Billeder af flygtende mennesker cirkulerer frit. Informationer strømmer ud af radio og tv. Svære ord og nye begreber som er svære at forstå. Spørgsmålene er mange og følelserne er stærke.
For hvad er det lige man siger – og ikke siger – til sine børn, når de spørger, hvad der sker i verden og i Danmark? Hvad betyder flygtning? Og hvorfor er der krig?
Jeg har fået en del spørgsmål de sidste dage og uger. Senest i brevkassen, hvor Trine spørger hvordan hun hjælper sine tre børn, som reagerer på hver sin måde.
Trine er ikke alene om at være i tvivl, og derfor har jeg givet hende et langt og uddybende svar her, som du måske også kan have glæde af. Du er velkommen til at dele det med dit netværk. Der sidder nok en forælder eller to, som også er i tvivl om havd han eller hun skal sige til sine børn.
Hvordan snakker jeg med mine børn om flygtninge og krig?
Kære Heidi
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige og gøre
Idag kom min 5-årige søn hjem fra børnehave og spurgte, om vi godt vidste at der er krig, og at der er mennesker der må gå væk fra deres huse midt om natten, og at de går på farlige veje. Han spurgte hvorfor de ikke har nogen huse, og hvem der skyder og hvorfor.
For et par dage siden endte jeg i en helt forfærdelig situation med min datter på 11 år. Hun er endnu ikke på facebook (og meget sur over at vi fastholder, at hun ikke må endnu), men det er flere af hendes veninder, og der er de åbenbart flere gange stødt på voldsomme billeder af flygtningesituationen. Bl.a. billedet af den lille druknede dreng i vandkanten.
Min datter er følsom og bliver meget let påvirket, og hun var meget vred den dag, og kaldte mig de værste ting i løbet af vores ”snak”. Hun blev vred fordi jeg ikke bare sagde ja til, at vi kunne have flygtninge til at bo herhjemme, eller, som hendes andet forslag var, at hæve vores penge i banken og sende til dem flygtningene. Jeg prøvede at uddybe, hvorfor jeg sagde nej, men hun var for vred til at kunne høre.
Vi er stadig ikke helt tilbage på talefod.
Vores mellemste på 8 har endnu ikke gjort sig bemærket i den sammenhæng, men jeg tænker at det er et spørgsmål om dage, før hun ser eller hører noget, hun helst ikke skulle høre. Det er jo over det hele. I radioen og tv og aviser og på nettet – og i snakke mellem forældre i skolen og til fritidsinteresser.
Jeg betragter mig selv som en fornuftig og reflekteret mor, men her kommer jeg til kort.
Hvordan snakker jeg med mine børn om krig og flygtninge? Hvordan griber jeg det an, og er der fx noget, der er helt forkert at sige?
Måske har alle andre styr på at håndtere de snakke med deres børn, men jeg synes godt nok det er svært at vide, hvad der er det rigtige, og jeg håber at du har tid til at svare.
Med venlig hilsen
Trine
LÆS også: Terrorangreb i børnehøjde- Hvordan kan jeg blive ved med at berolige mit barn, når verden bliver mere utryg
Kære Trine
Du er bestemt ikke den eneste, der synes det er svært at navigere i det felt – både på egne og børnenes vegne – og jeg vil meget gerne svare dig.
Helt overordnet er det vigtige i den sammenhæng at skabe ro og minimere bekymring hos børnene. Det er ikke nødvendigvis en nem opgave, for situationen er både voldsom, følsom og uoverskuelig for os voksne, så hvordan skaber man lige ro og minimerer bekymring hos børnene?
Jeg vil ridse nogle generelle punkter op for dig, og derefter også kigge lidt mere specifikt på, hvad der er vigtigt at være opmærksom på i relation til dine tre børn individuelt alt efter deres alder.
Forståelse er beroligende
Når vi kan forstå noget, falder noget, der før var diffust, på plads.
Begge dine søger viden og oplysninger, der hjælpe dem med at få det hele til at hænge sammen. Du kan betragte det som et puslespil de er ved at lægge, men hvor nogen af brikkerne stadig mangler. Derfor er motivet uklart, og det er ikke helt til at se endnu, om det der er på puslespillet er noget man skal være bange for, og i så fald hvor bange man skal være.
Vi mennesker er meningssøgende, og der er derfor rart for os, når vi får en ramme at forstå et givet emne i, så meningen (i højere grad) kan indfinde sig.
