Forsvundne landsbyer og redigerede virkeligheder

B(l)og  – #4

Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.

For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform. 
Værsgo! Dette er del 4 ud af 10.

Læs #1 her: Bogen der ikke blev en bog – men som alligevel ville ud

Læs #2 her: Om sandheder, balance og voksenskældud

 

Denne del er en tæt fortsættelse af #3, som har fokus på de strukturelle faktorer, der spiller ind på forældreskabet idag. Har du ikke læste #3, vil jeg anbefale dig at gøre det, inden du vender tilbage og fortsætter med #4 her.

 

Fra landsby til satellit

“It takes a village to raise a child”

Udover det forhøjede tempo og de store mængder information (læs 3# her), har de store forandringer i samfundsstrukturen også haft betydning for den måde, vi er familie på i dag.

På ret kort tid – set i et samfundsmæssigt tidsperspektiv – er vi nemlig gået fra at være flere generationer samlet under samme tag og dermed mange hænder til at hjælpe med det praktiske, det relationelle og det man kan kalde det opdragelsesmæssige eller dannelsesmæssige omkring familiens børn.

Fra at bo under samme tag, bevægede vi os over til at bo adskilt, men stadig oftest i samme landsby eller i nabolandsbyen, så vi var stadig tætte med vores familie og havde hjælp og støtte af hente. Der var et større fællesskab om at løfte opgaven omkring børnene.

Inden for de sidste 30-40 år er forandringen gået stærkt på det felt. Vi bor nu ikke længere sammen med resten af vores familier, ofte ikke engang i samme by. De fysiske afstande er blevet større, og det er ikke ualmindeligt at bo flere timer væk fra sine egne forældre som ung forælder i dag.

 

Det at få børn er i høj grad gået fra at være et familieprojekt
til at være et individuelt projekt

 

Ét er at vi bor fysisk adskilt, måske endda med lange afstande i mellem os. Noget andet er, at den intergenerationelle overlevering af viden er faldet markant. Med andre ord er det blevet sværere at lade viden om forældreskabet, om parforholdet og det at få og have børn flyde videre til næste generation. De nye generationer af forældre får ikke al den ”gratis” viden om, hvad det hele går ud på, som tidligere generationer i højere grad gjorde, fordi de voksede op tættere på familie og tættere på kusiners og fætres børn, mostre og onkler, tanter, og så hvordan forældre var sammen med børn og håndterede mange forskellige situationer på forskellige måder.

Mange forældre i dag har ikke været i nærkontakt med et spædbarn, før de står med deres eget. Der er rigtig meget at finde ud af på egen hånd, når man ikke har nogen at spejle sig i, nogen at læne sig op ad og nogen at blive inspireret af. Og lige præcis her kan vi ikke bruge ”Der er masser der har gjort det før dig” (læs #3 her) til ret meget. For hvad hjælper det, hvis man ikke har set hvordan.

Hvaffor en mavefornemmelse…?

Andre stemmer taler for, at det er naturligt at være forældre, så vi skal bare gøre det som intuitionen eller mavefornemmelsen fortæller os. Det kan der bestemt være noget om. Men det kan være svært at høre hvad mavefornemmelsen siger, når den bliver forstyrret af alle dem, der synes en masse om, hvordan nogen andre skal være forældre.

Og vi må også erkende at sådan en mavefornemmelse kan tale med noget varierende styrke og klarhed – nogen gange meget lavt og utydeligt – , alt efter hvilke erfaringer og eventuelle emotionelle eller relationelle traumer ejeren af maven bringer med sig i sin historie.

Står man som ung voksen alene med en historie og opvækst, der har givet op til flere ridser i det emotionelle bundkort og dermed er efterladt med lidt forbehold overfor at stole på sig selv og verden, er det noget af en opgave at stå med ansvaret for et lillebitte menneske, som man ønsker noget andet for, men som man af gode grunde kan være i tvivl om, hvordan man skal give det der “andet” – for man har ikke oplevet det selv.

Ensomhed og længsel

Lige her kunne det være rart at hente hjælp i landsbyen. Men den ligger måske langt væk. En del bedsteforældre er også stadig aktive på arbejdsmarkedet, når børnene bliver forældre. Sådan går det, når levealderen øges og arbejdslivet dermed også må forlænges for at holde hånden nogenlunde under velfærden.

Samtidig ligner familielivet i dag ikke ret meget det familieliv, vi selv voksede op i. I mange familier efterlader det forældre og bedsteforældre med følelsen af ikke at blive forstået og ikke at blive taget imod, når der deles hhv. omsorg og frustrationer, fordi de to forståelser, af hvad det vil sige at være familie, er så forskellige, at det kræver en indsats at forstå, hvor hinanden kommer fra. En indsats der ikke altid er overskud til, når der netop ikke er overskud. Eller en indsats ingen ved, hvordan man byder ind med, fordi der ikke har været tradition for at dele følelsesmæssigt stof med hinanden i familien, og ingen derfor har nogen modeller for, hvordan man kan gøre det.

Så når forældre i dag kan føle sig pressede, ensomme og i tvivl i forældrerollen, handler det ikke kun om dem som personer, og om hvorvidt de er gode forældre eller ej. Det handler i høj grad også, om de rammer forældreskabet lever og udfolder sig i i dag.

Mit håb er at vi som forældregeneration i dag kunne begynde at få blik for det, og i mindre grad tilskrive følelsen af afmagt, tvivl, usikkerhed og utilstrækkelighed manglende kompetencer i os selv.

Det ville få skuldrene det første store stykke ned.

