B(l)og – #2
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 2 ud af 10 – bogens indledning.
Balance, sandheder og voksenskældud
– bogens indledning
Hvorfor overhovedet skrive en bog, Heidi? Er der ikke bøger nok om børneopdragelse og familieliv på markedet? Hvad skal vi med en til?
Det spørgsmål har jeg fået en del gange. Og jeg har også spurgt mig selv om det ret mange gange. Derfor har tilløbet til at gå igang med at skrive en bog også været langt. For der er virkelig mange bøger om børn og familie på hylderne i enhver boghandel. Og man skal ikke skrive en bog bare for at skrive en, som kan stå der ved siden af alle de andre – og stå. Man skal ville noget med den. Man skal efterlade læseren beriget. Eller provokeret. Eller oplyst. Eller nysgerrig. Eller rystet. Eller varm. Ikke ligeglad, og slet ikke med følelsen af at have spildt sin tid.
Men når du læser dette, må det betyde at jeg besluttede mig for at kaste mig ud i at skrive den alligevel. Hvorfor? Hvad vil jeg med den? Hvad vil jeg med dig, der læser?
En hånd i ryggen til dig og dine forælderkolleger
Det skal jeg sige dig. Jeg vil fortælle dig, at du gør det godt! Faktisk rigtig godt. På mange måder bedre end mange tidligere generationer har gjort det, når det gælder at være forældre.
Du kan betragte bogen her som en hyldest til forældre. Til dig. Et skulderklap. En hånd i ryggen. Et anerkendende blik. For det er der al mulig grund til at give.
Mit største håb med denne bog er, at du som læser mærker sine skuldre falde mere og mere ned (på plads), undervejs, som du bladrer og slubrer mine ord i dig. Hvis det lykkes, vil jeg sætte mig i solen og smile, og være godt tilfreds. For så vil jeg vide, at der er familier og børn derude, som har fået det bedre. Som trives lidt mere, og som slipper for hovedpine og udmattelse og rynker i panden og dårlig samvittighed og alt det andet, der følger med at gå rundt med skuldrene alt for højt oppe for længe.
For det går faktisk ret godt med at være forældre for langt de fleste.
Ja, der er masser af udfordringer med i folkeskolen og med nakkeskader fra for meget iPadkiggeri, med hævnporno og med stress i gymnasiet og med ensomhed. Og det kan kun gå for langsomt med at få taget os af det.
Men midt i strømmen af (dårlige) nyheder, smider vi alt det gode, vi også gør og bidrager med som forældre, ud med badevandet. Og det er virkelig ærgerligt!
Usikkerheden som følgesvend
I mit arbejde som psykolog, i alle de former det tager, ser jeg forældre, der gør det godt. De har faktisk fat i den lange ende, og de ved godt hvad de vil, og hvor de vil bringe deres familie hen. I hvert fald i store træk, og det er en ganske udmærket start.
Men jeg ser også, at de er usikre.
Der hvor filmen knækker, og det bliver svært at komme i mål med sine ønsker, eller måske bare begynde at handle på dem, er, når den kæmpe usikkerhed, der følger med forældrerollen i dag stiller sig i vejen, og alle de små stemmer begynder at hviske os i ørerne. ”Er jeg mon nærværende nok?”, ”Jeg stimulerer helt sikkert ikke mit barn nok”, ”Sætter jeg grænser nok?”, ”Skælder jeg for meget ud?”, ”Burde jeg ikke føle mig mere lykkelig?”, ”Spiser vi varieret nok?”, ”Er det normalt at blive irriteret på sit barn – altså hvis man er en god mor?” ”Er jeg for egoistisk?”, ”Hvad nu hvis det tager skade?”, ”Hvad nu hvis det allerede HAR taget skade?”
Når man bliver usikker, er det nemt at forfalde til ideen om, at der må være noget, der er rigtigt at gøre. Og det er der også. Der er noget, der mere rigtigt end andet. Så langt så godt. Men det slutter ikke der i dag, for mange forældre er på jagt efter DÉT rigtige. Altså den éne ting, der er rigtig at sige eller gøre i en given situation. Opskriften. Modellen. Det rigtige. Det som alle de andre, der ser lykkelige ud på de sociale medier åbenbart har gennemskuet hvad er. Sandheden. Løsningen. Der hvor vi kan sætte to streger under og føle os sikre på, at vi har ryggen fri som forældre.
Sandheden findes ikke
Well….. Den findes ikke. Sandheden. Som i den eneste ene sandhed. Der er mange sandheder. Og mange løsninger. Og der er mange undtagelser fra reglerne.
Men når man er usikker, er det ikke så mærkeligt, at man leder efter det éne svar, man kan hænge sit forældreskab på, mens man stiller usikkerheden ud til storskrald.
Problemet er at der ikke findes sådan ét eneste svar, og at jagten på det og det mislykkedes forsøg på at finde det, blot fører til endnu mere usikkerhed og følelsen af at være mislykket og utilstrækkelig.
