Coronavirus og børn: Hvad siger vi til vores børn, når deres land lukker ned?

Må man kalde det ferie? Hvad må man sige? Og hvordan gør man det bedst?

 

Kære forældre

Vores statsminister og en række øvrige myndigheder ændrede i går aftes hele Danmarks hverdagsvilkår og også vores oplevelse af verden, og den virkelighed vi står i.

Coronavirus og børn - hvad siger vi til dem om de massive tiltag?Og så gav de alle os forældre en ny opgave, som ingen forældre har haft før, og som der derfor ikke er noget manuskript for, eller nogen erfaringer fra lignenede situationer at trække på. Nemlig opgaven om at fortælle vores børn, hvad de markante tiltag, der nu er taget, betyder for vores børns og familiers hverdag og virkelighed de næste uger. Vel at mærke uden at prikke yderligere til den angst og uro, der i forvejen er på spil hos mange børn i en situation, hvor noget er anderledes, og hvor alle voksne tydeligt er optagede af det.

Vi står nu med coronavirus og børn og en land der lukker ned. Jeg har allerede tidligt i morges fået de første mails fra forældre, der spørger til en god måde at sige det til vores børn på – og jeg kommer her med mit bud på en måde at gribe det an. En sådan guide vil altid være generel, og du skal selvfølgelig selv tilpasse de eksakte ord, så de passer til situationen i jeres familie. Men jeg håber at du kan blive inspireret til nogle gode sætninger at gå i gang med, og at du kan fornemme tonen i de forslag, jeg her giver.

Tal om det så udramatisk som muligt

Oversæt statsministerens ord for dine børn på så udramatisk vis, som du kan.
Det kan fx lyde sådan her:
“Statsministeren har bedt alle i Danmark om at hjælpe hende med at passe på alle mennesker i Danmark, og derfor har hun bestemt, at du/I ikke skal i skole/børnehave de næste to uger”.
Tilføj evt: ”Og mor og/eller far skal heller ikke på arbejde”.

Om selve Coronavirus kan du sige:

“Der er kommet en sygdom i verden, som kan smitte, hvis man står tæt på nogen, der allerede har den. Den er ikke farlig for dig og mig, men hvis man er gammel og syg af noget andet, er det ikke godt at få den. Derfor skal vi alle sammen hjælpe hinanden med at sørge for, at så få som muligt bliver smittede. Og derfor skal vi blive hjemme fra skole (og arbejde)”.

Sig også gerne:
”Der er ikke noget der er mere farligt i dag, end det var i går. Skolen/børnehaven er heller ikke farlig. Vi skal bare alle sammen hjælpe hinanden her i Danmark, og derfor skal vi ikke være så mange mennesker sammen de næste uger. Men vi skal være en masse sammen her i vores familie”.

 

Læs også: Sådan taler du med dine børn om coronavirus

 

Vær så konkret som du kan

Børn elsker forudsigelighed. Det giver tryghed. I denne periode er alting mindre forudsigeligt og meget mere foranderligt, og det skaber uro i sig selv. Vær derfor så forudsigelig og konkret som du kan, når det gælder, hvordan dine børns hverdag kommer til at se ud de næste uger, hvis den også involverer ”nødpasning” af den ene eller anden slags.

Der er stor forskel på at sige:
”Ja, jeg håber mormor vil tage jer et par dage. Ellers ved jeg ikke rigtig, hvad vi gør, men det må jo løse sig”.

og så sige:

”Mandag og tirsdag kommer moster, onsdag laver vi legedag med Sofus og Benjamin fra klassen hjemme hos dem, og så er jeg i gang med at lægge en fed plan for torsdag og fredag”.

Måske ved du ikke det hele om alle dage, men du ved noget. Vær tydelig om det, og vær også helt tydelig om, at du nok skal finde en god plan for det, der endnu ikke er afklaret.Coronavirus og børn er en cocktail der kalder på tydelige, solide og steady forældre.

Og bær så over med, at dine børn måske ikke synes det er specielt fedt. Det er krævende for dem at skulle bryde ud af de vante rutiner og omstille sig til noget andet, der måske består af flere forskelle delløsninger. Især i en tid, hvor de mærker at alle voksnes nervesystemer er lidt ekstra vakt. Hav ekstra tålmodighed og ekstra plads til lange beroligende knus.

Lukkede institutioner, coronavirus og børn på 0-4 år

corona, børn og karantæneFor mindre børn i vuggestue og ung børnhavealder, som endnu ikke har kapacitet til at forstå hvad coronavirus er, eller endnu ikke er blevet eksponeret for at høre om det (via større søskende fx), kan det være fint blot at sige, at vuggestuen/børnehaven er lukket for en tid, og at nu skal vi hygge os herhjemme.
Nogen spørger mig også, om man kan kalde det ferie, og det kan man for så vidt godt for så små børn. Især hvis mor eller far reelt har ferie (eller er hjemsendt) og er sammen med barnet i perioden. Hvis barnet allerede har et begreb om, hvad ferie er, skal man kun kalde de næste 14 dage for ferie, hvis det kommer til at ligne ferie nogenlunde. Ellers skaber det forvirring.

