De 5 ting par spørger mig mest om
Du ville sikkert spørge om det samme…
I min praksis i Badstuegade i Aarhus har jeg efterhånden mødt mange par. Rigtig mange par.
Og selv om alle par er deres helt egne og deres situation er helt unik, så er der alligevel mange flere fællestræk end forskelle mellem parrene. Dels følger de mønstre, de kan komme ind i med hinanden, tre hovedkategorier (med variationer selvfølgelig). Og dels går de vigtige spørgsmål parrene stiller mig i rummet også på tværs af parrene.
Det er ikke overraskende for mig. Vi er alle mennesker, og vi har de samme grundbehov for kontakt, forbindelse og tilhørsforhold. For at føle os betydningfulde, huskede og set af den vi elsker. Og derfor er det også de samme ting, vi kan blive trigget af og blive usikre på. På overfladen kan det have meget forskellige udtryk og nuancer, men rykker vi et lag eller to ned, kredser vi alle om de samme temaer. Derfor er det også en vis genkendelighed i de spørgsmål, jeg oftest hører fra parrene.
Velkommen i flokken af helt almindelige mennesker
I dag deler jeg, de fem ting par spørger mig mest om. For jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at du selv kunne have lyst til at stille et eller flere af dem. Alene fordi du er et menneske med de samme grundlæggende behov og deraf mulige usikkerheder, som alle dine medmennesker.
Så velkommen til her i flokken af fine mennekser, der bakser med de samme udfordringer i deres parforhold, som alle deres fine medmennesker også gør.
Jeg håber du vil føle dig genkendt og måske også beroliget i at være helt almindelig, når du har læst artiklen her om de 5 ting par spørger mig mest om. Måske vil du endda føle dig hjulpet lidt til at se en vej at gå i det – sammen med din partner.
De 5 ting par spørger mig mest om – #1
– Er vi for forskellige?
Det hurtigere svar er: Nej!
Jeg har endnu til gode at møde et par, hvor det var deres forskellligheder alene, der stod i vejen for at de kunne være sammen. Det er i mine øjne (og i min faglighed og min erfaring) ikke forskellene i sig selv, der er udfordringen, men derimod måden hvorpå man håndterer de forskelligheder sammen, der er afgørende for, om det føles rart at være i parforholdet.
Langt de fleste par – hvis ikke alle – er forskellige i større eller mindre grad, og har mindst én større forskellighed mellem sig. Noget de forstår helt forskelligt, har helt forskellig værdi for dem og/eller de foretrækker på helt forskellige måder (fx planlægning vs spontanitet el. tid alene vs tid sammen).
Der hvor det går galt for de fleste par i den sammenhæng, er når de tror, at løsningen er, at de skal blive mere enige på det eller de givne punkter. Altså få det mere ens med det, de ser forskelligt på. Det er ikke løsningen. Det kommer sjældent (aldrig) til at ske.
Vejen at gå i det er at være åben for, at den måde man selv har det med noget på, måske ikke er den eneste rigtige eller saliggørende, men at partnerens måde at have det på også er valid og legitim. At stoppe kampen om at være rigtig (og den anden dermed forkert) og forsøget på at overbevise eller tromle den anden. Og så i stedet kigge konstruktivt og fælles på, hvordan I sammen kan forholde jer klogest og mest smidigt og hjælpsomt til, at I på ét eller flere punkter ser forskelligt på noget. Hvordan kan I teame op og løse det sammen – i stedet for at bekrige hinanden?
- Nogen gang er det at mærke efter, om det egentlig er så vigtigt for dig, at noget bliver på en bestemt måde, som du går og tror det er? Kunne det være okay, hvis det blev anderledes? Er det bare gammel vane der gør, at du vælger den kendte vej i det?
- Nogen gange er det at mødes på midten, og at begge parter giver sig lidt.
- Nogen gange er det at slippe noget og tænke: Jeg kan se, at det her er vigtigt for dig, og du virkelig bliver ked af det eller usikker. I det lys er det vigtigere for mig, at du er tryg og der er rart mellem os, end at jeg får det på den måde, der er rarest/nemmest for mig”. Altså at spørge sig selv, hvad der er vigtigst her og være villigt til at slippe sit eget, hvis det viser sig at være mindst vigtigt i den samlede vurdering.
Du kan læse mere om store forskelle og kilden til de største konflikter i parforholdet her, hvor jeg også deler flere bud på konstruktive veje til at håndtere forskelligheder.
Svar #1:
Det er ikke forskellene i sig selv, der er udfordringen. Det måden I håndterer (eller ikke håndterer) dem på.
De 5 ting par spørger mig mest om – #2
– Skal jeg lave mig om?
Nej!
Du skal ikke blive en anden. Du skal blive mere dig.
En del har været lidt nervøse eller bekymrede inden de kommer i parterapi. Der kan være en usikkerhed på, om parterapi går ud på at lave sig om – sådan grundlæggende. Det kan jeg sige med det samme og uden at tøve, at det gør det ikke!!
