Kære Heidi
Jeg er en pige på 20 år. Jeg er lige startet på mit andet sabbatår, jeg bor med min dejlige familie (5 yngre søskende og forældre), har en hest (på forældrenes regning), søde veninder og en sød kæreste. Den sætning skulle ikke til for at prale, den skulle til for at vise, at jeg er pigen der har alt man kunne ønske sig, og at jeg endda sommetider er en smule forkælet. Alligevel er jeg ved at bryde sammen.
Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed, men jeg er så desperat, jeg vil så gerne have hjælp, så må også have de nødvendige detaljer med.
For lidt over 2 år siden mødte jeg min kæreste. Han var 1.g’er, jeg var 3.g’er, og jeg faldt pladask for ham (første kæreste, og første kærlighed). Vi har virkelig haft vores ups and downs, og har været frem og tilbage en del gange. Han har været mig utro, og så har han været ekstremt usikker på hvad han ville – det ene sekund mig, og det andet sekund singlelivet. Men han forguder mig, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, han elsker mig virkelig højt, og det er gengældt.
Senest har vi ses i 3 måneders tid, hvor det er gået rigtig fint, og vi er blevet mere voksne, og bedre til at snakke om tingene, så klart en fremgang.
I maj gik jeg til lægen, og fik konstateret social angst. Jeg har i hele min gymnasietid været lammet i timerne, og det har smadret mit snit til videregående uddannelser fuldstændigt, i og med mine mundtlige karakterer var helt i bund. Dengang var min sociale angst dog relativt begrænset til undervisningen, så jeg tænkte aldrig over at jeg kunne fejle noget.
Langsomt i mit første sabbatår begyndte det så at blive værre. Jeg fik sværere ved at betale i butikker. Jeg blev enormt utilpas hvis folk henvendte sig direkte til mig. Jeg gruede for middage hos kærestens eller venindernes familier – i det hele taget blev jeg bare meget påpasselig med hvad jeg orkede, og sagde nej til flere og flere ting. Min kæreste betalte konsekvent ALT for mig i et halvt år, da jeg ikke selv kunne gå til kassen og betale.
I kølvandet på et af vores skænderier, åbner jeg mig endelig op for ham, og fortæller hvilke følelser jeg går rundt med. Han har aldrig spurgt til det med at betale, han har bare vidst, det var noget jeg havde brug for han gjorde. Jeg fortalte ham hvordan flere og flere sociale situationer blev ledsaget af hjertebanken, svedeture, rødmen og svimmelhed, og at det fyldte rigtig meget, især på mit nye arbejde som lærervikar. Vi googlede lidt, og kom frem til at jeg nok måtte til lægen.
Lægen var rimelig hurtig til at konstatere at det var social angst, og sendte mig til en psykiater, som jeg kom hos 3 gange, samtidig med jeg startede på noget nervemedicin, som hjalp helt vildt meget. Det skal dog siges, at min kæreste og jeg på det tidspunkt slog op, og det sendte mig HELT ned i kælderen. Jeg arbejdede ikke i 3 måneder, hvilket jeg tror var en god blanding af kærestesorg og social angst. Jeg lukkede mig helt inde, og til en follow-up-samtale hos min læge brød jeg fuldstændigt sammen.
Jeg føler jeg har kæmpet godt imod min sociale angst, jeg har startet et nyt arbejde i en take-away butik, og jeg gør mit bedste for ikke at lukke mig inde. Jeg er dog enormt afhængig af min kæreste. Han er i mit hoved konstant, jeg skriver og ringer konstant, selvom jeg prøver at lade være, og jeg ved han bliver træt af det – for hvem ville ikke gøre det?
