Skal jeg blive eller gå?
Min kæreste er utro, og jeg er næsten blevet ligeglad.
Kære Heidi
Som mange andre herinde har jeg også brug for en second opinion.
Jeg bor sammen med min kæreste gennem 15 år og vi har en søn på 8 sammen. De første 7 år sammen var dejlige og uden konflikter. De sidste 5 år har været rutsjeture.
Efter vores søn blev født, blev det svært. Svært at blive forældre, at gå fra 2 til 3 og få alt til at hænge sammen. Vi skændtes, og vores sexliv og vores nærhed tog et standby. Han indledte et forhold til en kollega på sit arbejde, som stod på i nogle år. Da jeg opdagede det, brast min verden sammen og al tillid forsvandt. Jeg trak mig ind i mig selv og blev svær at nå. Han lovede at cutte forbindelsen, men der dukkede episoder op af og til, som stadig linkede til hende.
Årene efter var fyldt med usikkerhed, og vi kæmpede med at nå hinanden. Jeg oplevede en stor sorg indeni, og han havde svært ved at kapere det og stå til ansvar for, hvad der var sket. Af og til dukkede tilfældige kærlige mails og smsér op på hans pc og mobil, og hver gang var det som en kniv i hjertet på mig. Når jeg konfronterede ham med det, negligerede han det og jeg fik aldrig svar på mine spørgsmål. Der blev lagt låg på mine følelser og mine behov for at få en forklaring.
Vi har opsøgt en parterapeut og kun været der en gang. Men den ene gang fik mine øjne åbnet i den grad. Jeg vil have mere af livet og mere af kærligheden. Og jeg er ikke længere sikker på, at jeg vil have det af min kæreste. Jeg føler jeg er slukket på al den mistillid, utroskab, manglende fortrolighed og mangel på nærhed. Og på en mærkelig måde føler jeg mig også ligeglad. Det er som om, der er lagt et slør over alle mine følelser, og derfor har jeg svært ved at skelne godt fra skidt. Lyder det vanvittigt? Jeg har svært ved at vide, hvad jeg selv føler efterhånden, så det ville være dejligt med en mening udefra. Om ikke andet et godt råd.
KH Jomfruen
Min kæreste er utro – hvad stiller jeg op? Og hvad med vores søn?
Kære Jomfru
Tak for dit spørgsmål. På mange måder er det en klassisk historie, så tak fordi du deler den. Der er nemlig mange, der vil kunne genkende sig i den, og dermed forhåbentlig også få gavn af mit svar til dig.
Hej Forældreskab – Farvel Parforhold??
Allerførst er det at blive forældre jo en af de største omvæltninger i livet – hvis ikke den største. Det kan betragtes som en livskrise. Kriser giver mulighed for vækst – hvis man ved, hvordan man skal håndtere dem, og i et tilfælde som jeres formår at håndtere den sammen. Samtidig kan krisen få mulighed for at udvikle sig i en retning hvor den ikke styrker positivt, hvis den får lov.
Det lyder til at I – ligesom rigtig mange andre par – er blevet lidt overvældede af forældreskabet, og at det har bragt jer længere fra hinanden som par at blive forældre. Det er der som sådan ikke noget underligt i, da det at få børn er det hårdeste man kan udsætte et parforhold for. Derfor er det ikke mærkeligt at man kan blive rystet lidt – både som individer og som par – når forældreskabet banker på.
Det jeg lægger mærke til i din fortælling er, at I ikke har været fælles om at være i krise i jeres parforhold, forstået på den måde at I ikke har set jeres udfordringer som et fælles anliggende, som skulle løses fælles. Men at I i stedet har trukket jer mere og mere fra hinanden, og at din kæreste har valgt at investere fokus og energi i en anden kvinde, hvilket ikke har gjort jeres nærhed og fællesskab stærkere.
Er jeg vanvittig?
Og nu står I så her. Her hvor du næsten er blevet ligeglad.
Du spørger om det lyder vanvittigt?
Nej, det synes jeg ikke.
Jeg synes det lyder meget forståeligt. Det er en helt naturlig copingstrategi.
Helt enkelt kan man sige, at du har lukket ned, fordi det er for hårdt at blive ved med at holde dig åben. For du er jo ikke bare blevet såret én gang, hvorefter I sammen har taget jer af at hele såret, og sikre at det ikke sker igen.
Du er blevet såret mange gange.
Din fortælling er dermed ikke: Min kæreste er utro.
men: Min kæreste er utro – igen.
og måske: Min kæreste er utro – og han bliver ved.
I det lys er det ikke så sært, at dit system lukker ned. Det bliver for sårbart og for smertefuldt at blive ved med at række dit hjerte frem mod ham, når du er så usikker på om, og i så fald hvordan, han tager imod det.
Hvilken kamp har I kæmpet?
Du skriver at I har kæmpet med at nå hinanden. Jeg bliver nygerrig på, om I har kæmpet med at nå hinanden, eller kæmpet for at nå hinanden.
