Mit barn hører ikke efter – og jeg er lige ved at eksplodere over det!

Nyt i brevkassen:
Mit barn hører ikke efter – Jeg er desperat!!

 

Hej Heidi

Jeg har været ivrig efter at finde en, som kan hjælpe mig med det problem, jeg har.

Jeg har en dreng, som fylder 7 år i denne måned, som er meget stædig og vil ikke lytte til, hvad vi siger derhjemme. Mit barn hører ikke efter overhovedet.

Det er en kamp jeg har med ham, hverdag. Fra morgenstunden, når han skal op, tage tøj på og spise morgenmad til han kommer hjem.

Problemet er, at hvis jeg stiller krav til ham, så bliver han urimelig og provokerende. Han hører ikke efter, lytter ikke til, hvad vi siger til ham og svarer igen.

Mit barn hører ikke efter - jeg bliver vanvittig!

 

Hvis jeg fx beder ham om noget, fx tage nattøj på, så nægter han og vil ikke. Jeg skal gentage tingene flere gange, før han reagerer. Efter at jeg gentager det flere gange, så tager det 100 år, før han gider tage nattøjet på. Selvom jeg så siger, at hvis han ikke gør som jeg siger, så er der konsekvenser, fx at han ikke får iPad i en hel dag, så virker han fuldstændig ligeglad.

 

Det samme når vi sidder og spiser, så tager han 100 år om at spise. Han er så langsom og siger tit, at han ikke gider spise. Selvom jeg ved, at han rent faktisk er sulten. Men han er så stædig, at han ikke lytter. Jeg snakkede med en sundhedsplejerske fra skolen (han går i 0 klasse), og hun sagde, at jeg skulle give ham en halv time, og hvis han ikke har spist op, så skulle jeg fjerne maden, og han må ikke få mere resten af aftenen. Det går heller ikke helt godt på det punkt. Når jeg siger, nu har du 15 min. tilbage, spis nu, så du hurtigere bliver færdig. Så bliver han sur og siger, nej, hvorfor har jeg kun 15 min. – det kan jeg ikke nå. I stedet for at spise, diskuterer han med mig. Når jeg nævner det med konsekvenser, så siger han, nåh, hvad vil du gøre? Jeg bliver hidsig og siger, at han ikke skal koncentrere sig om, hvad jeg vil gøre, men om at spise op.

Det tager alt energien fra mig, især da jeg står med det hele selv, derhjemme. Manden er på arbejde om aftenen, og han er heller ikke til så meget hjælp, når han endelig er hjemme. Vi er aldrig enige, og han synes, at jeg opdrager ham på en forkert måde. Og så plejer vi at være uenige foran vores dreng. Jeg har mange gange sagt, at vi ikke skal være uenige foran ham, at vi i stedet skal være en og mene det samme, så han ikke bliver forvirret, men det hjælper ikke.

Jeg er ikke perfekt, jeg indrømmer, at jeg hurtigt bliver hidsig og sur, jeg begynder at koge og råber, men det er fordi, jeg ingen hjælp har. Der er ingen, der forstår mig, føler jeg.

Min søn plejer også at sige, at jeg altid er sur. Men det er klart, at jeg er sur. Jeg prøver at tænke positivt og ikke lade mig påvirke af det han gør, men det hjælper ikke. Jeg plejer at sige til ham, at mor bliver sur og ked af det, fordi du ikke hører efter eller gør, som jeg siger. Så siger han, ok mor, jeg vil ikke gør dig sur eller ked af det, fordi jeg elsker dig. Men så går der lidt tid, og har han glemt alt om den aftale og det hele starter forfra.

Han er meget kærlig, omsorgsfuld og altid glad. Men det er bare det, at tingene skal gentages så mange gange, før han reagerer eller gider stoppe.

Jeg håber, at du har nogle råd til mig, som gør, at hverdagen bliver nemmere. At jeg kan lære og tackle nogle ting og kan bevare tålmodigheden.

På forhånd mange tak.

Med venlig hilsen
Lara

 

 

Mit barn hører ikke efter – hvad gør jeg forkert?

 

 

Kære Lara

Tak for dit spørgsmål i brevkassen. Du er langt fra den eneste forælder som oplever, at hverdagen er lidt for fuld af kamp og mislykkede forsøg for at få det hele til at glide.

Lad os derfor sætte spot på, hvad der kunne være på spil, når man som forældre står med oplevelsen: Mit barn hører ikke efter – og jeg er ved at blive desperat!

 

Vaner og forventninger

Når jeg arbejder med forældre, som ligesom dig er kørt sur i helt dagligdags situationer, som kører skævt og sluger energi, så viser det sig nærmest altid, at vaner og forventninger spiller en ret stor rolle.

