Har han brug for tid til at tænke? Vil han mig? Hvad tænker du?
Hej.
Dette bliver nok et forholdsvis langt indlæg, men inden for det sidste år, har mit liv simpelthen været så turbulent.
Jeg er en pige på 19 år. I oktober 2013 kom jeg sammen med en helt fantastisk fyr, og det var min første rigtige kæreste, så det var meget spændende at opleve. Vi var sammen i omkring et halvt år, men han valgte så at gå fra mig, da han ikke følte at han havde de samme følelser for mig mere. Jeg husker jeg blev helt knust, da jeg aldrig havde oplevet noget lignende før, så det var meget svært at komme over.
Jeg begyndte at blive en lidt desperat ekskæreste, som ville gøre alt, for at få ham tilbage og til sidst blev det så slemt, at jeg kunne ringe op til flere gange i løbet af en hel dag. Dog så sås vi nogle gange, hvor vi så også endte med at være sammen sammen. Dette fortsatte indtil han fik en ny kæreste i juli – meget hurtigt efter vi var gået efter hinanden, og jeg var ret ked af det.
Tiden gik og jeg fandt ud af, at vi begge skulle til Skanderborg Festival. Jeg kom søndag, han kom tirsdag og hans kæreste kom onsdag. Tirsdag aften på Skanderborg Festival gik vi en tur for at snakkede, hvor han sagde ting som at han savnede mig og det hele endte ud i, at vi var sammen i hans telt. Alt i mens han havde en kæreste. Det vil altså sige, at han var hende utro.
Skanderborg Festival var færdig, og vi snakkede ikke rigtig sammen efter det. Ikke før han kontaktede mig i starten af september, og før jeg vidste af det, så snakkede vi sammen på daglig basis. Det var dejligt, at han interesserede sig for mig igen, og jeg tænkte ikke over, at han havde en kæreste. Derfor begyndte vi at se til hinanden en del og vi sov rigtig mange gange sammen uden at hans kæreste vidste det. Så i november gik han fra hans kæreste, fordi han ikke følte, at det var det rigtige. Og vi kunne nu ses uden dårlig samvittighed. Og det fortsatte så indtil for en måned siden.
I februar sagde han en aften, at han var begyndt at få følelser for mig, og at det forvirrede ham rigtig meget, fordi han ikke burde have følelser for mig. Men så for en måned siden valgte han så, at stoppe det. Han skrev en besked, hvori han skrev, at han ikke ville mere, og han han stadig ville have kontakt til mig, men bare som en ven. Vi snakkede ikke en uge efter det.
Så var der en fest i en lille by, hvor både jeg og ham deltog. Han tog tidligt hjem, men endte med at hente mig og igen sov vi sammen. Og det var fantastisk og jeg følte, at vi var tilbage på kærestestadiet. Men dagen efter tog jeg til endnu en fest, hvor han ikke skulle med. Da festen var færdig, havde jeg ingen mulighed for at komme hjem, så mig, min bedste ven og en ven af min ekskæreste, som jeg også kender, foreslog, at vi kunne sove hos ham, som boede i samme by. Det gjorde vi. Og der skete virkelig ingenting. Dagen efter fandt min ekskæreste ud af det og han blev rasende, og gad ikke snakke til mig mere.
Endnu en uge gik uden kontakt og så ringede han til mig i sidste weekend hver dag og spurgte, om jeg ikke kunne hente ham fra byen, hvilket jeg ikke, da jeg ikke havde bil. Og så nu her i denne weekend, sluttede han det sådan for alvor, hvor han sagde, at han havde snakket med en psykolog, som havde sagt, han skulle lægge fortiden bag sig og komme videre. Så fortiden var altså mig.
Hvad tænker du om hele denne situation? Er han forvirret og har brug for plads til at tænke, eller hvad? Vil han mig? Jeg er meget forvirret over denne situation, og håber I kan hjælpe.
Vil han mig eller ej? Jeg er forvirret.
Kære du
Tak for dit spørgsmål og din fine beskrivelse af et efterhånden langt forløb.
Den første kæreste er noget ganske særligt, og du er ikke den første unge kvinde, eller mand for den sags skyld, som har haft svært ved at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre, når forholdet til den allerførste kæreste over tid bliver svært at finde ud af.
I din beskrivelse kan jeg se, at I har været sammen og ikke sammen henover et års tid nu. Set i det lys er det ikke mærkeligt, at du tænker: Vil han mig? Eller vil han mig ikke?
