Eller: Sådan kommer du i gang med Familietjek, uden at gøre det hele meget værre først ❤️
Eller: Gratis guide til at gøre jeres parforhold varmt og trygt at være i ❤️
Jeg fik en mail fra en modig kvinde den anden dag efter at jeg den seneste tid har sendt en håndfuld mails ud om Familietjek.
Maja hedder hun.
Hun skrev (bla):
“Med hensyn til Familietjek – jeg ved godt, at du skal motivere og fortælle de gode historier, som jeg er sikker på, at der er mange af. Men måske på et tidspunkt kunne du måske også sige noget opmuntrende til de af os, som synes det her med Familietjek er svært?
Vi købte sidste år. I sommerferien. Først blev vi uvenner, inden vi kom i gang, for hvis ansvar var det egentlig, at vi fik talt om tingene? Så blev vi uvenner ad to omgange bagefter, mens vi drøftede familiens medlemmer og deres trivsel. Siden har vi ikke set på den. Det blev lissom for tungt.
Jeg kan godt se, at du ikke skal skrive sådan til alle de andre, men er vi virkelig de eneste, der, trods gode intentioner og hjælp fra Familietjek, ikke rigtigt kan finde ud af det? Måske er der nogen, som har det en lille smule som os, som har brug for lidt anerkendelse af at det også kan være lidt svært?
Bare en tanke. Som åbenbart var lidt lang.
Sorry!”
Hvis der er noget der altid “får mig”, så er det ærlighed og mod til at være sårbar.
Jeg synes, det er en meget modig og ærlig mail.
Jeg skyndte mig at skrive tilbage til Maja og spørge, om jeg ikke måtte ringe hende op.
Det måtte jeg gerne.
Og jeg har fået lov at gengive vores samtale her – for Maja har helt ret: Selvfølgelig sidder andre derude, som synes det hele er lidt svært. Trods gode intentioner. Andre der ligesom Maja kan komme til at tænke “Er vi bare helt håbløse, når nu alle de andre kan?”.
Nej, det er I ikke!!
Læs med her, hvis du også er blevet uvenner med din partner over Familietjek eller over hvad som helst andet.
Og læs især med, hvis du gerne vil lære, hvordan det at “tage elevatoren en etage ned” kan udrydde konflikter og i stedet gøre jeres parforhold varmt og trygt at være i.
Her kommer Majas historie, som samtidig er en guide til at passe på hinanden hjemme ved jer.
Jeg kan allerede nu godt sige, at det er en lidt lang omgang, men sådan er det nogle gange med ting, der både er vigtige og nuancerede. Jeg tør til gengæld godt love dig, at det er din læsetid værd, hvis du gerne vil være i et parforhold, hvor I aldrig er i tvivl om, at I har hinandens ryg.
Håbet
Jeg spurgte som det allerførste Maja, hvorfor hun overhovedet havde købt Familietjek. Maja fortalte, at hun helt overordnet håbede, at de kunne komme til at trives bedre som familie. Mere specifikt håbede hun, at hun og hendes mand kunne få hjælp til at snakke om nogle af de ting, de havde svært ved at snakke om.
“Fx der hvor jeg synes, jeg har sagt noget 100 gange, og han stadig ikke har hørt det rigtigt. Der hvor vi er uenige om, hvordan vi skal håndtere børnene. Dér hvor jeg synes, at han bliver for hård ved børnene, og jeg bliver bange for at det går galt lige om lidt (igen), så jeg er helt på stikkerne for at bløde det op – uden at blive så blød, at min mand bliver endnu mere hård og samtidig irriteret på mig”.
Maja håbede de kunne værre lidt tættere. Som par.
Det lyder dejligt, ik´? Og måske også bekendt? Det er i hvert fald ikke første gang, jeg har hørt nogen udtrykke det ønske. Langt fra. Meget meget langt fra. Det er at betegne som en klassiker indenfor feltet.
Så Maja så Familietjek og spurgte sin mand, om han ville være med. Han sagde ja. Og hun trykkede på køb.
Men så…
Ja, hvad så…?
Så skete der ikke rigtig mere.
Eller jo, Familietjek blev printet.
Men de kunne ikke rigtig komme i gang.
Maja synes hun inviterede til, at de skulle tage hul på det. Men hun blev i tvivl om hendes mand egentlig var med på ideen.
Og det var dér de blev uvenner første gang.
