Som parterapeut får jeg løbende henvendelser fra kvinder, der siger ”Min mand vil ikke med i parterapi. Hvad gør jeg?”
(Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også ind imellem får samme spørgsmål fra mænd, der oplever, at deres kone eller kæreste ikke vil med i parterapi. Det er dog en tendens, der langt oftest viser sig den anden vej, og derfor lægger jeg i denne artikel den vinkel på det. Er du mand og læser med her, håber jeg at du selv kan ”vende betegnelserne om” undervejs).
Med det spørgsmål følger også en vis desperation og også et lille håb om, at jeg kan sige noget, der hurtigt og nemt kan løse den ofte ret fastlåste situation, der har udløst spørgsmålet.
Det kan jeg sjældent 😉 Men jeg kan byde ind med forståelse for de dynamikker, der er på spil, og dermed lyse på nogle veje parret ikke har gået endnu.
Dem vil jeg gerne dele med dig her. Måske kan det give nogle nye perspektiver og andre veje til at tale om det, hvis din mand er lidt forbeholden for at gå med i parterapi.
Vi er to forskellige mennesker, og vi stiller os forskelligt
I de fleste tilfælde består et parforhold af to mennesker, der på en række områder er ret ens, og som på en række andre områder er ret forskellige og har forskellige erfaringer med sig.
I dette tilfælde er det forskellene, der bliver tydelige.
I en situation, hvor den ene part henvender sig til mig og siger ”Min mand vil ikke med i parterapi”, er der tydeligvis noget, parterne her ser forskelligt på.
Forskellige oplevelser af parforholdets tilstand
En hyppig situation er, at der er stor forskel på oplevelsen af, hvordan de har det i parforholdet. Fx kan kvinden opleve, at der er en del, der går godt, men at der også er flere steder, hvor de går skævt af hinanden eller ikke er så tætte og trygge ved hinanden, som hun godt kunne tænke sig.
Det er ikke altid, at manden deler samme oplevelse, men at han i højere grad tænker ”Det går da meget godt, gør det ikke? Og lidt bump på vejen må man da forvente”.
Så helt grundlæggende kan parret have forskellige oplevelser af om parterapi overhovedet er relevant.
Forskellige erfaringer i rygsækken
Derudover kan der være meget store forskelle på, hvilke mestringsstrategier og handlemønstre vi har med os. Helt overordnet er der en større tilbøjelighed hos kvinder end hos mænd til at tale med andre om følelser, familieliv og kærlighedsliv, herunder de ting der udfordrer. Derfor er tanken om at tale med en tredjepart om udfordringer i parforholdet ikke så fjern for kvinder, mens mænd i højre grad tænker, at det er noget, man klarer selv.
For nogle mænd kan det føles som en decideret falliterklæring at skulle bede om hjælp til sit parforhold. Der er mange følelser knyttet til ønsket om at kunne gøre sin kvinde glad og tilfreds og at kunne slå til som mand. Og alt efter hvad man er vokset op med som dreng, når det gælder at vise og blive mødt i sine følelser, samt at måtte bede om hjælp helt generelt, kan de selvbilleder komme mere eller mindre i spil her.
På samme måde kan man have knapt så gode erfaringer med sig om at række sårbart ud. Hvis det ikke føles trygt at gøre sig sårbar, lader man naturligt være med at gøre det. I den situation bliver det at invitere en parterapeut sit inderste og vigtigste jo forståeligt en virkelig sårbar sag. Det kan også være en faktor, der kan stå i vejen for lysten og modet til at opsøge parterapi.
Hvem er skurken?
En anden frygt, der også ofte spiller ind, er angsten for at blive udpeget som skurken. Som den der er skyld i det hele. Og måske endda også som den, der er nødt til at lave helt om på sig selv. Og hvem har lyst til det?
Det giver mening, at man kan være lidt tilbageholdende med at tage afsted, hvis man har et billede af, at parterapi stort set er det samme som at møde op i retten, hvor der skal fældes dom. Hvis man frygter, at jeg (parterapeuten) sidder og vejer for og imod ud fra de beviser/argumenter, de to parter fremfører om hinanden, for så til sidst at afgøre hvem der bærer skylden og dermed dømmes ude, så kan jeg godt forstå, at det ikke føles særlig attraktivt at tage af sted.
Til det kan jeg blot sige; at i parterapi er der ingen skurke. Alle er helte. For at møde op og lægge sit parforhold på bordet og arbejde med det er en både en modig og kærlig handling.
I parterapi arbejder vi ikke med skyld, men med ansvar. Det er der langt mere bevægelse og kontakt i.
Passer vi overhovedet sammen?
Lige ved siden af den angst, kan der hos mange ligge en anden angst for, hvad der sker, hvis vi nu åbner øjnene helt og roder op i det hele.
Hvad nu hvis det viser sig, at vi slet ikke passer sammen og vi er nødt til at gå fra hinanden? Eller hvis parterapeuten siger: ”Jeg ser ingen fremtid for jer, og jeg synes, at I bør overveje at gå fra hinanden.”
Det er klart, at det kan føles som en alt for stor risiko at løbe. Så hellere fortsætte som det er nu og leve med de udfordringer, der er.
