Løgne fra min eksmand sætter min søn i klemme

Nyt i brevkassen:
Min eksmand fortæller løgne om mig til vores søn. Det gør ondt at se ham sådan i klemme. Hvordan hjælper jeg ham bedst?

 

Hej Heidi

 

Jeg gik fra min søns far for et par år siden. Desværre blev det til et ret grimt brud. Mit problem ligger nu i, at når min søn på 4 år kommer hjem fra samvær siger han tit en masse – i mine ører – mærkelige ting om mig. Han siger, at det er far, der siger det til ham:

Mor kan ikke bruges til noget som helst.

Mor lyver, jeg er en løgnhals og alle mulige andre ting, og han er virkelig vred, når han siger det her.

 

Min søn kommer i klemme når hans far fortæller løgne om migSidst han kom hjem fortalte han mig, at han aldrig blev sur på far, for så blev far ked af og græd, og det var ikke rart.

Han siger også at ”Far siger, at når jeg er ked af det, så er det fordi, at jeg savner ham”.

Jeg forsøger på at ikke gøre de her ting til et drama ved at tage det stille og roligt og siger ”Nå nå siger far det, det er fars mening”, men det føles efterhånden som om, at vores søn har sat ham på en piedestal.

 

Mit spørgsmål ligger i, hvordan får jeg vendt bøtten? Lægger jeg hånden for meget over far?

Jeg har flere gange forsøgt at vende den med faren, men han siger, at det kunne han ikke finde på at sige.

Jeg er godt klar over, at vores søn ikke mener de her ting om mig, og jeg tager dem heller ikke personligt, men jeg bliver ked af, at han skal tumle med det i hans lille hoved og være i klemme på den måde.

Hvordan hjælper jeg ham bedst?

Hilsen
Mor

 

 

Min søns far sætter vores søn i klemme, når han fortæller løgne om mig. Hvordan hjælper jeg min søn?

 

 

Kære Mor

Tak for dit spørgsmål, som bringer et vigtigt emne på banen.

Der er desværre mange børn, der kommer i sammme svære klemme som din søn, når skilsmissen mellem mor og far af forskellige grunde har været svær. Jeg forstår din bekymring for din søns situation, for det er ganske rigtigt ikke hverken en særlig sund eller særlig rar situation for ham at være i.

Allerførst – før vi går mere konkret til værks – vil jeg gerne anerkende dig for dine anstrengelser for og evne til ikke at ”lægge mere brænde på bålet”, men i stedet glide af og sige ”nå nå, siger han det?”, når din søn fortæller om din eksmands udtalelser. Når du på den måde glider af, og formår ikke at tage udtalelserne ind, er du med til at nedskalere den konflikt din søn står i – og det er rigtig meget værd. Hvis du kørte med op og gav tilbage af samme skuffe, ville din søn være dobbelt ramt, dobbelt i klemme. Så rigtig godt at du formår at bevare roen – selvom jeg forestiller mig, at det må være noget af en opgave til tider.

 

I klemme i kærlighed

Du beskriver at din søn er vred, når han siger de ting til dig, som han angiveligt har hørt sin far sige. Det kan jeg godt forstå at han er. For han er som sagt i klemme og står midt i et stort loyalitetsdilemma.

Han elsker jer begge to. I er hans mor og far og han er fuld af kærlighed til jer – uanset om I elsker hinanden eller ej. Og han er dybt afhængig (praktisk, sikkerhedsmæssigt, fysisk og psykologisk osv) af jer begge og af adgangen til jeres kærlighed og omsorg til ham. Så når der bliver sået tvivl om adgangen til den kærlighed fra jer, og om rigtigheden af den, så bliver han utryg.

Børn samarbejder - nogen gange i form af at råbe forældrene opUtryghed kan man håndtere og reagere på på mange forskellige måder. En af dem er at blive vred. Det er både en måde at gøre sig lidt hård og knapt så sårbar på, og det er også en måde at råbe lidt op på. Altså en måde at fortælle jer – de voksne – at der er noget her, der ikke er, som det skal være.

