Elsker jeg ikke mit barn?
– Om at elske sine børn forskelligt
I denne artikel tager vi fat i et sårbart felt, som mange forældre kender til, men som de færreste har lyst til at stå ved og tale højt om; nemlig følelsen af at elske et af sine børn mere (eller mindre) end de andre.
Det føles forkert og forbudt ikke at mærke de samme følelser for alle sine børn, og derfor bliver vores impuls oftest at skynde os væk fra den følelse af skam, forkerthed og dårlig samvittighed hurtigst muligt. Det betyder, at vi sjældent får kigget nærmere på, hvad der egentlig er på spil, og vi i stedet efterlader os selv midt i forestillingen om, at vi ikke elsker det ene barn nok, eller elsker det på en forkert måde. Eller måske slet ikke elsker det?
I denne artikel vil jeg hjælpe dig med at skille de mange følelser og antagelser lidt ad. For vi bliver forvirrede og lidt fastløste, når det hele blander sig for meget sammen.
Elsker jeg ikke mit barn? En uheldig misforståelse.
Der eksisterer en stor misforståelse, når det gælder kærlighed til vores børn, og det er den, der starter hele balladen.
Vi tror grundlæggende, at vi skal have det ens med vores børn. Og dermed også at vi skal føle ens i forhold til alle vores børn.
Langt hen ad vejen skyldes det, at vi både bevidst og ubevidst, opererer efter et mål om retfærdighed og om ikke at gøre forskel. Den mekanisme har både et emotionelt lag og et kulturelt lag. På vores breddegrader spiller retfærdighed en stor rolle for vores handlinger og for vores syn på egen og andres adfærd. Derfor bliver vi forvirrede, forskrækkede og ofte også skamfulde, når vi mærker forskel. Vi kategoriserer det som ”en fejl”.
Hvorfor har jeg det ikke ens med mine børn?
Lad os lige kigge nærmere på ideen om, at vi skal have det ens med vores børn.
Vi kan ret hurtigt punktere den. For det er en umulighed. Ganske enkelt. Vores børn er jo forskellige. De er ikke bare flere udgaver af præcis det samme. De er hver deres model.
Så derfor KAN vi ikke have det ens med dem. For relationen til dem hver især er forskellig.
Selvom det er simpel logik, er det som om, det er svært for os reelt at forstå og acceptere.
Vi klør på og prøver at opnå en større ensartethed i vores kærlighed til dem.
Det kan det føles vældig svært at opnå, og der kan hurtigt følge mange frustrationer med og ærgerlige tanker, som: “Er jeg en dårlig mor, når jeg har det anderledes med den ene end den anden? Hvad nu, hvis jeg har det nemt med det ene barn, og svært med det andet? Jeg synes nogle gange, at det ene barn er virkelig irriterende, mens det andet bare er nemt og medgørligt. Må jeg godt have det sådan? Eller elsker jeg ikke det ene barn nok?”
Det er et kæmpe tabu.
Elsker jeg ikke mit barn?
For nogen kan det føles som et spørgsmål om kærlighed / ikke kærlighed. Altså en tvivl om, hvorvidt man overhovedet elsker det barn, det kan føles sværest at være i kontakt med, rumme og/eller komme igennem til.
Jeg har siddet med en del mødre (også fædre, men primært mødre), der helt reelt mærker det som en tvivl om, om de så mon kun elsker det ene barn – og altså ikke elsker det andet.
Det er et smerteligt og ensomt sted at stå. For det er et emne, man ikke lige deler med sine venner eller kolleger.
Men tag det roligt. For det er jo virkeligheden. Vores børn ER forskellige – derfor er relationen til dem også forskellig. Der sker noget forskelligt. Vi spejler noget forskelligt i hinanden.
Det barn der ligner dig mest
På nogle måder kan det føles sværest med det barn, der ligner os mest. Måske kender du det at kunne 
blive presset ud i hjørner af dig selv, du ikke vidste, du havde, når dit barn giver den gas med at ville / ikke ville noget, eller på en eller anden måde sætter spot på noget i dig, som måske heller ikker er det, du er allermest stolt af ved dig selv. Der kan virkelig komme kul på nogle gange, og man kan blive helt forskrækket over sig selv.
Lige der kan det føles svært at elske både barnet og dig selv, og det kan lande som en tvivl om, hvorvidt der overhovedet er kærlighed til stede.