Skolenedlukning, coronavirus og børn på 5-10 år

For de mellemstore børn, vil jeg ikke anbefale at kalde skolelukningen for ferie. Det kan man godt få lyst til, for ikke at bekymre dem, men i stedet skærme dem, og pakke sandheden lidt ind. Men børn i den alder har allerede opsnappet, at der er noget usædvanlig ved det hele, og det beroliger dem ikke, at det slås hen som ingenting.
Det der beroliger er netop at gå ind i bekymringen stille og roligt – sammen med barnet. Sig det som det er, så lige ud ad landevejen som muligt (se konkrete sætninger ovenfor). Og lyt så til barnets spørgmål, og om noget skaber anledning til bekymring. Afmonter også misforståelser, hvis det har fået nogle af dem med. Den slags kan gå hurtigt, for hvis ingen vil tale med barnet om, hvad der egentlig sker, og hvad der er op og ned (fx hvor farligt det er/ikke er), så begynder barnet selv at skabe mening og sammenhæng. Det kan nogle gange blive til nogle historier, der er meget mere skræmmende end virkeligheden.
Og vær så til rådighed for børnenes opfølgenede spørgsmål de næste dage.

Coronavirus og børn i teenagealderen

Coronavirus og børn og lukkede skolerMåske så dine store børn pressemødet, og I har allerede snakket om, hvilken betydning det får for dem. Oftest vil børn i den alder umiddelbart tænke: ”Fedt, jeg skal ikke skole”. Men det kan alligevel sætte nogle tanker i gang. Større børn vil i højere grad have mulighed for at forstå alvoren i statsministens tiltag, og erkendelsen af den alvor kan godt give lidt gåsehud og uro.
Igen; lyt og afklar og svar på barnets/den unges sprøgsmål så godt og roligt du kan. Du behøver ikke vide alt, og det er ok at sige ”Det ved jeg ikke. Det tror jeg heller ikke statsministeren ved lige nu. Det er noget af det, der må vise sig de næste dage”.

I samme ombæring kan du med fordel sige: “Men det jeg ved er…..” og så her fortsætte med det du ved gælder for jeres familie de næste dage. Fx kan alle offentligt ansatte, der ikke udfører en kritisk funktion sige ” Jeg skal heller ikke på arbejde, så jeg er her. Og jeg får løn imens, så der er ingen panik på den konto”.  Andre kan sige “Jeg skal arbejde en del hjemmefra, så på den måde er I ikke alene, selvom jeg har nogle arbejdsting at tage mig af”. Osv.

For nogle af de ældste børn kan det også være relevant at understrege alvoren i tiltagene, og at det at skolen er lukket ikke er lig med 100% fri og uendelige muligheder for fest og ballade. Det er ikke en god ide at tage med offentlig transport til butikker hvor folk muligvis står tæt. Og selvom det er fristende at mødes og hænge ud med alle de andre, der heller ikke skal i skole, er det relevant at overveje på hvilken måde og i hvilken skala det foregår.

Behøver vi snakke om det hele tiden?

Coronavirus og børnNej! Tænk gerne over HVOR meget du siger og HVOR TIT emnet er på banen hos jer. Kører nyhedsudsendelser hele tiden i baggrunden? Snakker du i telefon med andre om emnet? selvom det bare kører på lave eller ingen lyd, så skaber det et fokus og en stemning hjemme hos jer. Ingen kan holde til hele tiden at høre om noget, der vækker vores frygt i større eller mindre grad.
Tænk også over at skabe snakke-om-corona-fri tidsrum og zoner. Skab variation i lydtæppet og emnerne. Hør noget glad musik og luft lidt ud.

Tal om hvad man gerne må

Husk også at dreje fokus over på alt, det man stadig gerne må. Man må gerne gå en tur. Man må gerne hoppe på trampolin i haven. Man må gerne købe ind. Man må gerne bage. Man må gerne være sammen med en ven (der ikke er smittet eller småsyg). Man må gerne ring til mormor. Man må gerne høre musik og danse. Man må gerne have nattøj på hele dagen. Man må gerne kramme sin familie.

Inddrag børnenes kreativitet og tag imod hyggen

Få det bedste ud af de næste (minimum) fjorten dag. Team op og allier jer med børnene.
Sig fx:
”Ingen har prøvet det her før. Det er en ganske særlig situation, og vi får brug for alle de gode ideer, vi kan få til at gøre det dejligt og sjovt at være hjemme i mange dage. Og heldigvis er du jo en slags ekspert i at få gode ideer! Kom, vi starter med at skrive dem ned/tegne dem på det her papir”.

Lav en liste eller planche med alle de gode ideer I kan få til, hvad I skal hygge jer med de næste dage. Se på muligheder og gør det så hyggeligt, som I kan derhjemme. Tag det hele lidt langsommere. Gør det I ellers ikke har tid til.

  • Se alle Harry Potter film i én køre en hel dag.
  • Se hvor mange perleplader I kan lave indtil æggeuret ringer. For mindre børn er en halv time længe. For større børn kan der gå sport I at se hvor langt man kan nå på fire timer.
  • Forfin dribleteknikken ude i haven.
  • Lær at gå i bro
  • Hold skønheds- og massageklinik
  • Gør hovedrent
  • Skriv gammeldags breve til familie og venner
  • Håb på forårssol og gå i haven og se ting gro og vokse.

Og gør så også hvad du skal gøre, for at tanke lidt op og kunne bevare den tålmodighed, ro, venlighed og overbærenhed vi alle har brug for de næste uger.

Alt det bedste til dig og dine ❤️

Heidi Agerkvist om coronaens betydning for børn

 

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

Læs også: Sådan taler du med dine børn om coronavirus

 

2 Responses to Coronavirus og børn: Hvad siger vi til vores børn, når deres land lukker ned?

  1. Avatar for Louise
    Louise 12. marts 2020 at 22:13 #

    Du skriver simpelthen så godt, kære Heidi. Tak for et godt og meget relevant skriv! Hilsen en mor til en 3 årig der opfanger stort som småt.

    • Avatar for Heidi Agerkvist
      Heidi Agerkvist 13. marts 2020 at 11:53 #

      Tak Louise. Dejligt at det lander godt ❤️

Skriv din kommentar