Det er altså jeres søns måde at samarbejde med jer om, at gøre opmærksom på at der er noget her, I skal tage jer af.

Din søn er kvik, så han har luret, hvordan han kan holde adgangen til jeres begges kærlighed mest mulig åben. Lige nu lader det til at far føles mere tilgængelig for din søn, hvis han kobler sig på den måde at tale til og om dig på, som din eksmand angiveligt gør. Din søn er altså ikke ude på at tage afstand til dig, men lige nu forsøger han at spille sine kort på en måde, hvor han får adgang til mest mulig kærlighed. Og eftersom du ikke lukker døren i, når han bliver vred og frustreret, er det tryggere for ham at blive det sammen med dig end sammen med sin far pt.

Det er smart af din søn.

Og det er hårdt arbejde for ham at navigere i.

 

Så hvordan hjælper du ham bedst?

 

Undlad at bidrage til flere konflikter og mere klemme

Fortsæt endelig med at nedkonflikte og glide af på potentielt drama, så din søn ikke også skal bøvle med det i relation til dig.

Børn søger kærligheden - også når de er i klemme i løgne mellem mor og farSom sagt er din søns behov og ønske, at der er adgang til jer begge to, så tag imod det han siger. Og selvom det til tider kan være en stor mundfuld at lytte, så se om du kan lytte bagom de hårde ord, og få ”øre på” den utryghed og frustration din søn udtrykker. Det er nemlig den, han har brug for at blive hørt i og hjulpet med at rumme og håndtere.

Udenpå ser han måske vred og barsk ud og ligner en lille kriger, men indeni er han bare en lille dreng, der har brug for tryghed. Hvis du kan få øje på det og møde den utryghed med tryghed og kærlighed, så er I allerede langt.

 

Giv plads til nuancer

Din søn har tilsyneladende en opfattelse af, at hans far mener, at det at være ked af det, er udtryk for én bestemt ting; nemlig at din søn savner sin far. Og det er det helt sikkert også – nogen gange. Og andre gange er han ked af noget andet.

Hjælp ham gerne med at nuancere det, så han får en oplevelse af at ”have lov til” at være ked af det over forskellige ting. Du kan hjælpe ham med at undersøge, hvad han er ked af, når han er ked af det, ved at give ham forskellige muligheder, men altid lade det være muligt for ham at afvise dine forslag (a la ”Jeg tror måske du er ked af det, fordi…… Er det mon derfor?). Lad det også være ok ikke at vide, hvorfor han er ked af det. Det ved vi jo som voksne heller ikke altid.

 

Lad ham vide hvor du står

Din eksmand er tilsyneladende ret tydelig omkring sine holdninger og sine opfattelser af bl.a. dig. Som sagt er det rigtig godt, at du ikke giver tilbage i samme tone. Samtidig har din søn også brug for at vide, hvor du står. Heldigvis kan man godt være tydelig uden at være hverken skarp eller hånlig eller afvisende.

Lad gerne din søn vide hvor du står, og hvad du synes. Om stort og småt. Det skal selvfølgelig ikke blive en lang foredragsrække din søn skal trækkes igennem, men blot ske naturligt gennem de snakke I har.

Fortæl ham hvad du står for, og hvad der er vigtigt for dig. Både i relation til de udtalelser og forvirringer han bringer op fra relationen til sin far, men også om livet og hverdagen generelt. Det er trygt for din søn at vide hvor han har dig, og det er rarest, hvis du kan give udtryk for det på en måde, hvor han ikke føler han skal vælge mellem din eller sin fars holdning.

Så når han siger: ”Far siger du er fuld af løgn”, har du mulighed for at vise din søn, hvordan du forstår begreberne løgn og sandhed ved fx at sige ”Hmm, jeg synes da ellers ikke jeg går og lyver om noget. Jeg kan nemlig bedst lide ikke at snyde nogen. Det er så bøvlet”:

Jeg fornemmer udfra din beskrivelse, at du langt hen ad vejen allerede gør det, så fortsæt endelig!