Jeg fornemmer, at dit fokus ligger på, hvad han vil. Og med god grund. Han har gennem det sidste år sendt signaler i flere retninger, og har givet udtryk for dels ikke at have følelser for dig, og derefter alligevel at have følelser for dig, men samtidig give udtryk for, at han ikke synes, at han bure have de følelser. Ikke så mærkeligt at du er forvirret.
Jeg kan dog ikke læse ud af din beskrivelse, hvad du vil? Og på hvilken måde eller under hvilke vilkår du vil det?
Jeg ved godt at det er et stort spørgsmål at stille, og at det ikke nødvendigvis er nemt at svare på. Men det er centralt for dig at finde ud af, for at komme godt videre her.
Indtil nu har du stillet spørgsmålet: Vil han mig, eller vil han mig ikke? Jeg vil gerne invitere dig til at stille spørgsmålet: Vil jeg ham? Og hvis dit svar er ja, så spørg dig selv: Hvilken relation vil jeg gerne have til ham? Hvad skal vores aftaler være? Hvad kan jeg være med til? Hvad bliver for svært for mig? Hvad er et godt parforhold for ham, for mig og for os?
Som sagt er der ofte noget ganske særligt over vores allerførste voksne kærlighedsrelation, og der kan være rigtig mange drømme, håb og længsler knyttet til den. Når jeg læser din beskrivelse af jeres tid sammen det sidste år, tænker jeg, at det er tid til at mærke efter, om jeres relation binder mere energi end den giver. Er jeres relation stadig god for jer begge? Og hvis den ikke er, hvad skal der så justeres på, for at den kan blive det?
Det kan være smerteligt at skulle sige farvel, men det kan være ligeså smerteligt at blive og håbe, hvis håbet ender med skuffelse, frustration, forvirring og smerte.
Så kære du, vend blikket lidt indad og mærk efter hvad du gerne vil. Og overvej om det kunne være en hjælp at tage en snak med din eks om, hvilket parforhold I gerne vil have (og ikke have), hvis I skal gå fra at være eks’er til at være kærester igen.
Jeg ønsker jer det bedste – uanset om I vælger hinanden til, eller om I skal
slippe hinanden og bære det gode I havde sammen med jer videre i livet.
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
★ Hvordan kommer jeg videre efter skilsmisse?
★ Min kæreste er utro – hvad skal jeg gøre?
★ 3 gode grunde til at passe på dit parforhold
Hej,
Jeg er en kvinde på 42, har 2 hjemmeboende delebørn.
For ca. 3 mdr. siden mødte jeg en mand på 45, også med 2 børn. Vi blev stormende forelsket og gik meget hurtigt frem med at introducere børn osv. Vi brugte nærmest alle dage sammen og næsten kun sammen med børnene og sjældent alene, da vi har børn i modsatte uger. Jeg kunne mærke at det gik for hurtigt da jeg ikke følte at vi fokuserede på os og vores forelskelse. Jeg italesatte det et par gange men vi kørte fortsat på. Jeg kunne mærke at han pludselig ikke var helt til stede og vi tog så snakken. Vi er enige om at vi har mistet forelskelsen for hurtigt midt i at lege storfamilie. Vi har ikke lyst til at afslutte det da vi er glade for hinanden, ikke er trætte af at være sammen og kan se os sammen i fremtiden. Vi har derfor besluttet at nulstille, altså ikke holde pause men gå lidt tilbage. DVS. ikke ses hver dag og kun når ungerne er lagt i seng og i det hele taget fokusere kun på ham og jeg. Vi håber at vi på den måde begge kan få mærket efter om hvad vi føler og om vi som kærester kan blusse lidt op igen. Mit spørgsmål er om det er en god ide og om det mon overhovedet kan lade sig gøre….at savnet og “forelskelsen” blusser lidt op igen?
Håber meget på svar😊
Det er en klog beslutning. Der er mange ting på spil, når man bringer nye partnere og børn sammen. Både for de voksne og for børnene.
Jeg tror I har givet jer selv de allerbedste betingelser for at genfinde og nyde forelskelsen nu. Det kan også være godt for forelskelsen at savne lidt – selvom det kan føles helt umuligt at holde ud, og I bare har lyst til at være sammen hele tiden.
Alt det bedste til jer og kærligheden.