Vi bliver ved og ved at lede efter mening og sammenhæng: Derfor kan du hjælpe dine børn med at finde ro ved at give dem de puslespilsbrikker, de leder efter. Det skaber ro at få svar på noget vigtigt fra sin mor eller far, og på den måde undgår du også at dine børn selv stykker en forklaring sammen, som nemt kan være endnu mere angstfremkaldende end virkeligheden – selvom den i dette tilfælde er voldsom nok.
Både din yngste og din ældste kommer til dig og beder dig på hver sin måde om at hjælpe med at forstå noget, de ikke selv har kunnet skabe mening i. Din yngste stiller spørgsmål, der overejende relaterer sig fakta, og din ældste er mere ramt på det følelsesmæssige plan.
Skab ro
Hav for øje, at de spørger dig, fordi du er vigtig for dem, og du plejer at kunne gøre tingene forståelige og overskuelige for dem.
Det skal du også gøre her.
Og nej, det er ikke nødvendigvis nemt, for hvad er svaret egentlig på, hvorfor situationen ser ud som den gør i dag?
Du kan hjælpe dig selv med at gøre det hele lidt enklere ved at fokusere på, at din opgave er at skabe ro i dit barns system. Ikke at bidrage til uroen. Det betyder, at du skal give korte og enkle svar og ikke omfattende og nuanceret information.
Så når dit lille barn fx spørger: ”Er det rigtigt, at der er krig?”, så svarer du: ”Det er rigtigt, men det er meget langt væk”. Og når det spørger, om der kan blive krig i Danmark, så svarer du ”Nej, det tror jeg ikke at der kan”. Og når det fortsætter og spørger: ”Men har der aldrig været krig i Danmark?”, siger du ”Jo, men det er længe siden, og det er der helt styr på nu”.
Du skal have fokus på at skabe ro, skalere bekymringen ned, og skabe en følelse af sikkerhed hos dit barn.
Men siger du, at jeg skal lyve for mit barn?
Nej, du skal ikke lyve. Men det afgørende her er at skelne mellem, hvad du som voksen har brug for at vide og kan håndtere, og hvad dit barn har brug for at vide, og hvad det kan håndtere.
Hele situationen omkring urolighederne og de mange flygtninger byder på mange informationer, der dels er voldsomme følelsesmæssigt og dels er komplekse, usikre og modstridende.
Det kan et barns hjerne og følelsesmæssige system ikke håndtere.
Mærk blot efter et øjeblik i dig selv som voksen, hvor mange informationer af forskellig karakter du allerede har, hvor mange af dem du egentlig godt kunne undvære, og hvordan der sandsynligvis også er et element at usikkerhed og forvirring over, hvad det hele handler om. Måske også en snert af tvivl om, hvad der er op og ned i det hele. Der er rigeligt at forholde sig til på voksenplan. Et barn har ikke en chance for at håndtere bare halvdelen af den mængde viden og informationer, du har til rådighed, ganske enkelt fordi dets hjerne ikke er udviklet til det endnu.
Der hvor det ofte ”går galt”, eller hvor man, som du spørger om kan gøre ”noget forkert”, er dér, hvor man som forælder, i bedste mening giver sit barn for mange og for uhåndterbare oplysninger. Netop fordi man som forælder gerne vil snakke med sit barn om det, og give det en god og grundig forklaring.
Man kan nemlig risikere at give dem ny viden, som skaber nye tanker og bekymringer i deres stadigt ufærdige systemer for tolkning og forståelse. Du behøver ikke give dem noget nyt at tænke over og bekymre sig om, som de måske slet ikke havde tænkt over i forvejen.
Lyt mere end du taler
Du kan hjælpe dig selv til at undgå dette, ved at lytte mere end du taler. Hvis du har fokus på at lytte til dit barn, kan du nemlig høre, hvad det præcis er det spørger dig om. Og så skal du svare på det, på en måde der skaber ro (som i eksemplet fra før). Og så skal du stoppe der. Ikke fylde mere på.
Svar på det de spørger om, og ikke mere. Lad det enkelte barn vise dig, hvor meget det er klar til at høre og forstå. Børn spørger nemlig overvejende kun om det, de er klar til at høre.
