B(l)og #7
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 7 ud af 10.
Start fra #1 her
I sidste kapitel kiggede vi på, hvad der historisk og kulturelt spiller ind i vores forældreskab og i vores måde at gå til forældreopgaven idag på. Det viser sig at være lidt af hvert – heriblandt et par tunge spillere -, og set i det lys er det ikke så mærkeligt, at vi kan blive forvirrede ind imellem.
I dette kapitel er det derfor tid til at lufte lidt ud og byde letheden indenfor igen. Jeg hejser jeg derfor flaget for, alt det vi godt ved, som vi kan glemme at vi ved. Og jeg giver en lille kærlig opsang – og masser af hep!
Velkommen til ❤️
Tid er dyrebar – så kun kvalitetstid, tak!
Idag hvor rigtig mange forældre har rigtig travlt, er det meget nemt at lade være med at stille krav til sine børn. Det tager tid at stille krav og følge op på dem. Det tager tid at vise grænser og guide. Der kommer ganske givet konflikter ud af det ind imellem, og de tager også både tid og energi. Det føles ikke særlig meget som kvalitetstid….
Mange forældre i dag oplever at hverdagstiden med deres vågne børn er kort, og derfor er det selvfølgelig fristende at springe alt det, der kan give ballade, over. Især når man selv er så træt fra en lang dag på arbejdet, at man faktisk ikke orker. Og hvis vi ikke skal hygge os nu, hvornår skal vi så? Vi trænger jo alle sammen. Kvalitetstid, please…
Det samme gælder for de mange familier, der er blevet brudt op af skilsmisse, og hvor forældre og børn savner hinanden, når de er adskilt. Så skal vi da sørge for at have det rart, når vi er sammen!
Kvalitetstid bliver vigtig, for tiden er så dyrebar. Det er en meget forståelig tanke og trang.
Kvalitetstid er….
Men hvad er kvalitetstid? Forståelsen af begrebet tager en lidt uheldig drejning, hvis det bliver lig med konfliktfri tid. Tid med ro i hovedet. For det er der brug for.
Men kvalitetstid, kvalitetsfamilie og kvalitetsudvikling er ikke konfliktfri. Desværre. Eller heldigvis. Og ro i hovedet giver ikke nødvendigvis ro i relationerne og ro i selvværdet på den lange bane.
Vi er som de voksne vi er, nødt til at holde det lange perspektiv for øje. Hvad er det vi gerne vil sætte vores børn i stand til? Lære dem? Give dem med? Og hvad ved vi om, hvad der skal til for at nå i mål med netop det? På den korte, den mellemlange og den helt lange bane?
Du ved det allerede
Du ved allerede en hel del. Jeg vil gætte på, at du faktisk ved alt, hvad du har brug for at vide, for at bringe dine børn i mål med det, du gerne vil bringe dem i mål med. Men hvis du er som de fleste forældre i dag, så er du træt, og du drømmer om, at der bare kan komme ro på et lille øjeblik, så du lige kan nå at samle tankerne og tanke en lille portion energi, så du har nok til at komme igennem resten af dagens mange gøremål og spørgsmål og behov.
Og du er måske også blevet usikker på, om det du ved, og det du gør, er det rigtige? Som vi allerede har været inde på, er det helt absurdt nemt at blive i tvivl om sig selv og sin forældrerolle i dag, fordi der er en hel del eksperter, der har travlt med at fortælle os hvor galt afmarcherede vi er, og fordi vi lever i en selveksponeringstid, der giver mulighed for at redigere den virkelighed, vi deler. Og det gør vi. Det, vi kan spejle os i og måle os op ad, er derfor urealistisk.
Når man er træt og usikker, er det umiddelbart langt fra så tillokkende at tage voksenbukserne på og stille sig tydeligt frem og udstikke en retning, som det er at sætte en film på til ungerne og selv forsvinde lidt ind i en app og en kop kaffe, og håbe på at dagen skrider frem på smidigste vis uden mere konflikt og ballade. Kvalitetstid, tak!
Der sker der heller ikke noget ved hist og pist. Slet ikke.
Sæt det i spil – og skab kvalitetstid
Men i det lange løb (og det er jo det du har ansvar for at have for øje, alene fordi det er dig, der er den voksne) er der brug for, at der er mest af noget andet. Der er brug for dig, og der er brug for, at du sætter det i spil som du ved, og som du kan. For det er godt nok! Det er mere end godt nok. Men det ved dine unger jo ikke, hvis de ikke må se og opleve det, fordi du kommer til at putte lidt med det – af de grunde vi allerede har kigget på.
Lad mig skære det ud i pap:
Min pointe er, at du godt ved, hvad der skal til, og at du skal tro på, at det er godt nok – og sætte det i spil.
