Min vej ind i forældreskabet

B(l)og #8 – min vej ind i forældreskabet

Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.

For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform. 
Værsgo! Dette er del 8 ud af 10. 

Læs med fra del #1 her

Som lovet i sidste kapitel får du her et helt ufiltreret, ærligt og uperfekt fortælling om mødet med forældreskabet fra en anden helt almindelig forælder. Det er min fortælling, og det er præcis dét, den er. En fortælling. Den er hverken den universelle sandhed, eller et billede på den perfekte måde at være forælder på.

Den er blot en fortælling. En oplevelse. Et stykke levet liv. En upoleret fortælling du kan spejle dig i. Hverken mere eller mindre.

Min vej ind i forældreskabet

Inden jeg selv fik børn, havde jeg et relativt enkelt billede af, hvad det ville sige at være forældre.

Jeg vidste at jeg ville læse for mine børnJeg tænkte, at det gik ud på at give dem noget mad, lege med dem, lære dem nogle gode vaner, hygge sig med dem, vise dem verden, læse historier, synge godnatsang og den slags. Især var det med godnathistorien vigtigt, for noget af det jeg husker som det bedste fra min egen barndom, er de mange bøger, min mor har læst for mig ved puttetid. Helt op til jeg var 12-14 år.

Så med det ret enkle og overskuelige billede af den opgave der lå forude for mig, hoppede jeg ind i forældreskabet. Endda i en, for min tid, ret ung alder. Jeg var 23, da jeg – helt med vilje – blev gravid med mit første barn.

Måske kan du gætte, hvad der skete? Jeg fandt ud af, at det ikke var så enkelt igen. Og at den forestilling jeg havde om forældrerollen var enkel, fordi den var unuanceret. Og naiv. Der er jo lidt mere at forholde sig til som forældre end at lege med dem og give dem noget mad.

Hvorfor så naiv? Var jeg måske…. dum?

Jeg har gennem årene undret mig over – i flere omgange – hvordan jeg kunne gå så blåøjet ind i forældreskabet. Jeg har overvejet mange ting, og er flere gange landet i en fortælling om, at det nok var fordi jeg var dum eller ubegavet, eller at der på anden måde måtte være noget galt med mig. Hvordan kunne jeg tage sådan fejl?

Det står ikke helt klart for mig endnu, men jeg tror at en del af det handler om, at jeg passede mig selv en stor del af min opvækst, og jeg derfor slet ikke kendte til alle de krinkelkroge og vildveje, man kunne lande i med sine børn, når man er meget sammen med dem, for de vildveje var jeg på sin egen sære måde afskåret fra at opleve selv. Jeg havde derfor meget begrænsede erfaringer med dem, og derfor ingen modeller for at håndtere dem, udover dem mit nervesystem selv huskede – at skælde ud, lægge på is eller være tavs /ikke gå ind i noget. Alle tre muligheder, mit voksne jeg ikke synes var reelle muligheder at benytte.

Jeg landede altså i den ene situation efter den anden med mig selv, med mit barn (senere børn) og med min mand, jeg aldrig havde set nogen lande i før, fordi den slags situationer som sagt slet ikke opstod i min egen barndom, fordi mine egne forældre fuldstændig undlod at gå ind i dem. Lidt a la ”hvis vi ikke snakker om det, så er det der nok ikke”. Well….

Skabeloner for kærlighed

Undtagelsen til tavsheden var, når min far over tid alligevel havde opbygget en vis desperation op over situationen og måden de omgikkedes hinanden på, og han prøvede at råbe min mor op. Han lykkedes sjældent med sin intention, for han prøvede at komme i kontakt ved at skælde ud og bebrejde, og så trak min mor sig forståeligt nok endnu mere, end hun allerede havde gjort, hvilket så fik min far til at skrue op. Og sådan fortsatte det ind til min far gav op og trak sig. Og skumlede. Han kunne skumle længe.