Det er en svær øvelse for mange, fordi mange forældre gerne vil ”gøre det godt”, og har lyst til at være imødekommende og informative osv. Det er nemt at komme til at overdosere, så husk på at du ikke har snydt dit barn, blot fordi du ikke har fortalt alt hvad der er at fortælle. Din opgave er at skabe ro.
Så spar på detaljerne og fortæl de gode historier. Dem der skaber ro i en barnesjæl.
Det er hjælpsomt (og helt i orden) at sige: ”Dem der skal tage sig af de flygtninge, der er her i Danmark har styr på det. Der er ikke nogen der skal sulte her” og ”Der er mange der hjælper med at stoppe krigen”.
Det er i orden at sige, også selvom du måske selv kan være lidt i tvivl, om det nu passer helt.
Læs også: Tal med dine børn om det, der er svært
Pas på de små ører
Du må gerne være i tvivl, men diskuter den tvivl og usikkerhed med andre voksne, som netop fordi de er voksne har hjernemæssig kapacitet til at håndtere situationens kompleksitet.
Vær også opmærksom på, at du og din mand vender jeres uenigheder og frustrationer og eventuelle diskussioner i børnefri zone.
Tag også gerne ansvar for at passe på små ører i omklædningsrummet til fodbold eller til spejder, og stop de ofte indviklede snakke mellem forældre, så længe der er børn i nærheden.
Undgå at dine børn ser nyheder. Det er umuligt at vide hvilke indslag og billeder der vises, og informationen kan nemt opleves abrupt og usammenhængende for børnene, hvilket gør at de kommer endnu mere på arbejde med at samle informationspuslespillet.
Det er muligt, at din store datter kan se noget en gang imellem, men så skal du eller sin mand se det sammen med hende, så I kan give hende de informationer undervejs, der hjælper med at skabe det fulde billede. Og så er I der også til at slukke, hvis det bliver for voldsomt.
Vær også opmærksom på hvor og hvornår du snakker med hvert af dine børn. Lillebror på 5 skal ikke lytte med på alle snakkene mellem dig og storesøster på 11.
Hvem har brug for hvad?
Din søn på 5 har nemlig ikke brug for så mange nuancer og så meget kul på følelserne.
Han har brug for så simple og enkle svar som muligt på hans spørgsmål, som langt hen ad vejen handler om fakta.
Fx:
Er der krig? (Ja)
Hvorfor? (Nogen gange er der nogen, der bliver så uenige om hvem der skal bestemme i et land, at de begynder at slås om det.)
Kan der blive krig i Danmark? (Nej, her er det statsministeren der bestemmer, og ham er det forbudt at skyde.)
Hvorfor skal de gå på farlige veje? (Fordi de er på vej til et andet land, hvor de kan få det bedre, og det er ikke alle steder vejene er lige så gode som her på vores vej.) osv.
Din datter på 11 har brug for hjælp til at håndtere alle de tanker, der pludselig melder sig, når hun hører spredte informationer og pludselig ser et billede af en lille druknet dreng. Ud fra din beskrivelse af din datters reaktion, tænker jeg, at hun er blevet rigtig bange. Der er nemlig fuld gag i udviklingen af refleksion i hendes kognitive system, og jeg forestiller mig at hun sagtens kan have lavet en refleksion i retning af ”Kunne det have været min lillebror, dér i vandkanten?”
Piger har generelt god adgang til deres følelsesliv, nogen mere end andre, og er kan være tryk på i præpuberteten. Mange piger er gode til at sætte sig i andres sted (det er en veludviklet feminin kompetence), og mange kan også være optaget af retfærdighed og blive voldsomt indignerede, hvis noget opleves urimeligt eller uretfærdigt. Din datter kan meget føle sig overvældet af de mange tanker og følelser, der pludselig er tilgængelige for hende, og hun har brug for at finde retning i dem.
Derfor har hun brug for at kunne læsse dem over på dig, og få dem leveret tilbage i en mere samlet form.
Først og fremmest kan du hjælpe hende ved at anerkende alle hendes følelser. Også dem der får hende til at synes, at du er urimelig (hvilket ikke er det samme som en fribillet til at kalde dig alt muligt – men følelsen bag er ok). Det er i sig selv beroligende at få lov at have det, som man har det.
Anerkende betyder i denne sammenhæng at give plads til hendes følelser uden at tage stilling til dem eller dømme dem, men blot være sammen med hende og stille dig til rådighed for god kontakt med hende, mens hun har det, som hun nu har.