Vid at du er en god forælder, selvom der er konflikter hjemme hos jer. De skal være der. Det er også kvalitetstid. De skal selvfølgelig ikke være der hele tiden og igen og igen, men de skal være der, og til tider skal de være der ret meget. Konflikter er en del af en almindelig udvikling, og der er masser af læring i konflikter. Om grænser, og kompromiser, om behov, om forskellige oplevelser af den samme situation, om at kunne tage andres perspektiv, om at kunne kommunikere og lytte, og meget mere. Dine børn har brug for den læring.
Giv dem muligheden for at få den. Og giv dig selv muligheden for at have tillid til dig selv som forælder. Giv dig selv mulighed for at få erfaringer med at være en tydelig forælder, og begynd så at høste frugterne af hvad det giver til jeres relationer og trivsel og hverdagslækkerhed.
Som forældre skal vi turde at være upopulære, og vi skal vise vores børn, at vi gider have en holdning til hvad de skal og ikke skal. Hvis man som barn oplever, at det er ligemeget , er det svært at oppebære en selvforståelse af, at man betyder noget for nogen, og at man har værdi – bare fordi man er i familien.
Så tag et skridt fremad, så dine børn kan se dig. Så de kan se, at du kan se dem. Og så de kan se, hvilken betydning både de og du har – for hinanden.
Alle de andre kan – men jeg er et håbløst tilfælde
Hvis du sidder nu og tænker, at jeg kan sagtens for jeg er jo psykolog, så det er nemmere for mig, så vil jeg gerne dele med dig, at jeg ikke er nogen helgen. Jeg er også bare et menneske og et produkt af min samtid. Jeg falder også i apps og kaffe og er alt alt alt for træt, og springer over lave gærder.
Men det er nemt at tro, ik? At alle de andre har styr på det, og at de sagtens kan. Og at det bare et os selv, der er helt håbløse.
Nogle gange drømmer jeg om at samle alle mine klienter og alle min deltagere på mine online forløb, og så sige ”Alle dem der tror, at alle de andre har styr på det, og det bare er dig, der ikke kan finde ud af det, og slet ikke egner dig til at være forældre, ræk hånden op”.
Alle ville jo række hånden op – i hvert fald, når de så hvor mange andre der gjorde det, og derfor godt selv turde også.
Så kunne vi stå der. Mange tusinde mennesker. Med hånden oppe. Og jeg kunne drømme om at folk ville gå derfra med et blik for, at vi alle gør vores bedste – og at det er godt! Og at vi kan give os selv mere plads og mere energi ved at give slip på forestillingen om, at der findes en perfekt måde at være forælder på, og at alle andre end os selv har knækket koden til det og bare altid har perfekt kvalitetstid. For det er jo løgn!
At leve livet – med det hele
Vores evner til at reflektere over os selv, se os selv udefra og spejle os i andre, er et vilkår vi må leve med. De er på mange måder styrker, men der hvor de bliver en akilleshæl, er når vi giver dem lov til at køre i selvsving. Det er energi lige ned i kloakken at blive ved med at give liv til billedet om det perfekte liv, og lade det være målet, og holde sig selv oppe mod noget, som er uopnåeligt. Og som i øvrigt heller ikke ville være sundt, hvis det fandtes. Hvilket det ikke gør. Det findes ikke.
Livet er uperfekt
Vores børn er uperfekte
Vores parforhold er uperfekte
Du og jeg er uperfekte
Mennesket er uperfekt
Lad os omfavne det – og leve uperfekte liv! Og give os plads og lov til at nyde det dejlige der er i at omfavne uperfektheden. Og ja det er en kliché, men gør det alligevel!
Dybest set handler det jo hverken om perfekt eller uperfekt. Det bliver endnu en ukonstruktiv målestok. Det handler blot om at leve. At leve livet med det hele. Også alt det bøvlede. Livet bliver dejligere og nemmere at nyde, hvis vi giver plads til det bøvlede – uden at bøvle aktivt og insisterende med det.
Det lyder nemt. Det er det ikke. Men det bliver nemmere jo mere vi gør det. Og det er vigtigt, at vi gør det!
Vid at du gør det godt, og at du allerede har fat i den lange ende – og du får endnu bedre fat, jo mere du tør se dig selv som en, der har tilstrækkeligt styr på det (og tilstrækkeligt er netop præcis tilstrækkeligt) til at du kan holde op med at have dig selv, og hver eneste bevægelse du foretager dig, til eksamen hele tiden.
Et billede at spejle sig i
Indtil jeg får arrangeret det stormøde, vil jeg gerne dele min vej ind i forældreskabet med dig. I håb om at pille mig selv ned fra den piedestal, du måske har placeret mig på, som en der har styr på det hele.
Jeg vil gerne gå forrest i rækken af helt almindelige mennesker, der giver et realistisk og uperfekt billede af forældreskabet at spejle sig i. Dem har vi brug for!
Læs #8 om min vej ind i forældreskabet her
I omsorg
Heidi
Skriv din kommentar