 

Den allerbedste hjælp

Det der kunne hjælpe din søn allermest, er selvfølgelig hvis I to voksne kunne finde ud af at samarbejde om jeres søn i fred og fordragelighed.

At samarbejde efter skilsmisse kan være svært, men er nødvendigt for ikke at sætte børnene i klemmeDu beskriver jeres brud som grimt, og jeg fornemmer at der stadig ikke er faldet helt ro på relationen.

Jeg gætter på – og det står helt for egen regning, da jeg jo hverken kender dig eller din eksmand – at din eksmand er kommet relativt mere såret ud af jeres forhold, end du er. Og sådan et smertefuld sår fuld af knuste drømme og tabt håb, og følelsen af ikke at lykkes som partner osv, kan trække et langt spor at smertelig adfærd med sig. Adfærd som ikke bare gør ondt på ham selv, men som også kommer til at have betydning for andre.

Måske er din eksmand bange for at miste kontakten til din søn. Måske er han så såret, at han har lyst til at ramme dig, og kommer bevidst eller uvbevidst til at inddrage jers søn i det spil. Måske…måske ….måske …. Jeg kan kun gætte.

Måske virker det lige nu, som om der er langt hen til det sted, der er kendetegnet ved fred og fordragelighed. Og måske når I aldrig helt derhen. Men små skridt gælder også.

 

Tænk klogt

Lige nu er det allervigtigste at få så meget ro på som muligt. Så hvad kan skabe ro hos din eksmand? Hvad er hans ønske? Hvad er det han gerne vil sikre? Hvad er han allermest bange for?

Og hvordan kan du handle klogt – ikke udspekuleret, men klogt – i forhold til det? Er det nogen punkter du kan komme ham i møde på? Noget du kan forsikre ham om sker eller ikke sker? Er der noget du kan give slip på (håbet om)? Noget du kan holde op med at insistere på?

Selvfølgelig skal du ikke komme ham så meget i møde, at det kræver at du slår knuder på dig selv og overskrider egne grænser. Det er på alle måder uholdbart.

Men hvis du – ligesom med din søn – kigger bagom den umiddelbare adfærd, som er nem at blive irriteret på, hvad får du så øje på?

 

Hold fokus der hvor I får størst gevinst

Jeg ved ikke om I har fået hjælp til at tale sammen om denne her udfordring hos fx statsamtet, en børnepsykolog eller en anden form for vejleder eller mægler. Måske kunne det være en mulighed?

Uanset om I får hjælp til sådan en samtale eller ej, er det en god ide at holde fokus på jeres søns trivsel, og ikke så meget på dig og din eksmand. Det er ustyrlig nemt at lande i ”Det er typisk dig, at…..” og ”Hvis du bare ikke var så skide stædig, så….” og fuldstændig miste fokus på det det handler om: Nemlig de bedst mulige opvækstvilkår for jeres søn.

Med adgang til at give og modtage kærligehd fra både mor og far.

Jeg hepper på jer!

 

Psykolog Heidi Agerkvist om børn i klemme og løgne mellem forældre

 

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

 

 

 

Få mere inspiration her:

Hans ekskone blander sig hele tiden

Når børn lyver – hvis det er det de gør

Børns adfærd

Hvordan kommer jeg videre efter skilsmisse?

 

 

One Response to Løgne fra min eksmand sætter min søn i klemme

  1. Avatar for Christina
    Christina 10. februar 2022 at 6:46 #

    Måske det kunne hjælpe faren (og dermed de andre) hvis moren kunne dele små hyggelige historier om drengen, måske også nogle om at det er dejligt han får set sin far. Så det er tydeligt hun kommer med fred og der ikke er risiko for at faren bliver glemt – hvis det er årsagen. Vise hun kommer med fred og fælles kærlighed til barnet

Skriv din kommentar