Styrk dit parforhold på 4 sekunder

Styrk dit parforhold på 4 sekunder ❤️

[Psykosnack: Læsetid max 3 minutter]

Undskyld, men hvad er en psykosnack? Se det her!

 

styrk dit parforholdDet er ingen hemmelighed, at et godt parforhold ikke er noget, man fikser med få minutters indsats et par gange om året. Et dejligt, varmt og langtidsholdbart parforhold vokser ud af en løbende og vedvarende indsats, som både vedligeholder og udvikler. Det som nogen ville kalde det lange seje træk.

“Styrk dit parforhold!”, lyder det fra højre og venstre. Det  lyder som hårdt arbejde, og hvis det allerede føles, som om parforholdet er lidt slidt og knager  ind imellem, er det nemt at blive modløs og opgivende over for den åbenbart meget store vedvarende indsats, det kræver at få det ind i en god gænge igen.

4 x 4 sekunder er nok

Men fat mod. For ja, der skal en vedvarende og steady opmærksomhed til, hvis du vil holde dit parforhold saftigt og et trygt sted at være for jer begge. Men den samlede indsats kan sagtens bestå af små enkle input, som ikke behøver at være hverken svære, tunge eller i den meget alvorlige afdeling. Og heller ikke specielt tidskrævende.

Her kommer ét af dem – og det tager kun 4×4 sekunder om dagen.

Vi går ud og ind af kontakt mange gange i løbet af en dag, og langt de fleste dage byder på fire centrale tidspunkter i den sammenhæng.

❤️ Om morgenen når vi vågner og ser hinanden for første gang den dag

❤️ Når vi skilles for at tage af sted ud i hver vores dag med arbejde, uddannelse osv.

❤️ Når vi mødes igen senere på dagen efter at have været adskilt i mange timer

❤️ Når vi slutter dagen og siger godnat.

For nogen ser dags- og kontaktrytmen anderledes ud, eller falder i en anden rækkefølge, men der vil typisk stadig være 4 centrale punkter. Og nogle dage er man ikke fysisk sammen på alle de 4 tidspunkter, men nogen af dem foregår over telefon eller sms. De tæller alligevel.

 

Styrk dit parforhold på 4 sekunder”Øvelsen” (som ikke er nogen øvelse, men som det giver mere mening af se som en daglig investering) går ud på at sikre, at I som partnere giver hinanden 4 sekunders fuld kontakt på de 4 vigtige tidspunkter i løbet af dagen.

Invester 4 sekunder i at forbinde dig med din partner, når I går ind i kontakt (godmorgen og gensyn), og invester på samme måde 4 sekunder i at fortykke kontakten mellem jer inden i skilles (morgen og godnat). En måde at passe godt på kontakten og forstærke følelsen af forbindelse mellem jer er, udover at forbinde jer efter adskillelse, også at værne om måden I adskilles på. At tage forbindelsen inden adskillelse alvorligt, så den ikke bliver noget, man ”sjusker” med ved at råbe et hurtigt farvel gennem flere rum, og så bare gå.

4 sekunders uforstyrret fuld kontakt, hvor du giver dig tid til at være lige dér. Hvor du ikke liiiige er på vej videre, eller hvor du gør det af pligt eller foregiver at være der med dit nærvær, men egentlig har dit fokus alle mulige andre steder.

4 sekunder hvor du forbinder dig med din elskede.

4 sekunders øjenkontakt og fuldt nærvær 4 gange om dagen. Det har alle tid til!

 

Psykolog Heidi Agerkvist - styrk dit parforhold


God fornøjelse!

 

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

Læs flere psykosnacks her: 

➡️ Har du fat i livet eller har livet fat i dig

➡️ Taknemmelighed giver hverdagslykke

➡️ Om kommunikation i parforholdet

 

 

 

Skriv din kommentar