I min erfaring er det, der oftest sker i parterapi, at parret oplever at få ny forståelse for hinanden og sig selv i de situationer, der bliver ved med at bøvle igen og igen for dem, og får blik for, hvordan de kan bevæge sig anderledes i dem.
Det sker selvfølgelig også, at par går fra hinanden, men så ved begge parter oftest godt i en eller anden grad, at det bærer derhen, inden de kommer.
Men hvis vi ser helt forskellige på det, er der så overhovedet noget jeg kan gøre?
Ja, det er der.
Stop med at presse
Pres er sjældent en god ide. Det er trusler eller ultimatummer heller ikke. Jeg forstår godt, at du kan være fristet, men det kommer der sjældent noget konstruktivt ud af.
Samtidig er det også ukonstruktivt, hvis din partner blot afviser dit forslag og ønske med et ”Det vil jeg bare ikke” uden at være villig til at fortælle, hvad der ligger bag det standpunkt. Det er hverken seriøst eller kærligt blot at lukke ned.
Så prøv om I kan have en konstruktiv og så rolig som muligt snak om, hvad der ligger bag lysten til at afvise.
Hvad er din partner nervøs for? Hvad tror han, der skal ske? Hvilke konsekvenser kunne han være bange for at stå med?
Det er ikke sikkert, at det udfordringen om at få din partner med i parterapi lige nu, men det kan skabe en større forståelse for, hvad der er på spil, og det kan muligvis åbne for nogle andre veje at gå.
Er der alternativer?
Hvis der (lige for nu i hvert fald) er alt for stor modstand mod parterapi, kan I så gøre noget andet, der kan styrke jeres kontakt og parforhold?
💜 Der findes masser af samtalekort og spil på markedet, som kan skubbe samtaler i gang. Måske kunne det være et sted at starte?
💜 Kan I sætte mere tid af til at lave noget, der giver jer energi og som skaber plads til jer to sammen?
💜 Kan I selv begynde at tale sammen om jeres længsler og behov og ønsker for jeres relation?
Hvis I er landet et sted, hvor det hele er blevet lidt fastlåst og hvor skyld, angreb og forsvar står i kø, kan det være ekstra svært at gå i gang med ”vi løser det selv”-tiltag. Det har I sandsynligvis prøvet mange gange før og nok ikke haft så gode erfaringer med, siden I er landet et fastlåst sted. Så vær nænsomme og tålmodige med jer selv og hinanden, hvis I gør jer modige og kaster jer ud i det på egen hånd igen.
At gå med for den enes skyld er også en måde at gå med på
Når jeg spørger de kvinder, der siger ”Min mand vil ikke med i parterapi”, om han blankt afviser, siger flere, at han måske nok har sagt, at han gerne vil gå med for deres skyld. Og så har kvinderne sagt, at så vil de ikke, hvis det skal være på den måde. De har ikke lyst til at være ”den med problemet”, som manden ikke helt byder ind på.
Jeg kan godt forstå det. Det er selvfølgelig rarest at føle fællesskab. Også her.
Men til dig der står med en mand, der siger, at han gerne vil gå med for din skyld. Tag imod det. Det er også en måde at gå med på. Og en dygtig parterapeut skal nok lynhurtigt få øje på den dynamik og blidt hjælpe begge parter med at se, at I selvfølgelig begge to har ansvar for, at I er landet, hvor I er som par. Og også for løsningen og vejen frem.
Ræk blødt ud
Her til sidst får du lige nogle bud på måder at formulere dit budskab på, så det bliver lettere for din partner at høre det som en invitation og ikke som et krav eller en bebrejdelse.
❤️ “Du har stor betydning for mig. Vores parforhold har stor betydning for mig. Vil du være med til at passe på det?”
❤️ “Vi har prøvet selv i lang tid. Jeg oplever ikke, at vi helt lykkes med det. Vi er begge to blevet lidt bange og forsigtige undervejs. Jeg synes, vi har brug for en til at hjælpe os. Jeg vil gerne, at vi kommer tættere på hinanden.”
❤️ “Vi er to om det her parforhold. Jeg ved godt, at jeg har været god til at pege på alt det, jeg synes, du kunne have gjort anderledes. Jeg ved også godt, at jeg selv har lige så stort ansvar for, at vi står her, hvor vi gør nu. Jeg er også villig til at kigge på min del og blive klogere på, hvordan jeg kan bidrage bedre. Vil du være med til det?”
❤️ “Jeg drømmer om, at vi to kan være helt trygge sammen. At du altid kan være helt sikker på, at jeg har din ryg, og at jeg kan være helt sikker på, at du har min. Der er kun os to til at sørge for, at det sker.”
❤️ “Jeg har ikke lyst til at miste dig. Det er derfor, jeg gerne vil blive klogere på, hvordan vi passer på forbindelsen og kærligheden mellem os.”
I kærlighed
Heidi
Læs også:
➡️ Har vi brug for parterapi?
➡️ Kan vi finde kærligheden igen?
➡️ 7 ting du kan gøre for dit parforhold i dag
Skriv din kommentar