Brevkasse: Mit barn trives ikke i skolen. Jeg ved ikke hvorfor, eller hvad jeg skal gøre.
Hej Heidi
Jeg har en datter på 8 år. Her hjemme går det ok, men det halter gevaldigt i skolen og i forholdet til hendes far, som jeg blev skilt fra i 2010.
1: Hun lyver om alt. Et eksempel er, at hun er mælkehenter i klassen, og læreren erfarede, at der altid manglede mælk, når hun hentede, så hendes lærer havde på forhånd talt op og antallet passede, og alligevel kom hun tilbage og påstod at der manglede. Hun blev konfronteret med det, og hun indrømmede, at hun selv havde lagt mælk over i en anden kasse – dette er første gang, hun indrømmer en løgn.
2: Hun er vred i skolen, vil ikke høre efter og er højtråbende og forstyrrende i klassen.
3: Hun savner sin far, de har ikke meget samvær, og alligevel aflyser hun flere weekender med ham, når hendes papbror kommer på weekend hjemme hos os.
4: Hun er tit trist og ked af det, men hun kan ikke sætte ord på – hun fortæller ofte at hun hader sit liv og ikke føler hun hører til, og hun ikke fortjener at være min datter.
Jeg prøver af hele mit hjerte at både vise og fortælle hende, at hun er mit et og alt, og at hun er en god, sød og dejlig pige, men jeg føler det står stille. Det er svært at stå på sidelinjen og se, at mit barn ikke trives i skolen, og skolepsykolog er der lange udsigter til, desværre.
Hilsen Line
Hjemme går det fint, men mit barn trives ikke i skolen. Hvordan hjælper jeg hende?
Hej Line
Tak for dit spørgsmål.
Noget af det der slider allermest på os som forældre er, når vores børn ikke har det godt, trives og er i udvikling. Det lyder som om, det har stået på noget tid for jer, og jo længere man som forældre kan konstatere, at mit barn trives ikke i skolen og/eller i andre sammenhænge, jo mere frustreret og opgivende kan man blive.
Du formulerer ikke et specifikt spørgsmål, men ridser fire punkter op, som er på spil i din datters situation. Da du ikke har spurgt om noget specifikt, er det svært for mig at give dig et specifikt svar eller redskaber til at hjælpe dig med det, der er allersværest for dig.
Men jeg vil gerne give dig nogle perspektiver med i relation til hvert enkelt punkt.
Først og fremmest lægger jeg mærke til, at du skriver, at du er blevet skilt fra hendes far i 2010, dvs da din datter var tre år. Afhængig af hvordan tiden op til, under og efter forløbet var, har skilsmissen og dens påvirkning på jer som forældre også påvirket jeres datter. Det gælder både mht hverdag, et – måske to – nye hjem, følelser, tanker, logistik, samarbejde mellem jer, nye partnere, nye søskende, osv.
Måske er noget af den adfærd din datter viser i dag allerede grundlagt der. Jeg ved det ikke, for jeg kender jer ikke. Men måske kan du se nogle sammenhænge, hvis du tænker tilbage på den tid, og forsøger at se den med din datters briller på.
1: Hun lyver og indrømmer helst ikke
Helt overordnet kan der være mange grunde til, at din datter fortæller nogle lidt alternative versioner af det, du opfatter som sandheden.
Jeg har efterhånden skrevet en del om det. Bla i artiklen Når børn lyver – hvis det er det de gør, hvor jeg gennemgår de kognitive, dvs hjernemæssige, kompetencer og mekanismer som er i spil, når børn skal navigere i sandhed og løgn, og alt hvad der ligger ind imellem det.
I forhold til det med at ville have et barn til at indrømme, kan du måske finde inspiration i det svar, jeg gav en frustreret mor her i brevkassen: Mit barn lyver – jeg vil have at hun indrømmer!
I din datters tilfælde er jeg ikke så optaget af selve løgnen, men mere af det signal, hun sender med den (hvis det overhovedet er en løgn – det ved vi jo reelt ikke).
Adfærd er kommunikation. Og hendes mælke-løgn (i kombination med de andre ting, du nævner der er på spil for hende), tænker jeg, er en af flere måder, hun prøver at kommunikere til dig og andre voksne at: Hey jeg trives ikke i skolen. Og måske heller ikke i andre arenaer af mit liv . Der er noget der er svært for mig.