Det er nemlig ikke ligegyldigt, om I mest har bekriget hinanden, eller om I har rottet jer sammen mod alt det svære og kæmpet for hinanden. Sammen.
Du beskriver ikke, hvad I konkret har gjort – udover parterapeuten, som jeg vender tilbage til. Hvis jeg sad sammen med dig, ville jeg spørge mere ind til det, for der er nemlig noget, der er langt mere konstruktivt at gøre end andet.
Ud fra din beskrivelse, lyder det mest som om, at I har kæmpet mod hinanden. Skændtes, bebrejdet, negligeret, løjet eller i hvert fald holdt central information tilbage. Jeg er lidt usikker på om de informationer, der er dukket op, refererer til nye episoder mellem din kæreste og kollegaen, eller om den indformation var påmindelser om, hvad der var sket.
I virkeligheden er det heller ikke så afgørende. Lad mig uddybe hvorfor.
Når jeg sidder med par, der har oplevet utroskab, siger den sårede part ofte – når det første voldsomme chok har lagt sig lidt – at det værste ikke er, at det skete (selvom det bestemt er slemt nok), men at det er alle løgnene og fortielserne omkring og i kølvandet på selve hændelsen/hændelserne. Oveni det gør det alting værre for genopbygningen af tilliden, når den utro part ikke vil tage sin handlinger på sig og tage imod den sårede parts reaktioner og følelser.
Det føles som at få en våd klud i hovedet igen og igen, når den utro part afviser eller negligerer den sårede part. Ligesom det føles som at få hevet et meget stort plaster af i mange mange små smertefulde bidder, hvis der løbende dukker signaler eller nye informationer om utroskaben op.
Det er rigtig dårlige vilkår for at kunne genopbygge tilliden.
Tillid – en fælles opgave
Men hvordan gør man så?
Allerførst er det vigtigt at få på plads at tillid er en fælles opgave. Det er ikke bare det sårede parts opgave at få tilliden tilbage.
Tillid opbygges over tid, når man kan se, at der igen er grund til at have tilid. Dvs at den utro part tager sine handlinger og konsekvensen af dem på sig, og ændrer sin adfærd til en, der er mere sund for begge parter og for parforholdet. Og så er det afgørende, at der ikke kommer nye tillidsbrud oveni, for så bliver det rigtig svært for den sårede part at bevare håbet og vove at give sig hen til fællesskabet og kærligheden igen.
Når jeg læser din beskrivelse af jeres historie, lyder det som om vilkårene for genopbygningen af tilliden ikke har været de allermest gunstige. Og når du læser min beskrivelse af, hvad der skal til for at genopbygge tillilden og parforholdet, tænker du måske, at I så ligeså godt kan gå fra hinanden, for det kommer aldrig til at ske.
Kære Jomfru, jeg ved ikke hvad der er den rigtige løsning for jer. Men jeg ved, at det er rigtig vigtigt, at I er fælles om at bakke op om arbejdet med løsningen. Og jeg kan blive i tvivl om, om I overhovedet har haft den snak? Har I spurgt jer selv og hinanden og meldt ærligt ud, om I er villige til at kæmpe? Om I er villige til at vove kærligheden? Om I tør bryde ud af de vaner og dynamikker som er i jeres relation lige nu, og som holder jeg i en armslængdes afstand fra hinanden?
Det kræver mod og det betyder, at I skal til at mærke ting og sager, som måske ikke er så rare at mærke. Er I villige til det? Er han? Er du?
Når jeg kigger på din kærestes adfærd (som du beskriver den), bliver jeg lidt nysgerrig på, hvad den handler om. Har han givet op? Går han måske og venter på, at du tager en beslutning? Er han så træt af sin egen adfærd, og det han har gjort, at han føler sig uværdig til din kærlighed – og handler derefter?
Jeg ved det ikke. Jeg kan gætte på en masse udfra de oplysninger jeg har, men det du får mest ud af er at spørge ham.
Og så tilbage til parterapeuten
Der skete noget der.
Hvad var det du fik øjnene op for? Hvad sagde han eller hun, som du kunne mærke helt tydeligt klingede i dig? Hvad var det du kom i kontakt med, som du overhovedet ikke var ligeglad med? Hvad længes du efter mere af? Hvad drømmer du om?
Og hvad skal der til for at det kan komme i spil mellem dig din kæreste? For at han kan give og du kan modtage? Og for at du kan give og han kan modtage?
Kan det lade sig gøre?
Store spørgsmål – jeg ved det godt. Men prøv alligevel at give dem en chance. Uanset hvor svarene fører dig og jer hen, vil jeg vove den påstand, at der er noget kærligt at hente i det for jer. Der hvor I står lige nu, er der ikke meget plads til alt det liv og kærlighed du så tydeligt længes efter.
Du kan starte med at mærke hvad der sker i dig, når du læser det her?
Måske mærker du helt tydeligt, at du ikke orker mere. At det bliver for svært? At det er for sent?
Måske mærker du håb? Og måske mærker du at der er en stor del af dig, som ikke er ligeglad?
Lidt hjælp på vejen videre
Uanset hvad du mærker, og hvilken retning det peger i, kan det være at I har brug for en hjælpende hånd til at komme videre, derfra hvor I står.
Måske har I brug for at opsøge den parterapeut igen. Eller en anden. Det kan være lidt af en opgave at få taget hul på de her snakke, for der er så mange tanker, erfaringer og føle
lser på mange plan i det. Derfor tænker jeg at en form for samtale guide, ville være en hjælp for jer. En der kan hjælpe jer til at blive på sporet og ikke falde i de gamle smertefulde mønstre.
En anden mulighed for jer kunne også være at kigge på det onlinekursus min gode kollega Maj Wismann, som er parterapeut og sexolog har lavet. Hun har stor viden om netop utroskab, og hvad der skal til (og ikke til), for at komme videre bagefter – uanset om det er sammen eller hver for sig. Måske kunne det være en mulighed for dig og/eller jer. Du finder kurset her.
Kære Jomfru. Jeg håber du har mod på at tage fat – selvom en del af dig forståeligt nok har lyst til at trække dig og give op. Lyt til den modige del af dig selv. Den del der skrev det her brevkassespørgsmål. Den del der tør række ud. Efter kærligheden. Uanset hvilken form den kommer i lige nu.
Alt det bedste til dig, til jer og til jeres søn!
Kærlig hilsen
Heidi
Læs også:
➫ Vil han mig – jeg er forvirret!
➫ Skal jeg gå fra ham?
➫ Parterapi
➫ 7 ting du kan gøre for dit parforhold i dag
Hej Heidi
Min mand sagde pludselig, efter 30 års ægteskab, at han ville skilles. Jeg har flere gange de seneste år taget initiativ til at tale om vores skræntende ægteskab men hørte aldrig om hvor han stod I det. Når jeg spurgte om hans ofte skiftende humør havde noget med mig at gøre, blev han ofte lidt sur og sagde “nej jeg skal nok sige hvis det har noget med dig at gøre”. Derfor kom det som et chok at han midt I julemaden ville skilles. Vi har tre børn sammen. Jeg fik mistanke om at det kunne skyldes at han havde fundet en anden, men det benægtede han. Han sagde at der var en han var gensidig interesseret I men at det ikke havde med skilsmissen at gøre. Siden den dag har han været sammen med hende hver anden uge når hun ikke har sine børn. Hun blev skilt lige inden jul. Jeg er ret sikker på at de har været sammen inden han bad om skilsmisse, men han nægter. Jeg kan mærke og regne ud at han lyver og det gør så ondt at han ikke vil være ærlig, og gør at jeg har svært ved at rejse mig og være der for børnene jeg siden jul stort set har stået alene med. Det er hårdt at være der for dem når jeg er så knust og stadig I chok. Og de har Jo brug for mig særlig efter de har fået at vide at vi skal skilles og far har en anden.
Jeg er enig I at vi skal skilles fordi vi lever to forskellige Liv. Jeg er familiemenneske og prioriterer altid først familien. Han prioriterer mere og mere karriere,som jeg oplever det og endnu mere nu hvor han er blevet kæreste med chefen. Dog synes jeg vi skulle have talt om det før det kom så vildt og at vi skylder vires længe ægteskab og vores skønne tre børn at kæmpe og evt få hælp af parterapeut inden vi giver op.
Jeg føler jeg kunne have rejst mig noget hurtigere hvis han havde ærlig fra starten. Giver det mening at et er uærligheden og mistilliden jeg synes blokerer for at jeg kan komme videre og faktisk lige nu forhindrer mig og skræmmer mig I det kommende forældresamarbejde?
Håber du kan hjælpe. Kh den knuste mor
Kære Knuste Mor
Ja, det gør det. Du er blevet både forskrækket og forvirret over at din eksmand pludselig tager en beslutning der i høj grad vedrører jer begge to, uden at inddrage dig i det op til. Det har selvfølgelig betydning.
Det har også betydning, at han fortsat ikke vil snakke med dig om hvad der er sket og hvorfor. Det skaber mulighed for at blive i tvivl om alt muligt andet, som du hidtil føler du kunne stole på eller vurdere. I din situation kan man blive vældig i tvivl om sin egen dømmekraft, og det er ubehageligt.
Det kan tyde på, at du nu er blevet givet en opgave i at slippe håbet om at kunne få svar og afklaring via ham, men i stedet skal finde den selv. Det er nemmere sagt end gjort, men det er værd at arbejde på. Du har et godt udgangspunkt for det, fordi du er enig i at I skulle skilles. Det kan gøre det lidt nemmere at komme overens med, at måden det skete på var uhensigtsmæssig.
Alt det bedste til dig og dine børn.
Jeg håber at I kan finde frem til et fornuftigt forældresamarbejde (vær tålmodig – det kan sagtens komme over tid, selvom det ikke ser sådan ud nu).Og jeg håber at dit hjerte og din tillid finder ro igen.
Bedste hilsner
Heidi