Søskende – håb, drømme og kærlighed
En af de største grunde til, at de fleste af os får mere end ét barn, er ønsket om at give vores børn en eller flere søskende at følges med gennem livet. En forbundsfælle, en fortrolig, en at dele sin familiehistorie med, en ven for livet.
Alle de forældre jeg har mødt gennem mit arbejde som familiepsykolog har et stort og kærligt ønske om, at deres børn får et sundt og stærkt forhold som søskende til hinanden – både som børn, som unge og som voksne. De samme forældre gør sig både tanker og bekymringer om, hvordan de kan lykkes med at hjælpe deres børn med det.
Når vi bliver forældre, bliver vi spejlet på vores egen historie med at være barn – både på godt og ondt. Vi har alle en historie med os omkring søskende – enten fordi vi har søskende, eller fordi vi ikke har søskende selv.
Når vi så står der med to eller flere små væsener, som vi har sat i verden, bliver det pludselig tydeligt, hvad vi gerne vil give vores børn med – og hvad vi for alt i verden ikke vil gentage. Eller det bliver tydeligt, at vi er i tvivl om noget, der føles meget vigtigt at få styr på.
For hvordan gør man lige? Hvordan sørger jeg for, at mine børn får et godt forhold til hinanden. At de bliver gode søskende? Hvad nu hvis de slet ikke kan lide hinanden? Hvordan kan jeg være sikker på, at de begge føler sig set og elsket lige meget? Og hvordan undgår jeg at gøre forskel? Eller er det netop det jeg skal?
I denne store (og lidt lange) guide om søskende og den sunde søskenderelation, vil jeg komme ind omkring en række områder, du med fordel kan være opmærksom på, hvis du, ligesom alle de andre forældre jeg har mødt, ønsker at hjælpe dine børn til at få det bedste frem i hinanden og blive gode og sunde søskende nu og for livet.
Søskende – to alen af samme stykke?
Inden vi kigger nærmere på relationen mellem dine børn, vil jeg gerne invitere dig til at kigge på dem én ad gangen.
Det er ofte nemt at få øje på lighederne mellem søskende. Så nemt at vi overser de små (eller store) forskelle.
Som mennesker er vi dynamiske væsner, og vi vokser af at blive set, hørt, rummet og forstået af de mennesker, der er vigtigst i vores liv. I en søskende sammenhæng er det derfor vigtigt, at det enkelte barn føler sig set og rummet for præcis det menneske det er – med det hele! Dvs personlighed, temperament, interesser, talenter, ”særheder” osv.
Og hvorfor er det så vigtigt for søskenderelationen? Det er det, fordi jo mere helt barnet føler sig, fordi du og andre vigtige voksne ser barnet og alle dets kompetencer og særlige kendetegn, jo mere ”rent” kan det indgå i relationen til sine søskende.
Hvis der derimod er noget, der er uforløst i barnet, noget der ”gnaver”, noget der ikke bliver set, eller som barnet føler, der ikke er plads til, jo mere vil de forstyrre relationen til barnets søskende – og også til kammerater, til dig osv.
Det er samme mekanisme som i parforholdet. Jo bedre begge parter er tanket op, tager sig af sig selv og tager hånd om det der gnaver, jo mindre er der til at forstyrre relationen mellem de to parter. Og jo mere plads er der til interessen, kærligheden og omsorgen.
Du er hermed inviteret til at tage på studietur i din egen familie og børneflok. Hvad får du øje på, hvis du giver dig tid til at kigge på, lytte til og mærke hvert enkelt barn? Er der noget, du har overset? Hvad kendetegner særligt dine børn hver især? Og hvordan kan du hjælpe dem til at få endnu flere af deres individuelle kompetencer og talenter i spil?
Det er nemlig rigtig god næring til både selvværd og selvtillid at blive set og værdsat for alt det man er, og få lov til at dyrke og forfine sine interesser og evner, uden altid at blive sammenlignet med hvad ens søskende gør eller ikke gør.
Søskende, selvværd og selvtillid. Hvordan hænger det sammen?
Lad mig først lige tegne begreberne selvtillid og selvværd op – helt kort.
Selvværd beskriver den grundlæggende følelse af at være noget værd som menneske her i verden – alene fordi man er til. Ikke i kraft af hvad man siger, gør eller kan, men bare fordi man er.
Selvtillid dækker over at have tillid til egne evner. Altså en tillid til at kunne præstere, håndtere, klare og udrette bestemte ting.
Lidt forenklet kan man sige, at selvværd er rettet mod at være, mens selvtillid er rettet mod at gøre.
Ofte følges de to størrelser ad, og som forældre har vi stor indflydelse på vores børns selvværd og selvtillid.
Vi fødes alle med et grundlæggende potentiale for at udvikle et sundt og stærkt selvværd, men det er en dynamisk størrelse, der får sin næring fra vores nærmeste relationer. Lidt lige som en potteplante der skal vandes for at vokse.
Næringen kommer fra vores vigtigste relationer – dem vi som børn spejler os i og er afhængige af. I første omgang er det vores forældre og søskende. I næste led er det bedsteforældre, pædagoger, lærere, måske en spejderleder eller andre voksne, der har betydet noget og gjort en forskel.
Hvad angår selvtilliden vokser den (optimalt) i løbet af livet, efterhånden som barnet får flere og flere erfaringer med at mestre ting og udvikle nye kompetencer. Barnet finder ud af, at det kan kravle, gå, hoppe, løbe, tage sko på, bære sin egen tallerken ud, stave, køre knallert, gå til eksamen osv.
Og det er klart at hvis begge eller alle børn i en flok søskende er fyldt godt op på både selvtillids- og selvværdskontoen, jo mindre er usikkerheder om eget værd og egne evner på spil i relationen. Dermed kan børnene fokusere deres energi på at lege, lære, undersøge og udvikle sig – selv og sammen.
Børn med lavt selvværd har sværere ved at indgå smidigt og let i kontakt med andre og kan lettere rammes af modstridende følelser som kærlighed og misundelse, loyalitet og jalousi. Det spændingsfelt sluger store mængder af energi fra relationen, da barnet bliver forstyrret af alt det, der ”støjer” indeni det.
Du kan altså som forælder hjælpe dine børn til et sundt og stærkt forhold som søskende, ved at se, spejle og støtte dine børn hver især, sådan at de får de bedste muligheder for at fylde godt op på både selvtillids- og selvværdskontoen.
Det kan du bl.a. gøre ved både at rose og anerkende, sætte tydelige rammer og være nærværende, hjælpe og samtidig give barnet mulighed for at klare ting selv og opleve at lykkes med nye opgaver og færdigheder.
Læs også artiklen: 5 myter om søskendekærlighed – sandt eller falsk?
Søskende, jalousi og misundelse
Søskendejalousi er et begreb, der bliver brugt rigtig meget – for meget hvis du spørger mig.
I langt de fleste af de situationer, der bliver omtalt som et tilfælde af søskendejalousi er der er mine øjne ikke tale om jalousi, men om forsøg på at få opfyldt helt basale og legitime behov for forældrenes opmærksomhed. Og en gang imellem om misundelse, hvilket er noget væsentligt andet end jalousi.
Et klassisk sted hvor barnets reaktion mistolkes som jalousi er, når familien får barn nr 2, og storebror eller storesøster (som oftest ikke er særlig store), reagerer med et større behov for opmærksomhed og kropskontakt. ”Han er sørme jaloux, hva’ ?!”, siger bedstemor, når storebror også gerne ved sidde hos mor i sofaen, mens hun ammer lillesøster. Men der tager hun fejl.
Lad os kigge lidt nærmere på de to fænomener misundelse og jalousi.
Misundelse er i bund og grund en ganske harmløs følelse, selvom vi går rundt og fortæller hinanden, at den er forbudt, og at den er ”en grim ting”.
Misundelse er slet og ret bare et signal til dig om, at ”her er noget jeg også godt kunne tænke mig”. Du kender det sikkert som et lille stik i hjertet, når naboen fortæller, at de lige har booket tre uger i Thailand, eller din veninde har købt en superlækker taske, som du synes er virkelig flot, og som får din egen til at se endnu mere laset ud.
Det følelse – det lille stik – er der ikke noget galt med. Det er bare et signal til dig om, at du længes efter noget, og at du bliver opmærksom på det.
På samme måde møder dit barn misundelsen, når Albert fra børnehaven får præcis det Star Wars lego, som også stod på ønskesedlen hos dit barn, eller når storesøster får sin første mobiltelefon og lillesøster stadig er for lille. Det er der ikke noget forkert eller farligt i.
Jalousi ligger niveauet over misundelse. Der hvor det ikke bare giver et lille stik i hjertet, men et stort stik. Som gør rigtig ondt. Der hvor du kommer til at tænke, at din nabo slet ikke har fortjent den 
rejse til Thailand. Eller hvor du får lyst til at skubbe lidt til din kaffe, så den helt tilfældigt lander på din venindes nye taske.
Jalousien er dér, hvor du ikke under det andet menneske, hvad det end er, de har eller får, og hvor du kan få tanker eller gøre handlinger, du godt ved er over grænsen for, hvad der er i orden. Der hvor opmærksomheden, på hvad andre har, gør eller får, bliver så stor, at den bliver styrende og hæmmende for din egen adfærd, dine tanker og din tilfredshed. Og hvor det ikke er særlig rart at være dig.
I sidste ende handler det ikke om tasker, rejser og lego. Men om kærlighed og fornemmelsen af at høre til i et fællesskab. Som mennesker har vi brug for kærlighed, ellers dør vi mentalt og relationelt – ligesom kroppen dør, hvis den ikke får mad. Hvis barnet bliver i tvivl om der også er kærlighed og omsorg nok til det, kan misundelsen udvikle sig til jalousi.
Som forælder er det derfor vigtigt, at du tager dit barns signaler alvorligt. Også selvom du kan få lyst til at vende ryggen til, når det handler om misundelse og evt jalousi.
Det kan være hjælpsomt at forstå misundelsen som et signal, frem for som en følelse som er forkert eller forbudt. I den forståelse bliver misundelsen mindre farlig, og samtidig lettere at handle på, for signalet kan du bruge klogt. Både når du selv mærker det, men også når du ser det hos dit barn. Misundelse er signal om længsel efter at blive mødt på et behov. Oftest vil det behov handle om kærlighed i en eller anden form.
Læs også artiklen: Søskendejalousi – hvad er det og hvordan håndterer jeg det?
At vokse op i skyggen af en søskende
Der er lavet en hel del forskning om søskende, og om hvilke faktorer der spiller ind på den hhv gode og mindre gode relation mellem søskende.
Et af de elementer der har afgørende betydning, er hvorvidt det enkelte barn oplever at vokse op i skyggen af en eller flere søskende.
Det er decideret skadeligt for relationen til ens søskende, hvis man som barn oplever, at mor og far meget bedre kan lide det andet eller de andre børn i familien, end en selv. Hvis mor og far altid giver udtryk for at storesøster er sjovere, klogere, tegner pænere, siger de rigtige ting, har bedre venner, interesserer sig for bedre ting, og i det hele taget er mere værd.
Det afgørende her er barnets oplevelse af at være mindre værd, og ikke hvorvidt forældrene reelt kan lide det ene barn mere end det andet.
Vokser man som barn op med oplevelsen af, at der er en favoritbarn i familien – og at det ikke er en selv – har man meget dårligere forudsætninger for at indgå i en sund, ligeværdig og tryg relation med sine søskende. Samtidig bliver det sværere at opbygge og nære selvværdet, og barnet vil også nemmere blive ramt af jalousien.
Det er nemlig særlig hårdt ved selvværdet at opleve, at nogen, vi på den ene aller anden måde kan sammenligne os med i niveau eller position, som fx søskende, hele tiden er mere værd end os.
Læs også artiklen: Konflikter mellem søskende
Din relation til hvert enkelt barn
Men hvad nu, hvis jeg ikke har det på samme måde med begge mine børn? Det hele er så nemt med den ene, det glider bare og der er ingen konflikter, mens der bare skal ingenting til, før det slår gnister mellem mig og det andet barn?
I så fald er det i din familie, som i alle andre familier.
