B(l)og – #5- Stop forældrebashing nu!
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 5 ud af 10.
Læs #1 her – hvorfor overhovedet skrive endnu en bog om familieliv?
Læs #2 her – om sandheder, balance og voksenskældud
Læs #3 her – om stærk opmærksomhed og informationsoverload
Læs #4 her – om forsvundne landsbyer og redigerede virkeligheder
Hvorfor skælder I sådan ud?
Hvis der var noget, jeg kunne drømme om at eliminere fra danske forældres atmosfære, er det det fænomen, der kaldes forældrebashing. Kort fortalt det fænomen, der går ud på at diverse eksperter, myndigheder, autoriteter osv fortæller forældrene, at de er helt galt på den med det, de har gang i i relation til deres børn. Og underforstået, at hvis de bliver ved med ikke at sætte grænser nok eller være så selvoptagede (som dagens forældre fremstilles), så skal de ikke regne med, at der kommer hæderlige mennesker ud af deres børn.
Måske har det altid været sådan, at forældregenerationen og dens gøren og laden er blevet anfægtet fra forskellige sider. Men i så fald er der blevet skruet gevaldigt op for mængden og for skarpheden i tonen på det seneste. De sidste fem- syv år har det nærmest vrimlet med artikler, klummer og interviews, der har overskrifter i stil med dem her:
- Har moderne forældre for travlt med at opfylde deres egne behov?
- Psykolog advarer: Sådan skader skærmen dit barn
- Børnene betaler prisen for træningsivrige forældre
- Tre ud af fire danske forældre gør det: Men det skader dit barn
- Psykologer: Danske børn er små konger og kontorchefer
- Børneminister: Vi er blevet for dårlige til at opdrage vores børn.
- Psykolog advarer: Dit barn bliver korrupt, hvis du bruger belønning i din opdragelse.
Ja, det er ægte eksempler. Og der er mange flere. Google serverer dem for dig. Prøv bare hvis du tør og orker. Men jeg vil anbefale dig og dit humør at lade være.
Forældrebashing er både journalisters og eksperters ansvar
Der er fuld skrald på dramaet og på bebrejdelsen over hele linjen. Jeg er med på, at det giver klik og trafik til de forskellige mediers sider, og de skal selvfølgelig leve af noget, men jeg ser en række helt grundlæggende udfordringer, som det drama og den tilgang efterlader.
Uanset at det er journalisten lyst og lod at twiste en overskrift til den lidt mere dramatiske side, for at få folk til at læse, så har man i mine øjne som fagperson og såkaldt ekspert, der bidrager til en given artikel, et ansvar for at få udtalelser og budskaber til gennemlæsning, inden artiklen trykkes eller udgives. Det tager tid, og det er nogen gange bøvlet at få lov til, men budskabet og konteksten må følges til dørs.
Når artiklen læses af modtageren i den anden ende, er det fagpersonen, der tages til indtægt for det skrevne. Og vi kommer ikke udenom, at vi tillægges en vis autoritet, når vi udtaler os med vores fag i hånden, fremfor som “almindelig dansker”. Og det er vi nødt til at tage alvorligt.
Spørger man mig er det derfor for nemt at sige, at det blot var journalisten, der skruede artiklens indhold unødvendigt dramatisk op. Når det så er sagt, har jeg flere gange oplevet, at mine (godkendte) citater alligevel har fået et twist i en ærgerlig retning, når jeg ser den overskrift den færdige (og udgivne) artikel bærer. Men jeg har i det mindste gjort en indsats.
Nuancer er så besværlige – og vigtige!
Lad os lege med tanken og gå ud fra, at alle de ovennævnte eksempler på artikler er clearet med budskabets ophavsmand, og at den del er på plads.
For selvfølgelig er der noget om det, der bringes op i de artikler. For nogen børns og forældres og familiers vedkommende. Der er nogen, der ser for meget skærm, og ja der er også nogen børn, der opfører sig som små konger (hvordan det så end tager sig ud). Der er helt sikkert masser af problemstillinger og udfordringer at tage fat i på børnefronten i Danmark.
Men lad os nu lige holde proportionerne for øje. Det gælder jo ikke ALLE børn eller ALLE forældre. Der er ganske givet nogen forældre, der arbejder så meget, at deres børn ser deres aupair eller barnepige 80% eller mere af den tid, de ser en voksen. Og der er helt sikkert også forældre, der er for optagede af egne behov for fx træning og for lidt af børnenes behov for kontakt. Der er børn, der mangler voksenkontakt til at udvikle sociale kompetencer i, og der er børn der ikke ved, hvad de mest almindelige redskaber i et køkken hedder, fordi der ikke er nogen, der snakker med dem om, hvordan et decilitermål og en suppeske ser ud og hvad det kaldes.