Min vej ind i forældreskabet startede da jeg var lilleMed mine voksne parterapuetøjne kan jeg sagtens se det mønster, de to landede i igen og igen. Jeg kan også sagtens få omsorg for de to sjæle, der på hver sin måde kæmpede for dels at øge og dels at passe på kontakten mellem dem. Og for deres smerte i ikke at lykkes med det, men blot opleve at glide længere og længere fra hinanden med større utilfredhed og flere konflikter og misforståelser til følge.

Men med mine barneøjne så jeg bare to forældre, der ikke talte særlig meget sammen, og jeg mærkede spændingerne i luften og udmattelsen i dem begge. Og derfor også ret hurtigt udmattelsen i mig. For jeg kunne ikke bære ansvaret for deres voksne kærlighedsrelation og trivsel på mine små børneskuldre, og jeg fik en oplevelse af at blive glemt lidt midt i deres udmattelse. De primære skabeloner jeg har fået med mig for hvordan man indgår i relation til en partner, og hvordan man møder sine børn i øjenhøjde var altså både ret sparsomme og også nogle, jeg gerne ville lægge på hylden til fordel for nogle, der bevægede sig lidt smidigere.

Den første mor i flokken

Samtidig var jeg tidligt på den med at få børn i forhold til min omgangskreds, så der var heller ikke meget spejling og støtte at komme efter der. Det skabte uanede muligheder for at føle mig skævt på den, forvirret, for meget, for lidt, håbløs. Alt det der…. Samtidig var jeg gået ind i forældreskabet på en ”det-skal-nok-gå”- måde, og den tilgang levede stadig. Det var meget dobbelt for mig. Som at høre to forskellige sange oveni hinanden.

Jeg har sidenhen fundet ud af, at jeg var og er bimlende normal, og at min opgave dybest set er at have tillid til det. Så enkelt er det. Det er meget nemt at komplicere det ustyrligt meget. Men i virkeligheden er det så simpelt som det.

Hormonernes kraft

Udover mine medbragte modeller for forældreskabet var en anden medvirkende faktor for min ”blåøjethed” noget så simpelt som evolutionen.

Jeg var den første i flokken til at træde ind i forældreskabetNår vi begynder at tænke på at bevæge os ind i forældreskabet, er vi godt hjulpet på vej af et sindrigt system af hormoner, som evolutionen har sørget for at forfine, så vi på den måde er sikret, at vi drives mod at reproducere os og dermed sørger for vores egen arts overlevelse.

Derfor har de fleste en ”det kan da ikke være så svært”- tilgang til det at blive forældre. ”Vi finder ud af det. Det behøver ikke være mere indviklet en højst nødvendigt. Vi gør det enkelt! Det handler jo dybest set bare om at alle skal have det godt, ik!”

Det er smart nok evolutionært set, at hormonerne på den måde fører os på vej, men det kan give visse granatchok her og nu, når man så pludselig står med et lille væsen, som vokser sig større og med tiden kan sige og gøre ting, der får os ud i (af)kroge af os selv, vi ikke vidste fandtes.

For alle skulle jo have det godt…. Men hvad nu hvis man ikke har nogen modeller med sig, for hvordan man skaber en familie og en hverdag, hvor alle har det godt? Hvad gør man så? Den slags kommer jo ikke af sig selv.

At skabe nye modeller for forældreskabet

Hvis du ligesom jeg er vokset op uden særlig brugbare modeller, eller uden modeller overhovet, for hvordan man navigerer i forældreskabet og i relationerne til sine børn, og sin partner og til sig selv, så vid, at vi er mange der står, og har stået der. Du er ikke alene. Og der er en vej ud af det. Den hedder: Skab dine egne brugbare modeller.

Skab nye veje i dit forældreskabDet er ikke nogen lille hurtig vej, og den kræver nogen gange både blod, sved og tårer og ikke mindst tålmodighed og omsorg undervejs. Men den er der!

Jeg mister den selv af syne en gang i mellem. Stadigvæk. Og jeg kommer til at tage en afstikker til de steder, der ikke har særligt opbyggelige stemmer. Men over tid bliver den vej mere og mere tydelig og nemmere at blive på. Sådan en ny vej starter som en lille grussti, som bevoksningen næsten har dækket. Over tid får den asfalt. Måske flere spor. Og så skilte. Og lamper. Og blomster i vejkanten.

