Udsat for psykisk terror fra min søster. Jeg ligger vågen om natten.

Kære Heidi!

 

Jeg er en pige på 20 år, som lider af nogle problemer med min søster. Jeg er flyttet hjemmefra, og siden da er jeg begyndt ikke at kunne sove om natten, et par gange om måneden.

Jeg ligger og skal til at sove, og pludselig vælter følelser og hændelser fra min barndom frem. Det er hændelser der går på, hvor forfærdeligt min søster behandlede mig som lille. Psykisk og verbal terror. Følelsen af at være bange for at komme hjem fra skole, fordi jeg vidste hun ville angibe mig verbalt hver dag.

Min søster udøver psykisk terror mod mig. Jeg kan ikke sove om nattenMine forældre har begge krævende jobs, så de så kun toppen af isbjerget. Samtidig led jeg meget under, at jeg troede mine forældre elskede min søster langt højere end mig. Jeg husker endda at havde tænkt, at min mor elskede sin hund mere end mig. Jeg har altid været det sorte får, der ikke kunne gøre noget rigtigt. Jeg fik tilmed ofte vilde raserianfald, udover anfaldene var jeg meget og er meget følsom.

I mange år har vores forhold været okay, jeg havde faktisk fortrængt det hele. Min søster føler vi er super gode venner, det gør jeg ikke længere. Det skal siges at hun stadig ikke behandler mig særligt godt, især når der er andre mennesker til stede.

Jeg ligger vågen til kl. 4 om natten og græder op tænker på disse ting. Hvordan kan jeg komme af med disse tanker?

Mvh. Regitze

 

Udsat for psykisk terror fra min søster. Jeg ligger vågen om natten. Hvordan kommer jeg af med tankerne?

 

Kære Regitze

Hvor er det godt, at du skriver til mig! Det er nemlig første skridt til at få taget hul på en vigtig proces omkring nogle stærke oplevelser, der fylder rigtig meget for dig. Og det kan jeg rigtig godt forstå, at det gør.

Den følelse du beskriver, nemlig følelsen af at vokse op sammen med en søster, som var meget mere elsket end dig, er noget af det mest giftige for selvværdet og for relationen mellem søskende i en familie. Det gør ondt, når det føles som om forældrene hele tiden kigger kærligt og anerkendende på ens søster, og surt og bebrejdende, eller måske slet ikke kigger, på en selv.

Det sætter sig i selvværdet, når en man er ”i samme kategori med” bliver værdsat mere, har højere status og/eller får mere opmærksomhed end en selv. For hvorfor gør hun det?

Når man er et lille barn, kan man ikke lave den refleksion, der hedder ”Det handler om mine forældres valg. Det er dem der har ansvar for den måde de agerer eller ikke agerer på. Det siger ikke noget om, hvorvidt jeg er et godt menneske eller ej”.

I stedet vender man det som lille barn indad a la ”De kan meget bedre lide min søster. Lige meget hvad jeg gør, synes de ikke det er godt nok. Jeg er åbenbart sådan en, som andre ikke kan lide, og det føles ikke som om, der er plads til mig her i familien og i verden”.

Det er smertefuldt, og den oplevelse af ikke at være god nok og elsket har efterladt dig i en ensom og fortvivlet position.

For hvis man ikke kan regne med sine forældre, når man er en lille pige, hvem kan man så regne med?

 

Kampen om kærligheden

Du skriver, at dine forældre havde krævende jobs og kun så toppen af hvad der var på spil mellem dig og din søster. Jeg gætter på, at det betyder, at de har været meget væk fra hjemmet, eller måske ikke har været så nærværende og opmærksomme mens de var hjemme.

Samtidig beskriver du, at din søster udøvede psykisk terror mod dig. Det giver mig et billede af, at din søster måske har haft det på samme måde som dig. Altså at hun har savnet opmærksomhed fra dine forældre og har været i tvivl om, om der var kærlighed nok til hende, hvis noget af den gik til dig.

Hendes måde at håndtere den angst på har så, i modsætning til din, været at rette sin frustration udad og lade den ramme dig, i et omfang der gjorde, at du var bange for at komme hjem, fordi du vidste at du ville blive ramt af hårde og nedladende ord.

Når jeg dvæler lidt ved din søster måde at reagere på, er det ikke for at underkende din oplevelse af psykisk terror og utryghed. Slet ikke. Jeg tænker blot, at hvis din søster følte sig sikker på sin position, sit værd og på dine forældres kærlighed, så ville det ikke være nødvendigt for hende at reagere ved at udøve psykisk terror over for dig.

Jeg tror ikke at din søster har været hård ved dig, fordi hun er et dårligt eller bevidst udspekuleret menneske. Jeg gætter på at hun også har savnet noget fra dine forældre, og at det kom til at gå ud over dig, fordi du var nemmere at komme i kontakt med, end dine forældre var.

