Endnu et spørgsmål og svar i min brevkasse
Denne gang fra Dana, der ikke er i tvivl om hendes søn skal med til begravelse, men er usikker på, om han også skal se sin døde oldemor forud for begravelsen.
Hej Heidi
Jeg har en lille søn på 4 år.
Hans oldemor er meget syg og kommer til at dø.
Vi er lidt uenige om hvor meget han skal være med til. Vi er enige om, at han skal med i kirken for at sige farvel. Men min mand og hans mor vil også have ham med til at lægge hende i kiste.
Jeg synes, at det er meget makabert. Jeg vil jo gerne have, at han husker hende på den gode måde. Hvor hun er rask og glad.
Hvad gør det ved ham, at han skal se hende død? Er bange for at han får mareridt. Skal vi forberede ham på nu, at hun kommer til at dø?
Håber at du kan hjælpe en meget bekymret mor.
Med venlig hilsen
Dana
Skal børn med til begravelse? Og skal de se det døde menneske? Får de traumer?
Kære Dana
Mange tak for dit spørgsmål, som jeg rigtig gerne vil svare på.
Du og din familie står lige nu i en situation, vi alle sammen kommer til at stå i på et tidspunkt, men som de færreste af os ved hvad vi skal stille op med. Nemlig at nogen vi holder af og er knyttet til dør fra os.
Vi skal alle dø – og det vil vi ikke
Døden er et svært emne at tage fat på. Det er forbundet med sorg at skulle sige farvel til et menneske, som har betydet noget for os, og som vi kommer til at savne. Samtidig kan vi ikke undgå at blive mindet om vores egen dødelighed, når vi er vidne til at andre bliver gamle, syge og dør, og det er ubehageligt at forholde os til, at alt det vi har, slutter på et tidspunkt.
Så døden i sig selv kan vække mange følelser hos os voksne, og vi kan få lyst til at lade som om det ikke sker, og undlade at forholde os til den. Det kan være svært nok at være voksen lige dér midt i død, sorg og begravelse. Og står man så som voksen med et barn, som man også skal hjælpe i sådan en svær situtation, kan det føles helt uoverskueligt og forvirrende.
Børn og begravelse – skal /skal ikke…..
I gamle dage – altså bare for en generation eller to siden – kom børn ikke med til begravelser. Man tænkte at de alligevel ikke forstod det. At det ikke var vigtigt for dem. Eller at det ikke var nødvendigt at have dem med. Måske ville de endda bare forstyrre midt i den højtidelige stemning.
Jeg har ikke tal på hvor mange samtaler, jeg har haft med mennesker, som er blevet udelukket fra en begravelse af et menneske, der var vigtigt for dem. Deres morfar eller mormor. Eller deres egen mor eller far eller søskende.
Pludselig var de bare væk, og så blev der ikke snakket mere om det.
Derfor!
Det sætter sig i sjælen, når én man holder af pludselig er væk, uden at man blev taget alvorligt nok til at blive inviteret med i de ceremonier vi har for afsked og afslutninger. Og det gør ondt, når de mennesker man som barn er afhængig af, og som er dem der har mandat til at beslutte, om man skal med til begravelse eller ej, vælger at udelukke én fra den sammenhæng.
Derfor er jeg slet ikke i tvivl:
Din søn skal med til sin oldemors begravelse.
Mange forældre er i tvivl om, om børn kan holde til at være med til en begravelse og ønsker at beskytte dem fra den oplevelse.
Børn kan holde til rigtig meget, hvis de er sammen med deres vigtige tilknytningspersoner, og hvis de bliver hjulpet med at forstå den sammenhæng de er i.
Når voksne ønsker at beskytte børn mod fx en begravelse, er det min erfaring, at det er de voksnes egen sorg og smerte, der er svær at forholde sig til (for den voksne), og at det er dét, der bliver forvirrende og svært for den voksne at navigere i, samtidig med at den voksne skal forholde sig til barnet, som også sørger.
Lad os derfor kigge på, hvad I kan gøre for at både død og begravelse bliver en god, omend sørgelig, oplevelse for både jer og jeres søn.