Tvivlen
For som Maja sagde:
“Han sagde, at han ville være med, men så skete der ikke mere. Så ville han ikke alligevel, eller hvad? Jeg sad tilbage og var både såret og sur. For han havde jo sagt, at han gerne ville være med, men han gjorde ikke noget. Så hvad betød det?”
Jeg spurgte Maja, hvad det kom til at betyde for hende, når hun så hans adfærd som udtryk for, at han ikke ville.
Maja : “Så kommer jeg til at se ham som ligeglad. Og så bliver jeg ked af det og sur. Og føler mig alene”.
Heidi: “Selvfølgelig. Og hvad gør du så i relation til ham”?
M: “Så spørger jeg “Har du læst det eller hvad” (i en lidt anklagende tone)”
H: “Okay, så du bliver lidt bebrejdende?”
M: “Ja, det gør jeg nok”.
H: “Det giver mening, Maja, for lige der stiller du din mand det spørgsmål, som alle par stiller hinanden hele tiden, på alle mulige måder. Nemlig;
“Er du der?”
Som i: Er du der for mig? Er du der sammen med mig? Er du der her midt i vores familie sammen? Har den lige så meget betydning for dig, som den har for mig? Kan jeg regne med, at vi er et team om at tage os af det, der har brug for opmærksomhed og handling?”
Når vi bliver i tvivl om det, spørger vi vores partner. Vi spørger sjældent blødt og varmt, om den anden er der.
Vi siger alt fra “Hvor for he….. er det altid mig der skal xxxx?” og “Nu har jeg sagt det 800 gange, og du har stadig ikke fattet det” til “Fint nok, så gør jeg det bare selv” til…….. ingenting. Alt mellem at skrue op og angribe til at skrue helt ned og lukke i. Alt sammen i håb om at skabe mere kontakt eller i håb om ikke gøre det hele endnu værre og miste endnu mere af den sparsomme kontakt, der trods alt er.
“Ja”, sagde Maja. “Det er er sådan det er. Jeg kalder. Men jeg kan jo godt høre, at det ikke lyder sådan, når jeg bebrejder ham”.
Indersider og ydersider
Jeg spurgte Maja, hvad hun tror, der sker inde i hendes mand, når hun henvender sig til ham i en lidt bebrejdende tone. Maja var stille lidt. Det er meget almindeligt at blive stille lidt, når man skal tænke over noget, man ikke har tænkt over før. Maja sagde, at hendes mand nok troede, at hun var sur og utilfreds.
H: “Og når han ser dig som sur og utilfreds, hvad efterlader det så ham med….?”
M: “Hmm..…. “. Maja tænkte og tænkte ……. og jeg hjalp hende lidt.
H: “Jeg kender ikke din mand, så jeg gætter her, men hvis han er som 80% af de mænd jeg ser i klinikken, så kunne jeg gætte på, at han bliver ramt af noget fra kategorien “utilstrækkelighed og afmagt”. At det, der vækkes i ham, er noget i retning af “Jeg kan se hun vil have noget fra mig, og jeg ved ikke om jeg kan give det, og nu er hun utilfreds. Kan jeg give det hun vil have? Kan jeg som mand gøre min kvinde tilfreds?” Og så bliver han usikker. Og gør ikke noget. For ikke at gøre dig endnu mere sur, og komme til at føle sig endnu mere utilstrækkelig”.
Maja var stille.
“Sådan har jeg aldrig tænkt på det”, sagde hun, og trak vejret dybt et par gange, for lige at lade det synke ind.
“Næ, det har de fleste af os ikke før vi får lidt hjælp”, sagde jeg.
At tage elevatoren en etage ned
H: Så Maja, hvordan ville det være at sige “Jeg bliver lidt usikker på, om du vil mig og vores familie, når du siger du vil være med til Familietjek, men at du så ikke gør noget. Jeg bliver usikker på, om jeg og vores familie har lige så meget betydning for dig, som du og den har for mig. Og jeg hader at være usikker på os to – dig og mig”.
Det er det, jeg kalder at tage elevatoren en etage ned og tale fra et blødere sted (hjertet) end fra det sted hvor alle argumenterne og regnskaberne ligger (hjernen).
Maja smagte lidt på ordene og sagde “Det ville være okay. Det kan jeg godt”.
H: “Hvordan tror du din mand ville tage i mod det?”
M: “Det kan gå to veje. Han kunne bare tage i mod det, men han kunne også blive vred og frustreret. Han har nogen gange sagt, næsten lidt hårdt “Du er den vigtigste!!” Og været frustreret over, at jeg ikke bare kunne tro på det”.
