Hej
Vi er et par, som har planlagt en ferie uden vores datter, på nu et år.
Spørgsmålet er i den forbindelse, om det er ok at rejse væk fra sit barn i 7 dage?
Vi har prøvet at søge lidt information på nettet, omkring netop det, men syntes ikke rigtig, at vi kan finde noget, som stiller skarpt på netop dette problem (hvis det er et problem). Hvad vi har kunne finde, er omkring hvordan barnet ville gennemgå nogle faser, og ikke ville kunne acceptere os, når vi kommer hjem. Er dette rigtigt?
Vores tanker er, at vi ville have kontakt over Skype/Facetime for, at vores datter kan se, at vi stadig er til, og ikke helt er forsvundet. Vi havde også forestillet os en mindre billedbog/videohilsen, som mormor vil kunne fremvise, for at hun stadig ser og hører os. Er det en god ide, eller vil det forvirre vores datter?
Vi ved godt, at rigtig mange aldrig kunne rejse væk fra sit barn i så lang tid, men situationen er den, at vi har haft denne rejse planlagt i over et år nu.
Vi vil selvfølgelig ikke gøre noget, som kan have permanente følger på vores datter, hvilket også er derfor vi retter henvende til en børnepsykolog.
På forhånd tak for dine råd.
Mvh Louise
Hvor længe kan jeg rejse væk fra mit barn?
Kære Louise
Tak for dit spørgsmål.
Jeg er glad for at kunne belyse et emne her i brevkassen, som jeg ved mange forældre tænker over fra tid til anden. Som du nævner, er det svært at finde viden og svar på nettet, hvilket umiddelbart kan undre. For dit spørgsmål lyder jo enkelt: Kan vi rejse væk fra vores barn i en uge; ja eller nej? Men dykker vi lidt mere ned i det, er der flere faktorer på spil og en række overvejelser at gøre sig.
Lad mig allerede sige nu, at jeg ikke kan give jer et helt klar ”ja ” eller ”nej ” svar, men jeg kan hjælpe jer med at vide, hvad der er på spil i sådan en situation, og hvad I med fordel kan tage med i jeres overvejelser og endelige beslutning.
Da der er mange elementer at tage i betragtning, er mit svar derfor også langt.
Tilknytningens vigtige rolle i for barnets udvikling
Allerførst er det helt centrale her, det psykologiske begreb, der hedder tilknytning. Helt kort fortalt dækker det begreb over relationen mellem jer og jeres datter, og jeres rolle som dem, der dels beskytter jeres barn og samtidig støtter hende i at undersøge verden, og er til rådighed for hende, når hun har brug for at vende tilbage og søge tryghed.
Det lille barn er dybt afhængig af, at dets forældre udgør en tryg base, som det kan udforske verden fra. Efterhånden som det lille barn bliver større, vil det gå fra at have brug for sine tilknytningspersoner (oftest forældre) hele tiden, til at bevæge sig lidt ud i verden, hvor det undersøger og oplever, og derefter søger tilbage til tilknytningspersonerne for at mærke sikkerhed, blive beroliget, eller reguleret, som det hedder i fagsprog, og fordøje den oplevelse det lige har haft. Man kan sige at barnet ”tanker op” og gør sig klar til at udforske lidt mere.
At udforske verden starter i det små, og vil i første omgang vil barnets undersøgelse af verden bestå i at kigge på eller have kontakt med et andet menneske, mormor fx, mens det stadig sidder på mors arm. Senere vil barnet kravle et par meter væk, og derefter tilbage til sin trygge base, hvor det får vished om, at alt er, som det skal være. Her bliver det hhv. beroliget, hvis det har oplevet noget ”voldsomt” på sin lille tur (fx at være kommet lidt for langt væk, kontaktforsøg fra et menneske det ikke kender, eller måske oplevelsen af en hund, der løb forbi), og hhv. spejlet i sin begejstring over, hvad det lige har set. Det er alt sammen med til, at barnet over tid lærer både sig selv, sine relationer og verden at kende og oplever det som trygt og tiltalende.
Forløber tilknytningsprocessen som den skal, og som både forældre og børn fra naturens side er ”programmeret” til at den skal, vil barnets få en opfattelse af, at verden er et trygt sted at være, at det kan håndtere at bevæge sig rundt i verden (som i første omgang er dets eget lille bitte nærmiljø), og at det kan få hjælp, trøst, beroligelse, kontakt, regulering og tryghed, når det har brug for det.
Tilknytning spiller en stor rolle for vores følelsesmæssige og relationelle trivsel, og for vores måde at indgå i andre relationer på fremover.
Tilknytning og adskillelse
En del af tilknytningen er også at kunne håndtere adskillelse i længere og længere tid, for til sidst at kunne klare sig selv, flytte hjemmefra osv.
Det afgørende for en vellykket tilknytningsproces er dog, at den kan forløbe i et passende tempo, og at adskillelsen ikke bliver for lang og for tidlig, for det skaber utryghed hos barnet.
Hvad er så for lang og for tidlig adskillelse? Er det når vi overvejer at rejse væk fra vores barn i en uge i hendes 1-års alder?
Igen afhænger det af flere ting.
Det er ikke uvæsentligt for jeres datter, at begge hendes primære tilknytningspersoner er fraværende i en uge.
Det giver anledning til flere overvejelse, bl.a. hvem der kan udgøre en passende erstatning for jer som tilknytnings- og tryghedsperson.
Hvilken slags mormor er mormor?
Derfor er det centralt at kigge på tilknytningen mellem jeres datter og mormor. Hvis mormor har været en del af jeres datters liv, har haft tæt kontakt over længere tid og er at betegne som en tryghedsperson for jeres datter, vil hun kunne være et rimeligt alternativ for jer, i den uge I er væk.
Er jeres dattet tidligere blevet passet af mormor og har prøvet at sove hos hende, har I en fornemmelse af, hvor både jeres datter og mormor trivedes med den situationen, og om det fungerede så fint, at det ville være ok at forlænge pasningsperioden.
Har mormor derimod spillet en perifer rolle i jeres datters liv, og kun været på besøg en gang imellem, vil hun (selvom hun helt sikkert er sød og rar) ikke være en tilstrækkelig god erstatning for jer, idet graden af tryghed, velkendthed og forudsigelighed ikke er høj nok i et børneperspektiv.
Derudover er det vigtigt, om mormor er ”tunet ind” på jeres datters signaler og behov, og er vant til at læse og imødekomme dem.
Sagt på en anden måde; kan mormor forholdsvis smidigt gå ind og overtage jeres niveau af forståelse og imødekommelse af jeres datter signaler og behov?
Eller vil jeres datter både mangle jer og et passende niveau af behovsopfyldelse, mens I er væk?
Hvor tryg er du ved at rejse væk fra dit barn?
Føler I jer trygge ved mormor i rollen som jeres afløser? Og føler mormor sig tryg ved opgaven?
Hvorvidt både I og mormor er trygge ved situationen påvirker nemlig jeres datters fornemmelse af, hvor tryg hun kan være. Så små børn oplever verden gennem deres sanser og fornemmer også det, der ”ligger mellem linjerne”.
Derfor er det ikke uvæsentligt, hvordan I som voksne omkring barnet har det med situationen. Den luft, jeres datter trækker vejret i, indeholder billedligt talt meget mere end ilt. Den indholder også jeres stemninger, følelser, holdninger, evt uenigheder osv. Det “indånder” hun alt sammen, og det er med til at fortælle hende, hvad der er på spil, og hvordan hun skal forholde sig.
Jeres datters personlighed og kognitive kompetencer
Et tredje element, der spiller ind, er jeres barns personlighed og hendes grad af ængstelighed. Nogle børn tager de fleste forandringer og udfordringer i stiv arm, mens der for andre ikke skal mange forandringer eller afvigelser fra det forudsigelige til, før de reagerer med ængstelighed og søger tryghed og hjælp til følelsesmæssig regulering hos deres tilknytningspersoner.
Jeg kender ikke jeres datter og kan derfor ikke vurdere hendes personlighed og niveau af ængstelse, men det kan I, og det er værd at tage med i den samlede vurdering.
Endelig er det vigtigt at påpege, at så små børn ikke har udviklet tidsfornemmelse endnu, og at jeres datter derfor ikke kan have den viden, der hedder ”om to dage kommer mor og far igen”. Hun vil derfor ikke kunne trøste sig ved den viden, som større børn, der har udviklet refleksion og fornuft og forståelse af så abstrakt et begreb af tid, at de kan trøste og berolige sig selv vha. fornuften.
Jeres datter vil registrere, at I er væk, og hun vil ikke vide hvor længe, det skal være sådan.
Før, under og efter
Som du kan se, er der flere elementer i spil og spørgsmålet ”Hvor længe kan jeg rejse væk fra mit barn?” er en nuanceret sag.
Der findes en tommelfingerregel på feltet, som siger, at barnet kan klare at være adskilt fra dets tilknytningspersoner i et døgn pr leveår. Dvs 1 døgns adskillelse når barnet er 1 år. 2 døgn når det er 2 osv.
Det er en tommelfingerregel, og den bygger ikke på forskning som sådan, men den giver alligvel en retning, som er fin at tage med i betragning.
Når det så er sagt, er der jo tilfælde, hvor forældre og børn er nødt til at være adskilt.
I ved selv hvor nødvendig eller uopsættelig jeres rejse er, og hvis I vælger at rejse, er der flere muligheder, I kan overveje at tage i betragtning, for at gøre adskillelsen så blid og nænsom en oplevelse for barnet som muligt.
Før rejsen kan I overveje:
Er barnet tryg ved mormor?- Kan I nå at øve pasning og overnatning?
- Kan mormor evt passe hjemme ved jer, for at bevare barnet i det kendte miljø?
- Er mormor vant til at passe, læse og regulere jeres datter?
- Er mormor tryg ved opgaven?
- Er I trygge ved situationen?
- Kan rejsen evt forkortes?
- Er det muligt for jer at komme hjem før planlagt, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt?
- Kan mormor komme med og passe jeres datter på feriestedet?
- Hvordan vil oplevelsen af adskillelse se ud fra jeres datters perspektiv?
Er barnet tryg ved mormor?
Under rejsen er det en overvejselse værd, hvor meget og hvordan skal I være i kontakt? Hvad er jeres behov? Og hvad er jeres datters? Det er svært at sige, hvordan det vil opleves for jeres datter at skype. Igen afhænger det af hvilken type hun er. Umiddelbart vil jeg, tænke at en billedbog, som hun kan kigge i sammen med mormor skaber mindre forvirring, end skype og facetime gør, fordi det kan opleves som en sær blanding af, at I er der, men ikke er der alligevel.
Efter rejsen må I forvente, at der vil være en periode, hvor I og jeres datter skal finde hinanden igen og genetablere kontakten. Som sagt har jeres datter ikke tidsfornemmelse og heller ikke sprog eller kognitiv kapacitet til at forstå, hvad der præcis sker, og at nu er I hjemme igen. Hun vil have brug for nogle dage, hvor I er der, før hun kan hvile i troen på at, nu er I der igen. I de dage vil hun kunne opleves lidt forbeholden overfor jer. Det vil I skulle give hende plads til.
Efter rejsen vil hun have erfaring med, at det reelt kan ske, at I kan tage af sted og være væk i en for hende udefinerbar periode, og den erfaring vil ligge som en lille (eller større) ængstelighed i hende afhængigt af, hvor ængstelig hun generelt er.
Den erfaring spiller ind i, hvordan I genetablerer kontakten, og hvor hurtigt hun lader sig selv regne med, at I er der igen. Det er værd at være opmærksom på overgangen mellem mormor og jer som primær tryghedsperson efter rejsen, så skiftet ikke bliver for brat.
Hvad er det, der gnaver?
Som sagt er det ikke noget enkelt spørgsmål, da det at rejse væk fra sit barn på den ene side kan medføre en potentiel sårbarhed i jeres datter, mens vi på den anden side også ved, at sundt tilknyttede børn i sunde familier kan klare rigtig meget.
Jeg gætter på, at der er noget i situationen, du ikke er helt tryg ved, når du spørger mig om råd. Jeg vil råde dig til at mærke efter, hvad det er, der gnaver. Hvad er det der fylder, og gør dig i tvivl? Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig til at se, at der er mange elementer på spil her, og mærke tydeligere hvilke af dem, der særligt fylder for dig /jer. Og kig så på hvordan I skal forholde jer til præcis de elementer, som skaber utryghed lige nu.
Er det noget I kan planlægge jer ud af? Er der nogle rammer for adskillelsesperioden I kan justere på? Er der noget I kan tage forbehold for, eller være særligt opmærksomme på? Eller giver det anledning til at udsætte rejsen til næste år fx?
Forældreskabets mange dilemmaer
Jeg anerkender fuldt ud jeres lyst til at tage på ferie som par. At være forældre kan være hårdt arbejde, og det er vigtigt at passe på sig selv som par.
Samtidig er forældreskabet fuld af modstridende behov, følelsesmæssige dilemmaer og øvelser i at prioritere, hvad der er vigtigt lige nu – og på sigt.
Der findes desværre ingen manual for rigtige og forkerte beslutninger. Men man kan tage ansvar og søge information og viden som grundlag for at træffe valg for, hvad der er bedst for sig selv og sin egen lille familie – nu og på sigt. Ligesom du har gjort.
Jeg håber at det med mit (lange) svar her, er blevet nemmere at træffe et valg for jer og jeres datter.
De bedste hilsner
Heidi
Læs også:
→ Må man godt holde ferie uden sine børn?
→ Ferie med børn – afslapning eller kampzone?
→ Kom godt tilbage til hverdagen efter ferie
Skriv din kommentar