at tage voksenbukserne på”.
Så på med de bukser og stå ved hvad du mener – og så sig det.
”Jeg er kommet for at hente dig. Du må gerne lege 5 minutter mere, og så går vi”
eller
”Jeg er kommet for at hente dig. I dag har vi lidt travlt, for storebror skal være til svømning om 10 minutter. Så i dag er en af de dage, hvor du skal se om du kan slå rekorden og komme endnu hurtigere ind og finde din jakke og din taske”.
God fornøjelse!
Bedste hilsner
Heidi ❤️
Skriv din kommentar