Om aldersforskel på søskende – eller om en dag hvor jeg blev lidt skrap i klinikken…
Skal vi have et barn mere?
For nylig havde jeg et par i klinikken. De havde – som alle andre par, der har været sammen en årrække – en historie med sig, der bød på lidt af hvert. Sådan er det, når man følges ad over tid. Og sådan er 
livet. Det har lidt af hvert med til os allesammen – også til dem.
De havde både mistet forældre og været ramt af alvorlig stress. Blandt andet. Den slags gør noget ved kontakten i et parforhold, og alt efter hvordan man håndterer det, kan det bringe os tættere sammen eller gøre mere eller mindre skade på trygheden og tilliden mellem os. Parret havde været rusket fra hinanden en længere periode og kom til mig for bl.a. at få hjælp til at komme tættere på hinanden igen.
Parret havde fået to børn sammen, og kvinden havde undervejs ønsket sig et mere. Det havde manden for så vidt også, men da han i en periode var helt i gulvet med stress (bogstaveligt talt), så havde han ikke talt så meget om det, og kvinden havde slet ikke set det som en mulighed. Hun havde travlt med at få det hele til at hænge sammen og skubbede derfor ønsket og længslen væk.
Længslen kalder på ny
Men så gik tiden. Og den ikke bare gik. De brugte den klogt, hvilket betød, at de begge fik det bedre – og
deres kontakt fik det bedre. Forløbet hos mig var bare én af brikkerne, de havde tilføjet i deres liv,
samtidig med at de havde skilt sig af med nogle andre knapt så hjælpsomme brikker i deres hverdagspuslespil. Og så dukkede ønsket om det tredje barn op igen. Hos dem begge.
Nu sad de her og havde både masser af overskud, masser af kærlighed og masser af alt muligt dejligt.
Ikke mindst lyst til endnu et barn – begge to. Så hvad var problemet? Hvorfor skyndte de sig ikke bare hjem og hyggede sig med produktionen af det tredje barn?
Er der “regler” for aldersforskel mellem søskende?
Det gjorde de ikke, fordi de blev ramt af den normativitet (vi kan også kalde det myter – eller fortællingen om at “sådan gør man” og “sådan gør man IKKE”), der stadig lever i bedste velgående, når det gælder aldersforskel på søskende.
Årene var jo gået med alt det livet havde kastet efter dem, og derfor var deres to børn også blevet ældre. 9 og 11 år mere præcist. Det betød, at den rene og klare lyst til at tilføje et barn mere til familien, blev forplumret af tanker som:
❓Er det for sent?
❓Er det for meget luksus?
❓Er det egoistisk at få et barn mere?
❓Hvad så om 10 år, når vi skal på ferie? Så skal tredjebarnet alene på ferie med sine gamle forældre. Det er da synd.
❓Er det egentlig ikke i det hele taget synd for barnet at komme ind i vores familie? De store har jo allerede hinanden.
❓Det barn kan aldrig få det samme, som de to store, kan de?
❓Er vi så nødt til at få to børn nu, for at de kan få “rigtige” søskende? Det orker vi faktisk ikke.
Pyhhh…. Kan du mærke hvordan al lysten og glæden pludselig nærmest forsvandt ind i tanker om “synd for” og “egoistisk” og “ikke rigtige søskende”….
Der var lige dér, jeg hørte mig selv sige: “Nu er jeg altså nødt til at tale med lidt store bogstaver. Er det ok med jer?”
Det var det, og så sagde jeg:
“Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det på nogen måde skulle kunne være synd for et barn at komme ind i jeres familie. Jer, der har omløb i pæren og har varme hjerter. Jer som har to børn, der er fornuftige og velfungerende og trives og er kompetente på alle mulige måder. Prøv lige én gang til at forklare mig, hvordan det skulle være synd?”
Det udløste et lille smil hos dem begge og bragte os videre til det, det i virkeligheden handlede om. For de var egentlig ikke i tvivl om, at de kunne give et barn mere et godt liv. Faktisk overhovedet ikke.
Den rigtige aldersforskel på søskende
Men de var fanget i den overbevisning, som mange er fanget i. Nemlig ideen om at:
Der er en rigtig (og dermed også en forkert) aldersforskel på søskende
Der er en både usagt og ofte også sagt “regel” om at ca. tre års forskel er bedst. Til nøds fire.
Hvis der skal være andet end tre-fire års forskel, er det tilsyneladende bedst, hvis der er mindre.
For hvis der er mere, er der ikke ret langt til den usynlige grænse for, hvornår man åbenbart ikke er rigtige søskende mere. Så tales der fx om “to enebørn”. Og hvis de to første børn i en familie er med de “korrekte” ca. 3 års forskel, og der så er mere end tre år til næste søskende, så skal man forberede sig på at møde kommentarer i stil med de tanker, parret selv var ramt af. Er de så rigtige søskende? Skal I ikke have en mere, så lillebror/lillesøster også har en? Og en hel masse om “synd for”.
Helt ærligt!