Mit barn hører ikke efter. Vær opmærksompå dine forventninger til dit barn.Med andre ord, har I fået opbygget en gensidig forventning om at ”nu går det galt igen”. Jeg gætter på at du, måske allerede når du vågner, har tanker i kategorien ”Bare det nu går idag”, ”Jeg orker simpelthen ikke at bøvle med ham igen” eller måske ”Åh nej, endnu en dag, hvor han garanteret ikke gider høre efter” (eller nogle der ligner).

Og din søn møder dig med forventninger som, ”Mor bliver sikkert sur igen i dag”, ”Jeg gør mit bedste, men det er som om, det ikke er godt nok” og ”Mor synes jeg er håbløs, så det kan jeg vel ligeså godt bekræfte hende i”.

På den måde ”møder I ind” til en ny dag, med gensidige forventninger om, at det I skal sammen går galt. Og sådan kan I dels holde hinanden i gang med det, og dels holde hinanden fast i det spor”.

Vi skal have karussellen til at køre den anden vej! Og du får her et par steder at starte.

 

Gør det nemt for dit barn – og for dig

Allerførst: Der er en naturlig grænse for, hvor meget vi kan holde fokus på ad gangen. Derfor er første skridt at prioritere mellem de situationer, hvor du oplever, at du står med et barn, der ikke hører efter, og så vælge to, max tre, situationer ud, som du vil fokusere på i første omgang.

Er det at tage tøj på? Rydde op på værelset? Spisesituationerne? Tonen i jeres kommunikation? Du bestemmer. Gør dig selv den tjeneste at vælge et fokus og lad resten ligge lige nu.

 

Tænk i at gøre det så nemt som mulig for din søn at høre efter som muligt. Gør dig umage for at give korte og tydelige beskeder, og rens dem for alt hvad han kan høre som bebrejdelse eller skæld ud. Tal i korte sætninger, som ikke ender i lange forklaringer (eller forsvarstaler) om hvorfor han skal gøre, som du beder ham om. Du ved, sådan nogen ”Du kan jo nok forstå, bla bla bla bla…..”- nogen. Dem lukker de fleste børn ørerne for.

Og hjælp ham så meget mere, end du har gjort indtil nu. Også selvom det drejer sig om ting, han godt selv kan, eller som du synes han selv burde kunne. Burde kan vi sjældent bruge til ret meget. Det fører mest bare dårlig samvittighed og følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig med sig.

Så hjælp ham med at tage tøj på. Med at rydde op. Osv. Og sig højt at du gør det. A la ”Kom, jeg hjælper dig lige. Jeg ved godt at du godt selv kan. Men nogen gange er det bare hyggeligt at hjælpe dig alligevel”. Eller: ”Selvom man sagtens kan selv, må man gerne få hjælp alligevel”.

 

Det tjener to formål:

Dels at du tager kampen helt ud af situationen. Og dermed sænker sandsynligheden væsentligt for at du bliver irriteret lige om lidt. Du bryder altså den vane (karrusel), som I er kommet ind i.

Og dels skaber du nye erfaringer hos jer begge. Du fortynder stille og roligt de mange oplevelser med, at det er tungt og besværligt og hårdt arbejde at tage tøj på. Når din søn har oplevet det som rart og kampfrit at få/tage tøj på tilstrækkeligt mange gange, er der meget større sandsynlighed for at han en morgen siger. ”Nej, det behøver du ikke mor. Det gør jeg selv”.

Kort sagt: Vend din tilgang til ham fra ”Mit barn hører ikke efter” til ”Nu hjælper jeg ham med at gøre det nemt at høre efter”.

 

Han er så langsom!

Mit barn hører ikke efter - og han er så langsomDu beskriver ham som meget langsom i spisesituationerne – måske også i andre situationer.

Jeg bliver nysgerrig på, hvad denne langsomhed handler om.

Er det bare vane? Bliver han afledt og forstyrret mange gange undervejs? Har han bare et andet tempo end jer? Er der mon en eller anden form for ubalance i hans arousal (hans vågenheds-/energiniveau), som gør, at han har svært ved at holde fokus og holde sig tilstrækkeligt i gang i situationer, der kræver opmærksomhed over tid?

 

I kan forholde jer til det på to måder:

⟶ I kan vælge at få det undersøgt (enten via egen læge eller som en vurdering fra PPR (skolepsykologen).

⟶ Eller I kan indrette jer rundt om det (som tilsyneladende er et) faktum, at han er langsom, og så skabe rammer omkring spisningen, der gør hans langsomhed til et mindre problem.