Tværtimod vil jeg sige, at (par)terapi går ud på at blive mere dig. Forstået på den måde, at du – og I begge – gennem terapien gerne skulle blive klogere på, hvad jeres parforhold og i selv hver især har brug for.
Og noget alle parforhold har brug for er tydelighed. At I to bliver tydelige for hinanden. A la ” Her står jeg”. “Jeg er tilstede / ikke til stede nu”. “Jeg kan lide det her / ikke lide det her”. “Jeg bliver ked af det / glad, når du….”. ” Du kan regne med mig og med hvad jeg siger”.
Det skaber både tryghed og tiltrækning.
Så en del af parterapien er også, at jeg hjælper jer hver især med at træde tydeligere frem for hinanden. Være mere tydelige om hvem I er. Blandt andet ved at hjælpe jer til at dele jeres indersider med hinanden, sådan at der bliver mere overensstemmelse mellem, hvad der sker indeni i jer, og hvad der kan ses udenpå jer. Det giver jer begge meget bedre mulighed for både at give den anden, hvad h*n har brug for, og jer selv mulighed for at modtage, det I længes efter. Og det skaber høj parforholdstilfredshed. Man kan også kalde det lykke.
Svar #2:
Nej, du skal ikke lave dig om. Du skal blive mere dig.
De 5 ting par spørger mig mest om – #3
– Kan følelserne komme igen?
Måske. Det kommer an på…
En del af de par, der opsøger mig, kommer fordi den ene er blevet usikker på sine følelser for den anden, og ikke kan mærke dem mere. Derfor møder jeg ofte spørgsmålet ”Kan følelserne komme igen?”
Det er et virkelig komplekst og også både modigt og sårbart spørgsmål at stille. Og det er et af de svar, der er nødt til at tage mange individuelle forhold med i betragning.
Det man kan sige mere generelt om den sag er, at det kan de måske. Det kommer an på, hvad I gør for at invitere dem til at vove sig frem igen – hvis de er der.
For lad os bare starte der. Nogen gange kan de ikke komme igen, fordi det er gået. De er der ikke mere. Det kan være vældigt smerteligt at stå ved og at indse. Men nogle gange er det bare sådan, og så kan der være noget befriende i at acceptere det (når man har været vred og sørget i en periode), for så kan noget bevæge sig og noget nyt kan få plads.
Andre gange er der potentiale for, at de kommer tilbage.
De fleste kommer til at gå og vente og håbe på at det sker. Sådan af sig selv. Det er en dårlig strategi, for det sker ikke.
I er begge nødt til at gøre noget andet end det, der har bragt jer i den situation, som I står i nu. Hvis I fortsætter med at gøre, som I har gjort frem til nu, så får I mere af det samme resultat.
Så første skridt er at blive klog på, hvad der har været med til at lukke / slukke for følelserne – og så holde op med at gøre mere af det, der lukker.
Næste skridt er at blive klogere på, hvad I hver især længes efter, at øve sig i at udtrykke det, og øve sig i at både give og modtage det, der har været i restordre. Det er ofte en sårbar proces. For den der har lukket sit hjerte, har jo gjort det af en (eller mange) grunde. Og det kan føles voldsomt farligt at åbne det igen – for hvad hvis der nu bare kommer mere at det, der har været med til at lukke det? Det er forståeligt nok en chance, man ikke har særlig meget lyst til at tage. Samtidig er det nødvendigt at være villig til at åbne hjertet lidt igen. Ellers kan man jo ikke modtage noget af det, man netop længes efter.
Og så er der en opgave i at finde takten i den dans, der er mellem jeres hjerter lige der. Den der kan føle sig lukket ude, kan have tendens til at blive ivrig (måske næsten desperat) for at blive lukket ind af den anden og kan komme til at mase for meget og for hurtigt på. Mens den, der lige pt har mistet kontakten til følelserne, kan føle sig presset til at skulle føle noget hurtigt, eller i det mindste kunne give den afviste part svar på, om h*n tror, der kommer følelser igen, og gerne hvornår. Så der er en opgave med tempoet der.
Svar #3:
Måske. Det kommer an på om følelserne er gået helt, og dernæst på hvad I gør for, at de kan vove sig frem igen.
(Hint: Det er noget andet, end det I har gjort frem til nu, som jo netop har bragt jer hen til et sted, hvor følelserne har trukket sig).
De 5 ting par spørger mig mest om – #4
– Er det bedst at være enige om det meste?
Eller:
– Er par der er mere enige mere lykkelige?
Både og…
I behøver ikke være enige om alt. Langt fra. Det er også en umulighed, tror jeg.
Når det så er sagt, er der noget der bliver nemmere, hvis man har en vis portion enighed om håndtering af de basale hverdagselementer mellem sig.
