Jeg ville ønske, at alle mine klienter vidste….

Et åbent brev om det at være menneske

For nylig skete det igen. Lige der foran mig i klinikken.
Og igen prikkede det til den lyst, jeg har haft længe. Nemlig at skrive en slags åbent brev til alle mine klienter. Til alle mennesker i virkeligheden. Om alt det jeg ville ønske, at alle mine klienter vidste.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, en klient har sagt undskyld i det øjeblik tårerne brød ud og løb ned over kinden, og han eller hun rakte ud efter kleenexboxen.

Ofte efterfulgt af en variation af ”Ej, jeg lyder jo også helt nærtagende / emsig / smålig / langt ude”.

Eller ”Du må jo tro at jeg er……. (indsæt selv valgfrit træls karaktertræk)”. Altså en slags undskyldning for at være der, og for i det øjeblik at mærke noget, der have betydning. Sådan en ”Undskyld at jeg er mig. Nu skal jeg nok tage mig sammen” -melding.

I stolen overfor mig bruges der ret store mængder energi på at være usikker på, om det er i orden at tage plads. Om det er i orden at give plads til det, man har ”taget sig sammen” til at holde nede meget længe. Om det er i orden at mærke, at noget har betydning. Om det er ok at miste fodfæstet et øjeblik. Og om det er ok at finde et nyt og vælge det til.
Om jeg tænker mit. Og hvad verden vil tænke lige om lidt, når samtalen er slut, og den venter udenfor.

Jeg ved det, fordi jeg har set det så mange gange. Og jeg ved det, fordi jeg selv har siddet i den stol andre steder, og mærket mig bakse med mig selv lige der.

Det er på spil hos alle. I forskellige former. På forskellige steder. I forskellige grader. Og derfor ville jeg ønske, at alle, der nogensinde har siddet og nogensinde kommer til at sidde en i sådan en stol hos mig eller hos andre, ved:

Du er normal

Det er selvfølgelig sårbart at bringe noget ind i rummet med mig, hvis man tænker, at der er helt bizart og langt fra, hvad normale mennesker går rundt med. Så kan man dels have taget tilløb i lang tid, før man møder op. Og der kan også være et vist tilløb i selve samtalen.

Til dig, der – ligesom alle de andre – har de tanker, kan jeg bare sige: Du er helt normal.

Hvis jeg lige skal stramme den, kan jeg endda sige, at du er helt gennemsnitlig. Og det er ment i den allerkærligste betydning af ordet.

Det er helt almindeligt og normalt at fantasere om, hvordan livet havde udfoldet sig, hvis du ikke havde fået børn og have perioder, hvor du ønskede, at du ikke havde fået dem – selvom det føles så skamfuldt at have lyst til.

Det er også normalt at have tanker om døden, som man selv kan blive lidt bange for at have. Har du selvmordstanker, skal du søge hjælp. Nu! Men alle tanker om døden er ikke selvmordstanker. Og det er normalt at have tanker om døden – både din egen og andres. Og det er normalt at mærke alle mulige følelser i den forbindelse. Og blive forvirret.

Det er også normalt at være virkelig træt af sin familie, selvom man også elsker dem. Det kan både være dine forældre, og det kan være den familie, du selv har skabt. Hvordan kan jeg både elske mine børn og min partner, og så samtidig have lyst til at blive lidt længere på arbejde for at minimere tiden sammen med dem?

Det er normalt at føle flere forskellige modstridende følelser på én gang. Tit.
Det er ikke freaky. Vi er ikke freaks. Vi er bare mennesker.

Det skøre er, at der er en indbygget mekanisme i det at være menneske, som netop er at dømme os selv umenneskelige og unormale. Så på den måde er det til tider lidt freaky at være menneske. Men det er netop menneskeligt. Og normalt. Du er helt normal.

Alle er usikre på noget

❓Skal vi have et barn mere?

❓Skal vi købe et hus?

❓Skal jeg sige mit job op og skifte karrierespor?

❓Skal vi flytte til en anden del af landet? Eller udlandet?

❓Skal jeg slutte mit parforhold?

❓Skal jeg skrive til ham efter første date, eller er det for ivrigt?

❓Skældte jeg for meget ud der?

❓Giver jeg mine børn det med i livet jeg gerne vil, eller gør jeg præcis det modsatte?