Skal han se hende død?
Døden er en naturlig del af livet, og er i sig selv relativt udramatisk. Det er sjældent blodigt og dramatisk som på film. I jeres tilfælde er det jeres søns oldemor, der er på vej til at forlade jer. Jeg antager derfor, at hun har en vis alder, og at hun forhåbentlig har levet et langt og godt liv. En dame i den alder vil typisk blot holde op med at trække vejret, og vil derfor ikke se forkrampet eller makaber ud i døden. De fagpersoner der træder til i forbindelse med døden har også stor erfaring med at gøre den død pænt i stand og give dem et fredfyldt udtryk, så det ikke er en voldsom og visuelt ubehagelig oplevelse at se hende død.
Ud fra det du skriver fornemmer jeg, at du er utryg ved at skulle se hende død. Især på din søns vegne, men også lidt på egne vegne. Du beskriver det som makabert. Af den grund vil jeg fraråde, at din søn er med til/overværer at hun får tøj på og bliver lagt i kisten.
Lad det være en stund for din mand og hans mor.
At læne sig ind i tryghed
Når jeg anbefaler det, beror det på, at det, der gør sådan en ny og anderledes situation overskuelig og tryg for din søn er, at han kan mærke på dig og på hans far, at I er okay i det (kede af det ja, men okay og samlede).
Når han kan mærke det, kan han læne sig ind i jeres afklarethed med situationen, a la ”Okay, det er lidt mærkeligt det her, og jeg har aldrig prøvet det før, så jeg ved ikke hvad der sker lige om lidt, men når jeg kigger på mor og far, kan jeg se på deres ansigt og i deres øjne, at jeg godt kan tage det roligt og ikke behøver at være bange”.
Din søn har brug for dig/jer i den situation til at vise ham, hvordan han skal tolke det der foregår, og hvis du synes det er makabert at lægge en død person i kiste (hvilket er helt fair at synes og mærke), vil dit kropssprog og dine signaler til din søn afspejle det, og så kan det blive utrygt for ham.
Sig farvel sammen
Når hun så ligger i kisten og er gjort klar og fin, kan du tage ham på armen, og I kan sammen se hende. Her kan I snakke om, at man godt kan se at det er oldemor, men at hun også ser lidt anderledes ud end sidst I så hende, og at noget er anderledes nu. I kan snakke om, at hun ikke trækker vejret mere, men at hun blot ligger der, og er klar til at I siger farvel til hende, inden hun skal begraves.
Undlad at sige noget om, at hun sover, for det at være død er noget ganske andet end at sove, og der er ingen grund til at jeres søn bliver utryg ved at lægge sig til at sove.
I kan snakke om at hun har det godt nu. At hun ikke er syg mere. At der ikke er noget, der gør ondt mere osv. Hvis I har mod på det kan I røre lidt ved hende, ae hende på hånden og sige farvel på den måde.
Det kan også være en god ide at have noget med, din søn kan lægge i kisten. En tegning, en bil, en blomst, en lille legofigur, som han og oldemor har leget med sammen el. lign. Det kan give en fornemmelse af at kunne gøre noget, i stedet for blot at stå, og det er en mulighed for din søn for at give hende en sidste ting og hilsen med.
Hvad skal vi gøre med alle hans spørgsmål?
Han vil sikkert have masser af spørgsmål, og dem skal I svare på. Så lige-ud-ad-landevejen som muligt og i 4 års børnehøjde. Han vil sikkert både spørge om noget meget konkret, som fx ”Men kan hun så ikke spise mere?” eller ”Hvad så når hun skal tisse?”. Det svarer I bare på, på samme måde som når han spørger om alt muligt andet hver dag.
Og så vil han sikkert også spørge om noget mere abstrakt. Som fx ”Kan du også dø, mor?” og ”Hvad nu hvis dig og far dør? Hvem skal så passe på mig?”. Det er den slags spørgsmål der gør, at vi kan få lyst til at holde vores børn helt væk fra død og begravelse. Ikke for deres skyld, men reelt for vores egen, fordi de spørgsmål borer sig lige ind, hvor det gør allermest ondt i vores hjerter. For hvad skal man sige….?