Mønsteret
H: “Okay Maja, for din mand er du virkelig den vigtigste. Det er så åbenlyst for ham, at han bliver frustreret, når du stiller spørgsmålstegn ved det, for i ham er der ikke ét eneste gram af tvivl om din betydning. Men han bliver i tvivl, om du ved det og tager det for gode varer. Og når han kommer til at se dig som bebrejdende og utilfreds, så føler han sig utilstrækkelig og ude af stand til at gøre dig, som er den aller allervigtigste for ham, tilfreds. Og så bliver han påpasselig med at gøre noget, der dels kan gøre dig mere utilfreds og dels gøre ham selv mere i tvivl og give ham følelsen af utilstrækkelighed og afmagt.
Når han ikke gør noget, kommer du til at se ham som ligeglad og som en, der efterlader dig alene med ansvaret for at tage dig af de ting, der er vigtige for jer som par og som familie. Og så passer du på dig selv og forsøger ikke at mærke for meget af den ensomhed og tvivl, som er rædsom at stå i for dig, ved at lukke dit hjerte lidt, gøre dig lidt hård og kalde på en lidt bebrejdende måde i håb om, at han ser dig og kommer dig i møde.
Lige her ser I kun hinandens ydersider. Du synes han ser ligeglad ud, og han synes du ser sur og utilfreds ud. Men I viser ikke jeres indersider, som for dit vedkommende er fuld af ensomhed og usikkerhed og for hans er fuld af tvivl og utilstrækkelighed. Og for jeres begges vedkommende fulde af stor kærlighed og længsel efter at mærke den (kærligheden) – sammen. Og jeres adfærd overfor hinanden gør, at I mødes med mere af det I ikke kan holde ud, og ikke får det I håber på og har brug for – nemlig kontakt.
Det er det jeg kalder “når mønsteret tager jer”.
Alle par har mønstre, hvor den enes adfærd trigger en sårbarhed i den anden, der så reagerer med en adfærd, der trigger en sårbarhed hos den ene, og så kører bussen. Lige dér ser vi ikke hele hinanden, men kun en del af vores partner. Lige præcis den del, som gør os aller mest usikre på hvad svaret på “Er du der?”-spørgsmålet mon er. Derfor passer vi på os selv, og bliver også selv mindre tilgængelige, fordi det er sårbart at række sit bløde hjerte frem, hvis man er usikker på, om nogen tager i mod det, eller efterlader én flagrende og ikke set lige der.
Så lige dér hvor vi ser vores partner som allermest hård / ligeglad / uforstående / uopmærksom, er lige dér hvor han eller hun er allermest sårbar og allermest på dybt vand.
Ny forståelse
Maja blev helt stille her. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne høre på hendes vejrtrækning at hun var rørt, og stemmen var tyk, da hun sagde:
“Jeg har aldrig forstået det sådan. At alt det han “glemmer”, det gør han for at passe på sig selv. Han er ikke ligeglad”.
Hun trak vejret heftigt igen.
“Det ligger der stadig”, sagde hun så, og jeg kunne næsten høre et par tårer trille ned over hendes kinder. “Jeg skulle finde noget andet i hans taske, som jeg havde bedt ham printe den anden dag, og Familietjek lå der stadig. Han har ikke glemt det”.
“Nej, noget tyder på at han tværtimod har gået rundt med det et år”, sagde jeg.
Så meget vrede – der slipper
M: “Eeej Heidi, jeg har været så vred på ham. Du ved slet ikke, hvor vred jeg har været”.
H: “Jeg har en anelse….”
M: “Jeg synes bare, at han var en vatpik. At han lod stå til med alt det vigtige. Jeg har slet ikke forstået det. Jeg bliver lidt rørt over, at han har gået rundt med det så længe”.
Og hun trak vejret igen. Og græd lidt. Og sagde:
“Undskyld Heidi, men jeg er bare lidt overvældet”.
H: “Du skal ikke undskylde noget som helst. Tværtimod, for det du gør lige nu er så godt. Du er villig til at gå på besøg i hans verden og se, hvad der er på spil der. Det gør det nemmere for dig at møde ham med omsorg for hans sårbarhed, når du/I bliver ramt næste gang. Og det bliver nemmere for ham at komme lidt mere frem, når han kan se omsorgen i dine øjne i stedet for bebrejdelse. Og det er det du længes efter ik? At han kommer lidt frem og bliver tydelig for dig, så du kan mærke at det er rigtigt nok, at han er der, og at I er et team om alt det vigtige hjemme hos jer”.