❓Har jeg nogenlunde fat i den lange ende, eller jeg er jeg helt ved siden af?

Og nogle dage viser usikkerheden sig på ”kødsovs eller fiskefrikadeller til aftensmad?”-niveau.

Hvis du indimellem har ønsket dig et medlemskab af klubben for dem, der bare vupti tager beslutninger og aldrig er i tvivl og heller aldrig tager fejl, så er du ikke alene. Køen er lang, og den står ret stille. For klubben findes ikke. Den er en hypotetisk konstruktion inde i vores hoveder, som mest vi mest af alt bruger til at rangordne (hypotetiske) mennesketyper og sætte os selv nederst.

Usikkerhed er en del af livet og det at være menneske. Måske er det nemmere at acceptere den som en følgesvend, hvis vi kalder den eftertænksomhed, refleksion, overvejelse eller evne til at se en sag fra flere sider.

Det bestemmer du selv. Men lad være med at bruge usikkerheden til at gøre dig selv mindre værd som menneske, ik’? Den er jo netop en del af det at være menneske, og vi kender den allesammen.

Ingen glider gratis gennem livet

Selv dem, der ser heldige og forgyldte ud, har deres udfordringer. Også de kongelige og de smukke og de rige og dem, der smiler hele tiden.

Og ja, man kan være mere eller mindre heldigt skudt fra start, alt efter hvilken familie og hvilke relationer, man er vokset op i. Men der findes ikke et eneste menneske i denne verden, der ikke bakser med et eller andet, der udfordrer eller gnaver eller spænder ben på vejen.

Livet har lidt med til alle. Nogen får lidt mere fra den skuffe end andre, men alle får noget. Og har de ikke fået deres del af sorg, tab, kriser og svære dilemmaer endnu, så kommer det senere. Livet rammer alle med noget på et tidspunkt.

Angsten for at blive udskudt

”Når de finder ud af hvem jeg i virkeligheden er, og hvad jeg (også) indeholder, så forlader de mig…”

“Så kan vi ikke være venner mere. Så bliver jeg fyret. Så forlader min elskede mig. Så bliver jeg afsløret, og så griner de af mig.”

Jeg gætter på, at du kender du en version af den?

En helt grundlæggende angst for at blive dømt ude bor i os alle. Det gør den af dem simple grund, at vi er en social art, og vi ikke kan klare os alene. Vi er afhængige af hinanden.

Derfor har vi en indbygget radar, der hele tiden scanner efter tegn på, at vi kunne være ved at miste tilhørsforholdet. Og derfor er vi påpasselige med selv at bringe brænde til det bål. Så vi holder alle de ting ved os selv, som vi ikke kan lide, væk fra lyset. Alt det vi ikke er stolte af. Alle de tanker og følelser som ikke er specielt kønne, og som vi ville ønske vi ikke havde. Alt det som føles ucharmerende og bøvlet og farligt.

Det kan vi bruge ret meget krudt på.

Det paradoksale er, at det, der forbinder os allerstærkest og hurtigst og tykkest som mennesker, netop er, når vi viser os for hinanden. Helt rent og sårbart. Det er sårbarheden, der forbinder os.

Men det ved vi ikke, før vi har prøvet det. Og en del af os har uheldige erfaringer med det modsatte med os fra vi var børn, og så er vi selvfølgelig ekstra påpasselige. Vi går rundt og holder på det sårbare. Og bliver ensomme.

Jeg har et stort privilegie i mit arbejde. For jeg bliver lukket ind. Ikke nødvendigvis lige med det samme og i det hele. Men ret hurtigt får jeg en lille invitation ind i det besværlige og farlige. Og det skaber forbindelse. Og omsorg. Sårbarhed skaber altid forbindelse og vækker omsorg. Det er en naturlov. Det ville jeg ønske, at alle vidste. Så ville ensomheden i verden være langt mindre.

Du kan mere, end du tror

Jeg ved godt, at det lyder som noget din far kunne sige til dig. En kæmpe kliché i virkeligheden. Ikke desto mindre er det sandt.

Jeg har aldrig selv taget den udtalelse for gode varer. Jeg har ikke selv følt mig specielt stærk eller cool. Men for nylig blev jeg præsenteret for den i den ny form, som gjorde, at jeg forstod det på en ny måde.