Jeg har så svært ved at stå på egne ben, jeg føler mig så ensom, jeg føler mig så fortabt, jeg har et snit jeg ikke kan bruge til noget, og lige nu føles det ikke som om, der er megen mening i mit liv. Min vægt har det sidste halvandet år været enormt svingende. Jeg er bygget naturligt tynd og lille, men har af 2-3 omgange været nede og veje 46 kg, hvilket jo ikke er meget med mine 170 cm. På disse tidspunkter kastede jeg ufrivilligt op, jeg besvimede, og jeg var ude af stand til at gennemføre en normal dag.
Jeg er så ked af det, for jeg føler jeg spilder mit liv. Mine forældre gør alt de kan for at støtte mig, og jeg føler jeg skuffer dem gang på gang. Somme tider får jeg endda tanken om, om det her overhovedet er stedet for mig. Jeg føler mig ikke til gavn, og jeg har svært ved at finde min plads.
Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig, om ikke andet råde mig til at få hjælp et andet sted fra – jeg er desperat, og på randen til endnu et af mine sammenbrud med vægttab og nedrullede gardiner i flere uger, og jeg holder ikke til flere af dem.
Mange hilsner fra en meget fortabt pige
Hvad gør jeg? Social angst og selvmordstanker er ved at knække mig.
Kære fortabte pige
Allerførst vil jeg gerne sige til dig, at du er sej. Også selvom du sikkert ikke selv føler dig særlig sej lige nu.
Men læs lige med her, og prøv om du kan tage mine ord til dig:
Du er sej fordi:
- Du står i en situation, som er massivt udfordrende for dig og har været det længe, og du har ikke givet op.
- Du har rigtig fint blik for og indsigt i din situation. Det er et godt udgangspunkt for at ændre på den.
- Du har mange ressourcer. Selvindsigt, refleksion, viljestyrke og drive.
- Du har allerede søgt hjælp og har handlet på de anvisninger du fik, og du har oplevet at det hjalp (selvom det ikke tog al social angst væk)
- Du rækker ud efter hjælp, selvom du næsten ikke kan overskue at skulle gøre mere eller skulle gøre noget nyt og andet.
Det er sejt!
Mange grader af social angst
Social angst forekommer i mange former og styrker. Den kan være meget ubehagelig både på tanke- følelses- og adfærdsplan.
Som du beskriver din situation, er der ingen tvivl om, at der er tale om en alvorlig grad af social angst. Faktisk så kraftig, at der følger andre alvorlige symptomer med. Jeg er derfor glad for at høre, at du allerede har opsøgt og fået hjælp, både i form af medicin og opfølgende samtaler.
Det er godt.
Men du skal have mere hjælp.
Både hjælp der er rettet mod social angst, men også en opmærksomhed på din vægt, din appetit og dine opkastniger og besvimelser. Det er vigtigt at tage hånd om både social angst, OG om det der enten allerede er blevet eller er i høj risiko for at blive en spiseforstyrrelse.
Husk på at angst (herunder social angst) kan være voldsomt ubehagelig, men det er ikke farligt og der er gode behandlingsmuligheder.
Social angst i det omfang du beskriver kræver behandling. Det er en for stor opgave at klare selv.
Ingen skal gå med det, du går med, alene!
Social angst slider på parforholdet
Jeg kan forstå at din relation til din kæreste ikke har været så lige-ud-ad-landevejen, som du kunne drømme om. Det kan jo være udfordrende nok i sig selv – for jer hver især og som par. Der er dog en ekstra dimension, der spiller ind på jeres relation; nemlig social angst og det den gør ved dine tanker og din adfærd, og dermed hvordan du tolker hvad din kæreste siger og gør. Samtidig har angsten betydning for, hvad du selv siger og gør i relation til ham og jer.
Jeg kan læse at din kæreste på mange måder er en stor støtte for dig. Samtidig har jeres relation været brudt og genetableret nogle gange, og den usikkerhed på, om I er sammen eller ej, er ikke gavnlig for dit niveau af angst.
Jeres relation er dermed både en støtte og en potentiel bombe for dig.