M: “Jo! Det er lige præcis det”.
Maja var stille lidt igen, og sagde så: “Jeg er stadig lidt rystet over, hvor vred jeg har været på ham, når han nu slet ikke har været så ligeglad, som jeg troede. Han har jo nærmest været bange lige dér”.
Gamle rødder
Vi gik lidt mere på besøg i Majas og i Majas mands erfaringer med relationer og med at mærke og få opfyldt følelsesmæssige behov – også fra før de to mødte hinanden. Begge steder var der masser af erfaringer og signaler af forskellig slags, som har lagt bunden for, at Maja kan blive ramt, når hun bliver usikker på, om hun er efterladt alene tilbage med vigtigt ansvar og vigtige følelser, og at hendes mand kan blive ramt, når det ser ud som om, at nogen er sur på ham, fordi der er noget, han ikke har gjort godt nok. De sårbare steder har altid gamle rødder.
Et nyt stræk
Jeg spurgte Maja, hvilket stræk hun fik lyst til at lave nu, hvor hun kunne se deres mønster fra et nyt sted.
Maja svarede uden betænkning: “Jeg vil gerne hjælpe ham til ikke at føle sig så usikker. Måske spørge ham om, hvad han har brug for fra mig, for at det er tryggere for ham at snakke om noget der er svært fx”.
Arhmen, kan I høre englene synge? Dét der er jo så smukt. At Maja, som har været så eddikespændtrasende på sin mand og set ham som en ligeglad vatpik, der bare lader stå til med alt, hvad der er vigtigt, kan komme ham i møde på den måde ved at spørge ham, hvordan hun kan hjælpe ham til, at han ikke skal føle sig så utryg.
Det er kærlighed på højt plan! På den måde at stille sig til rådighed for at tage vare på trygheden mellem de to, så de begge kan få mere af det de længes allermest efter. Nemlig kontakt og vished om “Jeg er her!”
Hvem skal gå forrest?
Nogen ville her sige “Jamen skal Majas mand slet ikke gøre noget? Er det Maja der skal gøre det hele?” Nej, det er det ikke, og Majas mand har bestemt også ansvar her. Men ingen – hverken Maja og hendes mand eller nogen andre par – kommer nogen vegne, hvis begge parter sidder og venter på, at den anden gør noget først. Og derudover er vi nødt til at tage livet af myten om, at “hvis vi virkelig er meant to be, så ved du præcis hvad jeg har brug for, uden at jeg har sagt det, og du er i stand til at give mig det hele tiden”. Det er en Hollywoodfortælling, og langt de fleste af os vil være nødt til at åbne munden og give udtryk for, hvad vi har brug for og længes efter for at vores partner har en chance for at komme det i møde.
Så Majas mands opgave kunne i første omgang være at glæde sig over, at han har giftet sig med sådan en modig kvinde, der dels tør række ud efter hjælp, dels tør at vende blikket indad i sig selv, og også tør forlade sin egen verden for en stund og gå på besøg i hans verden og med nysgerrige og kærlige øjne få øje på noget, hun ikke har set før. Og tør tage blødt i mod det og tage den viden med sig tilbage i sin egen verden og være villig til at invitere den på banen, næste gang mønsteret tager dem, så hun ikke behøver at lukke sit hjerte helt så meget for at passe på sig selv. For lukkede hjerter kan ikke skabe den kontakt vi alle længes efter.
Så det gode svar på spørgsmålet om, hvem der skal række ud først, er, at det skal den, der først ser, at der er brug for det. Og så er den anden parts opgave selvfølgelig at gøre sig umage med at få øje på den udstrakte hånd og tage i mod den. Så får man nemlig lyst til at række ud igen.
Et blødere sted
“Jeg får lyst til at møde ham fra et blødere sted”, sagde Maja til sidst.
Smukkere bliver det ikke. Og jeg spår dem gode odds. Netop fordi der er masser af tilgængelighed og villighed til at komme i møde. Villighed til at se på sin egen adfærd og hvad den vækker i den anden. Villighed til at justere. Og ikke mindst villighed til at være til rådighed for at genetablere kontakten. Villighed til at vende sig ind mod hinanden i stedet for at vende ryggen til.