Det kan I fx gøre ved at sætte tid nok af til at spise. Og så give lidt slip på ideen (forventningen) om hvor hurtigt han burde spise.

Kig i stedet på hvilket tidsrum, der er realistisk for ham at spise sin aftensmad på. Og så juster jeres forventninger til ham efter det.

Hjælp ham evt undervejs med at holde fokus, på en kærligt anvisende og ikke bebrejdende måde.

Drop truslerne om konsekvenser (de tager fornøjelsen og nydelsen ud af maden og hele spisesituationen), og undgå diskussionen.

 

Det bliver op ad bakke for både jer og ham at få en oplevelse af at lykkes, hvis kravene der stilles hele tiden er større, end hvad han kan honorere.

 

Hop ikke på fiskekrogene

Apropos diskussion….

Rigtig mange børn lægger op til diskussion. Det er nemt som forældre at opfatte det som flabet eller grænseafprøvende. Det er det ikke nødvendigvis.

Det er oftest udtryk for noget andet.

Nemlig en måde at beskytte sig selv fra alt for eget fokus på det, der er svært. I din søns tilfælde fx at spise så hurtigt, som I gerne vil have ham til. Det har han af en eller anden, måske flere, grund(e) svært ved. Og det bliver hurtigt ubehageligt for ham, at al fokus ligger der. Derfor kan én af grundene til, at han begynder at diskutere være, at han griber chancen for at skifte fokus fra selv det at spise (og at han ikke gør det, som I gerne vil have) til fokus på, hvorvidt du har styr på hvilke konsekvenser du vil stille op, om du kan gennemføre dem, om du er en tarvelig mor osv, alt efter hvor langt han lykkes med at udvikle på den. Det afhænger af, hvor meget du hopper med på hans invitationer til at diskutere.

Mit barn hører ikke efter. Og jeg hopper hele tiden på de kroge han kasterJeg bruger tit det billede, at børn kaster fiskekroge ud, i håb om at deres forældre bider på. Gør forældrene det, kan børnene nemlig lykkes med at dreje fokus.

Der kan være mange grunde til, at vi som voksne springer på de kroge. En af dem er ofte, at mange af os der er forældre i dag, har et stort ønske om at være imødekommende og til at tale med, og derfor kan vi synes, at vi skal svare eller reagere på alt, hvad børnene spørger om. Det skal vi ikke. For nogen gange er det en ubevidst afledningsmanøvre, som skaber mere frustration, afmagt og bebrejdelse.

Du kan sagtens være imødekommende, og vær endelig det, men stop diskussion inden den tager fokus, fra det det egentlig handlede om. Og drej roligt og kærligt fokus tilbage på det, der er vigtigt lige nu.

 

Ud med kamp og trusler – ind med rammer

Ligesom diskussionen (for diskussionens skyld) skal af banen, vil jeg også gerne invitere dig til at trække kampen og truslerne ud af jeres relation. Kamp skaber nemlig afstand, og det giver lyst til at forsvare sig, måske endda angribe, i stedet for at komme i møde og gå med.

Din søn kan få oplevelsen af, at han står helt alen,e og at du er imod ham, og at han derfor er nødt til at opruste. Kamp avler kamp.

 

Tænk i stedet i, hvordan I kan komme på samme hold.

Hvad kunne gøre situationerne, som lige udfordrer, nemmere for din søn? Hvad har han brug for? Helt konkret? Mere tid? Mere hjælp? Færre krav? Mindre krav? En eller anden form for motivation og/eller belønning?

Hvordan kan du hjælpe ham? Hvordan kan du hjælpe ham til at hjælpe sig selv bedre? Motivere ham? Skubbe blidt, og kærligt insisterende?

Når han mærker at du er på hans side, vil han være mere tilbøjelig til at gå med i stedet for at gå i mod.

 

I stedet for at kæmpe og forsøge at vinde, så tænk i stedet i rammer. Tydelige rammer for hvad der er forventet af ham hvornår. Keep it simple. Start i det små, så successen er nemmest mulig at opnå for jer begge. Som jeg nævnte tidligere, så vælge to maks tre situationer ud, som du fokuserer på i første omgang, og som du øver dig i at stille tydelige rammer op for, sådan at det bliver nemt for din søn at gennemskue, hvad hans opgave er.

Læg mærke til de små sejre undervejs og forstør dem. Både for ham og for dig. De giver ny motivation og benzin. I behøver ikke at komme i mål indenfor den første uge – det er ikke meningen og heller ikke realistisk. Det vigtige er, at der bliver bevægelse i tingene, og at noget begynder at flytte sig. At diskussionerne bliver lidt kortere, at tonen bliver lidt kærligere, at konflikterne bliver lidt færre.

