Vi har prøvet alt! Det er ikke noget, der virker…
Det er efterhånden ikke få gange, jeg har siddet med et udmattet forældrepar, som opgivende og afmægtigt siger: Vi har prøvet alt! Der er ikke noget, der virker.
Det handler selvfølglig om deres børn og hverdagen med dem. Om at skabe ro ved aftensmaden. Om at komme ud af døren om morgenen. Om at stoppe evigt plageri om alt og ingenting. Om at få dem i bad – og ud igen. Om at begrænse konflikter mellem søskende. Om at få dem i seng.
Alt sammen i nogenlunde god ro og orden og uden at det tager timevis. Og uden at skænderier og hævede stemmer og gråd og ærgrelse bagefter.
Kender du det?
Hvad virker så?
Så kender du nok også det med at lede efter redskaber og gode løsninger. Google om aftenen, læse bøger om børns udvikling, spørge veninder, og lytte til gode råd fra (sviger)mødre og kolleger.
For så at gå i gang og lægge en masse kræfter i, at ”nu skal vi altså have lavet om på det her”. Og så ikke rigtig opleve, at noget ændrer sig. Måske tværtimod. Noget bliver måske endnu mere stædigt og rigidt. Eller det skaber endnu mere gråd og modstand hos børnene. Og endnu mere frustration og opgivenhed hos børnene. Lede videre. Finde en ny tilgang. Prøve den. Stadig ikke noget resultat.
Vi har prøvet alt det her…..
Når forældre kommer til mig og siger ”Vi har prøvet alt”, så tror jeg på dem. Jeg tror virkelig, de har prøvet alt. Eller i hvert fald så tilstrækkelig meget, at det sagtens kan kaldes ”Alt”. Det kan jeg høre, når de fortæller om alt det, de har forsøgt. Og jeg kan høre, at de virkelig har tænkt over det, og at der ligger gode overvejelser bag.
De har både prøvet at køre en ret stram stil, hvor der ikke er nogen slinger i valsen og ikke noget for børnene at være i tvivl om, mht. hvad de må og ikke må, hvad de skal og ikke skal i håb om at skabe tydelighed. De har også forsøgt en mere blød stil, hvor de i højre grad har spurgt børnene, hvad de har lyst til i håb om at skabe ejerskab og undgå en for hård tone.
De har prøvet at hjælpe børnene ekstra, for ikke at stille for høje krav og presse børnene. De har prøvet at insistere på, at de selv skulle komme i tøjet om morgenen og også øve sig i at binde snørebånd for at give dem kompetencer og selvværd.
De har gået frem og tilbage til børneværelserne om aftenen, krammet og sagt godnat mange gange, fordi de ville skabe tryghed og signalere ”vi er her”, så børnene nemmere kunne lade sig falde i søvn. De har siddet på sengekanten og holdt i hånd og sunget og lovet at blive til barnet sov, og været tålmodige med ekstra tisseture og ønsker om et glas vand mere – hvilket har taget timer.
Og de har sagt tydeligt godnat og er gået ud, så børnene kunne lære at falde i søvn selv – uden at skulle bruge krudt på at holde mor og far i gang ved at kalde hele aftenen. Men børnene kaldte alligevel, og det tog timer.
De har givet opgaver/pligter for at skabe fællesskab og vise børnene, at de havde betydning ind i familien. Og de har prøvet at slippe alle krav en periode for ikke at kræve urimeligt meget af trætte børn, der havde brugt alle deres kræfter i børnehave, skole og sfo.
Og det er stadig som om ingenting virker. Det eneste der er kommet ud af det er endnu mere udmattelse og forvirring hos forældrene, og ofte også konflikter og frustration de to imellem.
Men hvorfor virker det ikke?
Hvor længe?
Jeg spørger altid de forældre: Hvor længe?
Hvor længe har I prøvet hvert enkelt af de ellers ret fornuftige tiltag?
I de tilfælde hvor forældrene siger ”Vi har prøvet alt”, er svaret på mit spørgsmål ofte noget i retning af 14 dage.
De ivrige og engagerede forældre har med andre ord, i bedste mening selvfølgelig, ændret strategi ca. hver 14. dag. Gennem en længere periode. Måske – igen i bedste mening – endda frem og tilbage mellem den ene og den anden tilgang mange gange, fordi ”den anden måde at gøre det på måske alligevel virkede lidt bedre end den her….?”. Eller fordi tilgangene bliver så ”enten-eller” (for hård/for blød) i deres form, at de bliver svært at være i for den ene eller den anden forælder, som derfor trækker i den anden retning.