Det barn der ligner mig mindst
Omvendt kan det være svært på en anden måde med den, der ligner os mindst. Det kan føles fremmed og ukendt, og du har måske tænkt tanken ”Hvorfor er du så mærkelig? Jeg forstår dig overhovedet ikke…” eller ”Kommer jeg nogensinde til at kende det her barn, sådan rigtigt? Kan jeg elske noget, som er så anderledes end mig selv, og som jeg ryger skævt af hele tiden”. Det er heller ikke ualmindeligt at blive ramt af en slags berøringsangst, og være bange for ikke at kunne finde ud af, hvordan man skal håndtere ”det der fremmede barn” rigtigt.
Forskellig kærlighed
Der hvor det bliver svært for os er, når vi får tolket det som ”mere” eller ”mindre” kærlighed. ”Rigtig” og ”forkert” kærlighed.
Prøv om du kan slippe den forståelse og i stedet tænke det som forskellig kærlighed. Du kan som udgangspunkt helt roligt gå ud fra, at du elsker alle dine børn. Måden din kærlighed udspiller sig på opleves bare forskelligt fra barn til barn, fordi børnene er forskellige, og derfor er jeres relationer 
forskellige.
Din kærlighed behøver ikke være helt ens i alle relationer. Den behøver ikke føles ens. Det kan den faktisk slet ikke. Den vil være forskellig. Så prøv at se om du kan hjælpe din tolkning af, hvad der sker, lidt på vej i den retning. Mod forståelsen af at der bare er forskellige udtryk, forskellige relationer, forskellige følelsesmæssige oplevelser. Men det er alt sammen kærlighed.
Og ja, så kan der være forskellige elementer, der kan lægge sig ovenpå eller rundt om din kærlighed, som gør, at det føles som om din kærlighed bliver forstyrret eller bliver mindre i perioder. Det gør ikke noget. Det må gerne være sådan. Sådan er det at være menneske og være i relationer. De er dynamiske og foranderlige og kan påvirkes af forskellige ting i perioder. Det ændrer ikke på, at der stadig er tale om kærlighed.
Så budskabet er:
Din relation til hvert af dine børn er helt sin egen, og de kan aldrig være ens. Derfor vil kærligheden i relationen også have forskellige vilkår og udtryk. Det betyder ikke, at en relation og kærligheden er mere rigtig eller mere værd en de andre relationer. Det betyder bare, at de er forskellige.
Kan det lette lidt på alle de tunge følelser at tænke det sådan i stedet for?
Et par tips til dig der kan tænker “Elsker jeg ikke mit barn?”
Jeg sender dig ud over stepperne og ind i relationerne med et par tips i lommen.
1️⃣ Stop sammenligningen
Egentlig siger det jo sig selv, at det er en dårlig ide, men vi gør det alligevel hele tiden. Vi sammenligner vores børn. Lad være med det. De er ikke ens. De er hver sin. Forskellige præferencer, forskellige tempi, forskellige kompetencer, forskellige alt muligt.
Så lad være med at sammenligne dem.
Se dem for det de hver især er. Og elsk dem så frit du kan.
2️⃣ Hvad er det svære?
Hvis du mærker, at noget er svært i relation til et af dine børn, så gå lidt ind i det svære, i stedet for at skynde dig væk fra det.
Hvad er det du ”slår dig på”? Hvor bliver det svært? Kan du genkende noget af det, der udfordrer dig hos barnet, i dig selv? Har du selv nogle af de sider? Hvordan behandler du dem hos dig selv? Kunne det være rart med en lidt mildere tilgang til de sider – både for dig og for barnet? Vær nysgerrig og blid – også ved dig selv.
3️⃣ Bliv et øjeblik længere
Når en relation føles svær, kan man komme til at trække sig lidt fra den. Snige lidt udenom. Det er naturligt og forståeligt, og det betyder desværre også, at man kan komme ind i et lidt ærgerligt mønster med at søge væk, og dermed også få færre muligheder for at putte god benzin på relationen. Og så bliver det endnu sværere.
Så kig lige på den relation, der føles svær. Hvad kan I to sammen? Hvor går det godt? Måske har I to noget sammen, som du ikke har med det andet barn/de andre børn? Kan I få det til at vokse?
Og hvis der ikke lige umiddelbart er noget at få øje på, kunne du så bringe noget på banen, som kunne være jeres? Noget dejligt / skægt / kreativt / aktivt I to kunne have sammen?
I kærlighed
Heidi
Læs også:
➡️ At vokse op i skyggen af en søskende
➡️ 5 måder at vise dit barn din kærlighed uden ord
➡️ Den perfekte aldersforskel på søskende
Skriv din kommentar