Kære Heidi
Jeg blev simpelthen så glad, da jeg fandt ud af at man kunne skrive til dig og tilmed få et svar på de udfordringer, vi forældre oplever, fx omkring konflikter mellem søskende ☺ Det er en stor hjælp!
Vi er et forældrepar med 2 sønner på henholdsvis 5,5 og 7 år (der er 17,5 mdr. i mellem de to). Vi oplever at de 2 drenge er tæt knyttet. Og dog…. De leger rigtig meget sammen hjemme og deler mange at de samme legeinteresser og sådan har det ”altid” været.
Men den psykiske relation føler jeg, har nogle brist, som jeg ikke helt kan finde rod i.
For et par år siden flyttede drengene sammen med 2 andre drenge (jævnaldrene med storebror) børnehave, det gjorde at lillebror hægtede sig på de store drenges leg, så godt han kunne. Da de store drenge så rykkede op i en anden gruppe (året inden skole start), skete der er et eller andet med lillebror. Han havde altid været meget smilende og utrolig ”nem”. Men han startede med at have rigtig meget temperament og der skulle ikke meget til før han brød ud i gråd.
Situationen i dag:
Vores søn på 5,5 år tegner en del. Men på tegninger af mennesker, tegner han konsekvent mor, far og ham selv (han springer storebror over). Jeg har prøvet henslængt at spørge hvorfor han ikke tegner storebror, men det ved han ikke.
Storebror på 7 år har svært ved at vise følelser overfor andre end mor og far, han er meget genert (eller sensitiv, han undgår helst øjenkontakt).
Han er lige startet i 1. klasse og lillebror i 0. klasse. I skolegården løb ham og hans venner efter lillebror den anden dag. Det undrer mig, at han ikke har den følelse af, at han skal ”beskytte” hans lillebror. Lillebror sagde da han kom hjem ”Han ville ikke hjælpe mig, så jeg spurgte nogen fra 3. klasse, om de ville hjælpe mig”.
Nogle af drengene fra hans klasse kan godt være lidt hårde ved lillebror (de kender ham fra børnehaven, hvor de alle var på samme stue) og her undrer det mig også, at han ikke tager lillebror i forsvar.
Jeg er frustreret og ramt af situationen mellem mine 2 drenge. Fordi jeg synes at de har haft så meget glæde af hinanden. Men der er sket et eller andet der har skabt en klinge imellem dem. Vi ar slet ikke været vant til den slags konflikter mellem søskende. Mit største ønske er bare at de kunne vise kærlighed og omsorg for hinanden.
Kærlig hilsen
Christina
Konflikter mellem søskende – hvorfor opstår de lige pludselig?
Kære Christina
Tak for dit spørgsmål.
Børn er i evig udvikling, og bedst som man tror, at det hele går som det skal, træder et eller flere børn ind i ny fase, får nye behov eller udvikler nye kompetencer, og så ændrer situationen sig.
Og nu står I her, hvor lillebror på forskellige måder tydeligt viser, at noget i relationen til storebror har ændret sig. Helt håndgribeligt kan det ses på hans tegninger. Storebror er ganske enkelt ikke med.
Jeg kan godt forstå, at det virker voldsomt, og at du kan blive forskrækket og i tvivl om, hvad det betyder, og hvordan du skal håndtere det. For hvad siger det om kærligheden mellem dine drenge?
Tak for hjælpen, storebror!
I din beskrivelse af dine drenge, lyder det som om lillebror på mange måder har haft god gavn af storebror, som en slags vejleder udi børnehavelivet, de sociale relationer og hverdagen som sådan. Det lyder til at lillebror i højere grad har koblet sig på storebror og hans venner og hans leg, end han opsøgt og dyrket sin egen omgangskreds og sit eget felt.
På mange måder er det naturligt og lige til at forstå, da de to er tætte, og da aldersforskellen mellem dem ikke er større. Det er dermed muligt og nemt for lillebror at hægte sig på og følge med i de stores leg og univers – selvom han måske nogen gange skal stå lidt på tæer.
Da storebror rykkede op i gruppen af førskole børn i børnehaven skete der noget. Jeg gætter på at den tydelige markering af at storebror er større og tilhører en gruppe som lillebror ikke tilhører, for lillebror har føltes som et svigt. Det har efterladt ham lidt alene og afmægtig i forhold til, hvordan han så skulle håndtere en dag i børnehaven. Han har manglet storebror, og måske også blevet i tvivl om storebrors loyalitet og kærlighed.
Når man føler sig svigtet og afmægtig, er det nemt at blive frustreret og lade temperamentet komme på i spil.
