Om kommunikation i parforholdet

Om kommunikation i parforholdet, og hvad du skal spørge din partner om.

[Psykosnack: Max læsetid 3 minutter]

 

Om kommunikation i parforholdet - psykosnackDet det i virkeligheden handler om….

Forstår du overhovedet noget?

Hvis du nogensinde har prøvet følelsen af, at din partner ikke forstår dig og det, du har på hjerte, selvom om du virkelig har gjort dig umage med at forklare det flere gange, så ved du, at det er lige dér, hvor hjertet bliver lidt træt og lidt nervøst for, om du nogensinde kan komme igennem med dit budskab på en måde, hvor det kan blive modtaget, og der kan lande ro og tryghed mellem jer.

 

Kommunikation i parforholdet er en vigtig – og sårbar – sag

Det kan på overfladen se ud som om, det er små ting, der er på spil, og du kan måske komme til at føle dig lidt pernitten, emsig eller måske småhysterisk, fordi der er en detalje eller nuance, der bliver ved med at forstyrre. En tilsyneladende lille detalje med meget stor betydning, som du ikke er sikker på, din partner har forstået den afgørende betydning af. Måske forstår du heller ikke helt selv, hvorfor noget der ser så småt ud udefra, kan have så stor betydning indeni.

Og her står du og gør dit bedste. Forklarer grundigt. Gentager ihærdigt. Og lige lidt hjælper det. Tværtimod stiger frustrationen hos jer begge, og I kan nemt ryge ind i et af de velkendte mønstre der tager kontakten mellem jer.

 

Skift spor – og ord

Kommunikation i parforholdet - svært og vigtigtNår den dynamik er på spil, og du lægger mærke til, at du mere eller mindre desperat gentager de samme ord og forklaringer igen og igen, så er det tid til at gøre noget andet.

Giv både dig og jer en pause. Måske bare 10 sekunder. Træk vejret og sig:

”Det, det i virkeligheden handler om her, er………”

Eller

”Det jeg virkelig gerne vil have, at du forstår her er……”

Og se så hvad der kommer til dig, når du tillader dig at gå et niveau under alle ordene og forklaringerne. Når du giver dig selv mulighed for at mærke, hvad den følelsesmæssige betydning af at blive / ikke at blive forstået lige her er.

 

Kommunikation i parforholdet er altid en fælles sag – hjælp hinanden

Hvis du omvendt lægger mærke til, at din partner desperat forsøger at komme igennem til dig med et budskab, og du mest synes, at han/hun gentager det samme igen og igen, og du kan se på ham/hende, at du stadig ikke for alvor har forstået, så spørg:

“Hvad er det helt præcist, jeg endnu ikke har forstået betydningen af?”

Eller

“Hvad er det, det er vigtigt for dig, at jeg forstår helt præcist lige her?”

Det handler nemlig ikke i sig selv om sokker, der ligger ved siden af vasketøjskurven, manglende mælk i køleskabet, eller de 10 minutter nogen kom senere hjem, end de havde sagt de ville. Kommunikation i parforholdet handler i mindre grad om det sagte, og langt mere om den følelsesmæssige betydning ordene har og får. Om ikke at føle sig husket, forstået eller respekteret, eller hvad der måtte være på spil for dig/jer lige der.

Hjælp hinanden uden om de mange ord og desperate forklaringer og ind i det, det i virkeligheden handler om.

 

Om kommunikation i parforholdet - Heidi Agerkvist

 

 

Bedste hilsner 

Heidi

 

 

Læs også

Skriv din kommentar