Men det er jo langt fra alle, og det er langt fra størstedelen. Kunne det ikke være dejligt, hvis vi fik de nuancer med i debatten, frem for at skære alle forældre over én kam? Også selvom verden altid bliver lidt mere indviklet og “besværlig” at tyde, når den ikke bare fremstår enten – eller.
Og kunne det ikke være rart hvis vi kunne tale hinanden op i stedet for at være efter hinanden? Der er aldrig nogen, der selv er blevet større af at gøre andre mindre.
Forældrebashing?? Er du ikke bare nærtagende?
Der er stemmer derude, der siger at forældrebashing ikke er forældrebashing, men at det blot bliver opfattet sådan af en flok nærtagende forældre, som er dårlige til at tage imod kritik og gode råd, og synes de ved det hele selv. At forældre nu om dage nærmest bliver fornærmede over, når nogen stiller sig frem med deres viden og påpeger udfordringer i det samfund og de fælleskaber vi har, men som på nogen måder har hårde kår, fordi vi er på vej i en meget individualistisk og mig-mig-mig retning.
Det er helt sikkert sikkert også et element i den store gryderet, der hedder forældreskab og familieliv i dag. At forældre i dag er egenrådige og ikke vil finde sig i, at andre har en mening om den måde, de udfolder deres forældreskab på.
Den tendens er der sikkert også noget om. Jeg synes dog ikke, det er så mærkeligt, at man som forælder kan være lidt på vagt og have trang til at forsvare sig, eller måske bare passe lidt på sig selv og sin klan, hvis man føler sig angrebet. Måske endda med et unuanceret mærkat, som derfor godt kan føles lidt mærkeligt at få klistret på sig.
Og ja, vi kender alle sammen de selvretfærdige typer, som ikke er interesseret i at lytte til noget, der ikke passer ind i deres billede af dem selv. Men igen, er det kendetegnende for forældregenerationen som helhed i dag?
Det er ikke det, jeg ser.
Hvorfor forældrebashing? Og hvorfor på den måde?
Mest af alt er jeg forundret.
Jeg forestiller mig, at alle dem der på den ene eller anden måde udtaler sig om børn og forældre og opdragelse, har en intention om at gøre noget bedre. At sætte spot på de steder, hvor der er brug for noget andet. At skabe en forandring. At gøre det dejligere og sundere at være børn i Danmark. At hjælpe forældre til at se, hvordan de kan gøre noget bedre. At skabe stærke familier. Jeg har svært ved at forestille mig, at intentionen kunne være en anden.
Derfor forstår jeg ikke, at budskabet serveres i så dramatisk og bebrejdende tone. Hvem er det, der bliver bedre forældre af at blive skældt ud? Ironien bliver nærmest komisk, når vejen til at få forældre til at ikke at skælde deres børn ud, netop bliver at skælde forældrene ud.
Jeg forstår det ikke.
Til gengæld forstår jeg godt, at forældrene bliver trætte. For jeg mærker den træthed selv. Og jeg forstår godt, at de lukker lidt ned og ikke orker at læse med. Det orker jeg heller ikke selv. Og jeg forstår godt, at de får vækket usikkerheden igen og igen, for hver gang der er endnu et unuanceret bebrejdende budskab i luften om, hvordan forældre i dag ikke lever op til det, de skal.
Det synes jeg simpelthen er så ærgerligt. Og jeg synes også det er både unuanceret og ukonstruktivt og tarveligt.
Forældre er de vigtigste
Der er ærgerligt, fordi jeg ser, at forældre mister tillid til dem selv i kølvandet på den diskurs forældrebashing bringer. Og ærgerligt fordi forældre i forlængelse af det begynder at underkende deres egen betydning som forældre.
Det er ikke så mærkeligt, at det bliver nærliggende at tro, at man nok ikke er så vigtig i sit barns liv, hvis man alligevel gør så meget galt. Så er det måske næsten bedre at holde sig lidt tilbage og lade pædagogerne og lærerne komme til. De er jo endda uddannede, så de har nok bedre styr på det.
Den fortælling skal vi holde op med at give liv til. NU! Forældre er og bliver de vigtigste mennesker overhovedet i et barns liv. Og det skal vi tage på os, og hvile i at vi gør det godt. Med alle vores fejl og mangler og uperfektheder. Der er ingen vej uden om.
Hvis man har en betydningsfyld rolle i nogens liv, så har man betydning – uanset hvordan man spiller den rolle. Også hvis man forsøger at undlade at spille den, af frygt for at spille den forkert.
Man er aldrig ligegyldig som forælder
Aldrig!
Og det er den vigtigste grund til, at jeg drømmer om at eliminere forældrebashing i alle dens former fra den luft forældre trækker vejret i i dag. For det er forurening, og det er giftigt i længden.