Hvordan kan det være synd for nogen at få søskende? Det kan være synd for børn, ikke at få den opmærksomhed, de har brug for og ikke få deres behov dækket. Klart. Men hvis det er i spil, har det ikke direkte og/eller kun noget med søskende at gøre.
Det handler ikke om en bestemt aldersforskel på søskende, men om….
Jeg bad dem tænke på folk, de kendte, som havde børn med forskellig aldersforskel og stille skarpt på, hvad de egentlig så udspille sig mellem søskende der. For at hjælpe dem på vej, gav jeg selv et par eksempler:
Der er fx min gamle nabo, som har gjort det “rigtigt” med de godkendte tre års forskel. Et barn på 5 og tvillinger på 2. Super søde børn og super søde forældre, og ofte ret hektiske morgener, når en spørgelysten 5-årig ikke går ind i bilen, før han har fået svar på sine (mange!!) spørgsmål. Samtidig med at de to 2-årige, der er stukket af på løbecykel i hver deres retning, skal indfanges, inden alle kan komme afsted. Der var et par forældre, der så ret trætte og udmattede ud om morgenen.
Den “rigtige” og mest velsete løsning er ikke nødvendigvis kun spækket med fordele 😉.
Og så er der mig selv, der har børn med 9 og 6 års forskel. Aktuelt er de 16, 13 og 7 år. Og det er fuldstændig rigtigt, at der er et godt stykke tid til, at vi kan tage i biografen og se den samme film, uden at nogen skal gå på kompromis. Og det er har været og er til dels stadig en udfordring, at der er mange forskelligartede behov at møde. Og det er rigtigt, at vores yngste ikke får det samme som de to store – altså en søskende som er tre år yngre/ældre end hende selv, og den relation som den aldersforskel byder op til. Men så får hun noget helt andet – som også er godt. Det er bare anderledes. Den “forkerte” løsning er ikke kun op ad bakke og fuld af ulemper.
Relationer handler om meget andet end aldersforskel på søskende
Parret surfede i tankerne rundt i familier, de kendte tæt eller perifert, og det blev lige så stille tydeligt for dem, at det afgørende ikke er aldersforskellen, men måden forældrene håndterer de enkelte børn og samtidig den samlede søskendeflok på.
Lige præcis!! Og jeg får lyst til at RÅBE det ud til alle forældre, for hvor har jeg dog mødt mange, der i større eller mindre grad er kommet til at tro på, at der er noget, der er mere rigtigt end andet, når det kommer til aldersforskel mellem søskende. Det betyder, at der er børn, der ikke bliver født (!!!). Det betyder også, at der er børn, der bliver født med en snert af dårlig samvittighed. Eller følelsen af at have gjort noget lidt forbudt. Eller være bagud på point fra starten….
Det dur ikke!
”Sådan gør man jo” – tankerne kan stå i vejen for at handle på mange forskelle drømme. Den slags begrænsende tanker klistrer sig ned over mange andre felter end aldersforskel mellem søskende.
Hvordan støtter dine tanker dine længsler?
Står du ikke lige med ønsket om et barn mere og er derfor ikke så optaget af en eventuel aldersforskel mellem søskende, kan du alligevel lige tage et tjek af dine tanker om dine drømme. Står de i vejen for at handle på dem? Eller støtter de?
Jeg er overbevist om, at verden bliver et dejligere og kærligere sted for alle at være, jo flere af os der handler på det, der trækker i os og kalder på os – frem for at pakke det væk og forsøge at glemme det, fordi det ikke passer ind i den model som ”alle de andre” lever efter.
Hvilke tanker trænger til et eftersyn (og måske et farvel) hjemme hos dig?
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
Konfliktløsning i familien
Sådan opdrager jeg mine børn
Om kommunikation i parforholdet
Hej. Faldt lige over din artikel og jeg må sige at jeg slet ikke er enig i dine synspunkter.
Jeg er den yngste i en søskendeflok på 3 piger, hvor der er 2 år mellem mine søstre og 6 og 8 år mellem os, og det har godt nok ikke været det sjoveste!
Det har tværtimod været vældig ensomt, fuldt af afsavn og længsel og en følelse af at være udenfor. Det er som at være enebarn der på første parket kan bevidne hvordan det er at have den søskende man ikke har….
Jeg er i dag 48 og har et vældig fint forhold til mine søstre. Men de første mange, mange år var jeg blot tilskuer til det liv de delte. Jeg ved godt at de ikke holdt mig ude bevidst, men at det blot var en naturlig konsekvens. Men det gjorde det ikke mindre ondt af.
Jeg havde rådet parret til at nyde deres liv sammen med de 2 børn de havde. For uanset hvor meget du elsker det nye barn, vil det altid lide under at du har truffet en beslutning der ekskluderer det…
Jeg er ked af, at høre at du har følt dig så ekskluderet i din opvækst.
Som jeg nævner i artiklen, mener jeg at det er en forældreopgave at skabe rammerne for fællesskab og forbindelse mellem deres børn som søskende, og at det er muligt, hvis man er sig den opgave bevidst.
Dejligt at læse at du har en god relation til dine søstre i dag.