En god ven spurgte mig ”Har du nogensinde stået i en situation, hvor du ikke kunne tage ét skridt mere?”

Mit umiddelbare svar var ”Ja”. For jeg har stået i situationer, hvor jeg har været presset og udmattet, og alt har været helt uoverskueligt, og hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, så jeg tænkte, at det havde jeg.

Han kiggede indgående på mig og spurgte igen ”Har du? Bare ét skridt?”.

Jeg tænkte igen, og så var der noget forståelse, der vendte rundt for mig.

For nej, det har jeg ikke. Det bedste bevis på det er vel, at jeg stadig er her. Jeg er kommet ud af alle de pressede og helt uoverskuelige situationer, jeg har stået i. Også alle dem, hvor jeg lige dér på ingen måde kunne se en løsning. Og det er jeg vel, fordi jeg har taget et skridt mere. Og så et mere. Og et mere. Jeg har ikke kunnet se hele rækken af skridt for mig, og jeg har ikke følt mig ovenpå eller tjekket eller handlekraftig i det undervejs. Men jeg må jo have taget et skridt mere alligevel. 

Nogle gange er et skridt at trække vejret en gang mere. Nogle gange er det at give slip på noget. En ide. En forestilling. Et håb. Nogle gange er det at skippe søvn og spænde ballerne. Nogle gange er det at overgive sig til tillid. Nogle gange er det at bede om hjælp.

Man kan altid tage et skridt mere. Bare ét skridt.

Det synes jeg er en rar viden at bære med sig. Det er en god viden at have til næste gang noget presser mig mere, end hvad jeg umiddelbart kan se en løsning på. For den slags skal nok opstå igen.

Det gælder også dig. Du kan også tage et skridt mere fra dér, hvor du står nu. Bare ét skridt.

Der er ingen, der har styr på livet

Heller ikke dem, der ser ud som om, de har. Alle dem der haster afsted i smarte jakkesæt og blanke sko og har en høj stilling i et anerkendt firma. Eller dem der altid er tålmodige og pædagogiske og rummelige med deres børn. I hvert fald når du ser det 🙂

For det første er livet ikke noget, man kan have ”styr på”. Og for det andet er der heller ingen, der har det. For det har mennesker ikke. Det er grundlæggende noget rod at være menneske. Det skulle helst oftest være noget dejligt rod, men det er altid og i sin grundform noget rod, fuld af modsatrettede følelser og behov og en hulens masse logistisk og forventninger.

Så… der er ingen, der har styr på det. Der er bare rigtig mange, der er gode til at lade som om. Og vi er mange, der er hurtige til at gøre de små udsnit, vi ser af andres liv, til hele sandheder.

Har du tænkt over, at ham eller hende, du har fået udnævnt til at være én, der har styr på det, jo meget vel i dette øjeblik kan sidde i en tilsvarende stol et andet sted, og vove at sige højt, at han eller hun ikke føler, at han/hun har styr på noget, og at alle de andre ser ud til at have det?

Sandsynligheden er høj.

Hvis alle vidste….

Jeg har lyst til at samle jer alle sammen og sige:

”Alle dem, der indimellem bliver i tvivl, om de er gode nok forældre, hånden op!”

”Alle dem, der kan blive i tvivl, om de har fortjent at blive elsket helt og fuldt og for alle dele af sig, hånden op!”

”Alle dem, der kan føle sig bittesmå og sprøde og tvivl om de bare faker sig gennem livet, hånden op!”

Der ville jo rejse sig en skov af hænder hver gang. Og alle ville kunne se, at alle bøvler med (variationer af) det samme. Skuldrene vil sænke sig styk for styk og forsigtige smil ville bryde frem. Sådan et fint fællesskab kunne opstå der. Et fællesskab om bare at være mennesker – med det hele.

I kærlighed

Heidi

Læs også:

➡️ Livet er ikke retfærdigt

➡️ Derfor synes du hele tiden, du skal gøre det hele bedre

➡️ Læg mærke til det gode!

Relaterede…

Hvad dulmer du dine følelser med? Undgå krise i parforholdet – Her er den vigtigste faktor for et godt parforhold. Min vej ind i forældreskabet Børnetestamente – hvorfor og hvordan?