Resultat: Pivforvirrede børn!
– og rigtig trætte forældre……
Hvor skal vi hen?
Når forældrene står der, prøver jeg at hjælpe dem til at se, at de er kommet til at forvirre deres børn. I deres iver for at gøre noget godt for børnene og familien og dem selv, er de kommet til at sende rigtig mange meget forskellige signaler til børnene, om hvad retningen er. Derfor har børnene haft ret svære vilkår for at ”gøre det rigtige”, fordi det rigtige hele tiden skiftede.
Derfor kan det se ud, som om børnene har været helt umulige og slet ikke har villet høre efter eller gøre, hvad forældrene sagde. Men ofte handler det om, at børnenes forsøg på at samarbejde har været svære at se, fordi de er druknet i forvirring og retningsskifte.
Børn vil gerne samarbejde med deres forældre. Men hvis det bliver uklart for dem, hvad forældrene gerne vil have dem til at samarbejde om, så bliver det svært for dem. Og så kan deres måde at samarbejde med forældrene, komme til udtryk som protest og som en måde at gøre opmærksom på, at ”det er umuligt for mig at leve op til dine forventninger mor/far, for jeg ved ikke hvad de er, når de skifter hele tiden”.
Gør mindre – kun én ting
Så til dig der er på ”vi har prøvet alt” – holdet:
Træk lige vejret.
Lav en stor kop kaffe.
Tag det roligt.
Du har gjort det godt. Alt det du har gjort ind til nu, har du gjort i bedste mening og med gode intentioner. Du er bare kommet til at forvirre dit barn.
Løsningen er, at du gør mindre herfra. Tænk tilbage på alle de forskellige strategier du har prøvet af, og vælg den der føles rarest i maven og hjertet for dig. Og så hold dig til den. Og kun den.
Dine børn vil gerne samarbejde. De er bare nødt til at have mere end 14 dage til at lære de nye regler og forventninger at kende, før de kan samarbejde kontinuerligt om dem.
Regler og undtagelser. Og kaos.
Når jeg siger ”Hold dig til den ene strategi – og kun den”, så betyder det ikke, at der ikke kan være små undtagelser eller afvigelser. Vi er alle sammen mennesker – også vores børn – og de færreste af os fungerer godt med fuldstændigt stramme rammer og ingen mulighed for at være fleksibel eller lave en afstikker, når det giver mening.
Så der kan sagtens være undtagelser. Der bliver bare nødt til at være noget fast og gennemgående, som undtagelsen er en undtagelse fra. Hvis der kun er undtagelser, bliver det kaos.
Så hold fast (uden at blive rigid)! Og giv det tid nok til at kunne lande i jer alle sammen.
Børnene vil reagere. De vil protestere og sikkert også græde og måske råbe. De reagerer på forandringen. Ikke fordi du er en tarvelig forælder. Hvis du lytter med både ører og hjerte, kan du godt høre forskel på, hvornår dit barn græder, fordi det har brug for trøst og hjælp til at blive samlet igen, og hvornår det græder som en reaktion på, at noget er anderledes, end det plejer.
Hav tillid til dit valg
Hold fast betyder i denne sammenhæng ikke at tromle og mase. Det betyder at være afklaret og tydelig og have tillid til sin beslutning som voksen. Det kan man sagtens være og gøre på en rolig måde – helt uden hævede stemmer og hårdhed.
Det handler om at vise barnet vejen, man gerne vil have det til at gå. Og vise den samme vej længe nok til, at barnet har mulighed for at følge den. Du kan se dit barns protester og grænsesøgende adfærd, som om det spørger. ”Mener du stadig lige ud? Er du sikker på, at jeg ikke skal til venstre ad stikvejen her?” Og så svarer du bare (igen og igen) ”Ja skat, jeg mener lige ud”. Når barnet har spurgt mange gange nok til, at det er sikker på, at du ikke selv er i tvivl om retningen, så behøver det ikke spørge mere, og så kan det begynde at bruge sit krudt på at gå i den retning du viser – og måske endda nyde turen.
Men det tager lidt tid. Især hvis det har været retningsforvirring den seneste tid. Så være tålmodig med med både dig selv, med retningen og med dit barn.
Jeg hepper på dig!
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar