Jeg bliver usikker, når min kæreste ikke vil fortælle hende, at de ikke kommer til at finde sammen igen.
Kære Heidi.
Tusind tak fordi jeg kan skrive til dig. Det sætter jeg stor pris på.
Jeg er havnet i et dilemma, og jeg er i tvivl om det er mig, der bare føler mig usikker og har for lavt selvværd, eller om min kæreste vitterlig skal tage en snak med sin datter om følgende emne.
Sagen er, at jeg om en lille måned flytter ud til min kæreste sammen med min søn på 11 år. Vi har været kærester i 5 år. Min kæreste har en søn på 15 og en datter på snart 10 år. Hans datter har ofte sagt, at hun ofte ønsker sig noget, og at hun er 100 procent overbevidst om, at det sker. Dette siger hun foran os begge. Ønsket er, at min kæreste og hendes mor finder sammen igen.
De gik fra hinanden for 8 år siden, og hendes mor bor med en anden kæreste. Jeg kan godt mærke, at datteren er glad for mig, og jeg er også glad for hende. Jeg bliver bare usikker og ked af det, når hun så ofte nævner sit ønske og bare VED, at det går i opfyldelse. Det får mig til at føle, at jeg gør noget forkert ved at flytte sammen med hendes far, for så står jeg ligesom “i vejen” for hendes ønske, hvis du forstår.
Jeg har sagt, at jeg synes han skal tage en snak med hende og stille og roligt fortælle, at mor og far ikke er sammen længere, og selvom de ikke havde andre kærester, så ville det heller ikke ske. At de er rigtig gode venner, men ikke var gode sammen som kærester (jeg er også bange for, at hun føler det er min skyld, at de ikke er sammen, selvom de ikke havde været kærester i 3 år inden vi mødtes).
Min kæreste vil ikke tage den snak med hende, da han føler at børn skal have lov til at drømme om den slags, og sådan et ønske vil de have hele deres liv. Han synes jeg er pjattet og bliver irritabel, når jeg nævner det. Min søn og hans søn har aldrig nævnt dette ønske for os. Så jeg har virkelig brug for dit råd, hvad synes du i denne situation ?
Vil jo rigtig gerne flytte derud med en god fornemmelse i maven. Håber du har mulighed for at svare snarest, og på forhånd tusind tak for dit svar
Kærlig hilsen Anne Mette
Skal hun have lov at bevare håbet om at de vil finde sammen igen? Er det bare mig der er sippet og irritabel?
Kære Anne Mette
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå at det fylder for dig, og at du bliver usikker og ked af det.
Det er et betændt emne og der er mange elementer på spil i denne sitatuation.
Lad mig tage dig igennem nogen af dem:
Alle børns ultimative håb
Alle børns største ønske er, at deres mor og far er sammen, og at de har fri adgang til den kærlighed, som er så livsvigtig for alle børn.
Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at din kærestes datter håber at det sker, og helt åbenlyst og meget tydeligt giver udtryk for det. I hendes verden ville det være optimalt, hvis hendes mor og far kunne finde sammen igen.
Noget tyder på, at hun håber det så meget, at det tilnærmelsesvist er blevet en sandhed eller en slags profeti for hende: Det kommer til at ske. De vil finde sammen igen. Det er vel nærmest bare et spørgsmål om tid, hvis man spørger hende.
Det lyder også til at en af grundene til, at den drøm har kunnet vokse sig så stor og solid er, at hun ikke er blevet korrigeret i den. Med korrigere mener jeg ikke irettesat, eller have fået at vide, at hun er helt galt på den, men at hun ikke er blevet hjulpet med at teste hendes drøm op mod realiteterne. Hun har haft mulighed for at gå og nusse om den, holde den varm og måske også udbygge den i mange detaljer.
Og skal man så tage det håb fra hende, kan man spørge. Skal hun ikke bare have lov at gå og varme sig ved det? Er det ikke ret uskyldigt? Og hun kan jo også godt lide dig, så hvorfor ikke bare give hende lov til at drømme og håbe?
Svaret er ikke så enkelt.
For på den ene side er der jo ikke noget ”galt i”, at hun går og brygger lidt på et helt naturligt håb. Det lyder ikke til at hun vil have dig ud af spillet, eller at jeres relation er udfordret. Så på den måde er hendes drøm uskyldig og skader ikke nogen. (Og så lidt alligevel. Det vender jeg tilbage til).
Så jeg kan godt forstå, at din kæreste ike har lyst til at tage den fra hende. Det er jo aldrig sjovt at skulle være den, som fortæller sit barn, at verden ikke ser ud, som barnet kunne ønske. Hun vil sikkert blive ked af det, og det gør jo noget ved en far, der elsker sit barn.
Så derfor lader han være. Måske lader han også en lille smule være for at beskytte sig selv, for at skulle forholde sig til sin datters reaktion.
Det er nemmest at lade være. At udskyde det. Og fortælle sig selv at det er uskyldigt og naturligt, og at det nok går over. Lidt som at lave ”strudsen”. Du ved, stikke hovedet i jorden og bilde sig selv ind, at det man ikke kan se, det ikke eksisterer.
Når hensyn bliver en bjørnetjeneste
Når jeg så alligevel synes at din kæreste skal tage den famøse snak med sin datter, så synes jeg det af flere grunde:
Dels er det at gøre sit barn en bjørnetjeneste at holde det for nar. Det er et voldsomt udtryk, det er jeg med på, men jeg synes alligevel, at det er på sin plads at bruge her, fordi emnet (nemlig: vil mor og far finde sammen igen) er af ret stor betydning for de vilkår din kærestes datter lever sit liv på. Det handler ikke bare om, om hun nu får det der penalhus, hun så brædende ønsker eller ej. Der er noget mere eksistentielle faktorer på spil her.
Dels kan din kæreste risikere at være med til påføre sin datter en potentielt meget stor sorg ved ikke at korrigere (i førnævnte betydning) hendes virkelighedsopfattelse nu, men blot lade hende selv finde ud af, hvordan det hele hænger sammen – og ikke hænger sammen – senere.
Jeg kender ikke din kærestes datters temperament og personlighed, men for nogen vil det føles som et stort chok af finde ud af i teenageårene eller i de unge voksenår, at man mere eller mindre har levet sit liv på en løgn – eller i hvert fald et luftkastel. Og at dem man var afhængig af og som burde vide bedre end en selv (og også gjorde det), ikke hjalp med dels at korrigere og dels at trøste og lindre den sorg, det naturligt medførte.
Derfor synes jeg din kæreste har et ansvar, som han skal tage på sig.
At værne om jeres voksne kærlighedsrelation
Og dels gør den her situation noget ved dig. Og det kan jeg godt forstå. Der er jo 1000 muligheder for at komme til at føle sig i vejen, som du nævner, og for at få mistænkelige tanker om, hvorfor han dog ikke bare siger til hende, at det ikke kommer til at ske? Er det mon fordi han selv er tvivl og holder en dør åben? Vil han overhovedet flytte sammen, osv?
Jeg ved ikke om I to har snakket om, hvad det her gør ved dig og ved jeres relation – på en måde hvor I kommer lidt dybere end ”det er bare dig der er fjollet”?
Ellers vil jeg anbefale jer at gøre det. For at gå med ”u-lukkede døre” i parforholdet giver alt for god plads til tvivl og usikkerhed, og det er ikke så frugtbart for lysten til at række ud og for muligheden for at føles sig som et team og være tryg idet.
Og det er i virkeligheden kernen i det her. Nemlig at din kærestes ønske om at lade sin datter beholde er varm og kærlig drøm (og/eller hans angst for at skulle gøre hende ked af det og selv blive påvirket af det), gør noget ved jeres relation. Og det skal I gøre noget ved.
Din kæreste gør ganske givet ikke det her for at sætte dig og jeres relation i en ærgerlig situation. Nogen gange kan vi som mennesker bare blive viklet ind i vores egne håb og drømme og blå mærker på en måde, hvor vi lige har brug for et lille skub til at komme ud igen, så vi kan tage ansvar for at skabe gode rammer for kærligheden og trygheden.
Mellem børn. Mellem børn og voksne. Og mellem voksne.
Men hvordan siger man det til hende – at hendes forældre ikke kommer til at finde sammen igen?
Jo enklere og jo mere ”lige-ud-ad-landevejen” han kan gøre det, jo nemmere bliver det for hans datter at forstå og tage ind. At sørge over det og hele igen.
Mød hende på hendes ønske og håb, næste gang hun udtrykker det, og sig fx ”jeg kan godt høre, at du bare virkelig godt kunne tænke dig at mig og mor blev kærester igen. Det kan jeg godt forstå kunne være dejligt for dig, fordi du elsker os begge to så meget. Men sådan bliver det desværre ikke. Vi skal ikke være kærester mere. Det var vi ikke gode til. Nu skal vi være gode forældre for dig”.
Måske siger hun bare ”Nå!”.
Måske holder hun fast i sit håb, og accepterer ikke hvad der bliver sagt.
Måske bliver hun rigtig ked af det.
Måske skal det siges mange gange, stille og roligt og enkelt, inden hun kan tage det ind som en mulighed overhovedet.
Det kommer alt sammen an på hendes personlighed, følelsesliv, billede af hvordan verden hænger sammen osv.
Det vigtige er at anerkende hendes håb og drøm, og så præsentere hende for jeres valg og jeres fælles virkelighed nænsomt og uden at begynde at diskutere med hende, hvem af jer der har ret.
Jeg vil anbefale jer to, dig og din kæreste, at tage den her snak med hinanden først. Om hvad det gør ved dig, hvad det gør ved jer, og hvordan I kan hjælpe hinanden med den opgave, det er at hjælpe hans datter nænsomt.
Jo mere I to kan være et team, jo bedre vilkår har jeres kærlighed og jeres voksne kærlighedsrelation, og jo nemmere (ikke nødvendigvis nemt, men nemmere) vil det være for jer at hjælpe hans datter med at lande stabilt i sin nye virkelighed.
Jeg hepper på jer!
Bedste hilsner
Heidi
Mere inspiration her:
Mit barn lyver – jeg vil have at hun indrømmer?
Er jeg en sur bonusmor?
Tal med dine børn om det, der er svært
Skriv din kommentar