Det er afgørende, at du ikke lyver, selvom det kan være fristende. At lyve for sine børn er generelt en rigtig dårlig ide, og når det gælder så vigtige emner som liv og død og kærlighed, så er det ganske enkelt afgørende, at vores børn ved hvor de har os.
Det bliver dermed vigtigt, at du ikke lyver, og samtidig at du ikke skaber angst og utryghed, men derimod håb og beroligelse med dit svar. Du kan fx sige ”Ja, jeg kan godt dø. Men der er rigtig længe til jeg bliver lige så gammel som oldemor”. Og ”Så skal mormor (eller moster eller en anden I er tæt knyttet til) passe på dig, men det tror jeg altså virkelig ikke sker”.
Jeg har skrevet en artikel om, hvordan man kan tale med børn om det der er svært. Den finder du her.
Skal vi sige noget forud for begravelse?
Og så spørger du, om I skal forberede ham på at oldemor vil dø.
Det er en svær disciplin timingsmæssigt. Det optimale vil være, at han får et forvarsel om, at det kommer til at ske. Det modvirker nemlig oplevelsen af, at nogen lige pludselig bare kan dø ud af ingenting, og så behøver han ikke gå og spekulere på, hvem det ellers kan ske for.
Samtidig skal den periode, hvor han er ved at det er på vej og hvor han bekymrer sig og går og venter på, at noget han ikke rigtig ved hvad er, sker, ikke være for lang.
Hvis I kan time det til at være omkring en uges tid, vil I kunne nå at vænne jer lidt til tanken sammen, tage de første spørgsmål og måske også se hende, så jeres søn kan se, at hun begynder at se anderledes ud, og at noget er under forandring. Hvis hun er indlagt og har tilkoblet mange slanger osv, skal I overveje om han har gavn af at se hende. Da vil hun ofte se roligere og mere fredfyldt ud i døden.
Og hvordan ved man så lige, hvornår der er en uge til at oldemor siger farvel? Det ved man jo ikke. Og det er heller ikke det afgørende.
Det afgørende er, at I er der sammen. At I giver hinanden plads til at sørge på den måde og i det omfang, I hver især har brug for. Og at I tager jer tid til at sige farvel og have de fine snakke der kan opstå, når en 4 årig spørger uskyldigt og hjerteligt ind til livet og døden og kærligheden.
Min allervarmeste hilsner til jer tre og til dem omkring jer, der også kender og vil savne oldemor.
Bedste hilsner
– Heidi
Læs også:
★ Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet en bror. Nu vil han selv dø.
★ Børnetestamente – hvorfor og hvordan?
★ Sorg er lidt ligesom feber
Vores børns oldemor døde i sidste uge. Vi har en dreng på 4 og en datter på 7. Vi har vidst længe at det var på vej, og har nok især til vores datter fortalt at olde nok snart dør. Og det er vist blevet et helt år at vi ind imellem har sagt det 😳
Dagen efter hun døde, tog vi derned med begge børn og var med til at synge hende ud. Først så vi hende i sengen i sit hus. Da hun blev flyttet over i kisten, ville min svigermor gerne have at vi var i et andet rum. Og da hun så lå pænt i kisten igen, kom vi og sagde farvel igen. Min datter havde tegnet en tegning som kom ned i kisten og aede hende også. Min søn vinkede og sagde hej hej olde. Vi så at kisten blev lukket.
Da hun lå i kisten sagde min søn, at det var lidt uhyggelig. Min datter var meget berørt af hvor ked af det hendes farmor var – og syntes det var synd at hun havde mistet sin mor 😥
De var også med til bisættelsen.
Jeg var glad for at de kunne opleve døden på denne måde, hvor olde havde levet et langt liv og døet stille i eget hjem endda med sin datter i hånden. Det kunne ikke være mere naturligt og smukt tænker jeg.
Og jeg har prøvet at være meget åben og konkret i forhold til alle deres spørgsmål. Min erfaring er at fantasien så let bliver mere uhyggelig og svær at begribe end virkeligheden.