Prøv at gå bagom løgnen, og kig efter hvad hun prøver at kommunikere med den. Er det en måde at få opmærksomhed på? En måde at signalere, at noget er svært? Er det kedsomhed? En måde at flytte opmærksomheden fra det, det måske i virkeligheden handler om for hende – hvad det så end er?
Jeg ved godt at det ikke er nemt at svare på, og det er heller ikke min mening at afkræve dig et svar. Jeg vil blot gerne invitere dig til at flytte fokus fra sandhed/løgn, til det din datter gerne ville sige til dig/jer/lærerne, hvis hun kunne.
2: Hun er vred og højtråbende og trives ikke i skolen
Jeg får lyst til at stille en masse spørgsmål for at blive klogere på, hvad der sker for din datter i skolen.
Allerførst det mest enkle og samtidig måske også sværeste spørgsmål at svare på: Har din datter noget at være vred over – og i så fald hvad? Hvad kunne være den mest lige-ud-ad-landevejen grund til, at hun er vred?
Og dernæst: Hvad sker der, når hun er vred i skolen? Når hun råber højt? Hvem råber hun af? Hvilken respons får hun? Hvad opnår hun ved at være vred og/eller råbe? Hvad slipper hun for ved at råbe og være vred? Hvad tror du, hun ville blive glad for i de situationer? Hvad ville være den største hjælp for hende? Hvad ville hun ønske, hun kunne gøre i stedet for? Hvad kunne I som voksne omkring hende byde ind med, som ville være hjælpsomt for hende lige der?
Mange spørgsmål, ja. Brug dem til at gå lidt på detektivarbejde i gåden: ”Mit barn trives ikke i skolen? Hvorfor? Og hvordan hjælper vi hende?”
3: Hun savner sin far og ser ham ikke ret meget
Du skriver at din datter ikke ser sin far så meget, at hun savner ham, men at hun alligevel aflyser mange aftaler med ham – og dermed ser ham endnu mindre.
Aflysningerne falder særligt når hendes papbror kommer på besøg hos jer. Det kan i mine øjne handle om flere ting. Uden at kende jer og jeres indbyrdes relationer i familien nærmere, gætter jeg på at din datter gerne vil:
- Være sammen med sin papbror – som måske ikke er så tit hos jer, så hun må holde sig til, når muligheden er der.
- Måske vil hun også gerne holde øje med, at I ikke hygger jer for meget sammen med papbroren – uden hende… Og så må hun blive der, og sørge for at hun ikke går glip af noget.
- Måske er der også en del af hende, der er bange for at for meget af din opmærksomhed og kærlighed går til papbroren, og dermed fra hende, hvis hun ikke er der, til at sikre sig at du husker hende. I den sammenhæng betyder det ikke så meget, hvad der er ”sandheden” om din kærlighed, men mere hvordan din datter oplever det, eller hvad hun bekymrer sig om.
Og så lægger jeg mærke til din formulering ”alligevel aflyser hun flere weekender med ham”. Det er et stort ansvar at have som 8 årig at skulle afgøre, hvorvidt man skal se sin far eller ej. Noget af det der fylder allermest for børn, hvis forældre er skilt, er kunsten at balancere i loyaliteten overfor dem begge.
Selvom der lige nu og her kan være noget rart i selv at kunne vælge til og fra, er det i det lange perspektiv en stor – og også for stor – opgave for din datter selv at skulle prioritere og fordele sin opmærksomhed og sit selskab mellem sine forældre. Det ansvar skal I som voksne tage tilbage og tage på jer. Det er jer, der sætter rammerne op for, hvornår hun er hos hvem af jer. Det er jer, der skal sørge for, at hun og I får mulighed for at passe på jeres relationer til jeres datter, så de er stærke og kan holde til de udfordringer der er nu, og de, som kommer når hun bliver ung og voksen. Det perspektiv har hun ikke blik for nu, og vil typisk vælge ud fra en ”hvad har jeg lyst til lige nu” – vinkel.
Jeg gætter på, at din datter i starten vil protestere over, at I nu i højere grad vil ”bestemme over hende”. Men jeg er samtidig ret sikker på, at hun også vil blive lettet over ikke at skulle bære det ansvar mere, og i stedet kan bruge sit krudt på at hygge sig der hvor hun er, sammen med dem hun er sammen med.