Nu er lillebror så startet i skole, og har så måske i sit stille sind haft et håb om at de to brødre igen skulle være tætte i løbet af dagen, nu hvor de igen skulle være på samme matrikel. Omvendt har storebror måske nydt det år alene på skolen, hvor han slet ikke har skulle forholde sig til at have lillebror med ”på slæb” og stille sig selv og sin omgangskreds til rådighed, men bare kunne give den gas med nye venner og lege.
Jeg savner dig, storebror!
Jeg forstår lillebrors tegninger, som en måde at fortælle jer og storebror om følelsen af svigt og savn. Og som en måde at ”straffe” storebror på i børneperspektiv. ”Hvis du ikke gider lege med mig, eller passe på mig i skolen, så skal du i hvert fald heller ikke være med på min tegning!”.
Jeg vil anbefale jer ikke at gøre lillebror forkert i den sammenhæng. Altså at undlade at signalere eller sige ting som ” Arh, kom nu. Storebror skal da være med” eller ”Hvorfor har du ikke tegnet storebror? Det er da ikke særlig sødt af dig!”. Prøv i stedet at ”gå på besøg” i lillebrors perspektiv, og være nysgerrig på, hvordan det ser ud for ham.
Det er nemmere at vise kærlighed, hvis man også gerne må have alle de andre følelser. Så hvis I kan møde lillebror på de følelser han har, bliver det hele mindre anspændt og dramatisk. Det bliver nemmere for jer, jo mindre bange eller forskrækkede I selv er over det, der sker.
Giv evt en lille bid af jer selv ved fx at sige ”Det kender jeg godt. Nogen gange er dem man allerbedst kan lide, og så dem man kan synes er allermest tarvelige”, og så rigtig gerne fortælle om noget lignende, du kender fra dig selv. Det kan fungere som en form for ”oversættelse” af egne følelser og relationer for lillebror, at blive mødt forståelse og ydmyge gæt på, hvordan det må være for ham.
Konflikter mellem søskende kommer og går
At I lige nu oplever konflikter mellem søskende hjemme hos jer, er på ingen måde det samme, som at den gode relation mellem jeres drenge er væk for evigt. De er blot i gang meld at udvikle sig hver for sig og sammen, justere på deres roller overfor hinanden og ved at få endnu mere øje på alle de muligheder verden byder på, udover at lege godt med sin bror derhjemme. Det er ganske normal for en relation mellem søskende.
Noget tyder på at storebror er klar til at blive sat lidt mere fri og har fået smag for at orientere sig mere udad mod andre og nye venner. Det efterlader lige nu lillebror et lidt sårbart sted, fordi han op gennem sin børnehavetid ikke har fået så mange erfaringer med at kunne noget på egen hånd – uden storebror – i en social sammenhæng. Eller måske kan han godt, men har bare stadig allermest lyst til at være sammen med storebror, og føler sig derfor afvist.
I kan hjælpe lillebror ved at hjælpe ham til at blive mindre afhængig af storebror. Gennem oplevelser af at kunne selv, fylder I på både selvværd og selvtillid og sætter lillebror bedre i stand til at stole på sit eget værd, muligheder og evner. Det kan I fx gøre ved at hjælpe ham på vej med flere legeaftaler med børn fra hans egen klasse, fokusere på det som lillebror kan og byder ind med i jeres familie, som er særligt for netop ham, og i det hele taget få lillebror til at shine lidt mere, med det han er og kan og står for.
Konflikter mellem søskende er altså helt naturlige og også nødvendige. Konflikter lærer os om os selv og andre og ikke mindst om relationer.
Jeg håber at du har fået inspiration til, hvordan du kan forstå og forholde dig til dine sønners relation og forandringerne i den.
Hvis du vil fordybe dig endnu mere, så kast et blik på mit onlinekursus Glade Børn – Stærke Søskende, som netop går i dybden med relationen og konflikter mellem søskende og giver masser af viden og redskaber til dig som forælder om din rolle i at skabe gode rammer for en stærk relation mellem dine børn.
Rigtig god fornøjelse!
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
Konflikthåndtering børn – sådan gør du.
Vi har brug for hjælp til jalousi mellem søskende – hvordan tackler vi det?
5 myter om søskendekærlighed
Psssttt!
Vidste du, at du kan få 3 kapitler fra mit populære onlineforløb Glade Børn – Stærke Søskende helt gratis? Tilmeld dig mit nyhedsbrev om søskende her, og få kapitlerne + et eksklusivt mailkursus med viden og redskaber til at hjælpe dine børn til en stærk søskenderelation.
Skriv din kommentar