At finde på plads i den nye relation – når børn bliver voksne
Når vi snakker om Empty Nest, leder de for de fleste tankerne hen på selve det tidspunkt, hvor barnet flytter hjemmefra. Altså den konkrete flytning og tiden efter, hvor der er tomt i huset og hvor forvirringen og sorgen melder sig.
Men der ligger også en anden opgave i den forbindelse, som der ikke er særlig meget fokus på. For vi er jo stadig forældre for vores børn, og vi skal stadig være i kontakt og relation med dem. Bare på en ny måde. Og hvordan gør man så det? Hvordan bevarer man en tæt relation uden at være for anmasende? Hvordan giver man dem frihed, samtidig med at man stadig er en tilgængelig støtte? Gamle roller skal opløses og nye skal formes.
Det er der ikke ret mange, der siger noget om, og det kan derfor føles som om, vi alle står hver for sig og famler lidt i blinde her med at finde på plads i den nye relation mellem os, og vores nu voksne børn.
Derfor skal vi kigge lidt på den forandring i forældrerollen, når børn bliver voksne, i denne artikel.
Når børn bliver voksne – lige efter de var teenagere
Vi starter ligemed at spole lidt tilbage til den sidste tid, hvor børn bor hjemme. Det kan være en kompleks omgang at finde vej i.
Den sidste tid, hvor store teenagere bor hjemme, kan være en periode med mange modsatrettede roller og følelser. På den ene side er de stadig børn, der bor under forældrenes tag og rammer, de har pligter, og vi vil gerne have at de har blik for fællesskabet og bidrager til det.
Samtidig er de næsten voksne og på vej mod selvstændighed. En selvstændighed, som vi også gerne vil give plads til og støtte dem i at udvikle.
Der foregår derfor både en løsrivelsesproces og en stærk identitetudvikling samtidig både hos børn og forældre. Der er noget forældrene skal give slip på, og noget de store børn skal begynde at tage over på. Det kan være svært som forælder at give slip, før man er helt sikker på, at det unge menneske griber. Og samtidig er det svært for de unge at vise, at de kan gribe og tage ansvar, hvis forældrene stadig holder fast. Det kan skabe en del gnidninger og forvirring omkring tillid og grænser. Og alt efter temperamenter og personligheder kan bølgerne gå højt, hårde ord suse gennem luften og døre smække mere, end nogen egentlig bryder sig om.
Jeg tror naturen har sørget for, at den sidste tid hvor næsten flyvefærdige børn og forældre bor under samme tage nærmest skal være lidt irriterende, for at lede os naturligt hen mod det skift, der ligger forude. Om det så viser sig i store skænderier, eller blot at det unge menneske har så travlt med sit eget, at det alligevel ikke var hjemme til aftensmad, og man så står der med alt for meget mad – igen.
Når vi når frem til det punkt hvor barnet flytter hjemmefra, er det altså ikke ualmindeligt at den sidste tid op til da, har været lidt turbulent på den ene eller anden måde.
Kontroltabet når barnet flytter hjemmefra
Når barnet endelig flytter hjemmefra, sker der et markant skift for begge parter.
Forældrene går fra at have været en aktiv del af barnets hverdag, hvor man har kendt til de fleste af deres planer og valg, står man nu tilbage med langt mindre viden og indflydelse. Det kan føles som et kæmpe kontroltab, hvilket det jo også er. Det kan både give sådan en ”Hov! Hvad med mig?” følelse, og det kan for nogen også skabe mere eller mindre angst pludselig ikke at være tæt på sit barn og kunne ”have styr på det”.
Det er selvfølgelig naturligt at bekymre sig om, hvordan ens barn klarer sig: Får de spist ordentligt? Kan de finde ud af at betale regninger? Har de nogen at gå til, hvis noget går galt? Husker de cykelhjelmen? Også når på vej hjem fra byen, når promillen er høj?
Her ligger en stor opgave for forældrene. For man kan være sikker på, at barnet ringer mindre og mindre hjem, hvis man som forælder kommer til at stille ”Har du nu husket at….?”-spørgsmål i hver samtale.