4: Hun er tit trist og ked af det, og hun kan ikke sætte ord på
Børn samarbejder altid. Også selvom det ikke ser sådan ud. Så når din datter ”er på tværs” eller på anden måde har en adfærd der ”spræller” og eller ”larmer”, er det en måde at samarbejde med dig, ved at gøre dig opmærksom på, at noget ikke fungerer for hende.
Hvis hun kunne fortælle dig med ord, hvad det handlede om, ville hun gøre det. Men det kan hun ikke. Enten fordi hun ikke har ordene og det sprog der skal til. Fordi hun ikke ved, præcis hvad der er galt. Eller blot fordi det at sætte ord på sine følelser er en svær disciplin.
Vi kender det også som voksne. Nogen gange ved vi ikke, hvorfor vi pludselig bliver i dårligt humør eller voldsomt kede af det. Og selvom vi så ved det, er det ind imellem alligevel svært at finde de ord, der præcis dækker følelserne.
Hvis du vil hjælpe hende, kan du spørge, om du må gætte på, hvad det handler om. Måske siger hun nej, og så skal du respektere det. Siger hun ja, kan du gætte på det, du kunne tro det handler om.
Giv hende det som et bud på en forklaring, og undlad at fortælle hende, hvordan hun har det. Det er aldrig rart at få defineret sine følelser af andre.
Det kunne lyde noget i retning af: Jeg tror måske du er i mærkeligt humør lige nu, fordi du både savner far, men også gerne vil blive her når nu Jonas (papbror) kommer, og så føles det svært. Er det sådan?
Måske rammer du plet, måske gør du ikke. Det er ikke det vigtige.
Det vigtige er signalet fra dig om, at du er der, at du tager hende alvorligt, og at du gerne vil hjælpe hende. Og dit bud på hvad det handler om kan være udgangspunktet for en snak, hvor hun kan justere og sige ”Nej, det ikke sådan. Der er mere som om……”.
Målet er ikke at I finder ud af præcist hvad det handler om, men at I forstærker jeres relation, og dermed mindsker den usikkerhed hun udtrykker, når hun siger at hun ikke vil være her og ikke fortjener at være din datter. Det er et barsk sted at stå, når man er 8 år, og det giver derfor masser af mening, at hun spræller og råber op, i et forsøg på at ændre sin situation.
Mit barn trives ikke i skolen – er der muligheder for hjælp?
Som sagt har du ikke stillet et specifikt spørgsmål, og mit svar er derfor heller ikke en specifik køreplan til at hjælpe din datter. Det er jeg heller ikke sikker på, at det ville have været, selvom du havde indkredset et bestemt spørgsmål.
For der er mange ting i spil – de blander sig sammen og derfor er dermange svar på spørgsmålet: Mit barn trives ikke i skolen – hvad skal jeg gøre?
Jeg er klar over, at der ofte er (lang) ventetid på kontakt til en skolepsykolog – i hvert fald når det handler om en større vurdering /udredning.
Mange kommuner tilbyder dog åbne rådgivninger og konsultation uden indstilling og oprettelse af sag tidligere i procesen, end der hvor en større vurdering eller udredning giver mening. Det kan enten foregå i PPR-regi (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller hos socialforvaltningen.
Måske er det også en mulighed for jer? Spørg til den mulighed på skolen eller ring til din kommune og bed om at tale med en fra PPR eller fra socialforvaltningen med ansvar for børne- og familieområdet.
Som sagt er der flere ting på spil for din datter pt. Jeg håber at du måske kan få øje på en ny vej eller to I kan prøve at gå efter at have læst mine overvejelser og tanker om din datters situation. Brug dem som inspiration til at gå på detektivarbejde både sammen med og på siden af din datter.
Og husk at selv de største forandringer er startet med små bitte skridt. Du behøver ikke at kunne se hele vejen for dig, før du tager det første skridt.
Rigtig god arbejdslyst!
Bedste hilsner
Heidi
Få mere inspiration her:
☆ Mit barn hører ikke efter
☆ Løgne fra min eksmand sætter min søn i klemme
☆ Er mit barn skoleparat?
Skriv din kommentar