Men mest af alt er det gode og det hjælpsomme at vide, hvor man er uenige og så være enige om at finde en vej at navigere i det.
De par der spørger mig, om det er bedst at være enige om det meste, spørger ofte fordi de står i et mønster, hvor de kommer til at kæmpe om, hvem der har ret. Ofte er det et forsøg på at reducere kompleksiteten i relationen. Det er jo selvsagt nemmere, hvis der kun er én holdning på banen, og at den er fælles. Så det kan give en følelse af opgivenhed eller ”at ramme en mur”, hvis man har en intention om at komme til enighed, og ikke oplever at det er muligt. Sådan lidt ”Jamen, så kan vi jo ikke komme videre med det her”. En slags handlingslammelse. Det er ikke et rart sted at være, og derfra er det nemt at forstå at konklusionen kan blive ”Det er også fordi, vi ikke er enige. Det ville være bedre, hvis vi var det”.
En mere konstruktiv vej at gå i det er at indstille dig nysgerrigt på, hvad der ligger bag din partners holdning eller argument, frem for at gribe fat i argumentet alene (og måske prøve at ændre det). Hvorfor synes din partner, som h*n gør? Hvilke erfaringer, ønsker og intentioner ligger bag? Lidt en parallel til at gøre det muligt at se både inderside og yderside, som jeg nævnte ovenfor.
Ofte ligger der skuffelser, såringer, afvisninger, stærke følelser af forkerthed og ensomhed bag vores stærkeste holdninger. De kan godt få karakter af enten – eller, altid – aldrig og ”Fandme nej!”, hvis der ligger blå mærker bag.
Hvis I tør dele de blå mærker med hinanden, skaber det større forståelse og en omsorg for hinanden – og det åbner for kreativiteten. Og så bliver det langt nemmere at få øje på en vej at gå i det, som både giver en hånd til de blå mærker, og som opløser muren og følelsen af handlingslammelse.
Svar #4:
Både og
Det er godt at vide, hvor man er uenige og så være enige om at finde en god vej at gå i uenighederne – sammen.
De 5 ting par spørger mig mest om – #5
– Jeg har sagt undskyld mange gange. Kan min partner nogensinde tilgive mig?
Det kommer an på, hvordan du har sagt undskyld.
Har du sagt undskyld med munden? Og samtidig håbet at det ville få hele situationen til at forsvinde?
Eller har du lyttet til din partners fortælling om, hvad det du gjorde, gjorde ved ham/hende og anerkendt, at det havde følelsesmæssig betydning for ham/hende. Og sagt undskyld derfra. Fra hjertet. Altså med kontakt til din oprigtige ked af det hed over at have stillet din partner et sted, hvor h*n blev ked af det eller såret?
Vi kan ikke flytte os fra en følelse, der ikke er anerkendt. Vi kan ikke tage afsted, fra et sted vi ikke har besøgt. Så det, der er hjælpsomt i en situation, hvor noget har gjort ondt /såret, og hvor der skal siges undskyld for at en tilgivelse kan komme i spil, det er at gå med derhen til det sted i din partner, der er blevet ked af det, vred, usikker, overvældet. Og at du står der og lytter og tager i mod og anerkender den følelsesmæssige betydning, det du har gjort, har haft for din partner. Og bliver stående lige lidt længere, end du tror er nødvendigt, eller end du måske har lyst til. Og at du – alt efter hvor såret din partner er blevet – er indstillet på, at det kan være, at der er brug for, at du går derhen mange gange. Det kan godt skulle mange gange til, alt efter hvor stor smerte, der er skabt.
Og det kan være svært at gå derhen, fordi du kan bliver så overvældet af din egen skam over det, der er sket (utroskab fx), når du står der, hvor du for alvor kan se hvor ked af det, det har gjort din partner.
Men der er ingen vej uden om. Vejen ud af det, går direkte ind igennem det.
Når din partner kan mærke, at du har stået der – sådan rigtigt og med hele dig – i tilstrækkeligt omfang, så kan h*n selv begynde at flytte sig fra det sårede sted (som er ved at hele), og så kan h*n tilgive.
Det kan h*n ikke, hvis du har givet en undskyldning, der kan trækkes i en automat, som er uden kontakt – og med en forventning om, at så behøver vi aldrig mere snakke om det. Sådan en undskyldning føles som et hold-kæft-bolsje, og det har aldrig været en rar oplevelse for nogen.
Svar #5:
Ja. Hvis du tør mærke den smerte, du har forvoldt din partner og sige undskyld med kontakt til det og til dit hjerte.
Tak fordi du læste med så langt. Jeg håber, at du føler dig beroliget og bare et helt almindeligt og fint og dejligt menneske, efter at have læst om de 5 ting par spørger mig mest om. Og måske endda hjulpet til at finde nye gode veje at gå sammen med din partner.
Jeg hepper på jer!
I kærlighed ❤️
Heidi
Skriv din kommentar