Men hvad stiller man så op med al sin omsorg og også med sin bekymring som forælder? Men kan jo være så fyldt af det, at det føles som om man er ved at sprænges.
Forandring i forældrerollen når børn bliver voksne – en mere ligeværdig relation
Det gælder om lige at starte med at trække vejret her, og så have lidt tålmodighed med sig selv og hinanden. Sådan et stort skift i både selve den konkrete forældrerolle og i forældreidentiteten lander ikke over en nat. Det er en stor forandring og der er mange små og store vaner knyttet til det, som lige skal have lov at slippe og blive erstattet af nye erfaringer.
Det nye vi skal bevæge os hen mod her er at få en mere ligeværdig relation til vores store børn. Vi vil altid være deres forældre, og de vil altid være vores børn. Derfor vil vi altid have asymetriske positioner, og der vil altid ligge et større relationelt ansvar hos os som forældre.
Men relationen skal bevæge sig mod at være mere ligeværdig. Fra at være forældre til små børn, som vi er vant til at tage valg på vegne af (bestemme over) , er vi nu forældre til voksne børn, som nu har langt større mandat og træffer egen valg for eget liv og hverdag. Og vi skal kunne være i, at de (også) træffer valg vi aldrig ville have truffet, og som vi er direkte uenige.
Vi skal altså lave den svære manøvre det er at trække os lidt tilbage og give plads til dem i deres eget liv, men uden at trække os relationelt og følelsesmæssigt. Vi skal stadig være tilgængelige for samtale, større og relation, men i højre grad give plads til vores voksne børns valg og grænser. Det er svært at gøre i praksis. For begge parter.
Kan vi hjælpe hinanden?
Det optimale er hvis man kan hjælpe hinanden med at finde vej, og tale åbent om hvad der er rart og ikke rart.
Fx kan man som voksen lægge op til at få lidt hjælp fra den unge ved at sige ”Jeg vil så gerne hjælpe dig, og jeg tror jeg kommer til at give mange flere gode råd, end du har lyst til at få. Kan du ikke sige det (blidt) til mig, hvis jeg kommer til at blive irriterende”
Og den unge voksne kan sige ”Jeg har styr på hvilket niveau af rengøring, jeg synes er passende her, så det behøver du ikke sige mere om. Men hvis du gider kigge på min forskudsopgørelse sammen med mig, ville det være fedt”.
Flere forældre jeg har talt med fortæller, at der midt i det hele også er noget rart i at slippe for opdragerrollen. Relationen til det voksne barn bliver på en måde ”renere”, når den er renset for det opdragende element. Så er man bare to mennesker der holder af hinanden og kan nyde hinandens selskab.
Men ja, det kan tage lidt tid at komme dertil.
Men har du så slet ikke brug for mig mere?
Det de fleste forældre kan gå lidt i panik over, er tanken om at kunne blive overflødig, når børn bliver voksne. Vi har været så vant til at indrette alt i vores hverdag efter vores børn i mange år, og vi har øst kærlighed ud over dem i mange former. Og hvad så hvis vi pludselig ikke kan bruges mere? Hvad skal vi så?
Så hvis du står lige der og er lidt i panik, så prøv at se om du kan huske på, at der stadig er brug for dig. Det er bare på en anden måde nu. Og fordi du ikke kender den endnu, kan den være svært at få øje på. Den gamle kendte måde er til gengæld nem at genkende for dig, og det eneste du kan se om den lige nu er, at der bliver mindre og mindre af den. Det kræver, at du drejer blikket for at se, at du ikke er hverken fyret eller overflødig. Der er bare nye roller og positioner på banen. Og det kræver lidt tid og en tilpasningsperiode.
At finde et passende niveau for kontakt, når børn bliver voksne
Et andet område der kræver fælles hjælp og lidt tålmodighed at finde en ny balance i, er i kontakten. Hvor ofte skal man ringe eller skrive? Skal vi have faste søndagsmiddage, eller skal vi holde os helt tilbage og lade den unge tage initiativet?