Balance findes
Vi er nødt til at snakke om balance i stedet for.
Balance mellem at sætte konsekvente, gennemsigtige og stabile rammer og at lave undtagelser, når det giver mening. Balance mellem at hjælpe vores børn, og insistere på at de skal selv. Balance mellem børneliv og voksenliv. Balance med balance på.
Og vi er også nødt til at komme overens med, at balance ikke er et statisk fænomen. Den ændrer sig hele tiden. I takt med at dine børn vokser, at der kommer flere børn til, at dine behov for udfordringer og tilbagetrækning ændrer sig, at jeres parforhold får flere år på bagen og også ændrer sig.
Man kommer aldrig i mål med balance.
Så man kommer heller aldrig i mål med forældreskabet. Det er en evig bevægelig størrelse, som vil blive ved med at invitere nye sider og kompetencer hos os frem i lyset. Derfor er der meget vundet ved at blive gode venner med forældreskabet undervejs, så det kan føles som om I samarbejder, frem for at det modarbejder dig og din trivsel – eller det der kan føles som hele dit liv.
Bogen her er en hjælp til det. Til at teame op med det forældreskab vi har sat os selv i, tage det og sig selv under vingerne og nyde turen – hvor klichefyldt det end lyder.
Skæld ud-fri zone!
Der er tårnhøje krav til forældre i dag. Fra samfundet og fra os selv. Det felt kommer vi tilbage til. Lad mig her blot nøjes med at nævne det faktum, at vi i Danmark godt nok har en af Europas laveste ugentlige arbejdstider, men at vi samtidig har en af Europas højeste ugentlig arbejdstider pr husstand, fordi huspriser og almindeligt forbrug i dag ligger på et niveau, der kræver to (fuldtids-) arbejdende forældre. Det er blot én af mange arenaer, vi som forældre synes vi skal præstere på. Der til kommer socialt liv, sundhed, bolig/indretning, økonomi, selvudvikling og ikke mindst vores børns liv og trivsel.
Det er nok lidt for grandiost af mig at tro, at jeg kan ændre samfundet som helhed med en enkelt lille gnalling af en bog. Men jeg tillader mig at tro, at jeg kan sætte spot på det, vi ikke ser og som ikke får lov at blomstre og få plads, mens vi ræser rundt og er optagede af at gøre det så godt, at vi enten spænder ben for os selv i forsøget på det, eller ganske enkelt løber så stærkt, at vi ikke når at få øje på det.
Og jeg kan være en tiltrængt alternativ stemme ind i den kedelige tendens, der især har taget fart de sidste fem års tid. Forældrebashing hedder det.
Altså betegnelsen for den manøvre, hvor en række eksperter og autoriteter basalt set fortæller dagens forældre, at de er helt galt på den. Forældregenerationen i dag er gennem de seneste år blevet kaldt selvoptagede, grænseløse, forkælede, egoistiske, cafe latte-drikkende, fraværende osv. Og det helt store skældsord Curlingforældre, har fået en revival på det seneste.
Som forælder bliver jeg træt af at blive talt så unuanceret og bebrejdende til, og som fagperson bliver jeg træt, og også både uforstående og frustreret over, hvad der foregår, for jeg kan se effekten af den bashing hos de forældre jeg møder. Kort fortalt bidrager det bare til mere usikkerhed i forældrerollen. Det hjælper hverken forældre eller børn. Derfor vil jeg som fagperson ikke hoppe med på den vogn.
Hey, du gør det godt!
Så velkommen til en rolig bog, hvis udgangspunkt er, at du gør det godt allerede. Ja, dig. Dig der sidder med bogen i hånden, og måske næsten ikke orkede at gå ombord af frygt for at stå tilbage med endnu flere punkter, du kunne blive i tvivl om, om du har fejlet på. Det er ikke der, vi skal hen.
Vi skal tværtimod have pudset brillerne, så du kan få øje på alt det, du allerede gør rigtig fint. Og skal vi kigge på balance, og på hvad børn og familier og parforhold har brug for i dag, og du skal have et par tips til, hvordan du kan skabe fundamentet for det på en måde, der supplerer det du allerede gør, og gør godt.
Du vil muligvis sidde tilbage med følelsen af ”Det vidste jeg da egentlig godt”, når du har lukket bogen efter sidste side. Og det tror jeg på, at du ved.
Mit klare håb er, at du vil kunne blive ved med at hvile i præcis det. At du godt ved hvad der skal til, og at du kan komme til at handle på det stille og roligt og i små tilpasse bidder, fordi dine skuldre ikke længere sidder oppe om ørerne. Og mit håb er også, at de stemmer der kun plaprer om tvivl og usikkerhed må vige for dem, der tydeligt fortæller dig, at du er på rette vej, og at du roligt kan fortsætte stolt og værdigt i den retning, du har sat for dig og din familie.
God læselyst!
Bedste hilsner
Heidi
Læs del #3 her – om at være forældre i dag, og om at forældre idag gør det bedre, end de selv tror.
Skriv din kommentar