B(l)og #6
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 6 ud af 10.
Start fra #1 her
Forældreopgaven idag
Jeg har hele tiden vidst, at det her kapitel skulle være en del af min bog. Jeg har også hele tiden frygtet at skulle tage hul på at skrive det. For det er noget af en opgave at sætte sig selv på, sådan lige vupti at beskrive, hvad det at være forældre i dag egentlig går ud på.
For hvad vil det egentlig sige at være forældre? Hvad går det ud på? Hvad er vigtigst? Og er det det, vi giver tid og plads til?
Lad mig sige med det samme, at der garanteret er lige så mange bud på det, som der er folk, der har lyst til at give et bud på det. Jeg påberåber mig ikke at sidde med sandhedEN om alting.
Men derfra hvor jeg står, tegner der sig et ret klart billede, som jeg gerne vil dele med dig.
Hvor er manualen til opdragelse?
Sammen med mange forældre i klinikken har jeg joket med, hvor smart det ville være, hvis der efter barnet (og moderkagen) landede en manual til os forældre. Måske bare en form for brochure med de vigtigste ting af være opmærksom og forberedt på i forhold til netop dette barn, som lige er trådt i verden, og som nu er dit ansvar som forælder. Tænk hvor kunne det være rart lige at slå op deri en gang imellem, og få en hjælpende hånd til de mest udfordrende situationer. Mad, grænser, konflikter, opdragelse. Bare lige the basics.
Det er ikke bare dig, der er blevet snydt for både manual og brochure. De findes ikke.
Så hvad griber vi så til, når vi med ét skal udfylde forældrerollen – og senere skal gøre det igen, og måske igen og igen?
Din egen histories betydning
Dels bringer vi vores egen opvækst og erfaringer derfra ind i vores forældreskab. Også selvom vi havde svoret, at hele eller dele af den aldrig skulle med ind over dørtærsklen. Det kommer det helt automatisk, og du er ikke den eneste, der ind i mellem har hørt din mor eller far tale ud gennem din egen mund.
For at gøre noget der kunne blive en lang historie meget kort, er det en god ide at få kigget på de elementer af din egen opvækst / opdragelse / barndom, der står i vejen for at kunne være forælder på den smidige måde, du gerne vil. Vi har alle sammen lidt af hvert med os – nogen lidt mere end andre, og vi gør os selv og vores børn (og deres børn) en tjeneste ved at tage os af det, der gnaver og spænder ben. Ellers kommer vi nemt til at smøre vores egne blå mærker og neuroser af på vores børn, fordi vi selv er blinde for dem, eller ikke vil stå ved at det er vores. Og det bliver så bøvlet for relationen, når det, vi hver især har fået med os, ikke er placeret hos rette ansvars- og ejermand. Måske kender du det fra relationen til dine egne forældre….?
Det her er ikke en terapibog, så der går vi ikke hen nu, men kig på det, hvis der er noget der knager. For alles skyld. Det behøver ikke at være et langt forløb, og det behøver ikke nødvendigvis at være med en professionel. En hel del af det kan tages med mod og villighed til at kigge på dig selv. Rigtig gerne i selskab med en god ven, som tør være ærlig, og som du tør lytte til.
Opdragelsesstile gennem tiderne
De modeller vi har fået med os for, hvordan man er børn og voksne sammen – hvoraf nogen helt klart er mere brugbare end andre – udgør altså en temmelig stor del af den sokkel, vi bygger vores forældreskab på – både i forståelse og i vores adfærd.
Samtidig eksisterer vi til hver en tid i en samtid og en kultur, der selvfølglig også påvirker os og vores måde at tænke om og være forældre på, og så når det gælder opdragelse. Ligesom den har gjort gennem tiden. Det er utopi at tro, at vi lever helt isoleret og ikke bliver påvirket i vores handlinger og tænkning gennem vores historie og vores samtid, og de pædagogiske og didaktiske strømninger, der præger den. Sådan er det i dag, og sådan har det været gennem tiden.
Op gennem sidste århundrede har de dominerende opdragelsesstile afløst hinanden som en afspejling af vores viden om børn og af samfundets udvikling, og som endnu et eksempel på, at trends og tendenser til enhver tid afløses af deres modsætninger, eller smelter sammen med deres modsætning, og opstår som en hybrid af det, der var.
I nyere tid taler man om tre opdragelsesstile, som jeg kort vil præsentere her, for at tegne et billede af de skuldre vi står på i dag, når vi gør os tanker om, hvad forældres opgave i forhold til deres børn egentlig er.
Som altid er det selvfølgelig unuanceret at kategorisere den slags meget skarpt, for når vi har med forståelse af og relationer til mennesker at gøre, er der sjældent helt vandtætte skodder mellem de forskellige tilgange i praksis. Som forælder vil man ofte kunne genkende sig selv i (elementer af) alle tre tilgange til opdragelse afhængigt af på hvilken dag, man laver et nedslag og et øjebliksbillede.