Min opfordring her vil helt klart være at lægge op til, at I hjælper hinanden med at finde vej. Især hvis det er første barn, der er flyttet. Så har ingen af jer nogen erfaringer at læne jer op ad. Men også med de næste børn, for børn er jo forskellige og har forskellige behov og præferencer.
Så spørg dit barn, hvad de har behov for, og vær ærlig om dine egne følelser. Hvad ser I hver især for jer som en model, der kunne fungere? Og kan I få de to billeder til at matche?
Og giv så jer begge to lidt plads til at finde vej. Aftal evt. at prøve noget af en måned eller to og så snakke sammen om det fungerer for jer begge. Og juster.
5 tips til at finde på plads i den nye relation, når børn bliver voksne
Her er et par tips. Tag dem du kan bruge og juster dem gerne lidt til. Det hele handler jo om at finde den rette balance, der passer til dig og dit voksne barn.
1️⃣ For nogen kan det være rart at lægge ud med nogle lidt faste/afklarede aftaler. Så ved alle parter hvad der kan forventes, og ingen skal være nervøse for at blive afvist, hvis de rækker ud, eller for at skulle afvise den anden, der måske rækker lidt mere ud, end man selv har lyst til.
2️⃣ For dig som forælder kan det være en god ide at tænke i, hvem du også kan have kontakt med, hvis du kan mærke impuls til at ringe / skrive / ”lige komme tilfældigt forbi” lidt for tit. Hvor kan du kanalisere det kontaktbehov hen? Er der mon en i dit netværk, der står i en lignende situation og også har brug for for at snakke mere og vende flere tanker, end det nyligt flyttede unge menneske helt har plads og tid til?
3️⃣ Øv dig i at lade barnet tage kontakt, så det ikke altid er dig, der går forrest. Men husk på den anden side også, at det er rart for barnet at føle sig vigtig og husket, selvom det er flyttet, så fuld radiotavshed er heller ikke godt.
4️⃣ Husk at man som ungt menneskee ofte har travlt med at finde på plads i sit nye liv. Der er måske både studie og arbejde og nye relationer og også alle de huslige ting, som ens forældre plejede at gøre, som nu skal passes. Så tag det ikke personligt, hvis din søn eller datter ikke altid tager telefonen når du ringer, og måske heller ikke lige får ringet tilbage. Eller i en periode kun ringer for at spørge om hvor mange grader sengetøj skal vaskes på og hvad man gør med et toilet der løber.
5️⃣ Skab nye traditioner. Find nye måder og nye ting at mødes om. Cafe, vinterbadning, cykling i skoven. Og husk at det også er rart for det voksne barn, når dets nye hjem også får status af et rigtig hjem, og du også kommer på besøg der, så det ikke altid er den unge, der skal komme ”hjem” til et hjem, der ikke længere er dets aktuelle hjem.
Husk at vores voksne børn har brug for…
Når børnene er flyttet hjemmefra, har de brug for både frihed og støtte fra deres forældre. Som sagt kan det være et virkelig svær balance at finde i starten. Måske kan det hjælpe dig at huske på, at vores voksne børn har brug for:
Plads til at finde sig til rette i deres nye liv
-
- De har brug for at gøre deres egne erfaringer og nyde friheden til at træffe egne valg – også dem, der indebærer fejl og læring. Og de har brug for selv at kunne prøve ting af og definere regler og vaner – uden hverken kommentarer eller løftede pegefingere fra deres forældre.
Fortsat støtte og kontakt
-
- De har stadig meget brug for en stærk relation til deres forældre, men i en ny form. De har brug for at vide, at de kan komme til dig, når verden er dum og det hele er uoverskueligt, og de har samtidig behov for, at du også har tillid til, at de kan stå på egne ben.
Forældre, der tager ansvar for deres eget liv
-
- Og så har de (måske især) brug for forældre der selv tager ansvar for deres egent (nye) liv, og sørger for at fylde både glæde og indhold i deres eget liv. Det må ikke blive de voksne børns hverken opgave, ansvar, pligt eller byrde at sørge for deres forældres trivsel – de har en rigeligt stor opgave med at leve deres eget nye voksne liv.
Alt det bedste til både dig og dit voksne barn i dette nye kapitel af jeres liv sammen❤️
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar