Godnat og sov godt – bogen er i spotlyset. Igen.
I denne uge sendte fire psykologer et åbent brev til Gyldendal. Brevet er underskrevet af de fire psykologer – og af yderligere 720 af deres fagkolleger. Heriblandt mig.
I brevet (som du kan læse i sin fulde længde her) fremlægger de fire psykologer ny psykologisk forskning og viden om små børns behov, og argumenterer for, at de anbefalede metoder i Godnat og sov godt bogen bygger på forældede antagelser om børn adfærd og behov, at den giver vildledende informationer, og at det er uhensigtsmæssigt for barnets tilknytning af anvende den pågældende metode.
Hvorfor nu det?
Godnat og sov godt metoden
Godnat og sov godt metoden kaldes også Cry it out metoden. Altså “græd det ud”. Metoden er en såkaldt søvntræningsmetode, der kort fortalt går ud på, at barnet skal lære at falde i søvn selv. Så langt så godt. Men måden, barnet skal lære det på, er i følge Godnat og sov godt bogen ved at forældrene skal vise barnet, at det godt selv kan falde i søvn ved at gå fra det og ikke trøste det, når det græder. Det er i følge metoden tilladt at gå ind til barnet og “vise at man er der” efter bestemte tidsintervaller, der stiger løbende og går helt op til 17 minutter. Men det er ikke tilladt at trøste barnet, nusse det, tage det, vugge det eller synge for det. Barnet skal lære at det ikke får noget ud af at græde, og i stedet lægge sig til at sove.
I bogen beskrives det, hvordan det kun er i det første uger, at det lille barns gråd er reel gråd, der betyder at barnet er ked af det eller bange. Allerede efter få uger skulle det lille barn være i stand til at bruge sin gråd til at manipulere forældrene, fx til at blive, trække tiden ud, trøste det unødvendigt. Det skulle ifølge Godnat og sov godt bogen endda forholde sig sådan, at små børn relativt let kan fremprovokere opkast, som en måde at manipulere forældrene i stedet for blot at sove. Derfor skal man i følge bogen blot skifte barnets tøj og sengetøj hvis det sker, men ikke tage det op og nusse og trætte det.
Derfor!!
Min bevæggrund for at skrive under på brevet er nok ikke så meget et håb om, at Gyldendal fjerne Godnat og sov godt bogen fra hylderne. Det tror jeg egentlig er relativt urealistisk vil ske.
Gyldendal har da også allerede meldt ud, at de ikke kan lade den slags eksterne censur afgøre, hvorvidt en bog skal tages af hylderne, og at de har tillid til deres læseres evne til at manøvrere.
Min beslutning om at være medunderskriver til det brev, handler for mig i lige så høj grad om et ønske om at skabe opmærksomhed om, at der florerer gamle og forældrede forståelser af, hvad børn er for nogle størrelser, og hvad de har brug for – og det vil jeg gerne råbe højt om! For dem skal vi have ryddet ud i. De gør mere skade end gavn. Og børnene har ikke selv stemme til at råbe op.
Men godnat og sov godt metoden virker da, gør den ikke?
Jo, det gør den for så vidt. Bruger man den længe nok, holder børnene op med at græde og lægger sig til at sove. Og det er vel hvad metoden lover.
Det helt store problem er blot, at godnat og sov godt metoden kun interesserer sig for at “komme i mål”. Altså HVAD børnene lærer (=at holde op med at græde og lægge sig til at sove). Men den har ikke blik for HVORDAN de lærer det. Eller for hvad de OGSÅ lærer.
For jo, det er rigtigt, at børn der søvntrænes via denne metode efter noget tid holder op med at græde og lægger sig til at sove. Men det gør de ikke, fordi de “har lært at sove”.
Det gør de, fordi de giver op. De holder op med at græde, for de lærer ganske rigtigt, at det får de ikke noget ud af. De lærer også, at verden er et utrygt sted, hvor man ikke kan regne med at få hjælp og beroligelse fra sine allervigtigste mennesker, når man er lille og alene og utryg, og der er mørkt og man ikke kan lide det. De lærer, at man må klare sig selv her i butikken, og at det ikke kan betale sig at række ud.
Så det holder de op med. Det koster for meget energi og for meget smerte at række sårbart ud og ikke blive mødt. De trækker sig, vender fokus indad, forsøger at berolige sig selv. Og de falder i søvn. Men de sover ikke med en varm tryghed som puttebamse.
Utrygheden som følgesvend
Den relationelle utryghed, der grundlægges i de tidlige barneår sætter sig i nervesystemet, og den følger med langt op i livet. Den tilknytning, der dannes i de første år, bliver skabelonen for, hvordan vi indgår i relationer, og hvor hhv. forbundne eller alene vi føler os gennem livet. Det har betydning for selvværd, for venskaber og på sigt for at kunne forbinde sig trygt til en kærlighedspartner.
Grundspørgsmålene: Kan jeg regne med, at du er der for mig, når jeg har brug for dig? og Bliver du hos mig, hvis jeg viser min sårbarhed? vil rumle som en underlægningsmusik, hvis vi tidligt er blevet i tvivl om svaret. Eller hvis vi tidligt overhovedet ikke er blevet i tvivl om, at svaret er nej.
Trygge børn klarer sig bedst
Der er stakkevis af forskning, der viser, at tilknytningen har betydning for trivsel på mange, ja på alle, parametre i livet. Venskaber, indlæring, følelsesregulering, trivsel, helbred, parforhold osv. Vi ved ganske enkelt at trygge børn klarer sig bedst. Så enkelt er det.
Derfor skrev jeg under. For børn skal trøstes, når de græder. Gråd er det helt lille barns vigtigste sprog. Gråd er udtryk for et legitimt behov og ikke for manipulation eller “skaberi”. Gråd er måden, barnet kalder på sine omsorgspersoner, når det har brug for dem. Og det har det tit. Også om aftenen og om natten og på alle mulige andre ubelejlige tidspunkter. For verden er stor, når man er lille. Og derfor har man brug for et voksent og roligt nervesystem at låne dejlig ro og tryghed fra, indtil man har fået fyldt så meget på, at man kan begynde at berolige sig selv.
Godnat og sov godt – og trygt. Nu og hele livet ❤️
Bedste hilsner
Heidi
DR fulgte op på sagen med en artikel der sætter spot på, hvordan man så kan få sit barn til at sove hvis det er svært – og godnat og sov godt metoden ikke er at anbefale.
Og jeg følger op med flere nuancer og uddybende perspektiver på debatten.
Skriv din kommentar