Jeg vil ikke!
Jeg har stillet mig et andet sted. Et meget mere besværligt sted. For her er der ikke nogen fuldstændigt klare svar. Der er ikke noget enten-eller. Der er meget få steder, man kan lave to streger under og være forvisset om at have fundet det rette resultat.
Der er til gengæld masser af nuancer. Og kursen er sat mod balance – vel vidende at det ikke er et statisk fænomen, og at man nok aldrig kommer helt i mål med den.
Der er plads til at hejse flaget for alt det, der går godt. Alt det der spirer og vokser. Og der er plads til at rette ryggen og tage forældreskabet på sig og bære det stolt. Også de dage man kunne ønske sig, at man var lidt mere tjekket og overskudsagtig.
I min optik er det, der løfter mennesker ikke bedrevidenhed, bebrejdelser og dramatiske skræmmebilleder. Det er til gengæld at hjælpe dem til at se, hvor deres ressourcer og deres erfaringer med at navigere og håndtere ligger. Og så heppe på dem derfra.
Vi hjælper hinanden generation for generation
Selvom det er krævende, forvirrende og til tider en ensom opgave at være forældre i dag, og selvom stærke stemmer fortæller os, at forældregenerationen i dag er mere eller mindre håbløs, er det alligevel mit budskab, min pointe og min oplevelse fra mit arbejde, at vi i dag står med en forældregeneration, der for langt de flestes vedkommende gør det godt. Også bedre end den forrige generation. Som også gjorde det bedre end generationen før dem.
Især når det gælder fædres involvering i deres børn og i familielivet kan vi vel nærmest tale om et kvantespring på en enkelt generation. Det til trods for at fædre i dag langt hen ad vejen har skullet skabe og opfinde deres farrolle og forældreskab selv, fordi de ganske enkelt ikke kunne bruge skabelonen fra deres egen far til særlig meget der. Det er kun en generation siden, at mange fædre enten var at finde på arbejdet, for nogens tilfælde på værtshuset og ellers bag avisen eller foran fjernsynet.
Og fordi fædrene er trådt mere ind på det felt, er der også blevet mere plads til mødrene, der ikke i samme grad behøver at knokle rundt med husarbejdet og have styr på det hele. De kan få lov at slippe kontrollen lidt og læne sig ind i det fællesskab, der er mellem de voksne, og give sig selv lov til at lege og være mere tilgængelige for sig selv, for deres børn og for deres parforhold. Og de kan blive bløde og milde og ufornuftige og fjollede – hvilket klæder enhver kvinde.
Stærke viljer og masser af håb
Min egen far var ikke den store pædagog, kan man vist roligt sige. På mange måder var jeg ikke tryg ved ham, og jeg følte mig oftest i vejen og besværlig.
Han blev mildere på sine gamle dage, det skal han have. Og i forbindelse med hans død i for fem år siden, blev det tydeligt for mig, at han alligevel havde gjort det med familielivet bedre end sine forældres generation. Det havde jeg ikke blik for som barn og som ung voksen.
Min farfar var ufaglært arbejdsmand. Han gravede grøfter (i helt bogstavelig forstand). Det betød, at der ikke var noget arbejde til ham, og dermed ikke nogen penge, når det var frostvejr.
Min far har aldrig sagt det direkte, men ud af de snakke der opstod i familien omkring hans død og den historie han og hans søskende havde med sig, kunne jeg alligevel stykke så meget sammen, at jeg er ret sikker på, at hans familie har sultet i perioder.
Derfor blev det selvfølgelig rigtig vigtigt for ham, at det aldrig skulle ske for hans egen familie. Det gjorde det heller ikke. Og der var styr på pensioner og forsikringer og opsparing og den slags. Det havde han sørget for. Og han havde også sørget for at der var styr på det, selvom han ikke længere selv kunne være her til at holde styr på det selv på et tidspunkt.
Men så var der det med pædagogikken og relationerne. Der brillierede han ikke ligefrem. Det er så til gengæld blevet vigtigt for mig og for mine søskende at gøre anderledes og bedre i vores familier.
Mine børn vil helt sikkert kunne pege på noget, de kunne ønske at jeg havde tacklet bedre, som de vil tage med sig og forbedre i relationen til deres børn.
Vi arbejder for sagen generation for generation.
I det perspektiv er der håb for de næste generationers forældre og børn. Tænk hvor de kan bringe selv sig og hinanden hen.
I kærlighed
Heidi
Kapitel #6, om hvilke opdragelsestilgange gennem tiden vi som forældre i dag står på skuldrene af, og hvad forældreopgaven er i dag, finder du lige her.
Skriv din kommentar