 

Når mor og far er uenige om opdragelsen

Jeg læser en stor ensomhed ud af din beskrivelse. Et stort ønske om at du og din mand, kunne være mere fælles om opgaven og mere enige om tilgangen.

Børn kan godt finde ud af, at der er forskel på mor og far. Så længe der er rene linjer.

Men når mor og far er tydeligt uenige, ikke tager ansvar for det og måske endda undergraver hinanden og hinandens krav og rammer i forhold til barnet, så opstår der dels forvirring og uro hos barnet, og samtidig sættes det i en loyalitetsdilemma mellem mor og far.

Hvem skal jeg lytte til? Mor siger ét, men far siger, at det er forkert. Så hvis jeg gør som mor siger, er jeg illoyal overfor fars mening. Og hvis jeg gør som far siger, bliver mor måske sur på mig….

Det er noget rod, og det gør det ikke nemt at høre efter, hvilket netop er det, du gerne vil have ham til.

I behøver ikke at være enige om alting, men så længe det er så utydeligt for jeres søn, hvad der er det rigtige at gøre, vil han dels have svært ved at høre efter, og dels bruge en hel del krudt på at navigere i jeres åbenlyse uenighed, for ikke at sætte sin relation til hver af jer alt for meget på spil. Han er jo dybt afhængig af jer begge to.

 

Tank op. Nu!

Jeg forstår godt, at du er presset. Du står i en udfordrende situation og har stået der længe. Alene.

At vende karrusellen kræver en ekstra indsats i en periode. Og en del af at holde karrusellen den rigtige vej er at blive ved med at holde de nye vaner og den nye adfærd på banen. Derfor er det vigtigt, at du får tanket lidt op på energi og overskud.

Mit barn hører ikke efter. Hjælpe det ved selv at tanke op.Lige nu er der underskud – helt forståeligt – og det er også med til at holde jer fast, hvor I er.

Så hvad tanker dig op? Måske har du glemt det, fordi det er så længe siden, du har været opmærksom på det. Så brug lige lidt tid på at tune ind på det. Lav gerne en liste med 10-20 ting, der gør dig glad og som giver dig lidt fornyet energi. Og det må rigtig gerene være helt konkrete små ting – de er nemlig nemmest at omsætte til praksis.

Er det en lur? En gåtur og lidt frisk luft – bare i 10 minutter? At hygge dig med din hobby – hvis du har en? En god kop kaffe? Friske blomster i vindueskarmen? God musik? At tale med en veninde i telefonen? En særlig ret du elsker og ikke har fået længe? En tur i biffen? Tid alene?

 

Hvad har du brug for lige nu? Og hvordan kan du få det?

Måske ikke 100%. Men 60% eller 80%

 

Det er vigtigt at du gør det, Lara. 10 minutter hver dag, kan gøre en kæmpe forskel, hvis du prioriterer det kontinuerligt. Du har brug for at tanke op,. Og din søn har brug for, at du gør det. Det er nemlig ikke hans ansvar, at du er glad. Det er dit.

Hvis ansvaret for din tilfredshed kommer til at ligge på ham, vil det bidrage endnu mere til at holde karussellen i den forkerte retning. Han kan nemlig sagtens mærke din tilstand og dit humør, og kommer til at føle sig utilstrækkelig over ikke at kunne ændre på det. Det vil bidrage endnu mere til de opslidende dynamikker, der er i gang mellem jer.

Så ud med skyld og ind med optankning og næring til dig. Du kan betragte det som en recept på mere omsorg og selvkærlighed til dig 😉

 

Jeg håber du har fået øje på nogle håndtag, du kan tage fat i og dreje på, så I kan flytte jer sammen.

Mit barn hører ikke efter. Få hjælp til hverdagen i børnefamilienHvis du vil yderligere i dybden med de her udfordringer, så tag et kig på min online workshop Styrk Hverdagen i Børnefamilien. Det er en workshop i 5 moduler, som præcis tager fat i de problematikker du nævner her; nemlig betydningen af forventninger, rammer, tydelighed vs skæld ud, uenighed om opdragelsen, (tomme) trusler, at skabe forandringer der holder, vigtigheden af at tanke sig selv op osv.

 

 

Rigtig god fornøjelse!

Psykolog Heidi Agerkvist rådgiver mor, der siger Mit barn hører ikke efter

 

Bedste hilsner

Heidi

 

 

 

LÆS også:

Mit barn trives ikke skolen – hvorfor

Mit barn lyver – jeg vil have, at hun indrømmer!

9 familieeksperters gode råd til dig

 

 

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien
Psykolog Heidi Agerkvist

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

You have Successfully Subscribed!