Kære Heidi
Jeg blev bonusmor til 2 drenge for snart 5 år siden. Idag er de 12 og 9 år.
Vi har lige haft en uges ferie sammen min mand og jeg, og hans drenge, hvor vi tog 4 dage til Tyskland, resort med badeland osv. Vejret var ikke det bedste, og ikke til meget andet end at tilbringe tid i badelandet.
Det der undrer mig er, at så snart fokus bliver fjernet fra de drenge, når min mand og jeg bare ville have 5 minutters fred og ro/ voksentid, så skulle der plages om slik, hvornår skal vi over at bade, hvad skal vi nu. Tit oplever vi også herhjemme, at så skal der være slåskamp, hvor vi til sidst må hæve stemmen adskillige gange for at sige stop og sætte grænser.
Jeg er i den forbindelse blevet kaldt sur. Jeg taler hårdt til dem og min mand, fordi det irriterer mig, at det oftest er mig, der går i front, når jeg får nok, og mener, at jorden drejer rundt om andet end de to børn.
Det har resulteret i, at min mands ekskone har ringet og spurgt ind til, om min mand er ok, om han har det godt, for jeg har været skide sur i ferien, og snakket hårdt til far osv, hvilket i min optik er noget, hun slet ikke skal blande sig i. Det er ok at have dårlige dage, at livet og hverdagene ikke altid er lyserøde i et ægteskab eller forhold, og at det er helt ok, og noget, som min mand og jeg nok skal finde ud af.
Det skal lige siges, at ekskonen er single, så hun har ikke andre at tage hensyn til, end sine børn.
Jeg kan i den forbindelse godt føle, at det er en utaknemmelig opgave at være bonusmor, da hverken børn eller de to andre voksne tænker over, hvad jeg gør for dem til daglig på trods af, at det ikke er mine børn.
Mit problem er, når jeg får nok af at sige ” stop” så lukker jeg af, går for mig selv, har brug for luft, og bliver tavs. Også over for min mand, som kalder mig ” skizofren”, fordi han står tilbage og ikke ved, hvad han har sagt og gjort, siden jeg kan ignorere ham i flere timer, nogle gange en dags tid.
What to do???
Mvh Jette
De siger jeg er en sur bonusmor – what to do?
Kære Jette
Tak for dit spørgsmål!
Den problematik du beskriver, er du langt fra den eneste bonusmor, der oplever. Faktisk behøver man ikke at være bonusmor, for at komme til at sidde i den klemme, du er landet i, men positionen som bonusmor er på mange måder ekstra sårbar og nem at “køre skævt i”. Derfor er der sikkert mange af dine bonusmor ”kolleger”, som er glad for at du stiller spørgsmålet – til hjælp og inspiration for flere, der læser med her.
Uklare rammer?
Jeg kan læse både direkte af dine ord og mellem linjerne, at du gør meget for din mands drenge. Og at det føles utaknemmeligt at blive ved, når det ikke bliver værdsat, eller at det aldrig rigtig virker, som om det er tilstrækkeligt.
Når det opleves som om drengene vil have mere og aldrig kan give jer fred, kan det både handle om, at de har lyst til at få mere slik / opmærksomhed / service / badeland, end I kan give dem eller synes de skal have. Men det kan også handle om noget andet. Nemlig at rammerne for hvad I skal hvornår, og hvor meget du og din mand er tilgængelige, er uklare for dem.
Når noget er uklart for børn, bliver de ved med at søge den information, de mangler. Det kan ske på mange måder. Både ved simple spørgsmål, ved plageri, ved at hænge på jer, ved at gøre opmærksom på uklarheden på mere eller mindre uhensigtsmæssige måder, som fx at tiltrække sig opmærksomhed ved at slås, osv.
Jeg er ret sikker på, at drengene vil falde mere til ro, hvis I hjælper dem med at tegne rammerne tydeligere op. Altså gøre det tydeligt, hvad I skal hvornår. Det kan I både gøre for en hel dag, a la
“I formiddag skal vi…., og når vi så har…..kommer…. på besøg, derefter kører vi ud og ….., og i dag er sengetiden kl….”.
eller for “lige nu” a la:
“Når vi nu har spist frokost, skal far og jeg lige have en kop kaffe og snakke om nogle ting, vi ikke kan blive forstyrret i, så I to skal finde på noget at lave selv indtil kl 14”.
På den måde bliver det klarere for alle, hvad der skal foregå, og det bliver derfor nemmere for alle parter at leve op til det. Når det er meldt klart ud, er det til at forstå, og drengene skal ikke prøve at regne ud, om I gerne vil være alene, eller om de lige kan klemme en ekstra pose slik ud af jer eller ej. De vil nok prøve alligevel til en start, men når det er tydeligt for alle parter, hvad der er på programmet lige nu, bliver det nemmere (ikke nødvendigvis nemt, men nemmere) for jer alle hhv at fastholde rammen og leve op til den.