Vi skal ikke have det ens med vores børn. Det skal vi ikke, og det kan vi ikke, for de er jo helt unikke individuelle væsener, så der kan aldrig blive tale om ens relationer.
Lige præcis på det her felt, kan vi komme til at gøre det rigtig indviklet for os selv. Det sker, når vi kommer til at tolke det, at vi har det forskelligt med vores børn, som at vi så elsker det ene mere end det andet. Det bringer hurtigt en lang hale af skyld og skam og tvivl med sig – til ingens glæde.
Der er ikke noget forkert i, at din relation til dine børn ikke er ens. Det har ikke noget med den naturgivne ubetingede kærlighed mellem forældre og barn at gøre. Og det er helt typisk at relationen til det ene barn kan føles let og ubesværet, mens relationen til det andet barn, kan føles konfliktfyldt, udfordrende og opslidende. Lige så almindeligt er det, at rollerne kan vende på et senere tidspunkt, og at der falder ro over den relation, der tidligere var konfliktfyldt, mens der pludselig opstår udfordringer i den hidtil rolige relation.
Det der er afgørende her er, at du som forælder er nød til at forstå, hvad de mange konflikter, du har med det ene barn, handler om. Hvorfor bliver du så irriteret? Og ked af det?
Det helt korte svar er, at børn er små spejle. Børn spejler deres forældre dagen lang. Det er både fantastisk og temmelig udfordrende.
Når du reagerer kraftigt på dit barns adfærd på en måde, hvor du tænker ”Det var da alligevel utroligt, at jeg kan blive så vred over det” eller ”Hvorfor bliver vi ved med at lande i den her konflikt igen og igen?” er det med ret stor sandsynlighed, fordi dit barn spejler et blåt mærke hos dig. Dvs en side af dig selv, en tendens, en tilbøjelighed, som du ikke rigtig vil være ved, og som du ubevidst prøver at undslippe. Det er det, der hedder en projektion.
Det kan fx være at du er mere utålmodig, end du vil være ved. Det kan også være at dit barn med sin adfærd kræver noget af dig, som du har svært ved at give – måske fordi du ikke selv fik det som barn – og at barnet på den måde rører ved en usikkerhed eller utilstrækkelighedsfølelse i dig, når det giver udtryk for et helt naturligt og legitimt behov.
Selvom det føles rigtig irriterende og virkelig besværligt, er det i virkeligheden en gave at få serveret dine blå mærker og udviklingspunkter på et sølvfad af dit barn. Og det er rigtig vigtigt, at du tager imod dit fad. Ellers kommer du til at give dine blå mærker videre til dit barn. Enten individuelt eller ved at gøre det svært for dine børn at opbygge en stærk relation som søskende, fordi det ene barn kommer til at føle sig mere besværligt og mindre ønsket end det andet.
Sprøgsmål i brevkassen: Vi har brug for hjælp til jalousi mellem søskende – hvordan tackler vi det?
Glade søskende – din opgave som forælder
Ja, artiklen er lang, så lad mig lige opsummere hvad du med fordel kan være opmærksom på som forælder, hvis du gerne vil hjælpe dine børn til at få en stærk relation til hinanden som søskende.
Som forælder er det din opgave at:
- (Øve dig i at) se dine børn, som dem de er hver især – og samtidig skrue lidt ned for tendensen til at sammenligne dem.
- Være opmærksom på, hvordan du kan være med til at give næring til både deres selvværd og selvtillid.
- At være åben for at dine børn i perioder af deres liv kan opleve misundelse. Kig på misundelsen som et signal om et behov, der gerne vil opfyldes, og hjælp dit barn med at opfylde det.
- At kigge på om du bevidst eller ubevidst kommer til at sende signaler om, at det ene barns adfærd / interesser / præstationer er mere værd end det andet barns.
- Finde plads til hvert eneste barn i dit hjerte og din favn – bl.a ved at kigge på på hvilken måde de spejler dig, og hvad du skal have ”trukket hjem”.
- Hjælpe dine børn til at se og værdsætte alt det gode deres søskende hver især har at byde på, ved selv at se og anerkende det.
Rigtig god fornøjelse!
De bedste hilsner
Heidi Agerkvist
Skriv din kommentar