Autoritær opdragelse
Den autoritære opdragelsesform er kendetegnet af et både asymmetrisk og uligeværdigt forhold mellem forældre og børn. Forældrene bestemmer og børnenes opgave er at adlyde. Forældrene har til enhver tid ret.
Denne tilgang er præget af mange regler og krav og grænser, og samtidig ikke præget af mentalisering, empati eller plads til barnets perspektiv, følelser eller behov. Der er påbud og forbud, og meget begrænset (hvis overhovedet nogen) tolerance af kreativitet eller selvstændighed fra børnenes side. Det opfattes tværtimod som ulydighed og mødes med straf og konsekvenser.
Den forståelse af opdragelse levede både blandt forældre, men også hos alle andre voksne, som havde med børn at gøre, fx lærere. Lektor Blomme fra bogen/filmen ”Det forsømte forår” er et klart eksempel på, hvordan den autoritære tilgang og det tilhørende børnesyn tager sig ud, når man lever det helt ud.
Tanken bag var, at børn skulle afrettes og lære respekt, for med det kom man længst. Barndommen var på en måde ikke rigtig en del af det rigtige liv, men blot en periode der gik forud for det at være voksen, og forældreopgaven og -rettigheden var at afrette børnene. Aflære deres dårlige vaner og lære dem at opføre sig ordentligt, afmålt og respektfuldt.
Tankevækkende er det, at det blev forbudt for lærere at slå børn i 1967, og først i 1997 blev revselsesretten for forældre fjernet. De voksne havde retten på deres side, når de anvendte fysisk vold i deres opdragelse indtil for ganske nylig.
Efterfølgende ved vi at børn, som er er opvokset med denne tilgang ses blive mindre sikre på sig selv, mindre initiativrige og mindre selvstændige. De bliver trodsige, afhængige og mere tilbagetrukne socialt.
Laissez faire opdragelse
Som modreaktion på den autoritære opdragelsesstil, og som resultat af samfundsudviklingen, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, fødtes laissez faire tilgangen.
Fra en tilgang til børn som uselvstændige og ude af stand til at vokse op og blive hele mennesker uden kraftig og hård styring fra forældrenes side, opstod nu en forståelse af og tilgang til børn som væsener, der skulle udfolde sig selv, og ikke skulle styres af voksne. De voksnes opgave var lidt groft sagt blot ikke at forstyrre børnenes naturlige proces for meget.
Dette skift skete både på baggrund af forskning i børns adfærd, hvor man nu i højere grad begyndte at se børn som kompetente og med medfødte evner og kompetencer, som blot skulle udvikles yderligere.
Men når det markante skift i tilgangen til børn, kunne gå så relativt hurtigt som det faktisk gjorde, handler det set i bakspejlet nok mest af alt om, at forældrene ikke længere havde den samme tid og overskud til at være opmærksomme på deres børn, fordi de var udmattede af at være to der gik på arbejde, og fordi samfundsudviklingen og de mange nye muligheder affødte en bevægelse hen imod selvrealisering og opmærksomhed på egne behov som voksen.
En hel generation af børn blev derfor mere eller mindre overladt til sig selv, og overladt til at tage beslutninger og ansvar for sig selv helt ned på niveauet for basale behov som søvn og mad. Fortællingen var at børn skulle have lov at udfolde sig frit, men i praksis var der for en stor dels vedkommende tale om omsorgssvigt i større eller mindre grad følelsesmæssigt og/eller fysisk/praktisk.
Langtidsstudier (Baumrind) af effekten af denne form for opdragelse viser, at disse børn vokser op med en grundlæggende følelse af ensomhed, et ikke særlig sundt selvværd, højere forekomst af antisocial adfærd i ungdomsårene og højere forekomst af psykiske vanskeligheder i voksenlivet. Vi ser også udfordringer med evnen til at elske og at føle sig værd at elske.
Autoritativ opdragelse
Det lærte vi heldigvis noget af, og derudaf voksede den autoritative opdragelsesstil. Den er ligesom den autoritære tilgang præget af krav og grænser, men den store forskel er, at der i den autoritative tilgang lyttes til børnene og deres perspektiv inddrages.
Her er et asymmetrisk forhold – altså at den voksne har større ansvar og derfor større magt, men der er samtidig en ligeværdig relation mellem barnet og den voksne. De to er lige meget værd som mennesker og har lige meget ret til at have det, som de har det og blive lyttet til, mens de har forskellige roller og opgaver i kraft af deres asymmetri. Stilen er præget af interesse og kærlighed og et syn på børn som nogen, der allerede er mennesker, og som udvikler sig videre i relation med andre mennesker. Den autoritative tilgang giver plads til selvstændighed og kreativitet, der netop ses som en positiv kompetence.
