Ferie med børn – afslapning eller kampzone?

 

Det er ferie og I har fri. Masser af tid til at hygge jer og lave det, I har glædet jer til at få tid til i lang tid. Masser af tid til at nyde og slappe af.

 

ferie med børn★ Masser af tid til at….skille ungerne ad, når de skændes. Igen.

★ Masser af tid til at…forsøge at give hvert barn god tid og opmærksomhed – men hvad så med de andre?

★ Masser af tid til at blive frustreret over at “spilde” så meget tid med dårlig stemning og uvenskab og store konflikter om småbitte ting.

★ Masser af tid til de lange tankerækker om, hvad alle de konflikter og tårer betyder for børnenes selvværd og relation – nu og på sigt.

 

 

Ferie med børn – det skulle være så hyggeligt, men hvorfor går det så galt ?

Her er tre steder at starte – eller rettere stoppe.

Her får du top tre over de situationer jeg hører udspille sig igen og igen, når jeg som familiepsykolog arbejder med familier, hvor der er noget på spil i søskenderelationen.

Forældrene har alle de bedste intentioner, og forstår ikke helt hvorfor det hele tiden går så galt, og hvorfor der går så meget tid med at løse konflikter – eller i hvert forsøge. Indtil vi får kigget på, hvordan de tror, de hjælper deres børn – og hvad de reelt gør.

 

 

3 ting du IKKE skal gøre, hvis du vil give dine børn et godt selvværd og en stærk søskenderelation

1: Håndter dine børns konflikter ved at afgøre hvem der ret, og udpeg en taber og en vinder. Og gør det helst uden at du helt har set eller hørt, hvad der skete.

På den måde tager du muligheden for selv at lære at løse konflikter fra dem, og lærer dem at konflikter altid byder på en vinder og en taber, og at dine børn dermed er konkurrenter. Du sender et signal om at du ved bedst, og at deres version og fortælling ikke er vigtig. Når du griber ind på alvidende facon og afslutter konflikten hurtigt, i stedet for at give dig tid til at hjælpe dem og lære nye kompetencer, sparer du tid – i hvert fald på kort sigt.

 

2: Brug al din energi på at give dine børn præcis det samme hele tiden – også selvom de har forskellige behov.

Du har sikkert lært, at det er vigtigt at være retfærdig i sin opdragelse af børn. Og du har sikkert også lært, at noget er retfærdigt, når det er helt ens, eller lige stort, eller forekommer lige ofte.

På en måde er det også det nemmeste at holde fast i det. Så kan du jo fx bare købe en pose lakridser og en pose vingummier, dele dem op i lige store portioner og fordele dem blandt børnene. Eller lave en fast fordeling for hvis tur det er til at sidde på forsædet, vælge fredagsfilm eller have en ven til at overnatte.

Og hvis der opstår utilfredshed, fordi det ene barn ikke kan lide lakridser, og det andet ikke kan lide vingummier, og de måske foreslår at bytte, kan du bare sige, at den fordeling du har lavet er retfærdig, for de har fået lige mange af hver.

ferie med børn - hvordan?Og hvis nogen hellere altid vil sidde på bagsædet, lade storesøster vælge film, eller helst slippe for en soveaftale, kan du igen holde fast i, at det er som du har sagt, fordi det er det mest retfærdige.

På den måde viser du dine børn, at princippet om retfærdighed (forstået som ens eller lige meget) er vigtigere end at kigge på individuelle behov, lyster og interesser. Og det er jo vigtigt at holde fast i sine principper, ik’?

 

3: Sig kun noget rart til dine børn, når de virkelig har fortjent det – altså når de har præsteret noget. Undlad at anerkende dem for deres fine væsen eller dejlige selskab sådan ud af det blå.

Hvis du er ligesom de fleste andre forældre, siger du rigtig tit ”Hvor er du bare blevet god til at cykle”, eller ”Neeeiij, hvor er den flot”, når dit barn viser dig en tegning. Hvis du ikke giver ret meget for det der selvværd, skal du endelig bare fortsætte stilen.

På den måde lærer du dine børn, at din kærlighed og rosende ord er afhængig af deres præstation. Og hvem har egentlig nogensinde taget skade af at arbejde for føden – eller kærligheden….? Du undgår også at barnet bliver tynget af et stærkt og sprudende selvværd. Du giver måske lidt point til selvtillidskontoen. Helt sikkert er det, at du bidrager til barnets fornemmelse af, at det skal præstere noget for at få opmærksomhed og kærlighed.

Men altså, er det nu så vigtigt…..?

 

Mener du virkelig det?

Nej, det gør jeg selvfølgelig ikke! Jeg vil gerne lige for en sikkerheds skyld understrege, at ovenstående er skrevet med en slet skjult portion ironi.

Jeg går selvfølgelig ikke ind for, at du skal lege dommer over dine børn og deres konflikter, at du skal udøve milimeterdemokrati og firkantet retfærdighed, eller at du kun skal rose dine børn, når de har præsteret. Selvfølgelig ikke!

 

Her er hvad du kan gøre i stedet for. Og det mener jeg til gengæld helt og fuldt:

 

3 gode råd til hverdag og ferie med børn – helt og aldeles uden ironi!

 

Lyt til dine børn, når de har konflikter. Drop ideen om at du skal finde løsningen. I skal finde den sammen.

Læs også artiklen: “Konflikthåndtering børn – sådan gør du”

 

Gå fra at behandle dine børn retfærdigt ved at behandle dem ens, til at behandle dem retfærdigt ved at give dem, hvad de hver især har brug for.

Læs også artiklen: “Det er da synd for barnet!”

Og artiklen: “Søskendejalousi – hvad er det og hvordan håndterer jeg det”?

 

Giv dine børn anerkendelse (og ikke kun ros). Dvs. at du giver udtryk for, at du ser og hører og værdsætter dem. Bare fordi de er, og ikke fordi de har gjort noget bestemt.

Læs også den store guide: “Søskende – sådan giver du dine børn et godt forhold til hinanden”

 

Rigtig god fornøjelse og rigtig god ferie!Psykolog Heidi Agerkvist giver gode råd til ferie med børn

Bedste hilsner
Heidi

 

P.S. : Du kan bruge de tre gode råd uanset om du holder ferie med børn – eller hverdag med børn. Faktisk bliver ferie med børn et noget hyggeligere foretagende, hvis hverdagen med børn er kørt godt i stilling.

 

 

 

Skriv din kommentar