 

Læs også: Jeg har social angst og kan snart ikke mere

 

To søstre – to måder at reagere på

Selvom I er søstre, er I ikke ens, og I har forskellige temperamenter og personligheder, og også forskellige måder at håndtere udfordringer på. Helt overordnet har din søster vendt sin frustration udad, og du har vendt den indad. Det har været jeres mønster.

psykisk terror mellem søskende sætter dybe sporDe mønstre vi grundlægger tidligt i vores liv, har en tendens til at hænge ved, og de kan være svære at komme af med. Og de udspiller sig stadig, kan jeg læse ud af din beskrivelse. Din søster behandler dig stadig ikke særlig pænt, måske ikke længere i et omfang, der kan betegnes som psykisk terror, men stadig nok til, at det er ubehageligt for dig. Din reaktion på hendes adfærd er ligeledes stadig at vende det indad og blive usikker på dig selv og dit værd.

Du skriver at din søster føler, at I er supergode venner, så jeg gætter på at hun slet ikke er bevidst om, hvad hun gør og siger til dig, hvordan det føles for dig og hvad det betyder for jeres relation.

Det får mig til at tænke, at hun helt ubevidst fører et mønster og en adfærd videre, som har givet mening for hende engang og som har tjent et formål; nemlig at sikre mest mulig opmærksomhed og kærlighed til hende – uanset at det blev på bekostning af dig. Måske er hun stadig usikker på sig selv og på om der er kærlighed nok til hende, blot uden at være bevidst om at det er det, der er på spil for hende.

Selvom det gør ondt at stå dér, hvor du står, at være blevet bevidst og kunne se så klart, hvad der er på spil og ikke mindst mærke smerten i det, så er det godt at du står dér. Det giver dig nemlig mulighed for at gøre noget med alt det her.

 

Tal med nogen om det

Jeg vil anbefale dig at snakke med nogen om det. Du kan selv bedst mærke om du har mest lyst til at dele det med nogen veninder i første omgang, eller om det kunne være rart at tale med en, der står helt udenfor og kan se på dig og din situation med friske og faglige øjne, som fx en psykolog kan.

Når det er vigtigt, at du taler med nogen om det, er det fordi du har brug for at få skilt tingene ad, og få hjælp til at få afmonteret de gamle overbevisninger du har fået skabt, om at du var det sorte får, at du aldrig kunne gøre noget godt nok, at din søster er mere værd at elske end dig og at din mors hund måske også havde fortjent mere kærlighed. Der er brug for nye perspektiver og nye ”sandheder”, og de kan være svære at finde selv.

 

Psykisk terror er aldrig små børns ansvar

Lige nu bærer du rundt på en tung byrde, og i den byrde ligger også en stor portion, som var dine forældres opgave at tage ansvar for.

Det gjorde de ikke.

Jeg er sikker på, at de gjorde det bedste, udfra de vilkår og muligheder de havde. Jeg har endnu ikke mødt nogen forældre, der ikke har gjort deres bedste.

Men selvom man gør sit bedste, rammer man ikke altid plet. I din/jeres situation har de tydeligvis ikke formået at give dig en oplevelse af at have en vigtig plads i familien og have fortjent og mærket kærlighed. Hvad angår relationen mellem din søster og dig, var det også dine forældres ansvar at hjælpe jer frem sammen, og tage sig af de uhensigtsmæssige dynamikker der opstod mellem jer.

To små piger har ikke selv ansvar for at psykisk terror kan opstå, og heller ikke for at håndtere og afmontere det. Men dine forældre tog – af grunde vi ikke kender – ikke det ansvar, og derfor er den byrde du bærer nu så tung.

 

Læs også: Min far gør mig ked af det

 

Du bestemmer selv din vej videre

Nu er I alle sammen voksne, og det er jeres ansvar at håndtere det, derfra hvor I hver især står nu. Det er du gået i gang med ved at skrive til mig, og det har jeg stor respekt for, og jeg ønsker for dig at du har mod på at gå videre.

Det er ikke sikkert, at din søster er klar til at tage fat i det lige nu, og det er heller ikke sikkert, at dine forældre vil eller kan gå ind i det lige nu. Det er deres valg og deres proces. Ligesom du har dit eget valg om hvordan og hvornår du vil håndtere din proces.

Psykolog Heidi Agerkvist fortæller om mekanismerne omkring psykisk terrorJeg håber, at du vil tage dig selv kærligt i hånden og gå videre ud af den vej, du nu er startet på. Du vil helt sikkert møde nogle bump på vejen, men der vil også være ro og afklaring at finde et stykke længere fremme.

 

Alt det bedste til dig, Regitze.

Bedste hilsner
Heidi

 

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien
Heidi Agerkvist

Hent tre kapitler fra onlineforløbet
Glade Børn – Stærke Søskende

+ et eksklusivt mailkursus der styrker søskenderelationen nu og for livet

· Helt konkrete teknikker og redskaber – enkelt og effektivt

· Hent lydfilerne nu og vær i gang allerede om 2 minutter

(Koster kun din mailadresse)

You have Successfully Subscribed!