At vokse op i skyggen af en søskende

At vokse op i skyggen af en søskende.

Der er mange faktorer, der har betydning for hvilke muligheder relationen mellem søskende har for at udvikle sig og i hvilken retning.

I denne artikel sætter jeg fokus på en af de dynamikker, der har allerstørst potentiale for at stå i vejen for, at relationen mellem to søskende kan gro stærk og rolig. Nemlig oplevelsen af at vokse op i skyggen af en søskende.

Det er også et felt, der er sårbart som forælder – især hvis man selv er vokset op i og har oplevet det som barn – så de ord du kommer til at læse de næste minutter kan måske godt ramme lidt. Så vær både blid ved dig selv her, og hæng også på, selvom du måske bliver ramt eller provokeret. Det er et sårbart felt.

Den stærkeste faktor

Der er lavet masser af undersøgelser om kvaliteten af søskenderelationer og hvilke faktorer, der er med til at skabe henholdsvis et godt og et mindre godt søskendeforhold. Der er stor enighed på feltet om, at lige præcis oplevelsen af at vokse op med en søskende, som var forældrenes favorit, har afgørende betydning for, hvor stærk søskenderelationen bliver – både som børn og som voksne.

Det har altså betydning, om barnet oplever, at mor eller far fx meget bedre kunne lide storesøster. At storesøster altid sagde de rigtige ting, gjorde de rigtige ting, havde bedre venner, var sjov på den rigtige måde, lavede flottere tegninger i børnehaven eller bedre skoleopgaver i skolen. At hun altid fik lov til mere end mig eller måtte bestemme mere.

Vokser man op med oplevelsen af, at ”Hun var lige sådan, som de godt kunne lide det, og jeg var bare altid lidt for dum eller langsom eller larmende eller… forkert”, så sætter det sig både i eget selvbillede og i relationen mellem søskende. Den dynamik er ikke fordrende for hverken det enkelte barns udvikling eller for relationen mellem dem.

Og det starter allerede der, hvor vi som voksne siger ”Ej, se lige hvor fint din søster sidder og spiser – helt uden at spilde. Og dig, du sidder der og snasker i det…”

Det er meget svært at få et godt forhold til sin søster på det grundlag – og også til sig selv.

Barnets oplevelse er vigtigst

Det der er afgørende her er barnets oplevelse af, om der var et favoritbarn i familien. Det er altså vigtigt at skelne mellem barnets og de voksnes oplevelse. De to oplevelser kan nemt være meget forskellige, og hvis barnet har den oplevelse, er det vigtigt, at den voksne ikke begynder at diskutere rigtigheden af den oplevelse. Hvis barnet har en oplevelse af at være vokset op i skyggen af en søskende, bliver det bare værre, hvis forældrene afviser barnets oplevelse som usand eller fjollet eller forkert.

I den situation gælder det om at tage imod barnets version, være imødekommende og tage det alvorligt. Helt uden kamp om sandhed eller ej. Også selvom man ikke er enig, eller synes det er eller var sådan. Eller bliver ramt på sin ide om, hvilken forælder man har været og gerne vil være.

Uro i selvværdet

Der er flere grunde til, at det har så stor betydning for selvværdet at vokse op med en følelse af at stå i skyggen af en søskende.

En af grundene er, at det giver uro i selvværdet at opleve, at man ikke slår til overfor nogen, som man er på niveau med. Tanken om ”jamen vi er jo alle sammen børn i denne her familie. Så hvorfor føles det som om, at nogen har en højere status, når vi alle er samme slags?”, gnaver sig over tid langt ind i knoglerne og kan sidde der længe. Også helt op i voksenalderen.

Derudover gør det ondt at opleve at blive valgt fra eller være mindre værd i sine forældres øjne, som man jo netop er så dybt afhængig af og som er der, hvor man skulle kunne hente ubegrænsede mængder af kærlighed og tryghed.

Det kan give tanker som ”Hvad er det mon der er galt med mig, siden jeg ikke kan elskes lige så frit og tykt som mine søskende?” og ”Hvad stiller jeg op her? Er der så kun mig selv til at tage sig af mig?”

Og så rører det ved menneskets allerstørste frygt, nemlig at blive udstødt fra flokken. At miste tilhørsforhold. At komme til at stå alene. Det er ikke uvæsentligt at have den vinkel på det med sig. Det bringer en angst og uro med sig, som man ikke nødvendigvis er bevidst om og kan sætte ord på, men som kan ligge og sitre nedenunder det hele.

Mange udtryk

Det at vokse op i skyggen af en søskende kan have rigtig mange nuancer og udspille sig på mange måder. Måske har du oplevet det selv og kan genkalde dig følelsen af ikke at blive set for det, du kunne, fordi det man blev set for hjemme hos jer, var det din bror eller søster kunne.

Måske var du den, der tit blev gjort lidt grin med, på den der ”jamen det var bare for sjov”- måde, hvor det overhovedet ikke er sjovt, og hvor du ikke blev mødt i, at du ikke synes det var sjovt. I nogen familier opstår der det, man kan kalde familiemobning, hvor der er et bestemt familiemedlem, som det er tilladt at være efter, og hvis ønsker og forslag ikke bliver lyttet til.