Og du slipper (i højere grad) for at blive skuffet over, igen ikke at få den pause eller den tid med din mand, som du har brug for – men som du måske ikke har fået meldt klart ud til hverken din mand eller drengene, og de derfor ikke er med på at give dig.
Når man gennem længere tid synes man har ydet og ydet og er gået på kompromis med egne behov, er det ikke mærkeligt hvis skuffelsen eller surheden tager over.
En af vejene til at ændre dette er som sagt, at du begynder at melde dine behov klart ud, og opgiver håbet om at din mand og hans drenge kan regne ud, hvad du har brug for
(og at du så lige giver dem lidt tid til at vænne sig til denne ændring i din kommunikation, og finde ud af, hvad det betyder for og kræver af dem).
Afmontér eksplosionerne
Når jeg læser dit spørgsmål, er jeg slet ikke i tvivl om dine gode intentioner og din lyst til, at I skal have det rart sammen. Det er helt tydeligt.
Jeg gætter på, at du kan opleve at blive så frustreret og sur, at du kommer til at vrisse af din mand og tale surt til drengene, netop fordi du gerne vil det hele så godt, og du derfor strækker dig langt for det.
For langt måske?
Når vi overskrider vores egne grænser igen og igen, og ikke oplever at blive værdsat for det, kan vi ende i noget der ligner en følelsesmæssig eksplosion. Lige pludselig er det hele bare for meget, der bliver sagt hårde ord, og håbet om, at det nogensinde skal blive bedre, er lille.
Vejen frem er at sige til og fra langt tidligere – inden du bliver så presset, at det hele vælter. Jeg er ret sikker på at meget af din irritation og frustration opstår, fordi du giver dig mere end godt er.
Det betyder ikke, at du skal blive skrap og stædig og sige nej til alting fremover, men blot at du skal begynde at lægge mærke til, hvornår du går med til mere, end du reelt kan være med på, og så standse dér – og på sigt lidt før.
Jo før du får sagt til og fra, jo roligere og mere konstruktivt kan du gøre det, og jo nemmere bliver det for din mand og drengene at forstå og tage imod dig.
Og når du har øvet dig lidt i det her, vil du kunne håndtere det, inden du bliver så presset, at du bliver nødt at trække dig og gå.
Læs også: Kunsten at sætte grænser for børn
Bonusmor – en ensom position
At være bonusmor kan være en berigelse og en mulighed for at få ekstra mange dejlige relationer ind i sit liv. Og det kan også være en ensom position. Som bonusmor kan det føles som om, man står lidt på kanten af det hele. Selvom man anstrenger sig og gør alt sit bedste for at være fair og imødekommende og sjov og en netop en bonus for sine bonusbørn, så er man som bonusmor altid lige en lille smule anderledes eller udenfor det fællesskab ens mand og børn har. Den anderledeshed kan være kilde til mange følelsesmæssige og tankemæssige udfordringer.
Derfor er det vigtigt ikke at gøre anderledes lig med forkert. Og det er vigtigt, at du og din mand tager hånd om det vilkår, der er for jeres relation: Nemlig at din position som bonusmor gør, at du nemt kan komme til at føle dig anderledes og ensom og også utaknemmeligt behandlet, og at det ind imellem går ud over din mand. Også selvom han som sådan ikke har gjort noget forkert.
Det han og du sammen kan gøre er at være 
opmærksom på at værne om kontakten imellem jer. I skal så at sige være på samme hold. Ikke mod drengene. Men bare på samme hold. Fortæl ham at hans opbakning og nærvær er vigtig, og få snakket om hvordan I passer på jer som par og som voksen-enhed i relation til drengene – og også i relation til drengenes mor.
Del med ham hvad der er rart for dig, at han gør/ikke gør, og fortæl ham også, hvornår du savner hans opbakning og kommer til at føle dig ensom og usikker – og som den sure bonusmor du slet ikke har lyst til at være.
Lyt samtidig til ham og hans oplevelse af, hvornår han kan føle sig presset eller i klemme.
Jeg ved at det kan være lidt af en mundfuld at gå i gang med, men jeg håber at du vil give dig selv (og din mand og hans drenge) en chance – for kærlighedens skyld. For den er der ingen tvivl om, at der er masser af.
Rigtig god fornøjelse!
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
Hans ekskone blander sig hele tiden
Min bonusdatter nægter samvær med far
Intimitet i parforholdet – hvad er det for en størrelse?
Skriv din kommentar