Maja var på arbejde, da vi talte sammen, og sad heldigvis i et lokale alene, hvor hun lige kunne sidde i ro en lille stund, efter at vi havde sagt farvel. Jeg opfordrede hende til bare at sidde lidt der i det bløde sted, hun havde fuld kontakt til lige der. Fordi jo mere bekendt vi er med vores bløde sted, jo tryggere er det at blive der – også når vi bliver ramt. Og så er der håb for kontakten.
Maja trak vejret igen – ned til det bløde sted, og var med på den, selvom det hele stadig føltes lidt overvældende. Men på den gode måde.
Vi sagde farvel og lagde på, og jeg sad også lige lidt med mit bløde sted. Det sted der ved, at det er sårbarheden der forbinder os.
Og dig?
Hvordan ser det ud hjemme hos dig?
Jeg gætter på, at I også har mønstre – ellers ville I være det første par, der ikke havde.
Og jeg gætter på at de mønstre tager jer ind imellem – måske ofte – når I bliver ramt, og begynder at passe på jer selv.
Det er godt at passe på sig selv. Det bøvlede ved det er, at de strategier, der er gode for jer individuelt, sjældent er gode for jeres parforhold. Derfor er vi nødt til skridt for skridt at få erfaringer med nye strategier, der er gode for kontakten og som hjælper os til at blive mødt med det vi længes efter fra den anden, fremfor mere af det der gør os allermest usikre og forstærker mønsteret. Nye strategier kan godt føles lidt farlige til en start, fordi vi er nødt til at slippe de gamle og velkendte og trygge, for at give plads til de nye.
Måske kan du genkende dig/jer i Majas fortælling. Måske har du/I også købt Familietjek – men er ikke kommet i gang. Måske er I også blevet uvenner? Eller har trukket jer lidt fra kontakten for at undgå at lande et alt for utrygt sted.
Måske har du overvejet om Familietjek er noget for jer, men er i tvivl om I også bliver uvenner, inden I kommer igang, fordi det at møde hinanden fra et blødt sted er uvant for jer.
Hvis Majas fortælling er genkendelig for dig, så bed din partner læse med her, eller læs højt for ham eller hende. Og tag så elevatoren en etage ned og fortæl derfra din partner og medforælder hvad du længes efter, og hvad du kommer til at gøre, når du bliver i tvivl om det kan lykkes.
Det kunne fx lyde sådan her: “Dybest set vil jeg gerne være tættere på dig, og når jeg bliver i tvivl om vi kan komme det, trækker jeg mig lidt for ikke at føle mig alt for ensom sammen med dig. Jeg har i virkeligheden lyst til at komme tættere på, men nogen gange bliver jeg i tvivl, om du er klar til at tage imod mig”.
eller
“Nogen gange synes jeg, du kigger vredt på mig, og så bliver jeg bange. Det er det, der sker, når jeg råber og går. Indeni er jeg ked af det og føler mig forkert. Men det tør jeg ikke sige, for jeg er bange for at du så bliver endnu vredere”.
Og til dig, der har så modig en partner, at han/hun tør sige som i eksemplerne ovenfor: Din vigtigste opgave er at tage i mod (i modsætning til at anfægte, gå i forsvar, forklare dig, eller sige at han/hun har misforstået det hele). Tag elevatoren en etage ned og tag imod din partner med hjertet i stedet for med hovedet. Det kan være i form af kærlige øjne, med en krammer, eller med få ord a la “Tak fordi du siger det. Det vil jeg gøre mig umage for at huske på”.
Du er selvfølgelig velkommen til selv at dele fra din egen inderside, men første allervigtigste opgave er at sikre at din partner føler sig taget i mod.
Alle er sårbare – Ingen er håbløse
I Familietjek er et helt kapitel dedikeret til parforholdet og er fuld af hjælp til at hoppe på elevatoren og møde hinanden fra et blødere sted.
Hvis du ligesom Maja gerne vil tættere på din partner og føle dig fælles om at håndtere vigtige ting hjemme hos jer, så er Familietjek en oplagt mulighed for at komme igang med at skabe forandring og tæt og tyk kontakt mellem jer.
Og tak til Maja for at sørge for at der nu ligger en hel guide her til at træde ud af mønsteret først og ind i kontakten sammen – så Familietjek bliver en fælles oplevelse.
Du kan læse mere om Familietjek her
I kærlighed og tyk kontakt
– Heidi
Skriv din kommentar