Jeg har sluttet fred med, at der vil blive ved med at være afstikkere. Eller grøfter om du vil. Plan A er at blive på vejen. Og så har jeg gjort mig gode venner med tanken om, at det ikke er en fiasko at have en Plan B i lommen. Det er tværtimod ret smart. Plan B går ganske enkelt ud på at kende den nemmeste og mest omsorgsfulde vej til at komme tilbage på Plan A.

Balance – endnu en gang

Balance er vejen frem - også i forældreskabetDet kan stadig løbende overvælde mig, hvor stor en opgave det egentlig er at være forældre. Hvor mange nuancer der er i det, og hvor betydningsfuld man er som forælder. Nogen dage kan det nærmest tage pusten helt fra mig. Det kan føles som en umulig opgave at nå bare halvt – eller kvart – i mål med.

Andre gange fyldes jeg af en lethed og en oplevelse af, at det faktisk er ret enkelt. Det handler jo bare om at være menneske og vise sine børn at man er det, så de kan spejle sig i det, og selv udvikle sig til de mennesker de skal være og blive. Sådan svinger det, og dybest set er det udtryk for det, jeg helt personligt tror på er den store opgave i livet i alle dets afskygninger. Nemlig balance.

Stop det opslidende tankeloop

Balancen næres af tillid. Tillid til at man de fleste dage rammer balancen nogenlunde. At det i det store hele går op. For man kan altid gøre mere af noget og mindre af noget andet, og man vil altid kunne drive sig selv til vanvid med evige tanker om, om det nu er godt nok og rigtige, og hvad nu hvis…..

Er jeg for meget over mine børn? Overvåger jeg dem nærmest? Eller er jeg der for lidt? De skal jo ikke tro jeg er ligeglad? Hjælper jeg dem for meget? De skal jo også have en chance for at blive selvstændige? Men føler de sig pressede, og overskrider jeg deres grænser, når jeg insisterer på at de skal gøre noget selv?

Forældreskabet er en stor opgave, men ikke en eksamen

Det er en kæmpe opgave at have børn. Og for at holde til den, er vi nødt til at give værdi til det, vi rent faktisk gør og gør godt. Og det er en del. Også hos os der er kommet lidt halvnaivt, hormonhjulpet og skabelonløst ind i forældreskabet.

Stop med at have dig selv og forældreskabet til eksamenIngen kan holde til at gå og være i tvivl og punke sig selv hele tiden. Der er for mange forældre derude, som hele tiden har sig selv til eksamen, og som hele tiden kører et indre kommentator- eller censorspor: ”Var det her nu godt nok?”, ”Skulle jeg lige have gjort det lidt anderledes/bedre/ hurtigere/langsommere”? ”Mon han tager skade?”.

Det er godt at gøre sig overvejelser om sit forældreskab, og hvordan man gerne vil udfylde det, men det er ærgerligt, hvis det tager overhånd og kommer til at spærre for bare at være der og være tilgængelig for sine børn.

Du har hermed min fulde tilladelse til at holde op med at have dig selv til eksamen hele tiden, og i stedet have tillid til, at du gør det godt! Lad dig endelig inspirere af min tilladelse, så du kan give dig selv din egen tilladelse. Den er trods alt meget vigtigere end min!

 

 

Med tillid

Heidi

 

 

 

På vejen gennem forældreskabet har jeg savnet, at kunne læse andre forældres fortællinger om, hvordan de opdrager deres børn og hvilke overvejelser de har gjort sig om det. Fortællinger som var ærlige og sårbare, i modsætning til selvhøjtidelige og fulde af facit.

Derfor deler jeg i næste kapitel mine tanker om den måde, jeg opdrager mine børn på, og mine overvejelser om og ønsker med at lægge vægt på netop det, jeg gør.

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien
Psykolog Heidi Agerkvist

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

You have Successfully Subscribed!