Derefter kan du hjælpe hende ved at lytte og lytte og lytte, og se om du kan finde nogen overskrifter eller temaer i det hun siger, sådan at det hele ikke flyver rundt, men samles i nogle temaer eller kategorier.
Du kan også hjælpe hende med at navigere i informationer og følelser, ved at hjælpe hende med at rangordne temaerne. Spørg ind til hvad hun bliver mest ked / vred over / forvirret over / synes er værst. Og hvad der er nemmere at håndtere. Hvad tænker hun mest på?
Du kan ikke løse situationen for hende, men du kan gøre den nemmere at være i, ved at lægge ører og nærvær til. Og du kan hjælpe dig selv ved at huske på, at du ikke behøver at have alle svar på alt, men at det hun lige så meget spørger til, er en voksen at kunne læne sig op ad og være tryg ved.
Mød hende også på hendes indignation og følelsen af uretfærdighed, og giv hende point for hendes store hjerte. Der er noget meget kærligt i hendes konkrete forslag til, hvad I kan gøre for at hjælpe. Hav fokus på det og skru lidt ned for din lyst til at forklare, når hun er så ramt af følelser. Lige dér er der stor sandsynlighed for, at det bare skaber afstand og kamp om, hvem af jer der har ret eller er ”rigtigst”.
Din datter på 8 har ikke ladet sig bemærke med noget endnu, siger du. Afhængig af hendes personlighed og den måde, hun ellers er skruet sammen på, kan det komme til udtryk på forskellige måder, når det kommer.
Måske er hun en af dem, der skal hjælpes lidt til at snakke om det. Måske går hun og putter med det. Det kan på overfladen se ud, som om hun ikke er påvirket, men det er muligt at hun går rundt med mange tanker og forvirrende informationer.
Du kan stikke en føler ud, og giv hende en invitation til at tale, ved fx at referere din snak med lillebror i overskrifter for hende a la ”Lillebror spurgte mig i går, om det er rigtigt, at der er krig et sted i verden. Har du egentlig hørt noget om det?” Og så lyt til hende. Hvad siger hun? Hvor er hun? Hvad er hun optaget af? Og hvilke ”puslespilsbrikker” har hun brug for?
Jo yngre børnene er, jo mere vil de gå ud og ind af sådan en snak. Der er grænser for hvor meget nyt de kan kapere ad gangen, og det regulerer de selv, ved at afbryde snakken og sige ”Må jeg få en mad?” eller ”Jeg går ud og cykler”. Lad blot børnene vise vej og slip snakken der, og vær så klar til at tage den op igen, når de vender tilbage og har brug for endnu en brik fra dig.
Og dig?
Hvad med dig?
Hvad rører alt det her ved i dig? Hvem snakker du med? Hvor får du afløb for dine frustrationer, hvordan de end ser ud?
Jo bedre du er i stand til at være i situationen selv, jo bedre kan du tage dig af dine børns oplevelser. Det er nemmere at tage sig af andre, når man også har taget sig af sig selv. Ellers kan det hurtigt føles som om, du skal bære det meste af verden på dine egne skuldre. Alene.
Så hvem har du at tale og dele dine tanker og følelser med?
Men kan vi ikke gøre noget, mor?
Et af de store elementer i det her er magtesløsheden. Den rammer både voksne og børn.
Derfor kan en helt håndgribelig måde at hjælpe dine børn på være at gøre noget helt konkret. Det kan være et fint modspil til de mere flyvske og uhåndgribelig tanker og følelser.
Der findes mange måder at gøre noget på, og uanset om I donerer penge til en nødhjælpsorganisation, giver tøj til genbrug, eller tænder et lys og beder en bøn, kan det at have gjort noget være med til at håndtere magtesløsheden.
Det giver også mulighed for gode snakke om, at ingen kan redde alle, men at alle kan gøre lidt. Der er mange paralleller til børnehave- og skoleliv og gængse sociale kompetencer her (at hjælpes ad, være en god ven, dele, trøste, osv).
Din opgave som forælder er upolitisk
En situation som denne rammer alle, fordi den rører ved noget helt essentielt; nemlig truslen på sin egen og sin families sikkerhed.
Uanset hvilken politisk overbevisning vi har, er vores opgave som forældre at skabe tryghed for vores børn.
Det håber jeg, at du føler dig bedre i stand til nu.
Alt det bedste til dig og dine!
Kærlig hilsen Heidi
Skriv din kommentar