Endeløse spejle

Et sidste aspekt, der er relevant at nævne i denne sammenhæng, er, at der heller aldrig har været så stor og allestedsnærværende mulighed for at spejle os i hinanden og hinandens forældreskab – om vi vil det eller ej.

Her tænker jeg selvfølgelig på de sociale medier. De er gode til rigtig mange ting. Til at grine og til at blive inspirerede. Og også til at skabe redigerede virkeligheder og give selviscenesættelsen optimale vilkår.

På de sociale medier er vi selv med til at skabe virkeligheden. Det står os frit for at dele et helt filterfrit og virkelighedstro billede af vores liv. Men det gør vi ikke. Hvis vi skal være helt ærlige, så deler vi helst kun de billeder og opdateringer, som er med til at tegne et billede af os, som nogle, der har styr på det. Eller i hvert fald har en ironisk distance til det, når vi ikke har.

Det bliver i høj grad selvforstærkende, for når dit facebook- eller instagramfeed svømmer over med billeder af hjemmebagte brød, børn der krammer deres søskende, og voksne hænder der holder i hånd ved siden af en champagneflaske i et smukt skævt sollys, så er det nemt at føle sig forkert og utilstrækkelig og mindre sej og spændende end alle de andre. Ikke mindst når man selv står i en stue, der er eksploderet i rod (igen), har snot på skulderen (og måske lidt havregrød fra i morges?), og kan høre en mistænkelig banken og høje skrig inde fra børneværelset, som ganske rigtig viser sig at være storebror, der er ved at teste om legobrandbilen kan holde til mødet med lillebrors krop – både de bløde og hårde steder.

Det vi bliver præsenteret for igen og igen, tror vi på over tid. Det sniger sig ind på os. Så når vi igen og igen kun bliver præsenteret for et udsnit af andre folks virkelighed – for det er jo det, det er – et udsnit – så kommer vi til at tro, at det er sådan det er hele tiden. Og når det kommer fra folk, vi er sammenlignelige med, ja så ligger det lige for at sammenligne os selv med det.

Når spejling går i selvsving

Vi er indrettet til at spejle os i hinanden. At lægge mærke til signaler og holde øje med, om vi er en del af flokken – og rette ind hvis vi ikke er. Så når det ser ud som om, vi ikke kvalificerer til at være med i flokken af ”de gode forældre”, så skaber det angst, og vi går i gang med at gøre os fortjent til at være med i flokken igen. I den proces er det nemt at føle sig mindre værd, usikker og trist om hjertet. Og det er nemt at miste forbindelse til sig selv og til sine børn, når vi på den måde jagter et facit ”derude” i stedet for ”derinde” eller lige her i mellem os. Her hvor vi er.

Igen er det ikke fordi vi er dumme, og ikke kan forstå hvad der foregår. Det kan vi jo godt.

På de dage hvor vi har overskud, og hvor vi synes det kører, kan vi sagtens se det hele fra oven. Vi ved godt hvordan det forholder sig, og vi kan tage kritisk stilling både til billeder og opdateringer og redigerede glansbilleder.

På de mere blå dage ved vi det stadig godt med vores fornuft, men det kravler alligevel under huden og rammer os. Hjernen skelner ikke ret godt, hvis overhovedet, mellem billeder og virkelighed. Så allerede her er det op ad bakke at holde fast i nuancerne.

Og så er mængden af det bare massiv. Det kræver et meget bevidst valg at træde ud af de sociale mediers arena. Og det kræver vedholdenhed at modstå alle de lokkende invitationer til at blive omsluttet af dem igen.

Her er endnu et sted, hvor vores naturlige og i udgangspunktet gode og hjælpsomme evne til at spejle os i hinanden og skabe og sikre fællesskaber derigennem, bliver udfordret gennem de samfundstrukturer og den teknologi, vi har udviklet og indviklet os i. Om vi vil det eller ej, spiller det en rolle i vores selvforståelse og trivsel i forældrerollen.

 

Landskabet omkring forældreskabet i dag er altså en blandet størrelse. Der er både rigtig mange ressourcer, rigtig meget interesse og rigtig meget kærlighed, og der er også manipulerede virkeligheder (og lyserøde narrativer).

Og så er der også en hel del løftede pegefingre og påbud. Dem tager jeg under “kærlig” behandling i #5 om forældrebashing.

 

Heidi Agerkvist hylder forældre idag

 

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

 

 

2 Responses to Forsvundne landsbyer og redigerede virkeligheder

  1. Avatar for Rose
    Rose 7. oktober 2019 at 11:15 #

    Heidi, tusind tak for dine ord. Det giver noget at tænke over. Jeg bor selv i udlandet, og har derfor oveni hatten en anden kultur at forholde mig til, samtidig med at jeg heller ikke i hverdagen kan spejle mig i nogen fra min egen kultur. Det kan virkelig føles ensomt og man bliver ofte usikker på sin mavefornemmelse.
    Og selvom jeg egentlig synes jeg gør det godt, så ramte det lige i hjertekulen da min mormor forleden sagde:
    “Ja, dine børn er jo ikke ret danske!”
    Hun kunne ligeså godt have sagt ” Ja, dine børn bliver aldrig til noget!” – Det er utroligt hvor stort et ansvar man tager på sig (og bliver påduttet) som forælder, og især som mor.
    Jeg glæder mig til at læse hele din fine bog her på siden, tak fordi du udgiver den alligevel og tak fordi du er sådan en god støtte til alle os der ikke har en landsby ved hånden 🙂

    • Avatar for Heidi Agerkvist
      Heidi Agerkvist 7. oktober 2019 at 12:04 #

      Velbekomme ❤️

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien
Psykolog Heidi Agerkvist

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

You have Successfully Subscribed!