Når man ikke ved om man er ”købt eller solgt”, bliver man usikker og vil enten trække sig og give op, eller forsøge at regne ud, hvad der skal til for at skabe sikker grund under fødderne igen.
Den manøvre er usund for dig lige nu, fordi den er for stor en opgave at forholde sig til, oveni en evt spiseforstyrrelse og social angst, og den kan komme til at forstærke dine symptomer.
Derfor skal du have mere hjælp. Både for din egen skyld, men også for jeres skyld.
Optimalt skal dét, der handler om din angst, og dét der handler om jeres relation skilles ad. Det er selvfølgelig er en sært firkantet måde at tale om mennesker og relationer på, for kan man skille det helt ad? Nej ikke 100%, men mindre kan også gøre det.
Lige nu er det nemlig for stor en opgave for din kæreste både at være din kæreste og din støtte/behandler. Og det kan spille negativt ind på både social angst og jeres parforhold. Uanset hvor gode intentioner I begge har, er den opgave du beskiver for stor for jer at løse alene.
Du har mange muligheder
Jeg er glad for at du rækker ud og beder om hjælp. Selvom social angst og spiseforstyrrelser ikke er mit kerneområde, vil jeg meget gerne hjælpe dig videre til nogen som er specialisret i netop det, og kan hjælpe dig til at lave skiftet fra ”social angst styrer mig og mit liv” til ”jeg styrer social angst og lever et godt liv”.
Jeg ser at du har flere muligheder:
★ Du har allerede været i gang med et forløb hos en psykiater, og du beskriver at medicinen virkede godt. Jeg kan ikke helt læse ud af din beskrivelse om det forløb er afsluttet. Hvis det er afsluttet, kunne det være en mulighed at genoptage det.
★ En anden mulighed er at opsøge din læge igen og få en henvisning til et af landets centre for angst og OCD.
Jeg ved ikke hvor i landet du bor, men hvis det er i nærheden af Århus, er Afdeling for Angst og OCD på Skejby Sygehus en mulighed. De tager sig både af angst og selvmordsforebyggelse.
I København kan du henvises til Psykoterapeutisk Klinik på Rigshospitalet, hvor de behandler angst og selvmordstanker.
De øvrige regioner har tilsvarende tilbud, som din læge kan henvise til.
★ Landsforeningen mod spiseforstyrrelser har klinikker over hele landet og tilbyder gratis telefon og chat rådgivning og uforpligtende og anonym indledende samtale. De har også både mentor- og støtte/kontaktperson ordninger.
★ Derudover findes der masser af private klinikker, som tilbyder behandling af social angst og spiseforstyrrelser. Vælger du at gå den private vej, så se dig godt for, og sikr dig at du får fat i en behandler, som er specialiseret indenfor feltet.
Klinik for spiseforstyrrelser i Hellerup tilbyder både behandling i klinik og også flere online muligheder, så du ikke er begrænset af geografi. Jeg kender Louise, som har klinikken, og jeg ved at hun er dygtig.
Da jeg ikke ved hvor I landet du bor, er det svært for mig at anbefale en privatpraktiserende psykolog med særlige ekspertise indenfor social angst og/eller spiseforstyrrelser. Men hvis du skriver til mig igen og oplyser hvor du bor, vil jeg meget gerne give dig nogle anbefalinger.
Kære fortabte pige; Jeg ønsker dig alt det bedste og har dyb respekt for dit mod til at række ud og bede om hjælpe selvom en del af dig har lyst til at give op.
Jeg håber virkelig at du opsøger din læge igen, og at du vil trække på nogle af de mange ressourcer og kompetencer du indeholder. Det har du fortjent!
De kærligste hilsner
Heidi
Læs også:
→ Udsat for psykisk terror fra min søster. Jeg ligger vågen om natten.
→ Min far gør mig ked af det. Hvordan undgår jeg det?
→ Vil han mig – jeg er forvirret?
Skriv din kommentar