Her er plads til både børns og voksnes behov, og man orker at mentalisere og sætte sig i børnenes sted, for at hjælpe dem videre, derfra hvor de er. At kunne stille alderssvarende krav kræver nemlig et kendskab til sit barn.
Her ses forældreopgaven som at være til stede og tilgængelig for at være i relation, da vi nu ved at sociale kompetencer udvikles via sociale relationer. Samtidig er der i denne tilgang en forståelse af, at der er forskellige roller og opgaver knyttet til det at være hhv voksen og barn, og at det er de voksnes ansvar og opgave at sætte kursen for børnene og familien.
Børn der vokser op med denne tilgang til opdragelse og dette børnesyn bliver mere samarbejdsvillige, initiativrige, selvstændige, får større selvværd og bliver mindre præget af de traditionelle kønsroller.
Opdragelsesstil i dag
Jamen, så er alt jo godt, er det ikke?
Jo, langt hen ad vejen.
I dag taler man om, at den moderne tilgang til opdragelse er præget af en dels meget anerkendende tilgang og dels en forhandlende tilgang. Anerkendelse er blevet et af de nye buzzwords, og anerkendelse er bestemt vigtigt. Men anerkendelse i fri udfoldelse gør det ikke alene.
På samme måde vil mange af de forældre, der selv er vokset op med (typisk) en far, der sagde ”Fordi jeg siger det, og så snakker vi ikke mere om det!” gerne give plads til børnenes stemmer, og give dem plads til at bestemme, hvilket bestemt også er positivt i de rette mængder. Der har dog været en tendens til at give rollen som forhandlingsleder til børnene, og så indrette sig derefter som voksen. Det bliver også for meget af det gode.
Børnehjerner på voksenarbejde
For meget af det gode er… for meget. Anerkendelse og plads til børnenes perspektiv kan ikke stå alene. På baggrund af mange års forskning og erfaring ved vi i dag, at små børnehjerner ikke kan tage beslutninger og overskue valg, der hører til i voksenafdelingen. Deres frontallapper (som kort fortalt er der, hvor fornuften og beslutningskompetencen bor) er dem, der udvikler sig allersenest. Stiller man krav til et barn, som det endnu ikke har hjerne til at honorere, overbelastes deres nervesystem og det stresser.
Derfor skal vi anerkende og lytte til vores børn, og give dem lov til at bestemme, hvad de kan overskue at bestemme alt efter deres alder og udvikling. Resten er vores ansvar. Det hører til på vores bord, og det må vi ikke glemme. Heller ikke selvom det er i bedste mening.
Der hvor jeg ser, at vi skal være vakse ved havelågen, når det gælder forældreopgaven i dag, er i forhold til om laissez faire tilgangen er ved at snige sig lidt ind på banen igen, lidt forklædt som anerkendelse og forhandling.
I dag er de fleste forældre meget mere opmærksomme på deres børn og relationen til dem, end den ”rene” laissez faire tilgang foreskriver, men hvis der går for meget anerkendelse og forhandling i den, har de tilgange samme effekt på børnene som laissez faire tilgangen har; nemlig at børnene efterlades med et ansvar for deres liv og trivsel, som de ikke kan honorere, og dermed bliver forvirrede og overophedede.
Balance og bevægelse
Også her er der brug for balance. Og også her er forældres mod til at komme på banen og vise vejen kærligt og tydeligt, vigtigere end mange forældre måske giver sig selv credit for. Udover strømninger i forskellige opdragelsesstile og tendenser i tiden, har jeg igen forældrebashingen kraftigt mistænkt for at forstyrre både forældres balance og mod til at være de forældre, de gerne vil være, og som deres børn har brug og vil trives med, at de er.
Set fra min stol er en opmærksomhed på denne balance i vækst, og forældre i dag er lige så stille i gang med at bevæge sig væk fra den tendens, hvor de – i bedste mening – ender med at slippe deres ansvar som forældre. Dette afløses skridt for skridt afløses af forældre, der tør at være tydelige og vise vejen for deres børn, uden at blive ramt så meget af frygt for at være for skrappe og tromlende, at de slipper ansvaret og styringen og igen bliver utydelige for deres børn – som så efterlades med et ansvar der hører til i voksenkategorien. Det er en glædelig bevægelse og udvikling at være vidne til.
I næste kapitel dykker vi i forlængelse af dette derfor ned i alt det, du allerede ved som forælder og giver det liv og plads til at folde sig endnu mere ud. Tvivlen og usikkerheden får plads nok andre steder. Her giver vi næring til ro og tillid – til dig som forælder og til jeres familie som den er, sådan at I alle roligt kan stå endnu tydeligere og roligere frem, som dem I er.
I omsorg
Heidi
Læs næste #7 her – det handler om kvalitetstid, om alt det du allerede ved og om at stoppe med at have sig selv til eksamen hele tiden og begynde at leve (familie)livet som det er.
Skriv din kommentar