Måske var din søster eller bror syg eller på anden måde sårbar og krævede derfor naturligt meget af dine forældres opmærksomhed og ressourcer. Måske blev han eller hun mobbet eller havde nogle udfordringer af den ene eller anden slags, som fyldte en del i familien og i dine forældres bevidsthed og opmærksomhed.

Selvom du som det raske eller såkaldt almindelige barn ikke fuldstændig blev overset, lå det måske alligevel i luften, at det var bedst, at du lige var lidt nem at have med at gøre, at du lige klarede dig selv lidt mere, og at du ikke også lige krævede noget ekstra – ligesom din bror eller søster.

Og der er mange flere variationer af, hvordan man som barn kan opleve at være mindre vigtig end sine søskende og dermed også opleve, at fællesskabet i søskendeflokken og i familien er truet.

Barnets mulighed for at forstå

Det der er rigtig vigtigt her er, at barnet, som føler sig i skyggen af den anden eller de andre søskende, ikke kan skelne mellem, hvad der handler om barnet selv, og hvad der handler om forældrenes måde at håndtere børnene i familien og deres relation på.

De to ting smelter sammen for barnet og barnet vil tolke rollerne og dynamikkerne i familien ind i sit selvbillede.

Hvis man er et lille og mellemstort barn, er man ikke i stand til at lave den pragmatiske refleksion der hedder: ”Sådan valgte mine forældre at gøre, ud fra de vilkår de havde for at være forældre, og dermed fik jeg den rolle. Det har som sådan ikke noget med mit værd at gøre. Det var mine forældres valg at handle som de gjorde”, men i stedet tænker barnet ”Jeg er sådan en, som ikke er så vigtig – og jeg forstår ikke helt hvorfor, men jeg kan se, at der er andre der meget vigtigere og rigtigere end mig”.

Der er heldigvis mange ting, du kan gøre for at modvirke at den oplevelse kan opstå hos dit barn.

Her får du tre steder, du kan sætte ind

1️⃣ Drop sammenligningen!

Hold dig for fin til at fremhæve den ene på bekostning af den anden, a la ”Eij hvor du altid smatter med maden. Se lige Sofie, hun kan altså godt finde ud af at sidde ordentligt”.

Eller: ”Hvornår lærer du at binde de snørebånd. Det kunne Jonas altså godt i din alder”.

Eller: ”Det er typisk dig bare alt lade alting stå. Det kan ikke passe, at det altid er Julie, der skal samle op efter dig. Hun er altså ikke din tjener. Byd nu lige lidt ind her i familien – ligesom Julie.”

Og ja, det er lidt karikerede udsagn – men så langt fra virkeligheden er de heller ikke, kan jeg høre, når jeg taler med børn og med forældre (som jo selv har været børn).

2️⃣ Kig på jeres familie lidt fra oven

Tag en dyb indånding, hold dig selv lidt i hånden og tag så et kig på jeres familie fra en vinkel, hvor du kan se helheden.

Er der noget om snakken? Er der et eller flere børn, der har fyldt forholdsvis meget eller relativt lidt i din /jeres bevidsthed og opmærksomhed på det seneste? I så fald har der sandsynligvis været rigtig gode grunde til det, og det har sikkert ikke kunnet være anderledes, så lad være med at slå dig selv i hovedet over det. Bare kig. Med åbne øjne.

Er det tid til at justere lidt, og få nogen til at træde lidt tilbage på scenen, og invitere andre lidt frem. Hvad ser du, når du kigger på det hele ovenfra?

Det kræver mod at tage helikopteren lidt op og kigge på sin familie på den måde, for man bliver ikke nødvendigvis super glad for og stolt af det, man ser. Men det er et vigtigt blik. Og det giver mulighed for at gøre noget anderledes derefter. Og det er godt. Så tag mod til dig og kig.

3️⃣ Lyt!

Lyt til dine børn, og tag imod det, de siger, hvis de på den ene eller anden måde giver udtryk for, at det altid er Josefine, det hele handler om, eller altid hende der får lov, eller altid babyen der skal tages hensyn til, eller at du altid kun gider at høre om Frederiks matematik og aldrig følge med i udviklingen af Camillas muslingesamling, som efterhånden er blevet ret stor.

Lyt. Lyt og anerkend deres version af sagen – også selvom du måske ikke er helt enig, eller måske får lyst til at forsvare dig, fordi du bliver ramt på angst for, om de har ret – eller dårlig samvittighed over, at de måske faktisk har ret. Giv dem ret i, at det er muligt, at du har kigget mere på matematik end på muslingeskaller, eller at det lige nu handler meget om Josefine, hvis der er noget om det. Spørg barnet hvad det kunne tænke sig mere af – og giv så mere af det i en periode i det omfang, du kan.

Husk at livet ikke går ud på at være perfekt og ramme plet hele tiden. Det gælder hverken i forældrerollen eller for søskenderelationer. Livet går ud på at opleve og lære og derigennem samle erfaringer og kompetencer, som man kan bruge klogt fremover. Vi kommer ikke igennem livet uden knubs på den ene eller anden måde, og det er heller ikke meningen.

Men for at lære noget nyt og konstruktivt skal vi være nogenlunde trygge i os selv og i vores relationer.

Det håber jeg, at du, efter at have læst denne artikel, kan se hvordan du kan hjælpe dine børn med at være.